Kilder
Kildeintroduktion:
Den 26. oktober 1770 blev Forordning ang. Afskaffelse af nogle Fest- og Helligdage udstedt af Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808). Loven kendes også som Helligdagsreformen. Med forordningen blev en række af de tidligere fest- og helligdage afskaffet eller flyttet til den efterfølgende søndag. Helligdagsreduktionen ændrede i alt 11 arbejdsfrie helligdage med pligt til at gå i kirke til almindelige hverdage.
Siden middelalderens landskabslove og kirkeretten havde der været bestemmelser om helligdagenes antal og korrekte helligholdelse samt et antal kirkelige festdage, der også blev regnet som helligdage. Der var fire større højtider, hvilke var julen, fasten, påsken og pinsen. Efter reformationen i 1536 bortfaldt en del af de kirkelige hellig- og festdage med Kirkeordinansen 1537/39, og med Bededagsforordningen fra marts 1686 blev antallet af kristne bede- og bodsdage yderligere rationaliseret. Kirkeåret bestod derefter af 19 helligdage uden for søndagene, hvortil hovedstaden havde en arbejdsfri dag i form af en taksigelsesfest for dæmpningen af Københavns brand i 1728. Med forordningen fra 26. oktober 1770 blev dette antal reduceret væsentligt. Helligdagsreformen fra 1770 afskaffede den tredje festdag i forbindelse med jul, påske og pinse samt helligtrekongersdag 6. januar, Marias renselsesdag 2. februar (kyndelmisse), Marias bebudelsesdag 25. marts, Sankt Hansdag 24. juni, Marias besøgelsesdag 2. juli, mikkelsdag 29. september, allehelgensdag 1. november og taksigelsesfesten for Københavns brands dæmpelse 23. oktober, der med forordningen i 1770 blev flyttet til den efterfølgende søndag.
Den tredje festdag i højtiden havde ofte været festtraditionernes første dag, idet selve helligdagene ifølge helligdagslovgivningen skulle afholdes i ro og med andagt. I forordningens indledning blev det påpeget, at andre protestantiske lande også havde afskaffet nogle af fest- og helligdagene, der – selvom de havde et godt og gudeligt formål – alligevel blev anvendt til lediggang og andre laster og ikke til ”sand og alvorlig Gudsdyrkelse”. På grund af dette såkaldte ”misbrug” af helligdagene blev de afskaffet, så de i stedet kunne anvendes til nyttigt arbejde.
Forordningen som gengivet i Kong Christian den Syvendes allernaadigste Forordninger og aabne Breve for Aar 1770, s. 165-168. Klik her for at se hele lovteksten som pdf.
Forordning, angaaende nogle af de anordnede aarlige Fest- og Hellige-Dage, deels at afskaffes, og deels at henlægges til næst paafølgende Søndage.
Vi Christian den Syvende, af Guds naade, Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, etc. Gøre alle vitterligt, at som Vi have ladet tage i grundig og nøie Overveielse, hvorledes nogle af de anordnede aarlige Fest- og Hellige-Dage, efter adskillige andre protestantiske Landes Exempel[1], deels ganske kunde afskaffes og deels henlægges til næst paafølgende Søndage, efterdi Erfarenhed som oftest viser, at, endskjøndt deres Anordning vel kan have haft et godt og gudeligt Øiemærke, ere deslige Dage dog mere blevne anvendte til Lediggang, og andre deraf flydende Laster, end til en sand og alvorlig Gudsdyrkelse; saa have Vi, til at forekomme saadanne hellige Dages Misbrug, og, paa det de hellere kunde anvendes til Arbeide og nyttig Gjerning, allern. funden for godt at anordne og befale, ligesom Vi og hermed anordne og befale, at efterskrevne Fest- og Hellige-Dage skal, for den følgende Tid, i Vore Riger og Lande være afskaffede og aldeles ophøre, nemlig:
Den 3die Fest-dag, af de trende store Høitider, Juul, Paaske- og Pintsedag.
Hellig 3 Kongers Dag
Mariæ Reenselses Dag
St. Hans Dag
Mariæ Besøgelses Dag
Michels Dag og
Alle Helgens Dag.
Dog skal denne sidste Dags Texter, og Bønnen for Reformationen, forklares og læses paa næste Søndag efter den 1ste Novembris.
Mariæ Bebudelses Dag skal henlægges til den 5te Søndag i Fasten, og dens Evangelium samt Text til Aftensang da læses og forklares.
Den i Vores kongelig Residentz stad Kjöbenhavn anordnede Bede- og Taksigelses-Fest, den 23. Oktobris, paa hvilken Dag den optændte Ildebrand blev dæmpet[2], ville Vi og at skal ophøre, hvorimod, til en Erindring af Guds Frelse, næste Søndag efter skal skee Taksigelse af Prædikestolene og den forordnede Bøn efter Prædiken læses. Og skal denne Vores allern. Anordning tage sin Begyndelse fra første Advents Søndag, som indfalder den 2. Decembris førstkommende; da Vi derhos forsee Os til, at Søndagen, og de vedblivende Festdage, med desmere Alvorlighed og gudelig Andagt vorder helligholdte; ligesom og Vedkommende over de derom udgangne Forordninger tilbørligen have at holde. I øvrigt ville Vi allernaadigst, at de Tavler og Bekkener, som skulle ombæres eller udsættes paa nogen af de forberørte hellige Dage, som nu ophøre, skal henlægges til næste Søndag efter;
Thi byde Vi hermed og befale Vores Statholder i Vort Rige Norge, samt Grever og Friherrer, Stiftbefalingsmænd, Biskopper, Amtmænd, Præsidenter, Borgemestere og Raad, Fogder og Andre, som denne Vores Forordning[3], under Vort Cancellie-Seigl, tilskikket vorder, at de den, paa behørige Steder, til Alles Efterretning, strax lade læse og forkynde.
Givet paa Vort Slot Hirschholm den 26. Oktobris Anno 1770.
Under Vor Kongelige Haand og Signet.
Christian
Ordforklaringer m.m.
[1] I årene op til 1770 var antallet af helligdage bl.a. blevet reduceret i flere af de nordtyske stater som Hannover, Preussen, Mecklenburg-Schwerin og Hessen-Kassel.
[2] Taksigelsesdagen blev indført efter Københavns brand den 20.-23. oktober 1728.
[3] Forordning: En forordning var under enevælden (1660-1849) betegnelsen for de af kongen udstedte love og retsforskrifter. Betegnelsen blev anvendt om de vigtigere love, der var af større omfang, eller om vigtigere genstande. De kongelige forordninger blev trykt og bekendtgjort, og de var en del af den kongelige lovgivning ligesom anordninger, reskripter og plakater.