Kilder
Kildeintroduktion:
Nedenfor ses det såkaldte Ribebrev fra 5. marts 1460, hvori det slesvig-holstenske ridderskab erklærede, at de havde valgt den danske konge Christian 1. (født 1426, regent 1448-1481) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. I brevet forpligtede kongen sig over for den slesvig-holstenske adel (Ridderskabet) til at garantere fred og sikre en nær forbindelse mellem de to hertugdømmer. Dokumentet kendes også som Ribe-privilegiet og er senere blevet et af de mest berømte i Slesvig og Holstens historie.
Brevet blev grundlaget for, at Christian 1. og hans efterkommere fra 1460 og frem til 1864 regerede som fyrste i Slesvig og Holsten. Hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten var fra 1435 forenet under hertug Adolf 8. (1401-1459), men da han døde i december 1459 uden at efterlade sig en mandlig arving, opstod spørgsmålet om hans efterfølger. Adolf 8. havde ønsket at et tæt forhold mellem Slesvig og Holsten skulle videreføres. Efter hans død forhandlede det råd af højadelige, medlemmer af Ridderskabet, som han havde støttet sin regering på, om overtagelsen af hertugdømmerne. Den danske konge Christian 1. havde lensret til hertugdømmet Slesvig, som han gjorde krav på. Han var desuden søn af den afdøde Adolf 8.s søster og kunne derfor gennem kvindelinjen gøre krav på både Slesvig og Holsten. Der var imidlertid også andre mulige arvinger, bl.a. Christian 1.s brødre.
Den 2. marts 1460 mødtes rådet med Christian 1. i Ribe, og han blev samme dag udråbt som ny regent i hertugdømmerne. Betingelserne i aftalen blev nedfældet i brevet af 5. marts, der senere har fået navnet Ribebrevet. Dokumentet blev beseglet af Christian 1.s 16 danske rigsråder. Den slesvig-holstenske modpart var derimod kun repræsenteret ved et enkelt segl, nemlig Johann Rantzaus, men ud fra undersøgelser af breve udstedt på dagen kan det konkluderes, at de slesvig-holstenske forhandlere var biskoppen af Slesvig samt 16 adelige af familierne von der Wisch, Breide, von Ahlefeldt, von Qualen, Split, Pogwisch, Schinkel, Buchwaldt, Wahlstorp og Reventlow. De var, hvad man kan kalde en klan af højadelige adelsmænd, rige og i stor udstrækning i familie med hinanden.
I brevet blev det fremhævet, at det slesvig-holstenske ridderskab valgte Christian 1. ”ikke som en konge af Danmark, men som disse førnævnte landes herre”. Det vil sige, at de to hertugdømmer skulle regeres som to lande for sig, med egne love og sammen med områdernes adelige stormænd. For den slesvig-holstenske adel var sikring af freden i områderne en meget vigtig faktor for valget af ny herre, idet fred og et samlet Slesvig-Holsten var afgørende for at drive deres godser og sikre sig indtægter derved. Ribebrevet indeholder den berømte indskudte sætning ”dat se bliven ewich tosamende ungedelt” – det vil sige ”for evigt sammen udelt”. Formuleringen, der vel bare er ment som en formel om landfred, er senere blevet tolket som et løfte om aldrig at adskille Slesvig og Holsten, hvilket blev aktuelt med de nationale konflikter i Sønderjylland i 1800-tallet, der kulminerede i Treårskrigen 1848-1850 og krigen i 1864.
Nedenfor ses først et foto af Ribebrevet og dernæst en transskription af teksten, samt en oversættelse af den plattyske tekst til dansk udarbejdet af Bjørn Poulsen, professor i middelalderhistorie ved Aarhus Universitet.
Nummereringen af afsnit markeret med [] er lavet af redaktionen på danmarkshistorien.dk.
