Forslag til forandringer i Tyendeloven, 1874

Kilder

Kildeintroduktion:

I november 1874 rettede 33 landboforeninger en henvendelse til Rigsdagen med dette Forslag til forandringer i Tyendeloven. Forslaget indeholdt dels en lang række klagepunkter angående forholdet til tjenestefolk, dels et udkast til lovforslag med ændringer til tyendeloven.

Landboforeningerne repræsenterede gårdmændene, og deres klagepunkter drejede sig især om problemer med at fastholde deres tjenestefolk og holde ordentligt styr på dem i dagligdagen. Tyendeloven fra 1854 havde løsnet den traditionelle husbondret: Voksent tyende kunne ikke længere straffes korporligt, og det var blevet lettere at opsige tjenesten, både for husbond og tjenestefolk. De 33 landboforeninger mente, at ændringerne stillede husbond ”ugunstigt lige over for” deres tjenestefolk. De ville have Rigsdagen til at give dem nogle af de gamle husbondrettigheder tilbage, først og fremmest strafferet gennem muligheden for at uddele bøder for tjenestefolks forseelser.

Landboforeningernes henvendelse er et eksempel på, at den gamle husbondretlige tænkning endnu var en levende del af landbokulturen i midten af 1870’erne. Blandt Rigsdagens politikere var husbondrettens redskaber derimod ikke længere brugbare til at løse tidens problemer med at få god arbejdskraft. Rigsdagen afgav en kort betænkning i sagen, der afviste forslaget med den begrundelse, at forholdet mellem husbond og tjenestefolk var blevet løsere og mere kontraktpræget. Forpligtelserne på begge sider var mere begrænsede, og parterne var i princippet ligestillede. Så kunne den ene – arbejdsgiver – ikke have strafferet over den anden.

Originalforsiden for
Se 'Forslag til forandringer i Tyendeloven' udgivet af Randers Amts Husholdningsselskab i 1874 ved at klikke på billedet ovenfor. Fra: Det Kongelige Bibliotek

Forslag til forandringer i Tyendeloven.

I.

Tyendeloven af 10de Mai 1854 har i flere Henseender stillet Husbonden ugunstigt lige overfor Tyendet, og navnlig er dette Tilfældet, naar Tyendet uden nogen dertil fra Husbondens Side given Anledning i urette Tid forlader sin Tjeneste. Lovens § 47 bestemmer derom, at Tyendet foruden at forbryde den fra sidste Fardag[1] fortjente Løn tillige skal betale Husbonden halvt saa Meget, som Lønnen udgjør for den vedtagne Tjenestetid, dog ingensinde mere end Løn for et halvt Aar, og at det endvidere bør bøde fra 2 til 20 Rd.[2], saaledes at Bøden kun under særdeles formildende Omstændigheder maa være mindre end halvt imod det Beløb, der forbrydes til Husbonden. Den Sag, som Husbonden maa anlægge mod Tyendet, behandles efter Lovens § 64 som en privat Politiretssag og den skal paaklages inden 4 Uger fra den Tid, Tyendet er bortgaaet, med mindre Tyendets Opholdssted ikke er bekjendt, da Husbonden i saa Fald, ved inden samme Frist at gjøre en Anmeldelse til Politiøvrigheden om den begaaede Ulovlighed, kan bevare sin Ret mod Tyendet.

Disse Bestemmelser ere, saaledes som Forholdene nu have udviklet sig, ingenlunde i Stand til at skaffe Husbonden den Ret, der tilkommer ham i Anledning af det begaaede Kontraktsbrud. Det er i denne Henseende ikke Størrelsen af den Tyendet paalagte Erstatning, der kan siges at være ufyldestgjørende. Hvis Husbonden virkelig erholdt en saadan Pengeerstatning, som Lovens § 47 tilsiger, hver Gang Tyendet uden lovlig Grund forlod Tjenesten før Tjenestetidens Udløb, vilde han ikke kunne beklage sig over, at Loven havde tilsidesat hans Tarv. Men dette er langtfra Tilfældet. Det maa erindres, at der næsten altid gives Forskud paa Lønnen, og at Husbonden, hvor meget Man end kan anbefale, at han ikke gjør det, dog omtrent er nødt til i denne Henseende at handle mod sit Ønske. Husbonden sidder saaledes i Regelen ikke inde med noget Tyendet tilkommende Beløb, der er istand til at holde ham, idetmindste delvis, skadesløs[3]. Men hertil kommer, at det Tyende, der i urette Tid forlader sin Tjeneste, saa godt som altid er omtrent besiddelsesløst. Det ejer Intet, hvorover Husbonden kan udøve Retentionsret[4], Intet hvori Husbonden kan gjøre Exekution[5], om det lykkes ham at faae Dom. Denne Udsigt inde holder ikke nogen Opfordring for Husbonden til at anlægge Sag mod det bortgaaede Tyende, og det er en Kjendsgjerning, at det heller ikke ret tidt skeer. Husbonden undlader at betræde den Vej, som Lovgivningen har anvist ham, fordi den tilsagte Erstatning kun er et theoretisk Resultat, den havte Udgift, Ulejlighed og Tidsspilde derimod et sikkert praktisk Udbytte. Den Bøde, der er paalagt Tyendet ved Siden af Erstatningen til Husbonden, bliver saaledes den eneste Følge, der kan ramme det bortgaaede Tyende, og denne Bøde, fra 2 til 20 Rd., der nu ikke længere afsones med Fængsel paa Vand og Brød, men med simpelt Fængsel fra 1 til 10 Dage, er ikke stor nok til at indeholde nogen virkelig Modvægt mod Tyendets Lyst til at prøve paa at opnaae de øjeblikkelige undertiden store Fordele, der kunne lokke det. Det føler sig, som Erfaringen viser, i Regelen ganske tryg for, at der skal blive anlagt Sag imod det, og selv hvis det Værste skulde hænde, slutter det, at det vil være i Stand til af den havte større Fortjeneste at betale en saa ubetydelig Bøde.

