Svend Hoffmeyer: "Folkestyrets Forsvar" 1946

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne tekst fra Politiken den 3. april 1946 er et indlæg i en principiel debat om demokratibegrebets indhold, som udspillede sig i danske dagblade og tidsskrifter mellem juli 1945 og december 1946. I debatten deltog flere af tidens mest toneangivende intellektuelle. Svend Hoffmeyer var læge. Du kan læse mere om debattens mange diskussioner og deltagere i undervisningstemaet Demokratidebatten 1945-46.

Det farlige ved Nazismen var dens raffinerede Brug af underjordiske Metoder, siger Læge Svend Hoffmeyer.

Et Indlæg i Diskussionen om Demokratiet

Uden at ville anfægte logiken i Poul Henningsens betragtninger over nazisterne som parlamentarikere (Politikens kronik for 30/3), vil jeg tillade mig at pille lidt ved fundamentet for derved at komme til at understrege en praktisk side af sagen, som jeg ikke tror, P. H. vil være uenig med mig om.

Det, der gjorde nazismen til noget helt andet end alle de politiske bevægelser, vi har kendt, var ikke dens program, selv om dette omfattede omstyrtelse af det parlamentariske system ved vold. Jeg er ligesom Poul Henningsen overbevist om, at en saadan politik vil blive afvist i Danmark, så længe vi håndhæver den demokratiske linje i ord og gærning. Det farlige ved nazismen var dens raffinerede brug af underjordiske Metoder og dens absolutte brud med de moralske spilleregler, alle andre politiske partier retter sig efter. Det var dens hemmelige spionagesystem, dens bevidste infiltration i samfundets nøglestillinger, administration, efterretningsvæsen, politi og hær, og dens systematiske individuelle terror mod trusler om boycot, vold eller skandalisering over for folk, den hade brug for eller ønskede at pacificere, dens hemmelige oprustning og dens mystificerende rygtespredning, alle disse metoder, der med mesterskab spillede på småmænds beklagelige men uomtvistelige lettroenhed og svaghed.

Disse metoder anvendtes med en jesuitisme, der ikke kendte noget andet hensyn end sammensværgelsens fremgang. Og sådan vil de ved Lejlighed blive anvendt igen. Sandhed, menneskelighed, loyalitet, troskab, venskab, kammeratskab og familiefølelse, alt det, et samfund af mennesker, når alt kommer til alt, må bygge på, blev, når det tjente formålet, forrådt på det mest kyniske, og hver fremskudt post, det lykkedes bandens medlemmer at besætte, benyttedes som skalkeskjul og bastion for nye underjordiske fremstød, ganske som Hitler før krigen benyttede næsten hver eneste udlandstysker som spion og redskab.

Der må siges, at vi har tilstrækkelig sikkerhed for, at enhver, der har været oplært i denne metodik, og ikke har fundet sig for god til at lægge sin sjæl i den, aldrig vil kunde blive loyal overfor en parlamentarisk ordning, og det kan derfor ikke være galt at hævde, at denne sammenslutning har fortabt sin ret til at optræde som parlamentarisk parti. Dette kan ikke med nogen ret begrunde forbud mod andre partier, så længe de ikke ved deres gærninger har bevist en forbryderisk holdning overfor det bestående folkestyre. Det helt korrekte vilde naturligvis være at stille partiet for en slags rigsret og dømme det paa grundlag af de ledende medlemmers bevislige svig overfor folkestyrets grundlæggende principer. Dette lader sig ikke gøre, men de kommende retssager vil sandsynligvis gi grundlag nok for den almindelige fordømmelse, som i hvert fald må kræves for en så ekstraordinær forholdsregel som et forbud mod partiet.

Det hele har imidlertid kun forbigående interesse. Om et årstid eller to kan et nazistisk parti under et nyt navn ta hele systemet op og grave videre på mineringsarbejdet uden at generes af en så latterlig svag formalitet som et forbud mod et nazistisk parti dog er. Forbudet vil derfor ikke ha anden begrundelse end hensynet til den almindelige anstændighedsfølelse, som dog ogsaa er en realitet, man må respektere.

Erfaringer fra den tid, hvor nazismen arbejdede sig op, fører imidlertid til ønsket om en del forholdsregler til beskyttelse mod en gentagelse. Poul Henningsen har fuldkommen ret i, at hvad der er over jorden, skal folkets sunde fornuft nok klare. Men over for en moderne underjordisk terrorbevægelse er det folkestyrede samfund idag værgeløst som et spædbarn. Det er her, tampen brænder.

Jeg har tidligere omtalt savnet af et veludstyret officielt berigtigelsesinstitut, som kunne tjene til at berolige offentligheden overfor løssluppen propaganda. Det er dog kun en del af sagen. Politiet bør ha en særlig afdeling, som har til opgave at beskytte enkeltpersoner mod organiserede trusler af legemlig, økonomisk eller moralsk art, og sagen er så alvorlig, at selv lidt anløbne personer burde kunne finde beskyttelse uden risiko for anmeldelse af småforsyndelser. Vigtigt vilde det også være, om man kunde gennemføre en bestemmelse om offentliggørelse af alle politiske foreningers regnskaber med tilhørende autoriseret revision, så at man kunde konstatere, hvorfra pengene kom. At åbne eller maskerede tilskud fra udlandet til indenrigske politiske formål ikke kan tillades, vil man nok kunne enes om, men også indenrigske tilskud er af så stor interesse, at de bør være kendt af almenheden.

Jeg deler ikke Poul Henningsens lyssyn på en højnelse af vælgernes forstandighedsniveau. En hvilken som helst befolkning vil altid indeholde en ret stor del, som står under det intellektuelle gennemsnit. Det, som må begrunde folkestyret, er ikke troen på folkets evne til at skille propagandaens avner fra kærnerne, men erfaringen for, at det er umuligt at finde en bedre metode til udvælgelse af de mest velegnede regenter. Hvad enten man tar embedsmænd, generaler, professorer, bønder, arbejdere eller herremænd, vil de vise sig for indskrænkede, og de, som byder sig hæftigst til, er ofte de dårligste. Folket er heller ikke i stand til med sikkert instinkt at finde de bedste. Det lader sig ofte bedrage. Men det har ævnen til at føle, når det er ved at gå galt, og derfor bør det ha magten til at sige fra.

Folkestyret vil tit føre til en zigzagkurs fra den ene grøftekant til den anden, men på den måde finder det dog den kurs, der tjener helheden bedst, og det ender aldrig der, hvor alle de andre før eller senere havner: i grøften.

Om kilden

Dateret
03.04.1946
Oprindelse
Politiken 3/4 1946 s. 7. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 171-174.
Kildetype
Avisartikel , Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
03.04.1946
Oprindelse
Politiken 3/4 1946 s. 7. Trykt i Rasmussen, S. H. og Nielsen, N. K. (red.): Strid om demokratiet (2003), s. 171-174.
Kildetype
Avisartikel , Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
21. maj 2009
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk