Forordning om politivæsenet på landet, 25. marts 1791

Kilder

Kildeintroduktion:

Forordning om adskilligt, der vedkommer Politie-væsenet paa Landet i Danmark, fornemmelig i Hensigt til Tieneste-Folk fra 1791 fastlagde rammerne omkring forholdet mellem husbond og tjenestefolk. Forordningen pålagde lokale myndigheder at føre opsyn med løsgængeri og indførte en række nye straffe for kontraktbrud, såsom at udeblive fra tjenesten eller forlade pladsen i utide. Politiforordningen indførte desuden såkaldte politiretter i tilknytning til de allerede eksisterende herredsretter. Her kunne parterne i en konflikt inden for godsets og gårdens husstande få deres sag pådømt med politimesteren som dommer. Han var dog ikke en neutral mægler mellem ligestillede parter. Politiforordningen var formuleret, så den først og fremmest støttede gods- og gårdhusmænd i deres myndighed over tjenestefolkene i deres husstand.

Forordning om politivæsenet på landet skal ses i sammenhæng med forordning om god orden ved hoveriet, der kom samme dag, og som tog skridt til at begrænse godsejerens husbondmyndighed over sine fæstebønder, fx ved bestemmelsen om, at en gårdmand og hans hustru ikke måtte pålægges ’husstraf’ (fysisk straf). Dette forbud gjaldt dog ikke husmænd eller fæstebondens tjenestefolk, når de arbejdede på godsets marker. Disse grupper var fortsat underlagt godsejerens, i praksis forvalterens eller ridefogedens, ret til at foretage fysisk afstraffelse for forseelser. 

De to forordninger fra 25. marts 1791, ’God orden ved hoveriet’ og ’Politivæsenet på landet’, var del af det større samlede kompleks af lovgivning fra 1780’erne og ca. 20 år frem, der siden er kendt som landboreformerne. Et vigtigt mål med landboreformerne var at løsrive bondegårdene fra herregårdens husbondretlige orden. Den ofte omtalte 'bondefrigørelse' omfattede derimod ikke den store del af landbefolkningen, der indgik i tjenesteforhold. De hidtidige bestemmelser om tjenestetvang, de faste skiftetider og straffene for løsgængeri blev fastholdt og i nogle tilfælde udvidet. Desuden blev husbonds tugtelsesret opretholdt, og det blev indskrevet i lovgivningen at tyendet var forpligtet til at være lydige mod sin arbejdsgiver.

Forordning om politivæsenet på landet regulerede forholdet mellem husbond og tjenestefolk indtil 1854, hvor Tyendeloven blev vedtaget.

Forordning om politivæsenet på landet
Forordning om adskilligt, der vedkommer Politievæsenet paa Landet i Danmark som gengivet i Kong Christian den Syvendes Forordringer for Aar 1791. Se hele lovteksten her.

Forordning om Politievæsenet paa Landet, 25. marts 1791

Fr.[1] om adskilligt, der vedkommer Politie-væsenet paa Landet i Danmark, fornemmelig i Hensigt til Tieneste-Folk, hvis Rettigheder og Pligter bestemmes nøiagtigen, saavelsom Rettergangsmaaden, der skal have Sted, naar Husbond eller Tiener forsee sig imod denne Anordning, eller føre nogen Klage over hverandre indbyrdes.

Gr. I Hensigt til Agerdyrkningens Fremme, og gode Sæders Overholdelse, har Kongen fundet for got, herved paa det alvorligste at befale de Embedsmænd og Betiente, til hvis Bestyrelse og Omsorg Politie-Væsenet paa Landet er betroet, at de ikke alene med Agtpaagivenhed[2] og Nidkierhed[3] skulle søge at hemme[4] Løsgiængerie[5], Ryggesløshed[6] og deslige[7] Misbrug, der hindre Virksomhed og forstyrre den offentlige Rolighed; men at de endog med lige Omhyggelighed bør vaage over, at Orden i Huusstanden vedligeholdes, saa at baade Huusbonderne kunne handthæves i den Myndighed, som dem tilkommer over deres Tienestefolk, og disse tillige betrygges[8] imod ubillig[9] Behandling af hine.

I dette velgiørende Øiemærke[10] er end videre, ved denne Anordning, nøiagtigen bestemt begge fornævnte Parters indbyrdes Rettigheder og Pligter, samt, i at fastsætte Grændserne for den huusfaderlige Magt[11], tillige indskiærpet Tieneste-Tyender den Lydighed, de ere deres Huusbonder skyldige; ligesom og, i Henseende til Rettens Pleie, er foreskrevet saadanne Regler, at Sagerne, saavel i Tilfælde af offentlig Paatale, som private Klagemaale, med ringe Bekostning og tilbørlig[12] Hastighed kunne afgiøres.

            1.) Enhver af Bondestanden, der ei er Gaardbruger[13], Boelsmand[14] eller Huusmand[15], eller og underholder sig ved at drive Haandværk, skal være pligtig til at søge fast Tieneste; med mindre han er gift, samt bestandig ernærer sig ved Dagleie; dog skal det ei være formeent enten Fremmede eller Indfødte, naar de ere forsynede med vedbørligt[16] Pas fra det Sted, hvor de høre hiemme, at søge Arbeide i Landet, som Dagleiere, ved Tærskning, Jordarbeide, Indhøstning, eller deslige; ligesom det og herefter, som hidtil, skal være dem, der paa visse Tider af Aaret nære sig ved Fiskerie og Søefart, tilladt, at fortiene deres Brød om Vinteren og anden Tid, naar de ere hjemme, ved Dagløn; hvilket ei heller skal være forbudet de Soldater, som have været kaldede til Kgl. Tieneste, og desaarsag[17] ikke have kundet forskaffe sig fast Tieneste til den bestemte Skiftetid.

            2.) Naar en Karl ikke selv kan forskaffe sig Tieneste, da skal han, inden 2 Maaneder før den almindelige Skiftetid (som herefter nærmere bestemmes), melde sig hos Godseieren eller dennes Forvalter (ifald han indtil Aaret 1800 hører til noget Gods); og dersom han ikke igiennem denne Vei kan forhielpes til Tieneste, imod billig Løn, inden 14 Dage, da bør han henvende sig til Sognefogden[18], som næste Søndag, ved Kirkestevne[19], offentligen skal tilbyde hans Tieneste og fornemme hos Almuen[20]: om nogen af Sognet behøver og vil antage ham dertil; kan han da ikke, inden 14 Dage, faae Tieneste i Sognet, saa skal han paa lige Maade i næste Sogn lade bekiendtgiøre, at han er tienesteledig. De derimod, som ikke høre til noget Gods, skal strax henvende sig til Sognefogderne og ved disse offentligen tilbyde deres Tieneste, hvilket alt Sognefogderne, uden Betaling, bør forrette.

            3.) De, som ei have fulgt ovenanførte Forskrift, og dog ikke have indtraadt i fast Tieneste, skal ansees, som Løsgiængere, og straffes 1ste Gang med at hensættes 8te Dage i Fængsel paa Vand og Brød, og 2den Gang dømmes til Arbeide i Tugthuset, eller Forbedringshuset, saa mange Maaneder, som de befindes at have været Løsgiængere.

            4.) Præsterne bør, ved den første Maaneds Udgang efter hver Skiftetid, indberette Amtmanden[21], om der opholder sig nogen i Sognet, som Løsgiænger.

            5.) Den almindelige og rette Skiftetid paa Landet skal herefter fastsættes til 2 Gange om Aaret, nemlig d. 1 Maj og 1 November (hvilket ogsaa, ved Fr. af Dags Dato, er befalet, som Regel for Huusbonder og Tienestefolk i Kiøbstederne); dog skal denne Forandring i Skifte-Tiden ikke tage sin Begyndelse, førend til 1 Nov. 1791.

            6.) Opsigelse bør skee vidnesfast[22], inden 12 Uger før Skifte-Tiden, efter hvilken Tid hverken Huusbond eller Tiener skal være pligtig at antage den som lovlig.