Sees der bort fra denne Side af Sagen, bliver der dog en anden og større Vanskelighed tilbage, der omtrent i de fleste Tilfælde vil afholde Husbonden fra at kræve sin Ret mod Tyendet. Det er for det Første, hvis Tyendet har begivet sig ind i en fremmed Jurisdiktion, for Husbonden forbunden med stor Ulejlighed og stundom[6] med en forholdsvis betydelig Udgift at iværksætte en Paatale[7] af Sagen. En saadan Ulempe af Paatalen falder ikke paa det sagsøgte Tyende, der ikke erstatter sin nye Husbonde den Tid, hvori han er fraværende for at procedere sine Sager. Men for det Andet er det ofte en Umulighed for den skadelidende Husbonde at iværksætte nogen Paatale. Hvor findes det bortgaaede Tyende? Det veed Husbonden som oftest ikke og kan maaskee altid forblive uvidende derom. Nutidens lette Samfærdselsmidler[8] tillade Tyendet i faa Timer at søge Erhverv i en anden Egn af Landet og Tyendet vil ikke undlade at komme Husbonden saa langt af Syne som muligt. Hvilken Udsigt har saaledes Husbonden til blot at faae prøvet, om han virkelig har den intetbetydende Ret til Erstatning, som Loven har indrømmet ham? Det Retsmiddel, der tilbydes, er vistnok en privat Paatale under den letteste Form; men det er, naar der ikke ydes Husbonden anden Hjelp og naar Kontraktsforholdet i det Hele ikke erholder en fastere Grund, praktisk ofte kun lidet brugbart. I hvor høj Grad dette er Tilfældet, bliver endnu tydeligere, naar Man lægger Mærke til, at om det end — ved et tilfælde – lykkes Husbonden at finde Tyendet og at faae en Indkaldelse forkyndt for det, altsaa at faae en Sag sat i Gang imod det og faae Dom over det, behøver Tyendet kun at skifte Plads for at nøde Husbonden til at begynde forfra at lede efter det for at faae Dommen exekveret. Imidlertid gaaer Tiden hen, Forholdene forandre sig, Dommen forældes, andre Krav lægge Beslag paa Husbondens Tid og Penge. Det Hele glemmes og Slutningen bliver den, at Tyendet har levet angerløst[9] og givet Andre et Exempel, som destoværre ikke savner Efterfølgelse.

For at gjentage det Foregaaende i Korthed kan altsaa Husbondens og Tyendets gjensidige Stilling betegnes saaledes, at Husbonden er bosat, har fast Værneting[10] og er vederhæftig[11], medens det Tyende, der gaaer af sin Tjeneste i urette Tid, ikke har fast Hjem eller Værneting og tilvisse er uvederhæftigt, og dog er det Retsmiddel, der er givet hver af Parterne i Hænde til Drøftelse og Gjennemførelse af de hver især tilkommende Krav, kun det samme, nemlig en Retssag. Under de højst ulige Vilkaar, hvorunder Husbonde og Tyende ere stillede ligeoverfor hinanden, bliver det samme Retsmiddel af langt mindre Kraft, naar det anvendes af Husbonden, end naar det benyttes af Tyendet.

Vi vove at sige, at den Tilstand, der saaledes fremkaldes ved Kontraktsbrud, som hengaae uden at drage noget Ansvar ned over den, der bryder Kontrakten, har flere Følger, end den umiddelbare, der rammer Husbonden. Den fremkalder en Slappelse af Retsfølelsen, der er højst uheldig i Almindelighed og særligt i den Klasse af Samfundet, i hvilken mange af de Emner, der nu overalt drøftes i Skrift og Tale, have fremkaldt en gjærende Uro. Og destoværre ere disse Kontraktsbrud ikke sjældne; de ere blevne saa hyppige i den senere Tid, at de have hørt til Dagens Orden. Langtfra at være misfornøjet med Husbonden eller de Vilkaar, hvorunder det levede i hans Hus, har Tyendet, letsindigt mod sig selv og uredeligt mod Husbonden, næsten altid ladet sig lokke af udbredte Rygter om højere Løn, der kunde opnaaes andetsteds, eller af øjeblikkelige Fordele, der vinkede fra et eller andet Aktieforetagende, og for disse ofte skuffende Udsigter har det bortkastet den Tjeneste, der endnu for faa Maaneder siden syntes det at være fordelagtig, og det har, i Regelen uden at lægge Skjul paa sin Opfattelse, nøjedes med at erklære, at Husbonden jo ikke kunde gjøre det Noget.

Mod en saadan Tilstand ville Forholdsregler, der kunne betrygge Tyendekontrakter bedre end hidtil, være paa deres Plads.

Naar man undersøger de Omstændigheder, der have gjort det muligt for Tyendet med Fordel at forlade sin tidligere Tjeneste, er det især fremtrædende, at det uhindret af den Forpligtelse, det har indgaaet, er bleven modtaget i en hvilkensomhelst ny Tjeneste. Dette er ikke rigtigt. Den Arbejdskraft, der kontraktmæssigt endnu tilkommer en Husbond, bør en Anden ikke vidende kunne leje eller fæste til Fordel for sig uden at paadrage sig et Ansvar til Skadeserstatning imod den første Husbonde, hvis Ret derved krænkes. Dette er ogsaa udtalt i Danske Lov 3—19—11 og 12, der endog paalægger den nye Husbond foruden Erstatningsansvaret en Bøde, lig Tyendets Løn for et helt Aar, medens Tyendet nøjedes med at bøde et halvt Aars Løn; men dette Ansvar for den nye Husbonde, der ved Forordn. om Politivæsenet paa Landet af 25de Marts 1791 endnu modtog en sideordnet Tilføjelse i den Bestemmelse, at det endog blev strafbart blot at „huse og hæle“ den, som ej lovlig var fraskilt sin sidste Husbonde, er ikke gjenoptaget i Tyendeloven af 1854, uden at der kan paavises nogen Grund af hvilken et saadant Ansvar er udeladt i denne Lov. Fuldstændigt er dette heller ikke skeet; thi Lovens § 20 paalægger den Husbonde, der uberettiget holder et Tyende tilbage i sin Tjeneste, en Forpligtelse til Skadeserstatning mod den nye Husbonde, til hvem Tyendet har fæstet sig og hvis Tjeneste det forhindres fra at tiltræde og kjender saaledes en Forpligtelse til Skadeserstatning i det omvendte, men iøvrigt aldeles analoge[12] Tilfælde.

