Inger Christensen, 1935–2009

Artikler

Inger Christensen var en dansk forfatter, der især er kendt for sine store lyriske værker, hvor de mest kendte er det (1969), alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991). Modernisme og systemdigtning var kendetegnende for hendes værker. Foruden digte udgav Inger Christensen romaner samt noveller, skuespil, radiospil, TV-spil, oversættelser, børnebøger og essays. Hun blev internationalt anerkendt og var en af de mest fremtrædende danske forfattere i det 20. århundrede.

Opvækst og uddannelse

Inger Christensen voksede op i et arbejderhjem i Vejle som den ældste af en søskendeflok på tre. Faderen var skrædder og havde været på højskole i sin ungdom, moderen havde været kokkepige, og forældrene bakkede op om deres begavede datter. Inger Christensen kom derfor – noget usædvanligt i forhold til hendes baggrund - på gymnasiet og blev student i 1954. Herefter tog hun til København, hvor hun indskrev sig på universitetet. Samtidig skrev hun digte, og hun sendte et udvalg til litteraten Torben Brostrøm (1927-2020), som på det tidspunkt var redaktør af tidsskriftet Hvedekorn. Digtene blev antaget og udgivet i 1955.

Inger Christensen opgav snart drømmen om en universitetsuddannelse og valgte i stedet den mere overkommelige læreruddannelse i Aarhus. Samtidig med studierne fulgte hun forelæsninger i fysik, kemi og matematik, og denne viden benyttede hun i sin senere digtning. I 1958 blev hun lærer fra Århus Seminarium, og samme år mødte hun Poul Borum (1934-1996), som var digter og litteraturstuderende i byen. I 1959 blev de gift. Borum og Christensen fik stor betydning for hinanden i ungdomsårene, både litterært og intellektuelt, men parret blev skilt i 1976. Alligevel forblev de nære venner til Borums død i 1996.  

Debut og modernisme

Inger Christensen debuterede i 1962 med digtsamlingen Lys. Året efter udkom digtsamlingen Græs, og i 1964 blev hun efter at have arbejdet som lærer i nogle år forfatter på fuld tid. Med sine tidlige digtsamlinger skrev Inger Christensens sig ind i 1960’ernes lyrisk-modernistiske tradition. Karakteristisk for denne lyrik er, at digtene er uden rim, at de har et komprimeret billedsprog, og at det eksistentielle anliggende er fremmedgørelse, isolation og angst. Udgangspunktet er den moderne verden, hvor menneskets tilværelse er præget af tomhed og meningsløshed, og mange modernister fastholder nihilismen. Men hos Inger Christensen øjnes der et håb, og håbet findes i dialogen og i sproget, der rummer muligheden for et nyt syn på virkeligheden. Samt i oplevelsen af fællesskabet med naturen. Lys indledes med digtet ”Hvis jeg står”, som på mange måder kan læses som et centralt udtryk for Inger Christensens synsmåde. Det lyder:

Hvis jeg står
alene i sneen
blir det klart
at jeg er et ur

hvordan skulle evighed
ellers finde rundt

I et enkelt og klart sprog skildrer digtet et møde mellem jeget og virkeligheden, og teksten peger på udvekslingen mellem indre og ydre, tanke og realitet. Det karakteristiske ved digtet er, at det er den konkrete sne, der fører til jegets erkendelse, og denne bevægelse fra ydre til indre er kendetegnende for forfatterskabet. I et senere interview har Inger Christensen kommenteret dette forhold på følgende måde:

"(…) jeg tror, at jeg altid hellere har villet skrive om noget ude i verden og derved afsløre noget af mig selv, end jeg ville skrive om mig selv og derved afsløre noget om verden eller projicere det ud i verden. For mig har det nok været vigtigere – selvom jeg jo aldrig er blevet noget inden for videnskaben – at skrive om et eller andet, jeg synes ser mere eller mindre reelt ud. Og som kaster lys ind i noget mere uudgrundeligt i personen. Sådan er det nok bedst at beskrive det." (Spring, nr. 18, 2002, s. 10)

Lyset og græsset udgør grunden for det uudgrundelige. Det er realiteter, som danner et fysisk udgangspunkt for jeget og ordene. Og netop udforskningen af forholdet mellem virkeligheden og sproget skulle vise sig at blive det væsentlige omdrejningspunkt i Inger Christensens videre forfatterskab.

