Stensby-traktaten, 7. juni 1238

Kilder

Kildeintroduktion:

Traktaten i Stensby blev indgået den 7. juni 1238 mellem den danske konge Valdemar Sejr (født 1170, regent 1202-1241) og repræsentanter for Den Tyske Orden i Livland (Estland) og Preussen. Med aftalen bilagde parterne en strid om retten til et område i det nordlige Estland og fastlagde de nye besiddelsesforhold i det østlige Baltikum, som Valdemar Sejr i 1219 havde erobret i forbindelse med et korstog. Aftalen blev indgået på Valdemar Sejrs gård i den sydsjællandske by Stensby øst for Vordingborg.

Baggrunden for traktaten skal findes i de konkurrerende bestræbelser mellem de tyske korsfarere og den danske konge om at få kontrollen over Estland og udbredelsen af kristendommen i området. Efter den danske erobring af det nordlige Estland i 1219 var der opstået uenighed med den tyske Sværdbrødreorden om afgrænsningen mellem den danske og tyske indflydelsessfære. Den sydlige del af Estland var på samme tid blevet omvendt til kristendommen af ærkebispen i Riga og Sværdbrødrene. Da esterne i 1223 gjorde oprør mod det danske og det tyske fremmedherredømme, nedkæmpede danskerne på trods af al uenighed dog i fællesskab med Sværdbrødrene esterne. Men i 1225, da det blev åbenlyst, at det danske styre i Estland var stærkt handlingslammet, efter at kong Valdemar Sejr var kommet i fangenskab hos greven af Schwerin, faldt Sværdbrødrene danskerne i ryggen og overtog kontrollen med Dansk Estland og fordrev de danske embedsmænd og kirkefolk her.

Efter at være kommet ud af fangenskabet protesterede kong Valdemar mod denne forræderiske handling og forsøgte ved pavelig mellemkomst at få Sværdbrødrene til at tilbagelevere de danske besiddelser. Bestræbelserne var i første omgang forgæves, og det var først i 1236, at paven afsagde en dom, der dømte Sværdbrødrene til at tilbagelevere det nordlige Estland til den danske konge. Det var dog først, efter at Sværdbrødrene havde lidt et knusende nederlag til litauerne i slutningen af 1236, at der kom bevægelse i sagen. De få resterende Sværdbrødre ville gerne indlemmes i Den Tyske Orden, hvilket de havde brug for pavens godkendelse til. Pave Gregor 9. (født 1170, pave 1227-1241) gav denne tilladelse i maj 1237, men kun under den betingelse, at kong Valdemar fik sine besiddelser i Estland tilbage.

Den Tyske Orden, der på dette tidspunkt kun havde været aktiv i Østersøområdet i kort tid, var villig til at forhandle med den danske konge om betingelserne for tilbagegivelsen af de tidligere danske besiddelser. Forhandlingerne mellem Ordenen og kong Valdemar blev indledt i foråret 1238 og faldt på plads med traktaten i Stensby 7. juni 1238.

Traktaten indebar en række indrømmelser fra dansk side, da Valdemar Sejr ville opnå en varig fredsaftale, der også kunne tjene som grundlag for et fremtidigt samarbejde med Den Tyske Orden. Valdemar Sejr var villig til at afstå den verdslige kontrol over den provins i Estland, der strakte sig som en kile op mellem Reval og Wesenberg, mod at det i kirkelig henseende forblev underlagt ærkesædet i Lund. Med aftalen afstod Valdemar Sejr fra magtanvendelse i området, og Den Tyske Orden overlod ham Reval (det nuværende Tallinn i Estland) samt borgen i Reval og områderne Gervien, Virland og Harrien, som paven havde tildømt ham. I forliget blev der samtidig fastlagt en ordning for fremtidige togter mod hedninge på fælles bekostning, hvor de danske konger skulle have 2/3 af det nyerhvervede land og Den Tyske Orden 1/3.

Aftalen fra Stensby i 1238 var gældende frem til 1346, hvor Valdemar Atterdag (født ca. 1320, regent 1340-1375) nødtvungen måtte sælge området til Den Tyske Orden. Nedenfor ses en dansk oversættelse af traktatteksten, der oprindeligt blev nedskrevet på latin. Oversættelsen er udarbejdet og udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i værket Danmarks Riges Breve 1. række, 7. bind (1990).