            7.) De Tienestefolk, som ikke indfinde sig i deres Tieneste til Fardag[23], bør, naar de ei have været hindrede derfra formedelst[24] Sygdom eller andet lovligt Forfald, for hver Dag de udeblive, bøde 2 Mk[25], til lige Deling imellem Sognets Fattige og Huusbonden; hvilke Bøder denne sidste skal have Ret til at indeholde af den Skyldiges Løn; men dersom denne skulde udeblive længer end 8te Dage, da bør han ikke alene tilbagebetale de modtagne Fæstepenge og have sin Tieneste forbrudt, men endog bøde ¼ Aars af den betingede og ham tilstaaede Løn, til Deling paa ovenanførte Maade.

            8.) Naar Huusbonden ikke til Fardag vil antage de af ham fæstede Tienestefolk, da maae disse beholde de bekomne Fæstepenge, og Huusbonden bør være pligtig at betale dem et halvt Aars Løn, samt Kostpenge i 4re Uger, beregnet for hver Uge til 4 Mk.

            9.) Naar Tienestetyender i Utide og uden lovlig Aarsag forlade deres Tieneste, imod Huusbondens Villie, da skal Rettens Middel være denne behielpelig til at bringe dem tilbage i Tienesten, og den, der saaledes modtvilligen har forladt samme, bør bøde 2 Mk for hver udebleven Dag, til lige Deling imellem Huusbonden og Sognets Fattige; men gaaer han paa nye fra Tienesten, eller negter at begive sig igien deri, da bør han have ½ Aars Løn til Huusbonden forbrudt, og hensættes til Arbeide i Tugt- eller Forbedrings-Huset i 3 Maaneder.

            10.) Dersom Huusbonden, uden lovlig Aarsag, bortviser nogen af sin Tieneste, før Fardag, da skal han, foruden Lønnen til den Tid, Tieneren udvises, endnu betale ham ½ Aars Løn og 12 Ugers Kostpenge, beregnet til 4 Mk ugentligen.

            11.) Modtager nogen anden Mands Tienestetyende, eller huser og hæler[26] dem, som ei ere lovligen skilte fra deres sidste Huusbonde, da skal han, naar denne klager derover, bøde 8 Rdlr[27], til lige Deling imellem Klageren og Sognets Fattige.

            12.) Uagtet endeel Festdage ved Fr. 26 Oct. 1770 ere blevne afskaffede, i den Hensigt, at de skulle anvendes til Arbeide og Virksomhed, i Steden for at misbruges til Lediggang[28]; Saa erfares dog, at Tienestefolk paa endeel Steder i Landet ikke alene i bemeldte afskaffede Festdage, men endog paa visse andre Tider, saasom Fastelavns Ugen, Mikkels-og Mortens-Aften[29]  o.s.v., ofte unddrage sig fra at arbeide for deres Huusbonder og i det Sted spilde Tiden med Sviir[30]; ligesom og, at de, om Samqvem ved Bryllupper, Barseler og Begravelser, udgangne Anordninger ikke allevegne nøiagtigen efterleves og overholdes. For at hemme disse Uordener, er det fundet nødvendigt, ikke alene herved at indskiærpe de, om utilladelig Kroegang og Misbrug af Brændeviins Drik, tilforn[31] udgivne og nu gieldende Anordninger; men det befales end videre paa det alvorligste, at ingen Tiener, uden sin Huusbonds Tilladelse, maa udeblive fra sin Tieneste og forsømme sit Arbeide nogen Søgnedag[32], være sig ved Begravelser, Bryllupper, Barselgilder, eller ved andre deslige Leiligheder; og dersom nogen herimod forseer sig, da skal Huusbonden være berettiget til at afkorte ham 2 Mk i sin Løn, for hver Dag, til Deling paa samme Maade, som tilforn er bestemt; og dersom saadant skulde skee i flere end 3 Dage paa een Gang, eller oftere, end 3 Gange, naar det er enkelte Dage, da skal Tyendet have forbrudt sin Tieneste og desforuden bøde et Fierdingaars[33] Løn, som ligeledes tilfalder Fattig-Kassen og den Skyldiges Huusbond; hvilken sidste ogsaa bør antegne saadant hans Forhold paa det ham meddelende Skudsmaal[34]. Dog er det billigt, at Huusfædre tillade deres Tienestefolk at bievaane[35] Bryllupper, Begravelser og Barnedaab hos deres nærmeste Slægt og Paarørende.

