Henvendelse fra syv riddere og seks væbnere til Den Tyske Ordens Højmester om at få udleveret ”den falske Oluf”, 17. juni 1402

Kilder

Kildeintroduktion:

I denne skrivelse anmoder Margrete 1.s (1353-1412) og Erik af Pommerns (ca. 1382-1459) højtstående rådgivere om at få udleveret ”den falske Oluf”. Han var en person, der dukkede op i det nuværende nordlige Polen, som dengang var en del af Den Tyske Ordens territorium. Han hævdede, at han var Margretes søn, kong Oluf (1376-1387), som ellers var afgået ved døden den 3. august 1387. Påstanden var, at Oluf var undsluppet sin moders forsøg på at myrde ham eller lignende. Så det var af mange grunde vigtigt for dronning Margrete og hendes rådgivere at få denne mand udleveret og derved få manet rygtet om hans kongelige herkomst i jorden.

Skrivelsen skulle sendes med ridderen Folmer Jakobsen af en slægt, som kaldes Lunge, og Wulf Wulflam, borgmester i hansestaden Stralsund, til højmesteren for Den Tyske Orden, som på dette tidspunkt hed Konrad von Jungingen. Disse to skulle så have den angivelige bedrager med sig hjem. For at underbygge kravet om udlevering indeholder skrivelsen en temmelig indgående beretning om Olufs død og begravelse. Som det fremgår af beretningen, havde hr. Folmer Jakobsen sammen med to andre riddere været Olufs kammerherrer, og det nævnes desuden, at den da 16-årige konge var faldet død om i armene på to af disse og en ung mand ved navn Stokfisk. Da Folmer Jakobsen er medudsteder og besegler af dokumentet, er der således i princippet tale om en førstehåndsberetning om kong Olufs død.

Da formålet med brevet jo var at få den angivelige bedrager udleveret, kan man ikke helt afvise, at der er ’pyntet’ på beretningen om Olufs død. Kun dele af beretningen lader sig kontrollere via andet materiale. Den såkaldte Skånske Årbog, som er skrevet senest 1389, nævner at Oluf døde på Falsterbo Slot, at hans lig den 11. august 1387 forlod Skåne for at blive transporteret til Sorø, og at hans indvolde, formentlig samme dag, blev begravet i Domkirken i Lund foran det alter, der var viet til Den Hellige Jomfru. Den 11. august 1387 var dagen efter, at Margrete var blevet valgt til rigets regent og dermed Olufs efterfølger på landstinget i Lund. I et brev udstedt af Margrete 1. den 18. september 1387 fremgår det, at begravelsesceremonien i Sorø da endnu ikke har fundet sted. At en så lang forsinkelse overhovedet kunne lade sig gøre, må styrke tiltroen til oplysningen om, at Olufs lig blev balsameret. En begravelse med det i kilden store antal deltagere fra blandt andet Norge og Holsten krævede givetvis også lang forberedelse. Interessant er oplysningen om, at holstenerne, dvs. de holstenske grever, og deres råder deltog. Det var en oplysning, som let lod sig kontrollere, og derved styrkes troværdigheden af denne del af beretningen. Helt grebet ud af den blå luft er beretningen således langtfra, og i det omfang, den står til troende, er det den mest detaljerede beskrivelse af en konges død og begravelse, vi har fra dansk middelalder. Begravelsen af indvoldene for sig selv kendes der i det bevarede kildemateriale ikke andre eksempler på, og at beretningen nævner dette træk, som altså lader sig bekræfte, styrker tiltroen til dens troværdighed.

En anden interessant ting ved brevet er, at det oplyser os om den unge kong Olufs hofembedsmænd. Trods de delvis beskedne titler er der tale om nogle af Danmarks mest fremtrædende godsejere, politikere og rigsrådsmedlemmer, som altså stod for at administrere den unge konges hof og hans regeringsvirksomhed. Der nævnes også et par gejstlige kapellaner. Den ene var provst i Odense, dvs. leder i domkapitlet ved den derværende domkirke og dermed heller ikke nogen ubetydelig person. Kapellaner kunne udover gejstlige tjenester også i høj grad gøres nyttige i kongens kancelli og administration, da der var tale om højtuddannede personer med indgående kendskab til latin og andre administrative færdigheder. 

Brevet er udstedt på Sølvesborg Slot, som lå ved grænsen mellem Skåne og Blekinge i det nuværende Sverige. Det er udstedt af danske og svenske stormænd, hvoraf flere var rigsrådsmedlemmer. Vi ved, at Margrete 1. og Erik af Pommern samt adskillige stormænd og et par bisper var på Sølvesborg den 23. juni 1402, hvor et andet brev blev udstedt. Så der har givetvis fundet vigtige rådslagninger sted her; derunder altså også om, hvad man skulle stille op med ”den falske Oluf”.