I vor Herre Jesu Kristi navn år 1238 den 7. juni i nærværelse af herrerne kong Valdemar af Danmark, kong Erik, hertug Abel og Kristoffer, sønner af nævnte hr. kong Valdemar, fremdeles hr. Uffe, ærkebiskop af Lund, hr. Vilhelm, tidligere biskop af Modena, hr. pavens pønitentiar, det apostoliske sædes legat,[1] fremdeles hr. Peder, biskop af Århus, hr. Niels, biskop af Roskilde, og hr. Jens, biskop af Børglum, fremdeles prædikebrødrene[2] Iohannes, Anfridus og Boninus og de små brødre Regner og Albert, fremdeles herrerne grev Albert[3] og grev Ernst og hr. Hermann, præceptor[4] i Livland og Prøjsen for brødrene af Vor Frue tyske hospitalshus i Jerusalem,[5] fremdeles de bedste mænd i Danmarks rige, med hvis vilje, råd og samtykke alt det nedenstående er udført.

Efter at befæstningen og byen Reval og Reval selv,[6] Gervien og Virland og Harrien, der altsammen ligger i Estland, håndgribeligt var blevet tildømt hr. kongen af Danmark af den apostoliske herre[7] med råd af samtlige kardinaler, og efter at der var foranstaltet en omhyggelig undersøgelse, og sandheden var erfaret, og udførelsen af denne dom allerede var blevet udsat igennem to år, af hvilken grund den fornævnte konge var parat til at søge en faktisk gevinst med sine skibe og sin talstærke hær, hvad der mentes at blive til skade for mange sjæle og vække anstød hos (endnu) flere, så kom den nævnte legat og præceptor til fornævnte konges borg og indgik nedenstående overenskomst med samme konge, og efter at have givet håndslag lovede de indbyrdes ubrødeligt at ville opfylde og iagttage alt det nedenfor anførte. Nævnte præceptor lovede nemlig fast for sig og sine efterfølgere som præceptorer og brødre angående landene Reval, Gervien, Harrien og Virland, som er tildømte ham af den apostoliske herre, eller angående de lande, som han måtte erhverve fra hedningene, hverken ved råd eller dåd nogensinde at stille sig imod eller vise sig oprørske imod nævnte konge og hans efterfølgere, men, så vidt som deres orden tillader det, i god tro og på egen bekostning at bistå ham og hans efterfølgere, som er i Danmark, med at erhverve, besidde og beholde disse lande, dog således at de ikke skal kæmpe med det verdslige sværd imod kristne uden tilladelse og befaling fra den apostoliske herre. Til gengæld lovede hr. kongen modsat alle de fornævnte ting på samme måde til nævnte præceptor og fornævnte brødre, med forbehold af ærbødigheden[8] for hr. paven, og med denne tilføjelse, at af de lande, som kongen og brødrene på fælles bekostning måtte erhverve fra hedningene, skal kongen have de to tredjedele, brødrene den ene, med al ret og verdslig nytte. Fremdeles lovede nævnte præceptor i god tro for sig og sine brødre, at de til nævnte konge eller hans sendemænd uden vanskelighed og uden risiko for disse vil tilbagegive og overgive borgen i Reval med de tilliggende lande, som de holder, med dens fæstningsværker hele og urørte, idet de dog medtager deres våben, levnedsmidler, løsøre[9] og brugsgenstande. For at hr. kongen selv og hans efterfølgere kan blive så meget des inderligere prist i nævnte brødres bønner, har han fremdeles til bod for sin sjæl[10] givet og overladt nævnte brødre et land, som kaldes Gervien, at besidde til evig tid med al ret og verdslig nytte, under forudsætning af denne betingelse, at nævnte brødre ikke vil anlægge nogen befæstning i landet uden samtykke fra hr. kongen og hans efterfølgere. Den nævnte ærkebiskop har efter råd og tilskyndelse fra nævnte legat med samtykke af sit kapitel[11] overladt nævnte brødre den åndelige styrelse i dette land, således som de vides at have den åndelige styrelse fra Estlands biskopper. Endvidere lovede den omtalte hr. konge de oftnævnte brødre, at han vil vise sig gunstig og nådig over for dem med hensyn til alle deres handlinger, når de er retfærdige og tilladelige, og at han ikke, hverken med magt eller ret, vil fortrædige[12] dem angående de lande, som er tilstået dem af biskopperne, og at han ikke vil påføre dem nogen vold eller tynge i landene Øsel og Vik. For at der endelig kan blive en urokkelig aftale og en fast overenskomst mellem nævnte hr. konge og omtalte brødre, har både nævnte brødre og deres hjælpere, som da stod under deres banner, og nævnte hr. konge gensidigt frikendt hinanden for alle klagemål, som kan rejses angående skader og uretfærdigheder, som de hidtil har påført hverandre, samt for andre sager, og for iagttagelsen af alle de ovenfor nævnte ting i fuld og god tro har begge parter af egen drift underkastet sig bandlysning[13] ved hr. paven og legaten og biskopperne af Livland og Estland. Desuden har hr. ærkebiskoppen af Lund med samtykke af sit kapitel og nævnte legat for fredens gode helt og fuldt eftergivet nysnævnte[14] brødre alt, hvad de hidtil har modtaget i nævnte lande enten i tiender eller i andre ting, som henhørte under de biskoppelige rettigheder.