            13.) Naar Tienestefolk flytte fra et Sogn til et andet, da skal Præsten i hans Skudsmaal melde, hvad Vidnesbyrd hans sidste Huusbonde har givet ham om sin Opførsel i sin Tieneste.

            14.) Det er Kongens alvorlige Villie, at Tienestetyender skal vise Lydighed imod deres Huusbonder, og at disse skal handthæves i den Myndighed og Ret til at straffe deres Tienestefolk, som Lovens 6—5—5 hiemler[36] dem; desaarsag befales, at dersom nogen Tiener understaaer sig at vise aabenbar Opsætsighed[37], eller gribe til Modværge, naar han straffes af sin Huusbond, da skal han, i Forhold til den Grad, i hvilken han har viist sig overhørig, enten hensættes i Fængsel paa Vand og Brød, i nogle Dage, eller til Arbeide i Forbedrings- eller Tugthuset, een eller flere Maaneder, efter Sagens Beskaffenhed[38].

            15.) Ligesom det paaligger Tienestetyender at vise deres Huusbonder tilbørlig Agtelse og Lydighed, og det tilkommer disse, at handthæves i den Myndighed, Loven i saa Henseende hiemler dem; saa skal ogsaa paa den anden Side Tienestefolk nyde god og billig[39] Behandling af deres Huusbonder, og disse ikke, i at straffe deres Tienere, overtræde Lovens 6—5—5 og 10.

            16.) Huusbonden bør til hvert Aars 1 Maj. og 1 Nov. betale Tieneren den ham tilsagte og af ham fortiente Løn, som da er forfalden; betaler han den ikke til bemeldte Tid, da skal Amtmanden, naar Tieneren klager, og Huusbonden ikke modsiger Kravet, foranstalte det tilbagestaaende deraf udpantet hos Huusbonden, uden Lovmaal[40] og Dom; dog skal saadan Udpantning ikke have Sted, uden for den Løn, som Tieneren har tilgode for det sidste Aar; men dersom Huusbonden giør Indsigelser imod Fordringen, da maa den søges ved Rettergang, paa den Maade, som herefter i denne Anordning bestemmes.

            17.) I øvrigt skal det fremdeles, under den Straf, som Frr. 1 Jul. 1746 og 23 Mart. 1770. 7 § fastsætte, være forbudet at begiere eller tage Sæd til Løn, i Steden for Penge eller Klæder.

            18.) Hos Fæstebønder skal Tienestefolk, for det sidste halve Aars tilgodehavende Løn, nyde Fortrins-Ret[41] fremfor Jorddrottens[42] Krav hos Fæsteren, saa at hvad enten denne døer, eller kommer fra Gaarden (være sig frivillig, eller efter Dom og ved Rettens Tvang), skal dog Lønnen først udbedes af hans Boe, uagtet Godseieren kunde have ladet sig give Udlæg og giort Indførsel deri, for sin Fordring; i øvrigt forbliver det ved den, i Lovens 5—14—37, Tienestetyende tillagte Fortrins-Ret for 1 Aars Løn.

            19.) Dersom noget Tienestetyende, ved at arbeide for sin Huusbond, kommer til Skade paa Helbred eller Lemmer, da skal Huusbonden drage Omsorg for ham og bekoste Helbredelsen; men paakommer Tieneren ellers Sygdom i Tienesten, da er Huusbonden ikkun saaledes, som i Pl.[43] 15 Dec. 1739 er befalet, forbunden til at sørge for hans Helbredelse og Underholdning, indtil han, efter lovlig Opsigelse, forlader sin Tieneste.