Inger Christensen
Inger Christensen læser op af et af sine værker i forbindelse med lanceringen af udgivelsen Nordisk litteratur til tjeneste på Den Sorte Diamant i København 5. marts 2008. Foto: Johannes Jansson/norden.org, Wikimedia Commons

Systemdigtning og systemkritik

Efter de to første modernistiske digtsamlinger fra begyndelsen af tresserne fulgte de eksperimenterende romaner Evighedsmaskinen (1964) og Azorno (1967), og i 1969 udkom digtsamlingen det. Bogen blev sentressernes litterære begivenhed og samtidig en stor publikumssucces, der solgte 15.000 eksemplarer det første år. det er et hovedværk i den danske systemdigtning. Systemdigtningen er ikke nogen ny genre i litteraturhistorien, men den blev genoptaget inden for den eksperimenterende litteratur i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne af forfattere som Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991), Per Højholt (1928-2004), Klaus Høeck (født 1938) og Inger Christensen. Systemdigtningens særkende er, at den understreger tekstens præg af konstruktion i kraft af de formelle principper, som den baserer sig på. Den er således et konkret udgangspunkt for en kritik af systemer ved selv at være systemer og ved selv at reflektere over systemer. Og denne grundlæggende systemkritik var et fælles anliggende for mange forfattere i perioden.    

I det formulerer Inger Christensen en systemkritik på et utal af niveauer. Kritikken er både rettet mod det kapitalistiske samfund og hendes egne kunstneriske principper. Nærmere bestemt mod alle systemer, der ekskluderer og begrænser. Værket selv fremstår som et åbent og antiautoritært system, der skildrer skabelsen af verden og digtet i et forsøg på at sammenfatte og omfavne det hele. Det sker på baggrund af et komplekst kompositionsprincip dannet af matematiske talsystemer og sprogvidenskabelige begreber, men udtrykt gennem ligefremme tekster og udsagn. Som det blandt andet kommer til udtryk i digtsamlingens indledende linjer: ”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det.”

I 1981 udkom det næste store værk: digtsamlingen alfabet. Og igen benytter Inger Christensen sprogsystemet og den matematiske talrække til at inddrage virkeligheden i digtet. Der er tale om en belysning af alt det, som ”findes”. Men det eksisterende og skabte sættes i forhold til alle de kræfter og systemer, der dræber og destruerer. Abrikostræerne findes, og atombomben findes, som det hedder i værket. Side om side, i virkeligheden og i digtet.

Den sene digtning

Den sidste skelsættende digtsamling i Inger Christensens forfatterskab blev Sommerfugledalen, som udkom i 1991. Med afsæt i sonetkransens formmønster, som består af 15 sonetter, hvor sidste linje i hver sonet gentages i den følgende sonets første linje, og hvor den 15. og sidste sonet (mestersonetten) består af førstelinjerne fra de 14 foregående, skildres forholdet mellem livet og døden, før og nu, afstand og nærvær. Over digtene svæver sommerfuglenes lette vinger, som fortryller med deres farver, liv og skønhed, men som også minder om døden og forgængeligheden. For alting hænger sammen i verden, og liv og død går hånd i hånd i naturen: ”Det er døden som med egne øjne/ ser dig an fra sommerfuglevingen.”

Således munder Inger Christensens sene digtning ud i en udvidet og nuanceret forståelse af evigheden. Jegets evighedsforståelse og tidsbevidsthed i de tidlige digte får med tiden følgeskab af forestillingen om naturens evige cyklus og digtningen selv, der med sine ord kan gribe, favne og fastholde det kæmpe rum af liv, som kaldes virkelighed. I sproget vinker sommerfuglens vinger til evig tid. Sommerfugledalen blev optaget i Kulturministeriets Kulturkanon i 2006.