Denne Forpligtelse til Skadeserstatning bør sikkert gjenoptages; thi den stemmer med Forholdets Natur og kan begrundes fra et strengt retlig Standpunkt. En Betingelse for at Forpligtelsen kan blive virksom er imidlertid den, at den nye Husbonde virkelig er vidende om, at Tyendet endnu er bundet ved en tidligere Kontrakt og en saadan Kundskab kan i Almindelighed kun tilvejebringes derved, at der om det imellem den tidligere Husbonde og Tyendet indgaaede Tjenesteforhold er gjort en Paategning[13] i Tyendets Skudsmaalsbog[14], som det er pligtigt at medføre og forevise, og af hvilken altsaa Enhver kan see, hvor længe Tyendet er bundet og fra hvilken Tid det er fæsteledigt. Medens der vistnok er al Grund til at knytte den nye Husbondes Ansvar til denne bestemte Forudsætning — altsaa til at fritage Enhver, der fæster et Tyende for alt Ansvar, naar Skudsmaalsbogen ingen Paategning indeholder, hvoraf Kundskab kan haves om det endnu bestaaende Kontraktsforhold, selv om den, der antager Tyendet, iøvrigt maatte have Formodning eller endog være vidende om, at der mellem Tyendet og en anden Mand bestod et Forhold, som endnu ikke fra begge Sider var løst, — bliver det en Nødvendighed for den Husbonde, der vil sikkre sig sin Ret i denne Henseende, at gjøre den omtalte Paategning i Tyendets Skudsmaalsbog. Vistnok er det nu temmelig almindeligt, at der i Skudsmaalsbogen af den Husbonde, der fæster et Tyende, gjøres en saadan Paategning; men den undlades dog ofte, og selv om den gjøres, hæfter der dog den dobbelte Mangel ved den, at den er uden Retsvirkning ligeoverfor Trediemand[15] og at den som Bevis ligeoverfor Tyendet findes i en Bog, der er Tyendets og ikke Husbondens Ejendom, i en Bog, som, idetmindste retligt, forbliver i Tyendets og ikke i Husbondens Værge, og som Tyendet, naar det er uredeligt, let kan tilintetgjøre uden derfor at behøve at befrygte et Ansvar.

Naar Opmærksomheden først er vakt for den Besynderlighed, at det nu for Tiden alene er Tyendet, som er i Besiddelse af det skriftlige Bevis for den med Husbonden indgaaede Kontrakt, synes det ikke vanskeligt at gjøre gjældende, at denne Mangel paa den letteste, simpleste og mest fyldestgjørende Maade afhjelpes derved, at ogsaa Husbonden kommer i Besiddelse af sit Exemplar af Kontrakten. Der er saa langt fra Noget til Hinder for, at dette allerede kan skee i Henhold til den gjeldende Lovgivning, at f. Ex. Stempelpapirs Loven udtrykkelig begunstiger denne Art af Kontrakter ved at bestemme, at de ere stempelfrie. De ere blot ikke i Brug. Husbonden har hidtil fundet sig i, at Beviset for den Kontrakt, han havde indgaaet med Tyendet, forblev i Tyendets Haand, saaledes at det, om Husbonden ogsaa gjemte Skudsmaalsbogen, til enhver Tid kunde affordres ham af Tyendet. Heri bør der nu vistnok skee en Forandring, — dog ikke paa den Maade, at det paabydes, at Husbonden skal have et skriftligt Exemplar af Tyendekontrakten. Dertil er der ikke Grund. Det maa staae enhver Husbonde frit for at varetage sit Tarv paa den Maade, han vil, idet han selv bærer Følgerne af at han muligvis ikke handler saaledes, som han i sin egen Interesse burde. Men den skriftlige Affattelse af Kontrakten i et særeget Exemplar, som Husbonden beholder, er dog af en saadan Betydning for at bringe Klarhed og Fasthed ind i Forholdet mellem Husbond og Tyende, at der, for at opmuntre til den, vistnok er Grund til at knytte særegne lovbestemte Fordele til de af selve Forholdets Natur flydende, der i dette Tilfælde ville være tilstede.

Til disse sidste hører det, foruden at Husbonden derved selv har sit Bevis i Hænde, at der i dette Exemplar kan optages alle de særlige Aftaler, som Husbonde og Tyende ved Tjenesteforholdets Stiftelse maatte finde Anledning til at træffe, og som det er forbudt at optage i Skudsmaalsbogen, hvor de, efter dennes nuværende Indretning, heller ikke have hjemme. Blandt de Punkter, der saaledes kunne aftales, henledes Opmærksomheden særlig paa to, der ikke kræve ny Lovhjemmel. Det ene er det, at Tyendet, hvis det gaaer bort af sin Tjeneste før Tjenestetidens Udløb, skal kunne søges for sit Kontraktsbrud eller overhovedet for Ansvar, der vedkommer dets Tjenesteforhold, ved Husbondens (Stedets eller Ejendommens) Værneting i den Art af Sager. Meget kunde endog tale for at gjøre det til en Lovregel, at et bortgaaet Tyende, uden særlig Aftale derom, skal kunne søges ved det nævnte Værneting, der jo kontraktmæssig er Tyendets Værneting for den vedtagne Tjenestetid. Dette henstilles i alt Fald til Overvejelse. Det andet Punkt er det, at Kald og Varsel skal kunne gives til en anden af Tyendet iforvejen betegnet Person med samme Gyldighed, som om det var givet til Tyendet selv. Husbonden vil da ikke være i Forlegenhed, hvis Tyendet uberettiget forlader sin Tjeneste og dets Opholdssted er ubekjendt. Han vil da kunne forkynde Indkaldelsen for den omtalte Person, og hvis Tyendet ikke møder, faae Dom i Sagen efter den fremlagde Kontrakt. Efter sin Natur kan dette Punkt kun være Gjenstand for særlig Vedtagelse mellem Kontrahenterne[16]; og en saadan Vedtagelse, hvis Tyendet vil indlade sig paa den, synes ikke at gaae dets Interesse nærmere, end ønskeligt, idet Tyendet maa forudsættes at have truffet fornøden Aftale med den, der modtager Kald og Varsel paa dets Vegne, om at blive underrettet om Sagens Anlæg. Iøvrigt vil der, om det i Tyendets Interesse maa ansees ønskeligt, kunne gjøres den Indskrænkning i Retten til at vedtage en saadan Bestemmelse, at den kun maa bringes til Anvendelse ligeoverfor Tyendet i Sager, der anlægges mod det indenfor Grændserne af den Tid, hvori det efter selve Kontrakten er pligtigt at tjene Sagsøgeren.