Her ses det såkaldte Ribebrev, der blev undertegnet i Ribe 5. marts 1460. Brevet sikrede hertugdømmernes særstatus i forhold til Danmark, og samtidig en nær forbindelse mellem Slesvig og Holsten under én fælles fyrste. Det originale håndskrevne pergament er fortsat i det slesvig-holstenske ridderskabs arkiv på Landsarkivet i Slesvig. Dokumentet er forsynet med 18 segl, der bekræfter dets ægthed. Længst til venstre ses Christian 1.s røde vokssegl og dernæst seglene fra biskopperne i Aarhus, Viborg, Ribe, Børglum, de danske rigsråder, samt den slesvig-holstenske adelsmand Johann Rantzau. Foto: © Landesarchiv Schleswig-Holstein, Reproduktion Urk.-Abt. 394 Nr. 8
Ribebrevets originaltekst på plattysk | Oversat til dansk |
[1] Wy Cristiern van godes gnaden to Dennemarken Sweden Norwegen der Wenden unde Gotten koningh, greve to Oldenborch unde Delmenhorst, bekennen unde betugen openbare mid desseme jegenwardigen unseme breve vor alle den jennen, dede ene sehn, horen offte lesen, dat de erwerdigen prelaten, strengen ridderschop, ersamen stede unde inwonere des hertogdomes to Sleswik, der lande unde greveschop Holtsten unde Stormeren uns hebben gekoren to eneme hertogen to Sleswigk greven to Holsten unde to Stormeren vorben(omet); hebben ok uns annamet unde huldiget vor eren heren nicht alse eneme koninge to Dennemarken, men alse ereme heren desser vorgeschreven lande mid underschede aller article unde sturke hir na utgedrucket. | [1] Vi, Christian af Guds nåde konge af Danmark, Sverige, Norge, venderne og goterne, greve af Oldenburg og Delmenhorst, bekender og bevidner med dette nærværende brev offentligt for alle, som ser, hører eller læser det, at de ærværdige prælater[1], det strenge ridderskab, de ærværdige byer og indbyggerne i hertugdømmet Slesvig såvel som landene og grevskabet Holsten og Stormarn har kåret os til hertug i Slesvig og greve i Holsten og Stormarn. De har også taget og hyldet os som deres herre, og det ikke som konge af Danmark, men som deres herre over de førnævnte lande med fastlæggelse af alle de artikler og bestemmelser, som anføres i det følgende. |
| [2] To deme ersten umme bestentlicheid dersulven lande an (vre)de to holdende, willen wy unde scholen den cristenen loven, godesdenst unde de rechtverdicheid holden, holden laten, beschermen unde nicht krenken, men meren na unseme vormoge, enen isliken inwoner der erben(omeden) lande gestlik unde werlik, ridderschop, stede alse Sleswik Flensborch Hadersleve Hamborch Kiil Ytzeho Rendesborch unde alle andere stede clene unde grot der vorg(enomeden) lande ere inwonere, den kopman unde wanderenden minschen bi ereme rechte unde vriiheid to latende unde se dar ane beschermen, unde alle ere privilegia, vriheid, recht unde alle erlike sede unde wonheit over alle desse vorg(enomeden) lande willen unde scholen de besegelen, vorbreven unde besteden samptliken unde eneme isliken besundergen de dat eschet. De wy ok alle in crafft desses breves nu vulborden, tolaten unde besteden ewich to blivende. Ok arge sede, de jegen god unde recht sind, afftokerende na unseme vormogen. De Lubeschen scholen bruken aller vriiheid, de se unde ere kopmann mid rechte an dessen landen had hebben bi tiden unses seligen ohmes hertogen Alffves. Hebben se ok privilegia, der en unse vorg(enomede) ohme plichtich was to holdende, de love· wy en ok to holdende. | [2] For det første vil vi for stadig at holde fred i disse lande love at holde, beskytte og ikke krænke den kristne tro, gudstjenesten og retten, men fremme den efter vor evne, at sikre rettigheder og friheder og beskytte deri enhver indbygger i de førnævnte lande, - det være sig gejstlige eller verdslige -, Ridderskabet, byerne nemlig Slesvig, Flensborg, Haderslev, Hamburg, Kiel, Itzehoe, Rendsborg og alle andre små og store byer og deres indbyggere, købmanden og vandrende mennesker. Vi vil og skal besegle, give brev på og bekræfte alle privilegier, friheder, rettigheder og enhver ærlig sæd og skik for alle, særlig da de, som forlanger det. Vi fuldbyrder, tillader og bevilger også i kraft af dette brev at de [= privilegierne] evigt må bestå, og dårlige skikke, der strider mod Gud og ret skal vi afskaffe efter evne. Lybækkerne skal kunne bruge deres friheder, som de og deres købmænd med rette har haft i dette land i min onkel hertug Adolfs tid.[2] Havde de [= lybækkerne] også privilegier, som vor førnævnte onkel var pligtig til at overholde, lover ligeledes at overholde dem. |
| [3] Vurder bekenne wy unde stan to, na deme dat wy mid sampt unsen leven broderen heren Mauriciusze unde Gerde greven to Oldenborch unde Delmenhorst van bord wegene de negeste erve na dode unses seligen ohmes heren Alffves vorg(enomet) to densulven landen sin, dat wy to densulven landen gekoren sind to eneme heren alse vorgeschreven is nicht alse eyn koningh to Dennemarken, men umme gunst, de de inwonere desser lande to unser personen hebben; nicht to ervende desse land jenigeme van unsen kinderen edder frunden, men na unseme levende, alse wy nu van vriihen willen gekoren sind to dessen Ianden van den inwoneren erben(omet), so mogen se unde ere nakomelinge, also dicke alse desse land los werden, beholden eren kore to kesende den to eneme heren enen van unsen kinderen, efft der nen were, dat god affkere, to kesende enen van unsen rechten erven. De denne koren werd alse vorgescreven steid, de schal sine lehne eschen unde entfan van sinen lenheren dar se aff to lehne gan unde don alse sik van rechte bort. | [3] Yderligere bekender og anerkender vi, at vi, fordi vi samt vore brødre herrerne Moritz og Gerd[3], grever af Oldenburg og Delmenhorst efter vore salige onkels, den nævnte Adolf, død efter fødselsret er nærmeste arvinger til disse lande, og, som det er beskrevet ovenfor, er blevet kåret til herre over disse lande, ikke som konge af Danmark, men på grund af den gunst, som indbyggerne i disse lande har til vor person. Landene skal ikke arves af nogen af vores børn eller venner, men efter vor død må indbyggerne og deres efterkommere, ligesom vi nu efter fri vilje er valgt til disse lande, så ofte landene er fri til det, beholde beslutningen om, at vælge et af vore børn til herre, og hvis der ikke skulle være noget barn, hvad Gud forbyde, til at vælge en af vores arvinger. Den, som bliver kåret, som det står beskrevet, skal kræve sine len og modtage dem fra sine lensmænd, som har lenene, og gøre som ret er. |
[4] Uppe dat sodane wolda?t unde gunst der inwonere desser vorg(enomeden) land en unde eren nakomelingen sy unschedelik, men to ewigen tiden fromelik unde nutte, scholen se offt jenich van en he sy gestlik edder werlik nicht plichtich wesen, uns to volgende, denen edder hulpe don buten dessen landen. Ok schole wy nemande uth dessen landen vorg(enomet) in saken, de liiff edder gud andrepen, vor uns laden to rechte, men eyn islik schal in sodanen saken sin recht soken binnen landes alse sik gebort. Offt wy krich anslogen umme vrede unde nutticheid desser land, na rade unde vulborde unde willen der menen redere desser lande. | [4] For at en sådan velgerning og gunst fra indbyggerne i disse lande ikke skal blive til skade for dem og deres efterkommere, men for evig tid til fremme og nytte, skal de samlet og hver for sig – det være sig gejstlige og verdslige - ikke være forpligtet til at følge os, tjene eller hjælpe uden for disse lande. Og vi skal ikke indstævne nogen for vor ret uden for de nævnte lande i sager, som vedrører liv og gods, men lade enhver søge sin ret inden for landene, som det bør ske. Hvis vi vil indlede krig for fredens og dette lands nytte, så skal det være efter dette lands menige råders råd, tilslutning og vilje. |
| [5] Edder wolde we buten edder binnen Iandes desse vorgeschreven edder nageschreven article krenken, so scholen unde willen wy dar jegen wesen, unde eyn islik schal plichtich wesen, truwelken dar to tohelpende, dessen breff unde endracht an allen eren stucken to beschermende. | [5] Eller ville nogen udenfor eller inden for disse lande krænke disse førnævnte og efterskrevne artikler, så skal vi være imod det, og enhver skal være pligtig til trofast at hjælpe med at beskytte dette brev og overenskomst. |
[6] Wy, unse erven unde nakomelinge scholen unde willen ok nene schattinge edder bede don over de inwonere desser land samptliken edder besundergen, utgescheden unse egene bunden unde lansten, de unvorsettet unde unvorpandet sind, sunder frundliken willen unde tola?t endrachtliken vulbord aller redere unde manschopp desser lande gestlik unde werlik. Willen ok unde scholen betalen alle schulde unde plichte unses seligen ohmes Alffves wandages hertogen to Sleswik erg(enomet). Unde wanner wy willen inlosen vorkoffte gudere uppe wedderko?p, vorsettede edder vorpande gudere desser lande, dat willen wy unde scholen don mid unseme eghenen gelde. Laven ock willen unde scholen alle breve unses vorg(enomeden) seligen ohmes holden, de sik boren to holdende mid rechte. Wy unde unse nakomelinge scholen unsen husfrowen nene gudere voregenen edder vorplichten an dessen landen ane na rade unde vulbord alle unser redere der land. | [6] Vi, vore arvinger og efterkommere skal og vil ikke pålægge nogen skat eller bede på indbyggerne i disse lande, i fællesskab eller særskilt, undtagen vore egne selvejerbønder og fæstebønder, som ikke er pantsat, uden med venlig vilje, tilslutning og fælles tilladelse fra alle gejstlige og verdslige råder og adelen [mandskabet] i disse lande. Vi vil og skal betale og overtage al skyld og pligt efter vor salige onkel Adolf, tidligere nævnte hertug af Slesvig. Og hvis vi i dette land vil indløse gods, som er som er solgt på betingelse af genkøb, belånt eller pantsat, så vil og skal vi gøre det med vore egne penge. Vi lover, vil og skal anerkende alle vor førnævnt salige onkels breve, som rettelig bør anerkendes. Vi og vore efterkommere skal ikke overdrage eller pantsætte vore hustruer noget gods i dette land uden råd og tilslutning fra alle landets råder. |
| [7] Wy laven na rade, willen unde vulbord unser redere an deme hertogdome Sleswigk stede hebben enen landbomen man ut dessen landen to eneme drosten over dat hertogdom, de alle sake schal vorscheden, de eme na utwisinge des rechtes ho?rt to schedende. Desgelik to hebbende over dat land to Holsten unde Stormeren enen marschalk, de ok sin ambacht do so sik bort. Densulven drosten unde marschalk scholen wy vorsehn, dar se eren sta?t affholden unde der de se to sik eschen an den rad, na deme wy des mid en overeenkomen. Unse droste unde marschalk scholen ok des ja?rs vakene dingk holden unde recht an den jegenen des landes, dar id mest behoff deit. Wy willen unde scholen ok alle jar sulven eens landrecht holden in islikeme lande, wanner wy sunder hinder sind, unde horen denne alle merklike clage unde de vorscheden na rade unser redere. Unse droste unde marschalk scholen baven alle dingk an deme rechte gode vor ogen hebben unde waren sik, soverne se ere eere, rüchte unde gud leff hebben, dat se nene gunst edder gave nemen vor recht. Weret, dat se des vorwunnen worden, wy wolden dat richten uppe dat hogeste. Darumme scholen alle drosten unde marschalke uns sweren in den hilgen, dat se willen richten, so se remtest weten unde bevragen konen, nene gunst edder gave dar vor to nemende. Hirumme beden wy allen unsen rederen, vogeden unde undersaten nu unde an tokommenden tiden, offte we wolde vorweldigen unsen drosten edder marschalk, dat se en bistendich sin unde helpen ere recht beschermen, wor unde wanner se dat eschende werden. | [7] Vi lover efter råd, vilje og tilslutning fra vore råder i hertugdømmet Slesvig stedse at have en indfødt mand fra dette land som drost[4] over hertugdømmet, som skal beslutte i alle sager, som det efter lovens