Som det fremgår af et brev fra Højmesteren af Den Tyske Orden til Margrete 1. fra den 21. juli 1402, opnåede Margrete 1., Erik af Pommern og deres rådgivere deres hensigt: Den Tyske Orden valgte at udlevere ”den falske Oluf”. Han blev i juli 1402 sendt til Kalmar i Sverige og siden bragt til Skåne, hvor han blev brændt som kætter.  

Det originale bevarede brev er skrevet på middelnedertysk. Det er skadet af tidens tand, hvorfor dele af teksten er forsvundet. Disse er markeret med …… i teksten nedenfor. Brevet befinder sig i dag i Den Tyske Ordens arkiv i Berlin, hvilket er et sikkert tegn på, at det har nået sit bestemmelsessted.

Det skal være vitterligt for alle dem, som ser dette brev eller hører det læse og i særdeleshed for højmesteren fra Preussen og hans orden[1] og hans stæder[2], at det er blevet os bekendt, at der er kommet en slyngel, bedrager og forræder til Preussen, der kalder sig kong Oluf, som har tilføjet vores nådige frue, dronningen og hendes tre kongeriger stor skam og afbræk ..... og stadig gør det. I skal i sandhed vide, at han er en forræder og en slyngel, og vi ved visselig, at vor nådige herre, kong Oluf, som var søn af kong Håkon, hvem Gud være nådig[3], og vor nådige frue dronning Margrete, døde i Falsterbo på slottet. Til stede var hans hovmester[4] hr. Bent Byg og hr. Mikkel Rud, som var hans køgemester, hvem Gud være nådig, og hr Detbern, der er provst i Odense og hr ..... , som er præst i Ystad, som dengang på den tid var hans kapellaner, og hr Jens Due, hr Jens Rud, hr. Mikkels broder, hr. Folmer Jakobsen, som var hans kammertjenere[5] på den tid, og han døde i armene på de to og Stokfisk, som var hans unge mundskænk[6] på den tid. Disse førnævnte var alle hos ham, da han døde og mange flere gode riddere og væbnere var til stede i byen, da han døde, og på den samme tid som han døde, da var vor nådige frue dronningen i Ystad og skulle holde et møde med kong Albrecht[7]. Det er os også bekendt, at han blev skåret op og balsameret, som man plejer at gøre med en konge og lå i Falsterbo i kirken med utildækket ansigt, så at alle og enhver kunne se ham i ansigtet, og hans indvolde blev ført fra Falsterbo til Lund. Der[8] begravede man hans indvolde og holdt en andagt, som man plejer at gøre for en konge, hvor ærkebiskopper, lydbiskopper, prælater[9] og mange gode riddere og svende var tilstede og mange andre gode folk fra Danmark, og hans lig blev ført fra Falsterbo gennem Sjælland lige til Sorø til klostret og blev begravet der, hvor flere konger og dronninger ligger begravet[10]. Derefter blev der holdt bisættelse, som man plejer at gøre for en konge. Til stede var holstenerne[11] med deres råd og ærkebiskopper og lydbiskopper og mange gode prælater og mange gode riddere og svende og fruer og jomfruer og andre gode folk fra stæderne i de to kongeriger, nemlig Norge og Danmark[12]. Derfor beder vi Eder, kære hr højmester, og Eders orden og Eders stæder i Preussen om, at I ved disse nærværende bude, nemlig hr Folmer Jakobsen ridder og hr Wulf Wulflam, borgmester i Stralsund, vil sende bedrageren og slyngelen til vor nådige herre kongen og vores nådige frue dronningen[13], ham, som således har forhånet, vanæret og løjet for vores nådige frue og os og stadig gør det. Gør i denne sag, som vi visselig tiltror Eders ærværdige herlighed, thi I skal i sandhed vide, at hvis der kom en slem bedrager, forræder, slyngel og    ..... til vor herres lande, som sagde sådant løgn og slyngelagtigheder mod ham eller mod nogen herrer eller fyrstinder, så ville vi melde det til vores herre og frue, at de ikke skulle tilbageholde ham for dem, men de skulle sende ham tilbage til dem uden bude og breve, og I herrer gør helt og holdent imod ham  ..... og frue og vi desto hellere vil gøre for Eders skyld, og skulle det ske, at dette ovenfornævnte ikke skete således, så frygter vi, at disse lande kommer til stor skade, som slet ikke skulle være på begge sider, thi det tilkommer ikke os i disse riger[14] at tåle det, vi kunne ikke mere forsvare flere .....  sådanne sager og elendige slyngler  ....., thi Gud ved vel, at vor førnævnte nådige frue og vi er uskyldige i denne føromtalte falskhed og løgn og bedrag ..... om en herre, tænk derpå, at vi ikke ved andet end at vor førnævnte nådige herre og frue og de, der i disse riger gerne har stræbt efter Eders herligheds ære og bedste og gerne stræber derefter til denne dag. Vi efterskrevne beder Eder om alle disse førnævnte punkter, nemlig Folmer Jakobsen Lunge, Tord Bentsen, Abraham Brodersen, Algot Magnusson, Henrik Gerhardsen, Erik Ummereise, Götstav Algotsson, riddere, Absalon Kjeldsen, Trued Hase, Otto Meinerstorp, Jens Larsen, Klaus Kabold  ..... , væbnere. Til yderligere vidnesbyrd og bevis har vi vitterligt ladet vore segl hænge nedenfor[15] på dette, som er skrevet og forseglet i Sølvesborg i Danmarks rige efter Guds fødsel 1400 år i det andet år på den syttende dag i juni måned.


