Uddrag fra "Den økonomiske udviklings faser - Et ikke-kommunistisk manifest", 1960

Kilder

Kildeintroduktion:

I 1950’erne og 1960’erne var udviklingsfilosofien især influeret af moderniseringsteori, hvis fokus lå på, hvordan ulandene gennem efterligning af Vestens udviklingsforløb kunne nå op på samme udviklingsstadie som Vesten. Målet var at skabe økonomisk vækst, som i princippet ville komme hele befolkningen til gavn ved, at den sivede ned fra samfundets top til den almene befolkning.

En central figur i moderniseringsteorien var den amerikanske økonom og rådgiver for præsident Kennedy Walt W. Rostow. Ifølge Rostow pegede de historiske erfaringer fra de industrialiserede landes økonomiske udvikling på en række nødvendige udviklingsfaser for økonomisk vækst, som udviklingslandene også skulle gennemgå. Kendetegnende for de udviklede lande var ifølge Rostow, at de gennem deres historie alle havde taget det kritiske spring (på engelsk ’take off’) fra underudviklede, traditionelle landbrugssamfund til moderne industrisamfund med selvbærende økonomisk vækst. For udviklingslandene handlede det om, at de skulle gives den rette hjælp til at tage samme ’take off’ til selvbærende vækst. På den måde blev ulandsbistand også betragtet som et overgangsfænomen, som det kun var nødvendigt i en helt specifik periode i et lands udvikling.

Nedenstående uddrag af Rostows bog fra 1960 ”Den økonomiske udviklings faser – Et ikke-kommunistisk manifest” illustrerer ikke bare Rostows faseteori men også dele tankerne bag den overordnede moderniseringsteori.

Walt W. Rostow, 1968
Walt W. Rostow, 1968. Fra: Wikimedia Commons


4. kapitel

»Springet«[1]

Opnåelsen af en regelmæssig økonomisk udvikling

Vi vender os nu mod en nærmere analyse af den afgørende epoke i et samfunds historie, hvor økonomisk udvikling bliver den normale tilstand. Vi vil se på, hvordan det kan gå til, at de langsomme ændringer i forudsætningernes fase, hvor moderniseringens kræfter kæmper mod det traditionsbundne samfunds vaner og institutioner, værdinormer og interessegrupper, får deres massive gennembrud, og loven om rentes rente[2] bliver bygget ind i samfundets struktur.

»Springets« begyndelse kan sædvanligvis spores tilbage til en særlig kraftig impuls. Impulsen kan have taget form af en politisk revolution, som direkte påvirker balancen mellem de sociale kræfter og de fremherskende værdinormer, de økonomiske institutioners karakter, indkomstfordelingen, investeringsmønstret og den andel af gjorte opfindelser, der faktisk anvendes. Noget sådant gælder for eksempel for den tyske revolution i 1848, Meiji-restaureringen i Japan i 1868, Indiens opnåelse af uafhængighed i nutiden og den kommunistiske sejr i Kina. Impulsen kan stamme fra en teknologisk (inklusive en transportmæssig) opfindelse, som sætter en kæde af sekundære ekspansioner i bevægelse i moderne sektorer og har kraftige potentielle »ydre effektivitetsvirkninger«[3], som samfundet udnytter. Videre kan den tage form af nye, favorable internationale betingelser, som for eksempel det engelske og franske markeds åbning for svensk tømmer i 1860'erne, eller en skarp stigning i eksportpriserne i forhold til importpriserne og/eller store nye kapitalindførsler, som i USA's tilfælde sidst i 1840'erne og Canadas og Ruslands midt i 1890'erne; men det kan også starte som en udfordring fra et ufavorabelt skift i de internationale betingelser, som for eksempel et voldsomt fald i bytteforholdet (eller en krigsblokade af udenrigshandelen), der kræver hurtig udvikling af en produktion af goder, der kan erstatte importvarerne, som i Argentinas og Australiens tilfælde fra 1930 til 1945.

Det essentielle her er ikke impulsens form men det faktum, at samfundets og økonomiens hidtidige udvikling medfører en positiv, vedvarende og selvforstærkende reaktion på den; resultatet er ikke en engangsændring i produktionsbetingelserne eller i investeringernes omfang, men en stigning i den andel af de forhåndenværende opfindelser, der bringes i anvendelse i en mere eller mindre regelmæssig strøm, samt en stigning i investeringstempoet.

Det er klart, at brugen af samlede nationalindkomstal ikke belyser ret meget af den proces, der foregår. Ikke desto mindre er det nyttigt at betragte det som en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for »springet«, at nettoinvesteringerne stiger fra at udgøre for eksempel 5 til over 10 % af nationalindkomsten, så de klart overgår det sandsynlige befolkningspres (idet brøken: kapitalapparatet/produktionen eller investering/produktrelationen under de givne forudsætninger for »springet« er lille)[4] og dermed giver en tydelig stigning i realindkomsten per capita. Hvorvidt realforbruget per capita også stiger, afhænger af mønstret i indkomstfordelingen og befolkningspresset, så vel som af investeringernes størrelse, karakter og produktivitet.

