Kilder
Kildeintroduktion:
I dette lydklip høres en reportage fra indvielsen af Fredericia Nye Banegård i 1935, som blev bygget i forbindelse med etableringen af Lillebæltsbroen. I klippet beskriver speakeren ankomsten af lyntoget med kongen og de andre æresgæster ombord. Herefter høres statsbanernes (DSB) generaldirektør P.Knudsens tale, hvori han bl.a. beskriver den nye epoke som den nye banegård er et symbol på. En epoke, hvor rejsetiden bliver halveret, hvor nye gennemgående forbindelser til ind og udland bliver en realitet, hvor rejsebekvemmelighederne forbedres, hvor godsforbindelserne bliver hurtigere og sikrere, og hvor en ny togtype i form af lyntoget bliver indsat. Envidere giver han udtryk for, at den nye infrastruktur vil skabe et stærkere bånd samt samling mellem landsdelene.