Ordforklaringer m.m.

[1] Den tyske Orden var en gejstlig ridderorden som Tempelherrerne og Johanitterne og som disse oprindelig virksom i Det Hellige Land/Israel, hvor ordenen fik sin endelige pavelige godkendelse i 1199. Da var det imidlertid allerede begyndt at gå ned ad bakke for korsfarerne i Det Hellige Land. I 1225 modtog ordenen en invitation fra en polsk hertug til at bekæmpe og kristne en hedensk stamme ved navn preusserne i områderne øst og sydøst for Gdansk i det nuværende Polen. Det havde de succes med, og i løbet af resten af 1200-tallet og 1300-tallet etablerede ordenen sig i det meste af Baltikum til og med Estland, som den i 1346 købte af den danske konge Valdemar Atterdag (ca. 1321-1375). I 1309 erobrede de ydermere Pomerellen vest for Gdansk.  Ordenens øverste leder blev kaldt Højmesteren. I de af ordenen beherskede områder befandt sig en lang række byer, hvoraf de fleste var medlemmer af det såkaldte Hanseforbund. De, som befandt sig i nuværende nordøstlige Polen og i den nuværende Kaliningradenklave kaldes for de preussiske hansestæder, idet dette område gik under betegnelsen Preussen. 

[2] Når der her tales om ”højmesteren fra Preussen”, må det gå på, at Den Tyske Ordens hovedsæde Marienburg (nuværende Malbork) nær Gdansk/Danzig befandt sig i det territorium, som kaldes Preussen. Ordenen omfattede, som tidligere nævnt, væsentligt mere end dette.

[3] Ønsket om Guds nåde hentyder til, at Olufs far, kong Håkon 6. af Norge og Sverige (1340-1380) var død.

[4] Ordet er fejloversat. Originaltekstens ”houemester” betyder hofmester. Dette embede er velkendt som betegnelse for hoffets leder. Men da hoffet også tog sig administration, dækkede betegnelsen i realiteten over lederen af den kongelige administration og dermed det vigtigste verdslige embede efter regentens.

[5] Ordet er fejloversat. Originaltekstens ”kemerlinghe” betyder kammerherrer/-mestre; altså en finere titel end kammertjener – også fordi kammerherre/-mester kan have tilknytning til forvaltning af penge/finanser.

[6] Mundskænk var i ældre tider betegnelsen for en fornem persons personlige tjener, der sørgede for herrens forsyning med mad og drikke. Ved mistanke om, at disse ting kunne indeholde gift, var det mundskænkens opgave at smage på tingene først for at prøve at sikre, at herren ikke blev forgiftet.

[7] Albrecht af Mecklenburg (1338-1412): konge af Sverige 1364-1389. Det aftalte møde viser, at Margrete allerede på dette tidspunkt var interesseret i Sverige, som i hovedsagen blev erobret i 1389. Desværre kender vi ikke mere til dette møde i 1387 andetsteds fra.

[8] Altså i Domkirken i Lund, der var det danske riges hovedkirke, idet den var knyttet til ærkebispen, som var leder af den såkaldte danske kirkeprovins.

[9] Prælater er (her) andre højtstående gejstlige end ærkebisper og lydbisper; sidstnævnte kaldes således, fordi de er underlagt en ærkebisp, som de skal være lydige overfor.

[10] I Sorø Klosterkirke ligger bl.a. Olufs morfar, Valdemar Atterdag, og dennes far, Christoffer 2., begravet.

[11] Dvs. de holstenske grever.

[12] Dvs. de to riger, som Oluf var konge over ved sin død.

[13] Kongen var på dette tidspunkt Erik af Pommern og dronningen hans adoptivmor Margrete 1.Selvom Erik var blevet anerkendt som voksen og myndig konge i 1401, afslører sprogbrugen i brevet klart, hvem der havde den reelle magt, nemlig Margrete 1.

[14] ”Disse (tre) riger” (Danmark, Norge og Sverige) var i samtiden betegnelsen for det, vi kalder for Kalmarunionen.

[15] 10 af de oprindeligt 13 segl er bevarede i mere eller mindre god stand på originalen.