Tyr

Artikler

I nordisk mytologi er Tyr som Odin og Thor af asernes slægt. Han er ikke nævnt ofte i de bevarede kilder og kan derfor have spillet en mere tilbagetrukken rolle i slutningen af den hedenske periode.

Tyr i Eddaen

Snorre karakteriserer Tyr som ”den djærveste og modigste, og han har stor indflydelse på sejren i kamp. For tapre mænd er han god at påkalde, det er blevet en talemåde, at den er tapper som Tyr, der udmærker sig mere end andre og ikke er bange af sig. Han er også vis, og derfor plejer man at kalde den klog som Tyr, som er meget klog.”
Snorre henviser til en anden del af Eddaen. Her fortælles myten, hvor Fenrisulven skal bindes. For at holde Fenrisulven rolig, stikker Tyr sin højre hånd i dens gab – og mister den. Dette opfattes som et tegn på stort mod fra Tyrs side. Det er desuden den eneste kendte myte, hvori han spiller en hovedrolle.

Tyr som guddom

Med det overleverede materiale vi har i dag, står han i skyggen af andre guder som for eksempel Odin og Thor. Hvis Tyr havde været dyrket som en betydelig gud ved slutningen af den hedenske periode, havde der formodentlig været mere materiale med ham som central figur i sagaerne.

Tyr fremstår fortrinsvis som krigsgud. Han havde tidligere flere funktioner, og der er en temmelig sikker, om end dunkel, tilknytning til retsordningen, folkeforsamlingen og tinget. Dette kan tyde på, at der i gammel tid ikke var nogen afgørende forskel på krigen og retten. Dermed stod den aftalte kamp som en lige så retfærdig og fyldig afgørelse på en uenighed eller tvist som rettens ord.

Tyr og kampen

Hvor Odin repræsenterer ekstasen, raseriet og den strategiske kunnen, Thor den hensynsløse og fysiske styrke, repræsenterer Tyr den efter gældende regler førte kamp og gudernes gyldige kendelse i stridsspørgsmål.

Tyr og Mars

Tirsdag stammer fra det oldengelske Tiwesdæg, som betyder Tyrs dag. Men navnet Tyr er kun direkte overleveret fra nordgermanske kilder og sandsynligvis udviklet fra en oldgermansk navneform, Tiwaz. Romerne kender udmærket Tiwaz som germansk gud, men kaldte ham, efter sammenligning med deres egne guder, Mars. Slægtskabet er dog fjernt og bygger mere på den senere opståede opfattelse af, at de to guder havde et fælles virkeområde.

De germanere, der blev underlagt romersk overherredømme, fandt også sammenligningen naturlig, da det var den latinske ugedag dies Martis, Mars’ dag, der fik navnet Tyrs dag. Men som tidligere nævnt var de to guder forskellige, idet Mars ’kun’ var krigsgud, mens Tyr var gud for både krigen og retten. Romernes opfattelse af Tyr som krigsgud er meget forståelig, da de første møder var mere krigeriske end retslige. Tyr har sandsynligvis været dyrket i hele det sydskandinaviske område. Der findes meget gamle stednavne i Danmark, som Tissø, Tisvilde og Tirsbjerg, der peger på en tidlig dyrkelse af Tyr. Disse stednavne er mere sjældne i resten af Skandinavien, men i det sydlige Norge er der et område, der hedder Tysnes, som peger på en betragtelig udbredelse.

Om artiklen

Forfatter(e)
Bjarne Smedegaard Mortensen
Tidsafgrænsning
800 -
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Stefánsson, Finn: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi (2009).

Steinsland, Gro: Norrøn religion: Myter, riter, samfunn (2005).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Bjarne Smedegaard Mortensen
Tidsafgrænsning
800 -
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Stefánsson, Finn: Gyldendals leksikon om nordisk mytologi (2009).

Steinsland, Gro: Norrøn religion: Myter, riter, samfunn (2005).

Udgiver
danmarkshistorien.dk