Som lovbestemte Følger, der bør sættes i Forbindelse med den skriftlige Affattelse af Tyendekontrakten i et Exemplar, der forbliver i Husbondens Haand, bør vistnok fremdrages, at den Dom, der er afsagt i Henhold til saadan skriftlig Kontrakt mod et i urette Tid af sin Tjeneste bortgaaet Tyende og hvorved der er tillagt det Offentlige Bøder, skal af Husbonden kunne overgives Stedets Politimester til Exekution, eller i alt Fald, hvis Tyendet ikke skulde opholde sig i selve Jurisdiktionen, til videre Foranstaltning, og det ikke blot med Hensyn til Bødernes Afsoning, men ogsaa med Hensyn til Inddrivelsen af den Husbonden tillagte Erstatning. Ved Siden heraf bør det staae i den skadelidende Husbondes Magt at erklære, at han giver Afkald paa den ham tillagte Erstatning til Fordel for den Kasse, hvilken Bøderne tilfalde (Politikassen), saaledes at Erstatningen i fornødent Fald bliver at afsone paa samme Maade som Bøderne. Om der er tilstrækkelig Grund til ogsaa at lægge disse tvende Retsmidler i Haanden paa den Husbonde, som ikke har særlig skriftligt Exemplar af Kontrakten, altsaa klart Bevis, i Hænde, men som kun har indskrænket sig til at gjøre en Paategning i Tyendets Skudsmaalsbog, altsaa kun har lagt Beviset i sin Medkontrahents Haand, er Noget, der henstilles til Overvejelse. Det synes i ethvert Fald givet, at de ikke bør kunne benyttes af den Husbonde, der kun har stillet sit Forhold til det bortgaaede Tyende paa en mundtlig Aftales løse Grundvold; paa den anden Side bør de kunne bringes til Anvendelse uden Hensyn til om Sagen mod Tyendet har sin Oprindelse deraf, at det i urette Tid har forladt sin Tjeneste, eller om den maatte være anlagt af hvilkensomhelst anden af Tyendeforholdet flydende Grund.

Til de Retsmidler, der i det Foregaaende ere paapegede som skikkede til at modvirke Kontraktsbrud fra Tyendets Side, (Kontraktens Retsvirkning overfor Trediemand og dens skriftlige Affattelse for at fæstne Forholdet mellem Husbonde og Tyende indbyrdes) bør fremdeles føjes saavel et Ansvar for den Fæstemand[17], der laaner Haand til at skaffe et bortgaaet Tyende en ny Tjeneste, som en Forhøjelse af den i Loven af 1854 § 47 fastsatte Bøde, der saaledes som Lønningerne nu ere stegne er for lav. Dermed turde vistnok i det Hele den Vej være paapeget, ad hvilken de Forandringer i Tyendeloven, som i denne Retning skulle kunne raade Bod paa den nuværende utilfredsstillende Tilstand, bør iværksættes.

Der er dog to Punkter, der med Hensyn til dette Øjemeds[18] Opnaaelse frembyde sig til særlig Overvejelse. Det første er det, om det Erstatningsansvar, som Trediemand kan paadrage sig ved at tage et bortgaaet Tyende i sin Tjeneste, bør indtræde, naar det nye Tjenesteforhold oprettes paa kortere Tid end 1 Maaned (den korteste Tid, hvorpaa efter Loven af 1854 et egentligt Tyendeforhold kan stiftes), eller endnu bestemtere, om det bør indtræde, selv om der kun gives et bortgaaet Tyende Arbejde for enkelte Dage ad Gangen eller blot en enkelt Dag mod Dagløn. Det vil sees, at der kun, naar dette Spørgsmaal besvares bekræftende, indføres et Ansvar, som har virkelig Betydning, og drages en Grændse, som gjør det vanskeligt for Tyendet at finde Afsætning for den Arbeidskraft, som det kontraktmæssigt endnu skylder sin første Husbonde. Det andet Punkt er det, om et Erstatningsansvar af den nævnte Art ikke ligesaavel bør paahvile enhver Arbejdsgiver altsaa ogsaa Aktieselskaber og Entrepreneurer, som enhver Husbonde i den snevrere Betydning af dette Ord. Først derved udstrækkes Bestemmelsen saavidt, som Konsekvensen fordrer det, uden at der imod en saadan Udstrækning fra et retligt Standpunkt kan gjøres nogen Indvending. Men ligesom egentligt Akkordarbejde[19] falder udenfor Tyendelovens Bestemmelser, idet der ved dets Overdragelse ikke fra Arbejdsgiverens Side kan anstilles nogen Undersøgelse om, hvorvidt vedkommende Arbejder iforvejen er bunden ved andre kontraktmæssige Forpligtelser, saaledes er det ogsaa muligt, at praktiske Hensyn ikke anbefale en saa fast og gjennemført Ordning, og det tør derfor ikke benægtes, at de nævnte Hensyn muligvis kunne gjøre det tilraadeligt at modificere Ansvaret paa dette Punkt; men i saa Fald er Ringen brudt og der vil da altid under en eller anden Form kunne gives det bortgaaede Tyende en Tjeneste, uden at den nye Husbonde eller Arbejdsgiver paadrager sig Ansvar og paa en saadan Maade, at Følgerne af Kontraktsbrudet betydeligt formindskes for Tyendet.

Den egentlige Daglejer, der ikke tager fast Tjeneste, staaer i det Hele udenfor disse Bestemmelser; men dersom han søger Erhverv udenfor den snevrere Kreds, i hvilken det er vitterligt, at han ikke er bunden ved nogen Tyendekontrakt, vil han for at faae Arbejde muligvis være nødt til at medbringe Legitimationspapirer, der gjøre det klart, at der paa det fremmede Sted uden Ansvar for Arbejdsgiveren tør gives ham Arbejde. Om det blev nødvendigt for enhver Arbejder at medbringe saadanne Legitimationspapirer, vilde sikkert god Orden vinde og Arbejderen ikke tabe derved.