»Springet« er en så betydningsfuld ændring i et samfunds historiske forløb, at det er vigtigt at se noget nærmere på vor definitions natur og »springets« indre mekanik.

Vi står over for flere valgmuligheder, når vi vil definere »springet« med nogen præcision. Vi kan begynde med en vilkårlig definition og se kort på de to hovedalternativer.

Til vort formål defineres »springet« på den måde, at det kræver alle de tre følgende, indbyrdes afhængige, betingelser opfyldt:

1) en stigning i de produktive investeringer fra for eksempel 5 eller mindre til over 10 % af nationalindkomsten;

2) udviklingen af en eller flere betydende industrielle[5] sektorer i hurtig økonomisk ekspansion;

3) tilstedeværelsen eller den hurtige opbygning af en politisk, social og institutionel ramme, som udnytter impulserne til ekspansion i den moderne sektor og de potentielle ydre effektivitetsvirkninger af »springet«, og som giver den økonomiske udvikling en konstant karakter.

Den tredje betingelse implicerer en betragtelig evne til at mobilisere kapital fra hjemlige kilder. Nogle »spring« er sket praktisk talt uden kapitalimport, for eksempel Englands og Japans. Andre »spring« har haft fremmed kapital som betydende komponent; det gælder for USA, Rusland og Canada. Men nogle lande har importeret store mængder fremmed kapital i lange perioder, som uden tvivl bidrog til at skabe forudsætningerne for et »spring«, uden at det rent faktisk blev gennemført; eksempler er her Argentina før 1914, Venezuela op til de seneste år og det hidtidige Belgisk Congo.

Kort sagt indbefatter betingelserne for et »spring« - rent bortset fra kapitalimportens rolle - en øjeblikkelig evne til produktivt at mobilisere hjemlig opsparing, så vel som en struktur, der fremover tillader en stor opsparing af nye indkomster.


Ordforklaringer m.m.

[1] ’Springet’ er den danske oversættelse af Rostows begreb ’take-off’.

[2] Udtrykket anvendes for på en kort måde at antyde, at økonomisk udvikling normalt forløber med geometrisk progression, altså på mange måder som en opsparingskonto, hvor rentebeløbene får lov at blive stående

[3] "Ydre effektivitetsvirkninger" (i nationaløkonomisk sprogbrug "external economies") betegner de omkostningsmæssige fordele, som en virksomhed har af økonomisk ekspansion i andre virksomheder. Går for eksempel nogle virksomheder, hvis færdige produkt er halvfabrikata for andre virksomheder, som følge af ekspansionen over til serieproduktion, kan dette give "ydre effektivitetsvirkninger" i form af lavere udgifter til halvfabrikata hos disse sidste virksomheder. Overs. anm.

[4] Investering/produkt-relationen (i nationaløkonomisk - og W.W. Rostows - terminologi "capital/output ratio". Overs. anm.) udtrykker forholdet mellem en given forøgelse af investeringerne og den deraf følgende stigning i produktmængden. Det er et groft - meget groft - mål for investeringernes produktivitet; men da den økonomiske udviklings aritmetik har brug for et sådant udtryk, implicit eller explicit, må vi hellere forfine dette værktøj end kaste det bort. I den økonomiske udviklings første tid virker der to modgående kræfter på investering/produkt-relationen. På den ene side er der stort behov for basisinvesteringer i transport, kraftstationer, uddannelse etc. Hovedsagelig som følge af den lange tid der går, før disse investeringer har indtjent sig, er den kortsigtede investering/produkt-relation her tilsyneladende høj. På den anden side er der som regel store uudnyttede reserver af kendt teknologi og disponible naturlige ressourcer, der kan sættes i arbejde; og disse uudnyttede reserver trækker mod en lav investering/produkt-relation. Vi kan formelt forudsætte en lav investering/produkt-relation i "springets" fase, fordi vi antager, at de nødvendige betingelser er blevet skabt, inklusive en god del af de samfundsmæssige investeringer. I virkeligheden vil den samlede investering/produkt-relation for nye investeringer sandsynligvis blive holdt oppe under "springet" af behovet for fortsatte betydelige udgifter til store kapitalenheder, som først giver pengene igen over lange perioder. Ikke desto mindre synes en relation som 3:1 eller 3,5:1 for investering/produkt-relationen ved nye investeringer at være realistisk som et groft mål, indtil vi har lært mere om investering/produkt-relationer for økonomiens enkelte sektorer.

[5] I denne sammenhæng regnes "industri" at inkludere forarbejdning af landbrugsvarer eller råstoffer efter moderne principper: for eksempel tømmer i Sverige, kød i Australien og mejeriprodukter i Danmark. De to betingelser for en sektors "industrielle" karakter er, at den sætter en kæde af nye moderne behov i gang, og at dens ekspansion skaber potentielle ydre effektivitetsvirkninger af industriel art.

Om kilden

Dateret
1960
Oprindelse
Rostow, Walt W. : Den økonomiske udviklings faser – Et ikke-kommunistisk manifest, 1960
Kildetype
Uddrag af bog
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. marts 2012
Sprog
Dansk, Engelsk
Udgiver
danmarkshistorien.dk