Kilder
Kildeintroduktion:
Den 17. december 1918 sendte Andreas Grau (1883-1935) som repræsentant for Mellemslesvigsk Udvalg denne henvendelse til den danske regering, hvor udvalget redegør for behovet for en folkeafstemning i Mellemslesvig og beder den danske regering om hjælp til at få det på dagsordenen ved fredsforhandlingerne i Versailles efter 1. verdenskrig. Mellemslesvigsk Udvalg bestod af 25 dansksindede sydslesvigere, og de kæmpede som organisation for at styrke danskheden og sikre, at der blev afholdt en afstemning i Mellemslesvig – og ikke kun i Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland).
Henvendelsen kom kort efter afslutningen på 1. verdenskrig i november 1918. Nye grænsedragninger var et centralt emne i de fredsforhandlinger, der var på vej, og fastlæggelsen af en ny grænse mellem Danmark og Tyskland blev en del af forhandlingerne. Retningslinjerne for grænsedragningen blev endeligt fastlagt den 28. juni 1919 i Versaillestraktaten, som fastlagde de internationale fredsbetingelser efter 1. verdenskrig. Der blev det bestemt, at der skulle holdes folkeafstemning i Nord- og Mellemslesvig. Afstemningen gav især i Mellemslesvig, hvor der var en stor tysk befolkningsgruppe, anledning til en intens valgkamp på både dansk og tysk side. Resultatet af folkeafstemningen endte med, at Nordslesvig blev dansk, mens Mellemslesvig forblev tysk.
Paa danske Mellemslesvigeres Vegne beder vi herved i Ærbødighed den danske Regering at modtage en Samling Petitioner[1], udsprungne af de i Mellemslesvig stadig stærkere tilkendegivne Ønsker om Genforeningen med Danmark, idet vi dog samtidig betoner, at disse Petitioner kun er et ufuldstændigt Udtryk for Folkestemningen, fremkomne som de er i Løbet af faa Dage og under ufrie Forhold.
Vi beder Regeringen om ved en Henvendelse til de Allierede[2] at foretage de Skridt, der er nødvendige, for at ogsaa Befolkningen i Mellemslesvig under Forhandlingerne om Verdensfreden kan faa sin Ret anerkendt til fri Afstemning, og vi henviser derved til det fra alle Sider anerkendte Princip om Folkenes Selvbestemmelsesret, til hvilket ogsaa den danske Rigsdag ifølge sin Udtalelse af 23. Oktober d. A. (No. 1oC) knytter sine nationale Forhaabninger.
(Som Bilag fulgte nedenstaaende Petition, der ialt havde faaet 4277 Underskrifter, hvoraf 3401 fra Flensborg By og 876 fra Mellemslesvigske Landdistrikter:)
I Henhold til Wilsons[3] Program om Folkenes Selvbestemmelsesret, der er antaget af den tyske Regering som Fredsgrundlag, kræver vi undertegnede Mænd og Kvinder over 20 Aar fra Mellemslesvig, at der ved fri Afstemning gives os Lejlighed til at tilkendegive, om vi ønsker at genforenes med Danmark, saaledes at Afstemningen efter nærmere fastsatte Regler foretages distriktsvis indenfor de af os beboede Omraader.
Som Danmark har taget sig af Nordslesvigs Sag, beder vi det ogsaa varetage vore Interesser overfor Fredskonferencen og virke for, at vi kan faa Lejlighed til at udøve Selvbestemmelsesretten.
Ordforklaringer m.m.
[1] Petitioner: begæringer.
[2] De allierede under 1. verdenskrig var de lande (først og fremmest Storbritannien, Frankrig, Rusland, Japan og USA), der havde kæmpet mod Centralmagterne (Tyskland, Østrig-Ungarn, Osmanner-riget og Bulgarien).
[3] Thomas Woodrow Wilson (1856-1924): amerikansk præsident fra 1913 til 1920. Fremlagde i januar 1918 14 punkter for genopbygningen af Europa efter 1. verdenskrig, herunder folkenes selvbestemmelsesret.
Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.