For at tydeliggjøre Meningen af det ovenfor Udviklede, opstilles nedenfor et Udkast til et Lovforslag i den angivne Retning; men dette Udkast maa ikke opfattes, som om det i sine Enkeltheder var udtømmende.

II.

Uagtet Tyendelovens Bestemmelse i § 8 om, at Kontraktsforholdets Varighed beroer paa Overenskomst, ikke efterlader nogen Tvivl om at en Kontrakt, der er indgaaet paa 1 Aar, ikke ensidig kan opsiges af nogen af Parterne til Ophør før Tidens Udløb, hvilket yderligere fremgaaer deraf, at det udtrykkeligt i samme § er sagt, at Kontrakter, der ere indgaaede paa flere Aar kunne opsiges af Tyendet, er det dog en i Tyendeklassen almindelig udbredt Vildfarelse, der sikkert har sin Grund i den højst uheldige Affattelse af Lovens § 40, at Sligt[20] kan finde Sted i Medhold af Loven selv, saa at f. Ex. en Tyendekontrakt, der er indgaaet paa 1 Aar fra 1ste November til 1ste November, lovlig kan opsiges inden Udløbet af Januar Maaned. Af særligt Hensyn hertil turde der være Grund til i en ny Lov at udtale, at dette ikke kan skee. Derhos bør det overvejes, om der overhovedet haves Brug for Lovens Bestemmelser om den længste og den korteste Tid, hvorpaa et Kontraktsforhold kan oprettes saaledes, at det falder ind under Tyendelovens Bestemmelser. Medens Lovens Forudsætning om, at der kan indgaaes Tyendekontrakter paa flere Aar synes at være temmelig uheldig, for ikke at sige uretfærdig, naar en Opsigelse af Forholdet kan finde Sted fra Tyendets Side, men ikke under samme Vilkaar fra Husbondens Side, turde der, uagtet Tjenesteforhold, saavidt vides, nu aldrig oprettes paa længere Tid end 1 Aar, dog vistnok være Anledning til enten i den nævnte Henseende at gjøre Husbondens og Tyendets Stilling lige, saaledes at ogsaa Husbonden ensidig skal kunne opsige et paa flere Aar stiftet Kontraktsforhold mod at udbetale Tyendet den i Loven bestemte Erstatning af ½ Aars Løn, eller maaskee snarest til at udtale, at et Kontraktsforhold, hvorpaa Tyendelovens Bestemmelser skulle være anvendelige, ikke kan stiftes paa længere Tid end 1 Aar ad Gangen. Paa den anden Side bør det vistnok kunne staae i Parternes Magt at vedtage, at en Overenskomst om Tjeneste for kortere Tid end 1 Maaned skal medføre et almindeligt Tyendeforholds Rettigheder og Pligter, og navnlig bør de til den skriftlige Oprettelse af Kontrakten i første Afsnit knyttede Fordele utvivlsomt ogsaa tilkomme en Tyendekontrakt, der er oprettet paa kortere Tid end 1 Maaned.

III.

Skjønt Tyendeforholdet nu væsentlig er et rent Kontraktsforhold, berører det dog det huslige Liv paa en saadan Maade, at der let kan opstaae et Sammenstød imellem uberettigede Fordringer og slet Opførsel paa den ene Side og den Flid, Orden, Sømmelighed[21] og gode Aand, som enhver Husbonde paa den anden Side maa ønske at see opretholdt indenfor sit Hus. Man maatte kun have liden Erfaring, naar man ikke selv havde oplevet, hvilke Forstyrrelser der i denne Henseende kan frembringes af et slet Tyende, og hvor magtesløs Husbonden er, naar han staaer ligeoverfor saadanne destoværre ikke ganske sjældent forekommende Tilfælde. Vistnok har Tyendeloven af 1854 ikke tabt denne Side af Forholdet af Syne, idet den i §§ 22—24 blandt Andet har bestemt, at ethvert Tyende maa underkaste sig den huslige Orden hos Husbonden, at det ikke uden Husbondens Samtykke er beføjet til at lade sin Tjeneste udføre af Andre, og at det ikke uden hans Tilladelse maa forlade Huset i egne Anliggender. Men uden at bestemme nogen særlig Straf for Overtrædelsen af disse Bestemmelser har Loven alene i § 26 udtalt, at Tyendet for Ulydighed mod Husbonden skal bøde fra 1 til 10 Rd., og den eneste Vej, der er anvist Husbonden til at opretholde sin Myndighed indenfor sit Huses Omraade, er altsaa den, at bringe Tyendets Forhold ind under den ydre Form af Ulydighed og derefter tiltale det ved Retten, en Fremgangsmaade, der er ligesaa besværlig som uhensigtsmæssig. Ved Siden deraf har Loven i § 41 vistnok opregnet en Række af Tilfælde, i hvilke Husbonden uden Opsigelse strax kan afskedige Tyendet og blandt disse flere, der indeholde Brud paa god Orden, Lydighed, Sømmelighed og Sædelighed[22]. Om det nu end er en Fordel for Husbonden i saadanne Tilfælde at kunne skille sig ved et slet Tyende, ere Arbejdsforholdene dog ingenlunde af den Beskaffenhed[23], at det for Tiden just maa ansees for en Vinding[24] at skulle give Slip paa den Arbejdskraft, Man har til Raadighed, for at opnaae at opretholde Arbejdets Orden og Husets Fred. Det bør ligeoverfor de Tilfælde, Loven af 1854 opregner i § 41 under Nr. 4, 7, 9, 11, 12, 14, 15, nemlig fornærmelige Yttringer af Tyendet mod Husbonden og hans Familie, Mishandling af Kreaturer, som Tyendet skal passe, Uforsigtighed med Lys eller Ild, væmmelige Sygdomme, som Tyendet paadrager sig ved Usædelighed i Tjenesten, utugtigt Forhold til andre til Husstanden hørende Personer, gjentagen Drukkenskab og Uforligelighed mod Medtjenende, staae andre Midler til Husbondens Raadighed end det, som Tyendeloven anviser, at afskedige Tyendet. Tidligere stod det til Husbonden i slige Tilfælde at anvende Hustugt[25], hvormed Sagen var afgjort; men efterat dette Korrektiv, som naturligt er, er indskrænket paa den i Lovens § 27 nævnte Maade, og efterat Tyendeforholdets forskjellige Sider saa godt som alle ere behandlede som Kontraktsforhold, synes det at være den naturligste Maade at ordne dette Forhold paa, at indrømme Husbonden en vis disciplinær Myndighed til saadanne Tilfælde at afkorte en passende Bøde i Tyendets Løn med Ret for Tyendet til at erholde Husbondens Afgjørelse underkastet en nærmere Prøvelse, dog paa en kort og summarisk Maade. De Bestemmelser, der i denne Henseende turde ansees for hensigtssvarende, ere formulerede i det nedenstaaende Lovudkast.


Foruden de ovenfor omhandlede Hovedpunkter i den nu gjeldende Tyendelovgivning, der viser, at den ikke yder tilstrækkelige Midler til at modvirke Kontraktsbrud fra Tyendets Side, at den er uklar og ubillig i Henseende til Bestemmelsen om Tjenesteforholdets Varighed og at den ikke giver Midler til at opretholde Fred og Orden indenfor Husets Omraade, gives der vistnok andre Retninger, der ikke berøre det umiddelbare Forhold mellem Husbonde og Tyende, og hvori der dog turde findes Ulemper, som trænge til at ændres. De have ikke været tagne under Overvejelse ved denne Lejlighed; men det tør ventes, at Regeringen eller Rigsdagen, naar Sagen kommer frem, vil have Opmærksomheden rettet derpaa. Det skal blot fremdrages, at Skudsmaalsbøgernes Paategning af Præsten nu synes forældet, ligesom den heller ikke overholdes, og at denne Kontrol eller Listeføring synes at være et Politianliggende, der paa Landet snarest bør lægges i Sognefogdens Haand. Muligvis vil der ad denne Vej kunne opnaaes et Baand, som vil kunne give Tyendeforholdet noget større Fasthed.


Udkast til Lovforslag.

§ 1.

Naar en Husbonde har indført i et Tyendes Skudsmaalsbog for hvilken Tid og Løn det er fæstet og selv eller ved en Anden har forsynet denne Paategning med sin Underskrift, har Tyendekontrakten derved og forsaavidt den Retsvirkning ligeoverfor Trediemand, der omhandles i § 3, og medfører for Fæstemændene det Ansvar, der nævnes i § 4. Det er Husbonden tilladt, naar et Værneting er aftalt mellem ham og Tyendet, see nedenfor, at optage Bestemmelsen herom i den Paategning, der indføres i Skudsmaalsbogen, og Værnetinget bliver derved forbindende for Trediemand og Fæstemanden efter Indholdet af § 3 og 4.

Skudsmaalsbogen forbliver hos Tyendet, der er pligtigt til, saa ofte det tilbyder sin Tjeneste eller sit Arbejde til en ny Husbond eller Arbejdsgiver, at medbringe og forevise Bogen. Den, der tager et Tyende, som ikke medbringer eller foreviser sin Skudsmaalsbog, i Tjeneste, paadrager sig ligefuldt Ansvar i Henhold til de Paategninger, Skudsmaalsbogen maatte befindes at indeholde.

Den Husbonde, der ønsker at sikkre sig Beviset for, at han har gjort en Paategning i Tyendets Skudsmaalsbog, eller for de Aftaler, der i Henseende til Tjenesteforholdet yderligere maatte være trufne mellem ham og Tyendet, eller som maatte ønske i indtrædende Tilfælde at kunne gjøre Brug af Bestemmelserne i § 5, kan opnaae dette ved at optage Paategningen og de aftalte Vilkaar i en særegen skriftlig Kontrakt. Denne Kontrakt oprettes paa ustemplet Papir, underskrives af Husbonde og Tyende med tiltagne Vitterlighedsvidner[26] og forbliver i Husbondens Værge. Det er tilladt Husbonde og Tjenestetyende at forene dem om og mellem de aftalte Vilkaar at optage, 1) at Tyendet i Tilfælde af Søgsmaal[27] hidrørende fra Tyendeforholdet og anlagt mod det af Husbonden, skal kunne søges for den vedkommende Ret, inden hvis Omraade Ejendommen, hvorpaa Tyendet er fæstet til at tjene, er beliggende, uden Hensyn til, om Tyendet maatte have forladt sin Tjeneste, naar Søgsmaalet anlægges, 2) at Kald og Varsel til Tyendet skal kunne gives ikke blot til Tyendet, men til en bestemt Person i dets Sted med samme Virkning, som om det var givet til Tyendet selv.

§ 2.

Naar Tyendeforholdet efter den i Kontrakten fastsatte Tid er sluttet, eller inden samme er ophørt ifølge gjensidig Overenskomst, eller Husbonden benytter sig af den ham ved Loven af 10de Mai 1854 § 41 givne Ret til uden Opsigelse at afskedige Tyendet, er Husbonden pligtig til at gjøre Paategning i Skudsmaalsbogen om at Tyendet er løst af sin Tjeneste. Vægrer han sig herved, paadrager han sig en Forpligtelse til at erstatte Tyendet det Tab, der herved kan paaføres det. Har der været oprettet et skriftligt Exemplar af Kontrakten, der er forblevet i Husbondens Værge, see § 1, er Tyendet berettiget til at forlange, at der gives dette Exemplar en Paategning om at Kontraktsforholdet er ophørt.

§ 3.

Det Tyende, som uden lovlig Grund forlader sin Tjeneste før Tjenestetidens Udløb, forbryder til den Husbond, hvis Tjeneste det har forladt 1) den fra Tiltrædelsen af Tjenesten fortjente Løn. Er den forskudsvis udbetalt af Husbonden, er Tyendet pligtigt at tilbagebetale den, 2) halvt saa meget som Lønnen udgjør for hele den vedtagne Tjenestetid, altsaa hvis der er betinget forskjellig Løn for de forskjellige Tider af Aaret, halvt saa meget som disse forskjellige Vederlag[28] tilsammen udgjøre, 3) desuden idømmes han en Bøde af 10—50 Rd.

