Artikler
Kulturradikalisme betegner en kulturpolitisk strømning, der har rod i 1800-tallets moderne gennembrud og kredsen af intellektuelle personligheder omkring Georg Brandes (1842-1927). Tankerne blev ført videre af venstre-intellektuelle i især mellemkrigstiden, hvor strømningen fik stor kraft. Kulturradikalismen har haft stor indflydelse på væsentlige sider af dansk politik, kultur og samfund, og den gør sig stadig gældende som et holdnings- og idéfællesskab i moderne politik og kultur og som et referencepunkt i kulturelle og politiske debatter.
Baggrund
Kulturradikalismen skal forstås ud fra sin kulturhistoriske og filosofiske oprindelse i det moderne gennembrud i 1800-tallets sidste halvdel samt ud fra de egentlige rødder i oplysningstidens rationalisme.
I Danmark har kulturradikalismen rod i 1870´ernes borgerlige radikalisme og i det intellektuelle miljø omkring brødrene Georg og Edvard Brandes (1847-1931) og Viggo Hørup (1841-1902). De borgerligt-radikale idéer samlede sig om en kulturkamp mod kirkens og statens autoritet, og de vedrørte især retten til individuel udfoldelse, fordomsfrihed og tolerance samt kritik af det, man anså for at være en indskrænket, undertrykkende og farveløs borgerlig kultur.
Omkring århundredeskiftet døde bevægelsen ud for at blive genoplivet i mellemkrigstiden i ny form. Den nye kulturradikale bevægelse bestod stadig af intellektuelle og kunstnere fra det københavnske miljø, og den knyttede sig til personer som Poul Henningsen (1894-1967), Otto Gelsted (1888-1969) og Hans Kirk (1898-1962). Men mellemkrigstidens kulturradikalisme knyttede sig i højere grad til venstre-intellektuelle, der i varierende grad var draget af socialisme og kommunisme. Bevægelsen var særligt inspireret af det internationalt radikalt socialistiske og intellektuelle miljø omkring tidsskriftet og organisationen Clarté.
Også den arkitektoniske stil funktionalismen skal ses i sammenhæng med den kulturradikale strømning. Arkitekten Poul Henningsen blev i høj grad repræsentant for funktionalismen, som fokuserede på byplanlægning og arkitektur formet af praktik, enkelhed og funktion.
Til venstre: Tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28) fik stor betydning for den kulturradikale bevægelses virke. Tidsskriftets redaktører var arkitekter, men bladet beskæftigede sig med kultur i bred forstand. Her ses en side fra 1926-årgangen med reklame for abonnement på bladet. Til højre: Tidsskriftet beskæftigede sig med arkitektur og kultur i bred forstand. Her er det billeder af de nybyggede benzin-tankstationer. Billedteksten siger: "Bedre Bevis for, at Tanken er aaben for Kritisk Revys Idéer, ønsker vi ikke. Naturlighed er virkelig en Dyd i Kunsten". Kritisk Revy 1928, nr. 2, s. 19. Fra: Det Kgl. Bibliotek
Kritisk Revy og Kulturkampen
Tidsskriftet Kritisk Revy (1926-28) blev de kulturradikales centrale røst i mellemkrigstiden og fik trods en kort levetid stor betydning for bevægelsens virke. De fire redaktører, herunder Poul Henningsen, var arkitekter, men tidsskriftet beskæftigede sig med kultur i bred forstand, blandt andet også litteratur og filosofi. De bærende ideer var antifascisme, antimilitarisme, demokratisk udvikling og marxisme, men også funktionalismens kerne: fornuft, enkelthed og brugbarhed prægede tidsskriftet. Især forfatterne Otto Gelsted og Hans Kirk var ivrige skribenter i Kritisk Revy.
Sidst i 1930´erne stod det kulturradikale tidsskrift Kulturkampen (1935-39) i centrum for bevægelsen. Tidsskriftet prioriterede det frie ord på tværs af ideologiske forskelligheder, og det sigtede især mod at bekæmpe nazistisk propaganda i befolkningen i et forsvar for humanistiske og demokratiske idéer. Bag Kulturkampen stod blandt andet partitro kommunister. Forfatterskaren lignede til forveksling 1920´ernes Kritisk Revy, og programmet ønskede stadig at påvirke åndsliv og kunst. Således var Freuds psykoanalyse, skole og opdragelse, seksualdebat og kvindefrigørelse emner, som de kulturradikale deltog aktivt i, alle med ’frisættelsen og individets udfoldelse’ som bærende element.
Til venstre: Fornuft og funktionalisme samt skole og opdragelse var emner, der optog redaktørerne af Kritisk Revy. Her et billede fra en artikel om børnehaver i Kritisk Revy 1928, nr. 2, s. 26. Til højre: Funktionalismen fokuserede på kunst, som var praktisk, enkel og funktionel. Her en kommentar med eksempler på god kunst fra 1928, nr. 2, s. 33. Fra: Det Kongelige Bibliotek
Efter 2. verdenskrig
Efter 2. verdenskrig forsvandt kulturradikalismen som kulturpolitisk bevægelse. Til gengæld var det først her -ismen fik sit navn af litteraturforskeren Elias Bredsdorff i en kronik i Politiken i 1955. Selve synspunkterne levede videre og indvirkede i perioden fra 1950-1970´erne på samfundet og den generelle samfundsdebat inden for blandt andet byplanlægning, boligbyggeri, pædagogik og skole- og seksualpolitik. Forfatterne Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Villy Sørensen var toneangivende i perioden.
Kulturradikale synspunkter fik både ny næring og mødte modstand med regeringsskiftet i dansk politik i 2001 og med terrorangrebet i New York den 11. september. Den borgerlige regering antændte en moderne værdi- og kulturkamp i opposition mod, hvad den anså for at være et ’kulturradikalt meningstyranni’. Den kulturradikale stemme, som ingenlunde var en homogen størrelse, forfægtede i forlængelse heraf blandt andet oplysningsværdierne, mens kultur- og tolerancebegrebet blev diskuteret indgående.