udsagn tilkommer ham at beslutte om. Ligeledes skal der over landet Holsten være en marsk[5], som også skal udøve sit embede, som det bør sig. Samme drost og marsk skal vi forsyne, så de kan udøve deres embeder og ligeledes de, som disse kalder til sig af rådet, efter at vi er kommet overens med dem om det. Vor drost og marsk skal også året igennem hyppigt holde ting og ret i de egne af landet, hvor der er mest behov. Vi vil og skal og hvert år selv holde en landret i hvert land, hvis det ikke forhindres, og der høre alle væsentlige klager og afgøre dem efter råd fra råderne. Vor drost og vor marsk skal i retten først og fremmest have Gud for øje, og hvis ære, rygte og gods er dem kære, skal de undgå at tage begunstigelser og gaver for retsudøvelse. Hvis dette bliver konstateret, vil vi straffe det på det strengeste. Derfor skal alle droster og marsker sværge til os ved alle helgener, at de vil dømme, som de efter bedste viden og udspørgen kan, og at de hverken må tage begunstigelser eller gaver for det. Derfor påbyder vi vore råder, fogeder og undersåtter nu og i fremtidige tider, at de, når nogen vil gøre vold mod vor drost og marsk, står dem bi og hjælper dem ved at beskytte deres ret, når de bliver bedt om det. |
| [8] Desse vorben(omeden) land laven wy na alle unseme vormoge holden an gudeme vrede, unde dat se bliven ewich tosamende ungedelt. Darumme schal nemand veyden den anderen, men eyn islik schal sik nogen laten an recht. Uppe dat sodan vrede destobet holden werde, scholen wy unde willen unse amptmanne alse drosten, marschalk, schenken, kokemester, vogede unde dergelik hebben an dessen landen inwanere desser land unde en unse slote, borge unde lehne darsulvest don unde anders nemande. | [8] Vi lover efter bedste evne at holde disse førnævnte lande ved god fred, og at de evigt skal blive udelt sammen.[6] Derfor skal ingen fejde den anden, men enhver skal nøjes med retten. For, at en sådan fred des bedre skal holdes, skal vi som vore embedsmænd, nemlig drost, marsk, skænk, køkkenmester, fogeder og den slags, kun have landets indbyggere og ikke give vore slotte, borge og len til andre. |
| [9] Wanner wy willen an desse land tehn, so scholen unse droste, marschalk, amptmanne unde vogede desser land uns bestellen nogaftige denere, de uns annamen unde bi uns bliven dewile wy in densulven landen wesen willen. Willen ok mid velheid volkes, gesterie unser, unser husfrowen edder unser kindere de land nenerleye wiis beswaren, men scholen alle unse teringe unde stad holden van unsen renten. | [9] Når vi vil drage til disse lande, skal vor drost, marsk og fogeder sørge for, at vi har tilstrækkeligt med tjenestepersonale, som kommer til os og bliver der, så længe vi opholder os i disse lande. Vi vil heller ikke på nogen som helst vis besvære landene med stort følge, gæsteri for os, vor hustru eller vores børn, og vi skal afholde vor tæring og udstyr af vore indtægter. |
| [10] Den plochman edder husman schal nemand beroven edder bernen, all worde sin here geveydet, bi broke des landvredes. | [10] Ingen skal under landfredens straf berøve eller brandskatte plovmanden og husmanden, også selv om hans herre fejdes. |
| [11] Nachdeme de inwonere desser vorg(enomeden) land uns sodane gunst, willen unde vruntschop bewiset hebben, so lave wy en unde eren nakomelingen se alle to holdende schadelos van aller maninge, ansprake, veyde unde anvechtinge de schen mochten, offte etlike sik seden recht to hebbende to dessen vorg(enomeden) landen, samptliken edder besundergen, van ansprake wegene unser leven brodere unde den heren van Schowenborch, ok offt jemand sik mende to wesende eyn lenhere der lande Holsten unde Stormeren, samptliken edder bezundergen, offte ok nu we sik vorleninge mende to hebbende uppe etlike desser land van macht des keysers edder wor id aff were gestlik edder werlik. | [11] Efter indbyggerne i disse lande har vist os sådan gunst, velvilje og venskab, så lover vi dem og deres efterkommere at holde dem alle skadesløse for alle de krav, fejder og fejder, som måtte komme, enten hvis nogen siger, at de har ret til disse førnævnte lande, enten samlet eller delt, nemlig efter krav på vegne af mine kære brødre eller herrerne af Schauenburg, eller hvis nogen skulle mene at være lensherre over landet Holsten eller Stormarn, helt eller delt, eller hvis nogen skulle mene at være forlenet med nogen del af disse lande af kejseren eller af hvilken som helst anden magt, det være sig gejstlig eller verdslig. |