Givet i Stensby, mens vor Herre Jesus Kristus regerede, han som er hædret og priset i evighedernes evighed. Amen.


Kort over det baltiske område og Dansk Estland
Kort over det baltiske område og Dansk Estland for tiden efter Stensby-traktaten i 1238 og frem til 1346. Østgrænsen ved Narva blev endelig fastlagt efter en aftale med Pskov i 1269, men den danske kontrol med området var en realitet lang tid før. Kort: udarbejdet af Stefan Pajung og danmarkshistorien.dk


Ordforklaringer m.m.

[1] Pønitentiar, det apostoliske sædes legat: det apostoliske sæde = pavestolen, legat = udsending. Den tidligere biskop af Modena, hr. Vilhelm fungerede således som pavens embedsmand ved traktatens forhandlinger.

[2] Prædikebroder: munk fra den katolske Dominikanerorden.

[3] Grev Albert af Orlamünde (ca. 1182-1245): kong Valdemars nevø, 1203-1227 greve af Holsten, siden ”herre til Als”, var flere gange med Valdemar i Estland i 1220’erne.

[4] Præceptor: regional leder af Den Tyske Orden.

[5] Vor Frue tyske hospitalshus i Jerusalem: den officielle titel på korsridderordenen Den Tyske Orden.

[6] Reval og Reval selv: Der skelnes mellem byen, borgen og landet Reval. Her omtales særligt borgen i Reval.

[7] Den apostoliske herre: pave Gregor 9.

[8] Ærbødighed: dyb og ydmyg respekt.

[9] Levnedsmidler og løsøre: fødevarer og flytbare fysiske ejendele såsom korn, møbler eller lignende.

[10] Bod for sin sjæl: Bod betegner fra tidlig kristen tid en straf, som en person pålægges for at sone en begået synd og dermed forsone sig med Gud samt befri sin sjæl fra skærsilden.

[11] Kapitel: forsamling munke ved et kloster eller præster ved en kirke.

[12] Fortrædige: gøre fortræd, være trodsig eller uretfærdig.

[13] Bandlysning: udstødelse fra det kirkelige fællesskab – og i den almindelige bevidsthed udelukkelse fra kontakt med Gud.

[14] Nysnævnt: som lige er blevet nævnt.

Om kilden

Dateret
07.06.1238
Oprindelse
Skyrum-Nielsen, Niels og Herluf Nielsen (red.): Danmarks Riges Breve, Række 1, 7. bind: 1238-1249 (1990), s. 7-9.
Kildetype
Traktat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
24. november 2022
Sprog
Dansk (oprindelig latin)
Litteratur

Mäesalu, Mihkel og Stefan Pajung: Danish-Estonian relations in the Middle Ages (2022).

Udgiver
danmarkshistorien.dk