Ribe

Middelalderen igennem styrkede byen sin position som handelsmæssigt og kirkeligt centrum. Ribe fik købstadstatus i begyndelsen af 1200-tallet, og slottet Riberhus var ofte beboet af skiftende konger. I 1500-tallet var Ribe en af landets største byer, og især okseeksporten gav byen en god indtjening.

Efter reformationen mistede byen mange af sine kirkelige institutioner, men købmændene formåede at fastholde en betydelig handel, blandt andet i kraft af vidtgående privilegier. I løbet af 1600-tallet fik Ribe dog stadigt flere problemer med at holde åen sejlbar, og Fanø og Mandø blev i stigende grad brugt som losse- og ladepladser. Byen måtte navnlig efter enevældens indførelse i 1660 se sin udenrigshandel blive overtaget af andre byer som København og Aalborg. I 1700-tallet var Ribes storhedstid endegyldigt forbi. Byen var stadig en større by, men den var ikke længere et handelscentrum, og søfarten var gået stærkt tilbage. Dog blomstrede håndværket, og Ribe blev blandt andet kendt for sin kniplings- og lærredsfremstilling. Ribe var i 1800-tallet så småt på vej mod bedre tider, og oplandshandelen fik nogen fremgang.

De første industrivirksomheder kom til fra midten af 1800-tallet, men byen fik ikke nogen jernbane før 1875. Denne jernbane gik til Bramming og blev i 1887 forlænget til grænsen, så der blev direkte forbindelse med Hamborg. Efterhånden kom Ribe dog til at ligge helt i skyggen af den nyanlagte havne- og industriby Esbjerg. Tabet af Sønderjylland i 1864 gav desuden Ribe en noget afsides beliggenhed i landet. Der var dog en vis industri i byen i slutningen af 1800-tallet, som især blev kendetegnet af Crome & Goldschmidts Tekstilfabrik, der havde ca. 120 beskæftiget.

I 1900-tallet var Ribe både amts- og stiftsby, hvilket er grunden til, at Ribe har en så relativt stor procentdel, der er beskæftiget indenfor service og administration allerede i 1960. Den erhvervsgruppe, der dog var flest beskæftigede indenfor, var industrien, som især var kendetegnet af Ribe Jernstøberi med 520 ansatte. Havnen i byen havde ikke nogen stor betydning, og for søtransport benyttede man sig hovedsagligt af Esbjerg Havn. Selvom byen voksede igennem perioden, var det ikke med samme tempo som mange andre byer. Det kan især forklares med den store konkurrence fra Esbjerg og byens rent trafikalt afsides placering.

Byen har fået flere uddannelsesinstitutioner med blandt andet et statsseminarium og handelsgymnasium, og inden for servicesektoren var der mange arbejdspladser i det offentlige, hvor Ribe før strukturreformen i 2007 havde både kommune- og amtsadministration. Begge dele mistede Ribe i 2007, da byen blev del af den nye Esbjerg Kommune og den nye Region Syddanmark. Stadigvæk er jernindustrien med Ribe Jernindustri den førende industri. Byen er dog hovedsageligt kendt for sin domkirke og det velbevarede gamle købstadsmiljø, hvilket har gjort den til en særdeles velbesøgt turistby.

Kort over danske byer med købstadsprivilegier gennem tiden. De fleste af disse byer med købstadsprivilegier fandtes allerede ved slutningen af middelalderen, men flere kom til helt op til 1958, hvor Skjern officielt fik status af købstad som den sidste by i Danmark. Det var ikke alle byerne, der opnåede fuldstændig status som købstæder, men flere forblev mellemting mellem landsby og købstad, såkaldte flækker. Kortet medtager ikke købstæderne udenfor landets nuværende grænse, det vil sige købstæderne i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, samt i Skåne, Halland og Blekinge. De fleste af byerne vist på kortet kan du læse meget mere om her på siden. © danmarkshistorien.dk

Materialet er udarbejdet af Den Digitale Byport, en del af Dansk Center for Byhistorie. Mere information om arbejdet, samt en samlet oversigt over de danske købstæder, kan findes her.

• Tønder
• Varde
• Sønderborg
• Aabenraa
• Varnæs
• Esbjerg
• Fredericia
• Kolding
• Haderslev
• Nordborg
• Hedeby - en vigtig handelsby i vikingetiden

• Ribebrevet, 5. marts 1460