Bogen Nordisk litteratur til tjeneste.
Bogen Nordisk litteratur til tjeneste. Nordiske kanoniske tekster blev udgivet af Nordisk Ministerråd i 2008 og indeholder centrale tekster fra den nordiske litteratur fra de ældste tider til nutiden. Som et udtryk for Inger Christensens store betydning er hun – udover at være med i bogen med en tekst fra Sommerfugledalen - med på bogens forside (tredje foto i anden række) sammen med forfattere som Ludvig Holberg, Henrik Ibsen og Halldór Laxness. Hele bogen kan læses online på NordPub. Foto: norden.org

Priser og udmærkelser

Inger Christensen blev internationalt respekteret og anerkendt og er oversat til over 30 sprog. Hun blev ofte nævnt som kandidat til Nobelprisen i litteratur. Den fik hun aldrig, men hun modtog til gengæld et utal af andre legater og priser, blandt andet den såkaldte lille nobelpris: Det Svenske Akademis nordiske pris i 1994. I 1978 blev Inger Christensen medlem af Det Danske Akademi, og hun fik fra 1979 Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Inger Christensen døde i 2009.

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1935 - 2009
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. november 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Barlyng, Marianne og Neal Ashley Conrad (red.): Inger Christensen (temanummer), Spring. Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 18, Kbh. (2002).

Christensen, Inger: Verden ønsker at se sig selv: digte, prosa, udkast: fra Inger Christensens papirer, Marie Silkeberg og Peter Borum (red.), Kbh. (2018).

Handesten, Lars: ”Det er det hele – Inger Christensen”, Dansk Litteraturs Historie, bind 5, 1960–2000. Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack, Kbh. (2007), s. 218 – 226. dansklitteraturshistorie.lex.dk/Det_er_det_hele_-_Inger_Christensen

Holk, Iben (red.): Tegnverden. En bog om Inger Christensens forfatterskab, Århus (1983).

Pape, Lis Wedell (red.): Sprogskygger – læsninger i Inger Christensens forfatterskab, Århus (1995).

Ringgaard, Dan og Jonas Ross Kjærgård (red.): Genbesøgt: Inger Christensens efterladte papirer, Aarhus (2020).

Raug, Pia: det (digte af Inger Christensen sat i musik af Pia Raug), Exlibris (1981).

Rex, Jytte: Cikaderne findes (portrætfilm om Inger Christensen), Danmark (1998).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Lotte Thyrring Andersen
Tidsafgrænsning
1935 - 2009
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
17. november 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Barlyng, Marianne og Neal Ashley Conrad (red.): Inger Christensen (temanummer), Spring. Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 18, Kbh. (2002).

Christensen, Inger: Verden ønsker at se sig selv: digte, prosa, udkast: fra Inger Christensens papirer, Marie Silkeberg og Peter Borum (red.), Kbh. (2018).

Handesten, Lars: ”Det er det hele – Inger Christensen”, Dansk Litteraturs Historie, bind 5, 1960–2000. Redaktion: Klaus P. Mortensen og May Schack, Kbh. (2007), s. 218 – 226. dansklitteraturshistorie.lex.dk/Det_er_det_hele_-_Inger_Christensen

Holk, Iben (red.): Tegnverden. En bog om Inger Christensens forfatterskab, Århus (1983).

Pape, Lis Wedell (red.): Sprogskygger – læsninger i Inger Christensens forfatterskab, Århus (1995).

Ringgaard, Dan og Jonas Ross Kjærgård (red.): Genbesøgt: Inger Christensens efterladte papirer, Aarhus (2020).

Raug, Pia: det (digte af Inger Christensen sat i musik af Pia Raug), Exlibris (1981).

Rex, Jytte: Cikaderne findes (portrætfilm om Inger Christensen), Danmark (1998).

Udgiver
danmarkshistorien.dk