| [12] Offte redere desser land mid deme drosten unde marschalke to nutticheit der land edder etliken jegen wes boden, setteden, schickeden edder vrede makeden mid naberen desser land, scholen wy unde willen alle stede unde vast holden wente to unser tokumpst unde sedder uns holden in den saken na rade unser redere darsulvest na gelegenheit der sake. Wy laten ok dat nu to unde vulborden in crafft desses breves, also dat de droste unde marschalk effte unse redere mogen vorvolgen unde rechten de jennen, de dar jegen don. | [12] Når disse landes råder med drosten og marsken påbyder, fastlægger, forordner noget eller stifter fred med disse landes naboer, da skal og vil vi opretholde og fastholde alt til vores tilbagekomst og så forholde os efter vore råders råd ikke sagens art. Vi tillader nu også og fuldbylder i kraft af dette brev, at drosten og marsken eller vore råder må forfølge og dømme over de, som handler imod det. |
| [13] Ok willen wy unde scholen na unseme vormoge schicken, dat men holde in deme hertogdome dat lowbok, wor id nicht en is jegen article desses breves. De slote der land schal men holden van den renten, unde offt dar redlik broke vallet, de scholen unse vogede winnen na landrechte edder mid vruntschup unde nicht mit wald. Hefft we in den landen Holsten unde Stormeren hollesch edder ander recht, de dat will affsetten, so wy dar to eschet werden, willen wy sulkes affleggen unde gunnen en Holsten recht. | [13] Vi vil og skal også efter evne sørge for, at man i hertugdømmet holder lovbogen[7], for så vidt den ikke strider mod paragraffer i dette brev. Slottene i landet skal drive ved hjælp deres indtægter, og hvis der indkommer retmæssige bøder, så skal vore fogeder inddrive dem efter landets ret eller i venskab, men ikke med vold. Hvis nogen i landene Holsten eller Stormarn har hollisk ret[8] eller andre former for ret, som de vil afskaffe, så vil afskaffe denne efter deres bøn og unde dem holstensk ret. |
| [14] Wes eyn inwaner desser land gestlik edder ridderschupp hebben will to siner egene behoff unde nicht to kopenschop, dar dorff he nergen vore tolnen in dessen landen. | [14] Hvad en gejstlig eller et medlem af Ridderskabet vil have til eget behov og ikke til handel, det behøver han intetsteds fortolde i disse lande. |
| [15] Unse vogede in dessen landen scholen de slote unde stede holden to unser truwen hand, na unseme affgande to truwer hand unser erben(omeden) redere, de se vord scholen holden to truwer hand des, de denne here werd to den landen na vorgeschreven wise. Offt etlik van binnen edder van buten mid wald desse land vorg(enomet) beschedigen wolde edder jegen landrecht dede, so mogen unse droste marschalk unde redere unse undersaten vorsammelen an unseme affwesende unde keren sodane wald unde arch aff, dar schal eyn islik to helpen. An unseme affwesende mogen unse droste unde marschalk beden wes en dunket nutte sin vor de land wente to unser tokumpst. | [15] Vore fogeder i disse lande skal holde slotte og byer til vor tro hånd og efter vor død til vore råders tro hånd. Disse skal de videre holde til tro hånd, til den, som efter foreskreven vis bliver herre i disse lande. Hvis nogen indenlands eller udenlands person vil skade disse fornævnte lande med vold eller handle mod landets ret, så må vor drost, marsk eller råder samle vore undersåtter i vort fravær og afværge sådan vold og skade, og med det skal alle hjælpe. I vort fravær må vor drost og marsk indtil vor ankomst forordne, hvad de skønner bedst for landet. |