Den Husbonde, der har taget Tyendet i sin Tjeneste før i dets Tjenestetid efter Indholdet af den Paategning, der findes dets Skudsmaalsbog, er udløbet, er solidarisk medansvarlig for Erlæggelsen[29] til den forrige Husbonde af de under 1 og 2 nævnte Beløb og er yderligere forpligtet til at erstatte den skadelidte Husbonde det Tab, denne kan godtgjøre at have lidt udover disse Beløb derved, at Tyendet i Utide har forladt sin Tjeneste. Endvidere er han pligtig i denne Henseende, hvad enten han søges alene eller i Forbindelse med Tyendet, at taale Søgsmaal ved det Værneting, der i Tyendekontrakten er vedtaget med Tyendet, naar Skudsmaalsbogen indeholder det Fornødne om dette Punkt. Som Husbonde betragtes med Hensyn til dette Ansvar enhver Arbejdsgiver, der tager Tyendet i fast Tjeneste eller giver det Arbejde, selv om Tyendet og Arbeidsgiveren ikke gjensidig have bundet sig til hinanden.

§ 47 i Lov af 10de Mai 1854 bortfalder.

§ 4.

Fæstemændene, hvad enten de ere autoriserede eller ikke, ere pligtige til at meddele enhver Husbonde, der henvender sig til dem, den Oplysning, hvoraf de ere i Besiddelse for at udfinde det Tyendes Opholdssted, der i Utide har forladt sin Tjeneste eller mod hvem Husbonden ellers troer at have noget Krav. Den Fæstemand, der er behjelpelig med at bortfæste[30] et Tyende til en Tjeneste, som skal tage sin Begyndelse førend den Tjenestetid er udløben, i hvilken det efter Indholdet af den i Skudsmaalsbogen indførte Paategning endnu er bundet til en anden Husbonde, paadrager sig derved en Forpligtelse til Skadeserstatning til den skadelidende Husbonde, eventuelt in solidum med den nye Husbonde, der maatte have taget Tyendet i sin Tjeneste, og ansees desuden med Bøder. Naar Skudsmaalsbogen indeholder en Bestemmelse om et mellem Husbonden og Tyendet vedtaget Værneting, kan Fæstemanden søges ved samme og Sagen mod ham paatales under Et med den Sag, der anlægges mod Tyendet eller dets nye Husbonde.

§ 5.

Naar en Husbonde, der har oprettet skriftlig Kontrakt med sit Tyende paa den i § 1 sidste Stykke nævnte Maade, har erhvervet en Dom over Tyendet, den nye Husbonde eller Fæstemanden, være sig fordi Tyendet i Utide har forladt sin Tjeneste eller af hvilkensomhelst anden Tyendeforholdet vedrørende Grund, kan den ved Dommen ikjendte Erstatning forlanges inddreven ved Exekution af vedkommende Politimester uden Udgift for Domhaveren. Det staaer fremdeles den Husbonde, som har oprettet skriftlig Kontrakt med Tyendet, § 1 sidste Stykke, frit for, naar Dommen er falden, at tillægge Politikassen[31] den ham hos Tyendet tilkjendte Erstatning og denne Erstatning betragtes da som Bøder. Naar Bøderne, eventuelt disse med Tillæg af den ovenfor nævnte Erstatning, foranstaltes afsonede, skal Afsoningen af det samlede Beløb dog ikke kunne overstige det til en Sum af 100 Rd. efter Lov af 16de Februar 1866 svarende Dageantal af simpelt Fængsel. Naar Husbonden vælger at tillægge Politikassen den Tyendet idømte Erstatning, bortfalder hans Krav paa den Husbonde eller Fæstemand, der maatte være dømt til at udrede denne Erstatning i Forening med Tyendet.

§ 6.

Naar skriftlig Kontrakt er oprettet mellem Husbonde og Tyende paa den i § 1 sidste Stykke nævnte Maade, ere Bestemmelserne i Loven af 10de Mai 1854, forsaavidt Sagens Natur tillader det, i det Hele anvendelige paa det mellem begge Parter derved fremkomne Forhold, uanseet at Kontraktsforholdet er oprettet paa kortere Tid end en Maaned (Lov 1854 § 10). — Husbonde og Tyende kunne hverken mundtligt eller skriftligt indgaae en gjensidig forbindende Kontrakt udover 1 Aar (Lov 1854 § 8). En mundtligt eller skriftligt indgaaet Kontrakt kan, hvad enten den — indenfor Grændserne af 1 Aar — er stiftet for kortere eller længere Tid, ikke fra nogen af Siderne ensidig opsiges (Lov 1854 § 8 og 40). Kontraktsforholdet er ved Udløbet af den vedtagne Tid afsluttet uden at Opsigelse fra nogen af Siderne behøves (Lov 1854 § 39). Forsættes det uden at særlig Aftale i denne Henseende har fundet Sted, gjelder Reglen i Tyendelovens § 9.

§ 7.

A. Den for Ulydighed mod Husbonden i Loven af 1854 § 26 fastsatte Bøde af 1—10 Rd. kan bringes til Anvendelse mod det Tyende, der

  1. uden Husbondens Tilladelse forlader Huset i egne Anliggender eller bliver borte længere end tilladt (Lov 1854 § 24),
  2. vægrer sig ved at deltage i anden til dets Stilling passende Gjerning, end den, hvortil det er fæstet, naar Omstændighederne kræve saadant (Lov 1854 § 22)
  3. vedvarende viser Dovenskab, Tværhed[32] og Skjødesløshed,
  4. gjør Brud paa den huslige Orden hos Husbonden (Lov 1854 § 22 sidste Passus), navnlig naar Tyendet forstyrrer den a) ved slet og uforligelig Opførsel mod sine Medtjenere, b) støjende og upassende Opførsel ved de fælles Maaltider, c) højrøstede og ugrundede Klager over den Mad, der leveres, d) Tobaksrygning og Benyttelse af Ild og Lys paa Steder og under Forhold, der af Husbonden ere forbudte,
  5. naar Tyendet i sin Tjeneste hos Husbonden gjør sig skyldig i noget af de i Loven af 1854 § 41 Nr. 4, 7, 9, 11, 12, 14 og 15 nævnte Forhold, der berettige Husbonden til uden Opsigelse at afskedige det.

I Tilfælde af at Husbonden vælger at gjøre Brug af sin Ret til at kræve Tyendet til Ansvar for Ulydighed med Hensyn til de ovenfor under Nr. 5 nævnte Tilfælde, bortfalder den ham efter Loven af 1854 § 41 tilkommende Ret til uden Opsigelse at afskedige Tyendet.