            20.) Alle Sager, der angaae Overtrædelse imod denne Anordning, samt Tvistigheder, der reise sig formedelst Mangel af de deri bestemte Pligters Opfyldelse, skal Herredsfogderne[44] og Birkedommerne[45] (undtagen for saavidt Afgiørelsen umiddelbar er overdraget Amtmændene) behandle som Politie-Sager, og imodtage Klage, hvad enten samme er skriftlig eller mundtlig, i hvilket sidste Tilfælde den, efter Klagerens Andragende, tages til Protokollen, og deri, enten egenhændigen, eller, dersom Klageren ei kan skrive, da med paaholden Pen af ham underskrives.

            21.) Parter, saavelsom Vidner, skal være pligtige at møde for Retten, efter Tilsigelse med Aftens-Varsel[46]. Udebliver den indkaldte Part, forelægges han med samme Tids Varsel; og dersom han da ikke møder, dømmes i Følge Lovens 1—4—30 efter de af Klageren fremførte Beviisligheder. Naar Vidner, efter saadan Varsel og Forelæggelse, ikke møde eller bevise lovligt Forfald, da bør Dommeren strax, ved Kiendelse, tilfinde dem at bøde 1 Rdlr til Sognets Fattige, som strax udpantes; men udeblive de oftere, da bøde de for hver Gang, paa lige Maade, 2 Rdlr.

            22.) Tilsigelserne bør skee uden Betaling, paa samme Maade, som Fr. 24 Jul. 1789 befaler i beneficerede Sager[47], nemlig af Bønderne i Sognet, iblant hvilke denne Byrde fordeles ved Omgang.

            23.) Dommeren skal først søge at forene Parterne; men naar Forliig ei kan bevirkes, bør han, uden Prokuratorers[48] Mellemkomst[49], tilendebringe Sagerne saa hastig som mueligt, og skal derfor baade Sagerne selv og især de nødvendige Forhører foretages uden for de sædvanlige Tingdage[50], med mindre der da er Tid tilovers, saa at andre Forretninger og de ved Retten staaende Sagers Fremme ikke derved opholdes.

            24.) Dommeren (som i disse Sager tillige fører Protocollen, hvad enten han er Skriver, eller ikke) bør ei fordre eller modtage mere i Salario[51] for hver Sag, end 24 Skill.[52]; med mindre Acten[53] indeholder over 3 Ark, da han, naar samme forlanges beskreven, bør nyde 8 Skil. for hvert Ark, som den er større; hvilke Omkostninger den Tabende altid skal dømmes til at betale.

            25.) Sagerne skal behandles i en særskilt, af Amtmanden dertil authoriseret, Protokol, hvori Dommene tillige bør indføres.

            26.) Disse bør efterkommes og fuldbyrdes inden 3 Solemærker[54], og Udpantningen skal, naar Rettens Kiendelse ei paaankes[55], skee efter en Udskrift af Dom-Slutningen alene, for hvilken ingen Betaling erlægges. I øvrigt maa alt, hvad i disse Sager forhandles, gives beskrevet paa ustemplet Papiir, hvilket og maa bruges saavel til Protokollen, som de Dokumenter, der fremlægges i Retten.

            27.) Sogne- og Bondefogderne, samt i de Byer, hvor ingen af disse findes, Oldermanden[56], skal, under Herredsfogdernes og Birkedommernes Bestyrelse, have Opsigt med, at Orden og Sædelighed[57], i Følge Anordningerne, handthæves. I Tilfælde af Overtrædelse bør de først advare dem, som deri giøre sig skyldige; men dersom de ikke rette sig efter saadan Paamindelse, da bør de uopholdeligen andrage det for den vedkommende Rettens-Betient; og skal Opsynsmændene i hver Bye gives en Instrux, der indeholder de væsentligste af deres Pligter i denne Henseende; til hvilken Instrux enhver Rettens-Betient skal sende Amtmanden et Forslag, da han derefter forfatter Instruxen og tilstiller Herredsfogderne og Birkedommerne den i sin behørige Form, hvorefter den afleveres til Opsynsmændene og bekiendtgiøres for Almuen.