| [16] Alie desse vorg(enomeden) article sweren wy in den hilgen in guden truwen na unseme besten vormoge stede unde vast to holdende, unde laven vord vor uns, unse erven unde nakomelinge, alle desse sulven article unde stucke vorg(enomet) unde enen isliken bi sik den erwerdigen unde werdigen heren prelaten, ridderschupp, manschupp unde gemenen inwoneren des hertogdomes to Sleswik unde der lande Holsten unde Stormeren unde to truwer hand den rederen der sulven lande vorben(omet) stede unde vast to holdende, unvorbroken sunder arch, unde hebben des unse koninglike secret nedden an dessen breff heten hangen. | [16] Alle disse førnævnte artikler sværger vi ved helgenerne stadigt og fast at holde efter vor bedste evne, og vi lover endvidere for os, vore arvinger og efterkommere at holde alle de samme artikler og paragraffer, og vi lover at stadig og fast, ubrudt, uden skade at holde dem alle til sig de ærværdige og værdige herrer prælater, ridderskabet, adelen og alle indbyggerne i hertugdømmet Slesvig og landene Holsten og Stormarn og til tro hånd de samme nævnte landes råder og har ladet dette vort kongelige segl hænge neden for dette brev. |
| [17] Unde to merer witlicheid hebben wy Johannes to Arhusen, Kanutus to Wiborch, Jacobus to Borlüm, Hinricus to Ripen van densulven gnaden bischoppe, Otte Nielssone, Erik Ottenssen, hoffmester, Clawes Rennow marschalk, Eggerd Frille, Niels Erikssone, Peter Howenschild, Knud Hinrikessone, Johan Biornssen, Strange Nielssen, Johan Oxe, Lodwich Nielssen, Johan Rantzow unde Johan Frille riddere redere unses allergnedigesten heren vorg(enomet) unse ingesegele hengen laten nedden an dessen breff, de gegeven is to Ripen des negesten midwekens na deme sondage alse men singet in der hilgen kerken invocavit na unses heren bord verteinhundert in deme sestigesten jare. | [17] Og til større vitterlighed har vi Jens af Aarhus[9], Knud af Viborg[10], Jakob af Børglum[11], Henrik af Ribe[12] af samme nåde bisper, Otte Nielsen[13], Erik Ottesen, hofmester[14], Claus Rønnow, marsk[15], Eggerd Frille, Niels Eriksøn, Peter Howenschild, Knud Henriksen, Johan Bjørnsen, Strange Nielsen, Johan Oxe, Ludvig Nielsen, Johan Rantzau og Johan Frille, riddere og vor allernådigste herres råder ladet vort segl hænge neden for dette brev, som er givet i Ribe onsdag næst efter søndagen, hvor man synger Invocavit[16] i den hellige kirke. |
Ordforklaringer m.m.
[1] Prælat – indehaver af et af de højere embeder ved et domkapitel eller kollegiatkapitel, især i den katolske kirke.
[2] Adolf 8., 1401-1459, hertug af Slesvig og greve af Holsten.
[3] Christian 1.s (født 1426, regent 1448-1481) to yngre brødre Gerhard 6. (1430-1500) og Moritz af Oldenborg (?-1464).
[4] En drost var i middelalderen navnet på den højeste rigsembedsmand.
[5] Marsk – den rigsembedsmand, som var rigets øverste hærfører.
[6] Oversættelse af den ofte citerede linje: ”dat se bliven ewich tosamende ungedelt”.
[7] Dvs. Jyske Lov.
[8] Nederlænderne i Elbmarsken havde som privilegium, at måtte have egen ret, den holliske (Hollische). Den blev ganske vist ophævet af Christian 1. i 1470, men bestod dog i en del af området frem i 1800-tallet.
[9] Jens Iversen Lange, bisp af Aarhus 1449-1482.
[10] Knud Mikkelsen, bisp af Viborg 1452-1478.
[11] Jakob eller Jep Fris, bisp af Børglum 1453-1486.
[12] Henrik Stangebjerg, bisp af Ribe 1454-1465.
[13] Otte Nielsen (Rosenkrantz), født ca. 1395, død 1477.
[14] Erik Ottesen (Rosenkrantz), født ca. 1427 og død 1503. Indehaver af landets højeste embede, rigshofmesterembedet, fra 1456.
[15] Claus Rønnow, død 1486, indehaver af marskembedet fra 1449 og dermed landets ”overgeneral”.
[16] Invocavit – navn på den første søndag i fasten (6. søndag før påske).