Bøderne for Ulydighed, der ligesom de øvrige Bøder efter Loven af 1854 tilfalde Jurisdiktionens Politikasse, fritage ikke Tyendet for det Ansvar til Skadeserstatning, det ellers ved sine Handlinger maatte have paadraget sig. Husbonden er berettiget til, hver Gang Tyendet gjør sig skyldig i et Forhold, der egner sig til at ansees med Bøder efter foranførte Bestemmelser, at tilkjendegive Tyendet, at han vil tilbageholde et Beløb indenfor den nævnte Grændse af 1 til 10 Rd. i Lønnen til Dækning af disse Bøder. Er Tyendet ikke tilfreds med Husbondens Afgjørelse, maa det inden otte Dage bringe Sagen for Forligsmægleren (Lov 10. Mai 1854 § 65 ff), der i dette Tilfælde tilkalder Suppleanten[33], og ved den af dem i Forening trufne Bestemmelse har det sit endelige Forblivende, saafremt Beløbet ikke overstiger 3 Rd. Er Beløbet større, kan Tyendet bringe Sagen for Retten men maa da lade en Indkaldelse forkynde for Husbonden inden andre 8 Dage.

Ere Forligsmægleren og Suppleanten selv i det Tilfælde, at de behøve en Afgjørelse af et mellem dem og deres Tjenestetyende rejst Spørgsmaal, henvende de sig til Sogneraadet, der giver to Mænd det Hverv at undersøge og kjende i Sagen. Husbonden kan ikke negte Tyendet Tilladelse til at være fraværende i den Tid, det behøver til at anbringe sin Klage for Forligsmægleren eller Retten eller til at foretage hvad dermed staaer i Forbindelse.

Erklærer Tyendet sig tilfreds med Husbondens Afgjørelse, eller afgjøres Sagen af Forligsmægleren eller oversiddes de to Frister af otte Dage, inden hvilke Tyendet kan bringe Sagen for Forligsmægleren eller Retten, er Husbonden pligtig straks at indbetale Beløbet til Politikassen, og der meddeles ham da en Kvittering, som han, naar der gjøres endelig Afregning med Tyendet, leverer dette. I Kjøbstæderne træder Politiøvrigheden i det her nævnte Tilfælde i Forligsmæglerens Sted og afgjør Spørgsmaalet om den af Husbonden tilbageholdte Bøde af 1 til 3 Rd. kan stadfæstes. Politiøvrighedens Afgjørelse er summarisk og ikke bunden til Iagttagelsen af retlige Former.

B. Straffen for den i Lov af 1854 § 26 nævnte Trods og Opsætsighed[34] samt for fornærmelige Yttringer forhøjes saaledes, at Bøden fastsættes fra 5—30 Rd. og den højeste Straf til Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.


Ordforklaringer m.m.

[1] Fardag: Faste skiftedage for opsagte kontraktforhold. For tjenestefolk på landet 1. maj og 1. november.

[2] Rd.: Rigsdaler. Dansk møntfod. Værdien ved dets afløsning i 1875 blev sat til to kroner.

[3] Holdes skadesløs: holdes fri for tab eller udgifter.

[4] Retentionsret: ret til at tilbageholde andres ejendele indtil kreditors krav til ejeren er opfyldt.

[5] Exekution: fuldbyrdelse af et retskrav. Som regel inddragelse af ejendele til opfyldelse af kreditors krav.

[6] Stundom: af og til

[7] Paatale: skriftligt formuleret anklage i en straffesag

[8] Samfærdselsmidler: transportmidler

[9] Angerløst: uden at fortryde noget

[10] Værneting: domstol hvor en retssag i første instans føres og dømmes på (herredstinget)

[11] Vederhæftig: juridisk betegnelse for en som kan opfylde sine økonomiske forpligtelser

[12] Analoge: lignende

[13] Paategning: underskrift hvormed en person eller myndighed gør et dokument juridisk gyldigt

[14] Skudsmaalsbog: bog med oplysninger om fødsel, forældre, dåb, skolegang, konfirmation, flytninger samt påtegninger og anbefalinger fra arbejdsgivere. Skudsmålsbogen var lovpligtig for tjenestefolk fra 1832 til 1921.

[15] Trediemand: person eller virksomhed, der er udenforstående part i en sag

[16] Kontrahenterne: person eller institution, der indgår en kontrakt

[17] Fæstemand: [her] formidler af ansættelsesforhold (fæste) til tjenestefolk

[18] Øjemed: formål

[19] Akkordarbejde: ansættelse, hvor man aflønnes ud fra mængden af udført arbejde, ikke ud fra arbejdstid.

[20] Sligt: noget sådant. Ofte om noget foragteligt eller ubehageligt.

[21] Sømmelighed: anstændighed

[22] Sædelighed: (god, rigtig) moralsk adfærd eller tænkemåde, især med hensyn til seksuallivet

[23] Beskaffenhed: slags

[24] Vinding: gevinst

[25] Hustugt: afstraffelse og disciplinering af husstandens medlemmer (børn og tjenestefolk).

[26] Vitterlighedsvidne: vidne, der ved sin underskrift bekræfter at have overværet et dokuments oprettelse

[27] Søgsmaal: strid eller mellemværende som bringes for en domstol til retslig afgørelse

[28] Vederlag: betaling for en ydelse eller kompensation for udgift

[29] Erlæggelsen: udbetalingen

[30] Bortfæste: at oprette et ansættelsesforhold

[31] Politikasse: bødekasse hos den lokale politimyndighed

[32] Tværhed: uvillighed

[33] Suppleant: person der er valgt eller udpeget som stedfortræder

[34] Opsætsighed: modvillighed til at indordne sig


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
November 1874
Oprindelse
Forslag til Forandringer i Tyendeloven. Randers Amts Husholdningsselskab, 1874
Kildetype
Lovforslag
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. januar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Jacobsen, Anette Faye: Ulige rettigheder, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021)

Jacobsen, Anette Faye: Husbondret (2008)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
November 1874
Oprindelse
Forslag til Forandringer i Tyendeloven. Randers Amts Husholdningsselskab, 1874
Kildetype
Lovforslag
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. januar 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Jacobsen, Anette Faye: Ulige rettigheder, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021)

Jacobsen, Anette Faye: Husbondret (2008)

Udgiver
danmarkshistorien.dk