            28.) I alle Tilfælde, hvor Herredsfogdernes og Birkedommernes Nærværelse udfordres paa Stedet, for hastig at tilveiebringe Orden og Roelighed, eller naar det, til Sagens Oplysning, er nødvendigt, at Forhør der optages, skal disse være pligtige, paa Embeds Vegne, at indfinde sig, hvad enten de herom blive vidende ved Anmeldelse af Opsynsmændene eller andre Vedkommende; I første Tilfælde skal dem gives frie Befordring af Sognet, efter Omgang, men i sidste Tilfælde af Reqvirenten[58]. I øvrigt skal Rettens Betiente ikke betales videre for saadan Forretning, end det, som tilforn er bestemt.

            29.) Naar Politie-Retten holde paa Tinget, skal 2de af de sædvanlige Stokkemænd[59], som Vidner, være nærværende; men holdes den paa et andet Sted, skal Dommeren udmelde 2de Mænd af den nærmeste Bye, hvilke, uden Vægring[60], bør følge ham.

            30.) Finde Vedkommende sig misfornøiede med Herredsfogdernes og Birkedommernes Kiendelser, kan disse, inden 14 Dage, indklages for Amtmanden, som, uden Bekostning for Parterne, afgiør Sagen ved Resolution, hvilken skal gielde, som endelig Dom. Med Procedur[61], Tilsigelse[62] og Straf for Udeblivelse forholdes i dette Tilfælde, ligesom ved Underretten[63].

            31.) I de Sager, som afgiøres med Penge- og Straf-Bøder, skal Amtmandens Kiendelse, ligesom andre Over-Rets-Domme, ei kunne paaankes, med mindre Summen overgaaer 66 Lod[64] Sølv; men er nogen dømt til legemlig Straf, der er høiere end Fængsel paa Vand og Brød, da bør Amtmandens Kiendelse, saafremt den Paagieldende dermed erklærer sig utilfreds, indsendes med Acterne til det Danske Cancellie, og derfra foranstaltes indstevnt, som en anden offentlig Sag, til Paakiendelse for Høieste-Ret.

            32.) Endeligen paa det at Amtmændene, efter Embeds Medfør, kan have det fornødne Over-Opsyn med, at Herredsfogderne og Birkedommerne, som Politiemestere, iagttage deres Pligter, bør disse hvert ¼ Aar til Amtmændene indsende Fortegnelser over alle de Sager, som, i den Tid, under deres Jurisdiction[65] staae under Behandling, eller ere tilendebragte; og dersom Amtmanden opdager nogen Forsømmelse, der fortiener større Opmærksomhed, end at en Advarsel af ham til vedkommende Betiente kunde ansees tilstrækkelig til Rettelse, da skal han indberette Sagen til det Danske Cancellie.

 


Ordforklaringer m.m.

[1] Fr.: Forordning: En forordning var under enevælden (1660-1849) betegnelsen for de af kongen udstedte love og retsforskrifter. Betegnelsen blev anvendt om de vigtigere love, der var af større omfang, eller om vigtigere genstande. De kongelige forordninger blev trykt og bekendtgjort, og de var en del af den kongelige lovgivning ligesom anordninger, reskripter og plakater.

[2] Agtpaagivenhed: opmærksomhed, give agt på.

[3] Nidkierhed: stærk iver, ivrighed.

[4] Hemme: standse, sætte en stopper for.

[5] Løsgiængere: personer som ikke havde fast arbejde, hvilket var ulovligt og kunne straffes.

[6] Ryggesløshed: det at leve umoralsk.

[7] Deslige: lignende.

[8] Betrygges: sikres.

[9] Ubillig: urimelig, uretfærdig.

[10] Øiemærke: formål, hensigt.

[11] Huusfaderlige Magt: husstandsoverhovedets ret til at revse eller straffe sin undergivne, børn og tjenestefolk.

[12] Tilbørlig: passende.

[13] Gaardbruger: gårdmand, bonde på en fæstegård.

[14] Boelsmand: fæster af et bol, som var et mindre gårdbrug på 1-2 tønder hartkorn, hvor fæsteren levede af sit landbrug og som regel havde heste.

