Opvækst og uddannelse

Knud Enggaard blev født i 1929 i Odder. Han tog præliminæreksamen fra Viborg Realskole 1944 og blev student fra Viborg Katedralskole i 1947. Han uddannede sig til civilingeniør og blev cand.polyt. i 1954. Herefter aftjente han sin værnepligt og blev løjtnant af reserven i Hærens Tekniske Korps i 1955. I 1958 blev han ansat ved Flyvematerielkommandoen.

Som søn af en gårdejer var Venstre det oplagte politiske valg for den politisk interesserede Enggaard, og han meldte sig derfor ind i Venstres Ungdom. I ungdomspartiet varetog han posten som næstformand 1957-59 og som formand 1959-62.

Portræt af Knud Enggaard. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv 

Medlem af Folketinget for Venstre 1964-2001

Knud Enggaard var medlem af Venstres hovedbestyrelse frem til 1957-1962 og igen 1965-2007.

Han stillede op til Folketinget første gang i 1961, men måtte vente til 1964 før han blev valgt ind i Københavns Amtskreds. Derefter var han folketingsmedlem for Venstre indtil 1977, og igen i perioderne 1979-81 og 1984-98. I årene 1979-81 var han medlem af Folketingets Præsidium.

Knud Enggaard søgte ikke offentlighedens opmærksomhed, hvad der måske også kan forklare hans perioder ude af Folketinget 1977-79 og igen fra valget i 1981.

I 1970 blev han formand for Venstres folketingsgruppe (frem til 1971) og igen 1973-77. Han var kendt som en stilfærdig, seriøs og dygtig leder af gruppen. Sammen med Poul Hartling (1914-2000), Anders Andersen (1912-2006) og Henning Christophersen (1939-2016) tegnede Knud Enggaard partiets politiske profil i 1970’erne og 1980’erne. Han var kendt som en driftssikker problemknuser, og han blev derfor placeret på en lang række vigtige ministerposter i 1980’erne.

Indenrigsminister 1978-79

Knud Enggard fik i 1978 sin første ministerpost i SV-regeringen under Anker Jørgensen (1922-2016), hvor han blev udnævnt til indenrigsminister. I SV-regeringen var han desuden en fast del af planlægningsudvalget, som bestod af de vigtigste ministre og koordinerede koalitionsregeringens daglige drift. Udvalget fik derfor de facto status som en form for over-regering.
I rollen som indenrigsminister stod Enggaard bl.a. for en kommunal udligningsordning, der skulle tage større hensyn til sociale forskelle mellem kommuner.

Energiminister 1982-86

Knud Enggaard blev energiminister i Pouls Schlüters første regering i 1982. Energiområdet var et komplekst område med stigende betydning for dansk økonomi, da olie- og gasudvindingen i Nordsøen blev stadigt mere omfattende.

En af Enggaards store opgaver blev at få strømlinet Dansk Olie og Naturgas (DONG) til et markedsdueligt, rentabelt selskab, og han indgik derfor aftaler med Socialdemokratiet om at stabilisere DONG rent økonomisk. I Enggaards embedsperiode blev DONG således omdannet til et statsligt aktieselskab ved et energipolitisk forlig mellem regeringen og Socialdemokratiet. Under Enggaard som energiminister engagerede staten sig også som operatør i olie- og gasudvindingen i Nordsøen via det statslige selskab Dansk Olie og Gasproduktion A/S (DOPAS). Begge tiltag kan ses som værende i modstrid med regeringens liberalistiske ideologi og var et udtryk for en pragmatisk tilgang. For når nu staten allerede var involveret i området, måtte man som regering sikre, at selskaberne blevet drevet så effektivt som muligt, sikre udviklingen af dansk knowhow om olie- og gasudvinding, og sørge for en maksimal udnyttelse af den danske undergrunds ressourcer.

Indenrigsminister 1986-87 og økonomiminister 1987-88

Efter regeringsrokaden i 1986 overtog Knud Enggaard indenrigsministerposten frem til 1987. Det blev her den driftssikre Enggaards opgave at skabe ro om det indenrigspolitiske område – særligt i forhold til kommunerne. I rollen som indenrigsminister stod han desuden for lovgivningen omkring Etisk Råd, der var oprettet på initiativ af hans forgænger på posten, Britta Schall Holberg (1941-2022).

Forsvarsminister 1988-93

I regeringerne Poul Schlüter III og IV var Knud Enggaard forsvarsminister. Efter Berlinmurens fald og den kolde krigs ophør stod Enggaard som forsvarsminister i spidsen for en omstilling af det danske forsvar, der gik fra at være fra et territorialforsvar til at være et mere defensivt og internationalt orienteret forsvar.

Knud Enggaards tid som forsvarsminister var desuden præget af spørgsmålet omkring fristaden Christiania. Sagen havde ligget stille i mange år, men i 1988 stillede Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti forslag om en afvikling af fristaden. Et forslag, der stillede VKR-regering i en penibel situation, da Venstre og Konservative principielt støttede en rydning, mens regeringens mindste parti Radikale Venstre var en stærk tilhænger af eksperimentet. Christiania var beliggende på forsvarets område, og det blev derfor Enggaard, der skulle navigere regeringen sikkert igennem sagen.

I løbet af de næste tre år kom Enggaard derfor til at stå i spidsen for en gradvis lovliggørelse af fristaden, der kulminerede i oktober 1991, hvor christianitterne indgik en rammeaftale, som fuldt lovliggjorde christianitternes brug af området. Nogen vindersag for Venstre og Konservative var lovliggørelsen af fristaden ikke, men det lykkes dog Knud Enggaard at sikre fred om sagen i en årrække.

Nordisk engagement

Fra 1992-93 var Knud Enggaard, foruden forsvarsminister, også minister for nordisk samarbejde. Det nordiske har været en mærkesag for ham, og han havde allerede i flere omgange været medlem af Nordisk Råd samt rådets præsident i 1993.

Knud Enggaard forlod Folketinget endeligt i 1998. I perioden 2000-03 var Enggaard formand for Foreningen Norden, og han har som pensionist været aktiv i Grænseforeningen, hvor han bl.a. holder oplæg om det danske sprog.