[15] Huusmand: fæster af et hus (husmandssted), der var jordløse ejendomme eller småbrug under 1 tønde hartkorn, hvor fæsteren desuden måtte tage andet arbejde.

[16] Vedbørligt: retmæssigt.

[17] Desaarsag: på grund af dette, derfor.

[18] Sognefogeden: lokal beboer udpeget af amtmanden og med visse myndighedsopgaver i sognet, og som efter 1791 skulle bistå politimesterens arbejde. 

[19] Kirkestevne: møde af sognemændene om søndagen efter kirketid, hvor der oplæses forordninger.

[20] Almuen: folket, almenheden.

[21] Amtmand: fra 1662 den øverste regionale embedsmænd og leder af et amt.

[22] Vidnesfast: som kan bevises, som sker i overværelse af vidner.

[23] Fardag: flyttedag for lejere, skiftedag for tyende.

[24] Formedelst: på grund af.

[25] Mk: mark, møntenhed.

[26] Hæler: skjuler.

[27] Rdlr: rigsdaler.

[28] Lediggang: tilstand hvor man ikke foretager sig noget nyttigt eller fornuftigt.

[29] Mikkelsaften: aftenen før mikkelsdag (19. september) til ære for ærkeenglen Mikael, hvor man traditionelt spiste kommenskringler og drak mjød. Mortensaften: aftenen før Mortensdag (11. november) til ære for Martin af Tours, hvor man traditionelt har spist gåsesteg.

[30] Sviir: druk.

[31] Tilforn: på et tidligere tidspunkt.

[32] Søgnedag: dag i ugen, som ikke er helligdag eller søndag.

[33] Fierdingaar: tre måneder, kvartal.

[34] Skudsmaal: skriftligt vidnesbyrd mht. en person.

[35] Bievaane: være til stede ved, overvære.

[36] Hiemler: fastslår gyldigheden af, underbygger.

[37] Opsætsighed: trodsighed, oprørsk.

[38] Beskaffenhed: karakter.

[39] Billig: retfærdig.

[40] Lovmaal: retssag, rettergang.

[41] Fortrins-Ret: førsteret.

[42] Jorddrot: herremand, godsejer.

[43] Pl.: plakat, bekendtgørelse.

[44] Herredsfoged: øverste juridiske myndighed og dommer i et herred (lokal retskreds på landet).

[45] Birkedommer: dommer ved en birkeret. Et birk var en lokal retskreds på visse adelsgodser, der var udskilt fra herrederne, og birkedommeren var ansat under godset.

[46] Aftens-Varsel: indkaldelse til at møde for retten med 24 timers frist.

[47] Benificeret sag: retssag, hvor en af parterne har fået bevilget fri proces.

[48] Prokurator: sagfører.

[49] Mellemkomst: indgriben i en sag mellem to parter.

[50] Tingdag: retsdag.

[51] Salario: løn.

[52] Skill.: skilling, møntenhed.

[53] Act: dokument af retslig art.

[54] Solemærke: et døgn.

[55] Paaanke: føre klagemål over.

[56] Oldermand: formand for et (håndværker)lav.

[57] Sædelighed: god moralsk adfærd.

[58] Reqvirent: en ansøger.

[59] Stokkemænd: mænd, der var udpeget til at overvære retsmøder.

[60] Vægring: modstand, modvillighed.

[61] Procedur: at føre en sag for retten.

[62] Tilsigelse: indkaldelse til retten.

[63] Underret: laveste retsinstans, som i 1700-tallet var byret, herredsret eller birkeret.

[64] Lod: gammel dansk måleenhed for vægt (1 lod = 15,5 g).

[65] Jurisdiction: magt til at udøve lov og ret i et bestemt område.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.   

   

Om kilden

Dateret
25.03.1791
Oprindelse
Schous forordninger, 10. del, 1789-1792 (1822), s. 142-152
Kildetype
Forordning, lov
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
22. september 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Anette Faye Jacobsen: Ulige rettigheder, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk