Folketingsdebat om adoption for homoseksuelle, 18. december 2008

Kilder

Kildeintroduktion:

I dette uddrag kan du følge Folketingets debat om homoseksuelles ret til fremmedbarnsadoption fra 18. december 2008. Forslaget om at give adgang til at par i registreret partnerskab - dvs. homoseksuelle - kunne søge om fremmedbarnsadoption var stillet af Simon Emil Ammitzbøll (1977- ), der var løsgænger og tidligere medlem af Radikale Venstre. Forslaget blev vedtaget i maj 2010. Spørgsmålet om homoseksuelles fremmedbarnsadoption indgik i en længerevarende offentlig diskussion, hvor homoseksuelle par i perioden 1999-2012 gradvist fik tildelt en række familierettigheder og blev ligestillede med heteroseksuelle: I 1999 fik homoseksuelle par ret til stedbarnsadoption, i 2006 fik enlige og lesbiske ret til fertilitetsbehandling på linje med kvinder i heteroseksuelle forhold, og i 2010 fik homoseksuelle adgang til fremmedbarnsadoption. Udviklingen kulminerede på mange måder, da Folketinget gav homoseksuelle ret til kirkelig vielse i 2012.

De nye lovtiltag blev helt overvejende båret frem af Folketingets venstrefløjspartier og centrum-venstre-partier. Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og (fra 2008) Liberal Alliance støttede forslagene. På højrefløjen var Dansk Folkeparti konsekvent modstander af de nye familierettigheder, mens der var splittelse i centrum-højre-partierne Venstre og Konservative, hvor partierne lod deres medlemmer være fritstillet, og hvor et mindretal i begge partier stemte for og dermed var med til at bære lovændringerne igennem uden om regeringen.

I uddraget herunder gengives indlæggene fra justitsministeren samt ordførerne fra alle Folketingets politiske partier, da Ammitzbølls lovforslag om fremmedbarnsadoption blev fremsat i 2008. Spørgsmål og svar fra salen er således ikke gengivet.

Hele Folketingets debat kan læses her: Folketingsdebat om fremmedbarnsadoption, torsdag d. 18 september 2008.

Forslag til folketingsbeslutning om adgang til at ansøge om fremmedadoption for par i registreret partnerskab.

[…]

Justitsministeren (Brian Mikkelsen): Det gør det. Tak for det. Det beslutningsforslag, som vi skal behandle i dag, vedrører registrerede partneres adgang til at adoptere danske og udenlandske børn. Forslagsstilleren ønsker, at registrerede partnere skal have samme adgang til at adoptere som ægtefæller og enlige. Det er jo et forslag, som vi har behandlet flere gange før i Folketingssalen - første gang i 2003 og senest i foråret 2008. Det emne, som beslutningsforslaget vedrører, er således ikke nyt, men har allerede tidligere været diskuteret meget grundigt. Regeringen har ikke tidligere støttet forslaget, og jeg vil godt starte med at slå fast, at regeringen ikke har ændret holdning på området. Regeringen kan ikke støtte det her forslag.

Beslutningsforslaget forudsætter, at der med hensyn til adoption af udenlandske børn foreligger en bilateral aftale mellem afgiverlandene og Danmark om adoption til registrerede partnere. Internationale erfaringer fra bl.a. Sverige, Island og Belgien viser, at det fortsat ikke er muligt at indgå aftaler med afgiverlandene om formidling af børn til homoseksuelle par. Disse erfaringer må forventes at kunne overføres til danske forhold, da en række af de lande, som har udtrykt denne holdning, er lande, hvorfra også Danmark modtager børn. De svenske myndigheder har desuden oplyst, at der i øjeblikket er ét registreret par, der er blevet godkendt som adoptanter, og som står på venteliste til at modtage et barn.

I bemærkningerne til forslaget anføres det bl.a., at millioner af børn vokser op under kummerlige forhold, og at den foreslåede lovændring vil kunne være med til at afhjælpe det problem, idet der med forslaget vil være flere, som kan tage sig af de forsømte børn. Det er jo en smuk formulering, men den virkelige verden ser nu noget anderledes ud. For problemet er ikke at finde familier til adoptivbørn. Faktum er nemlig, at der i forvejen på verdensplan er langt, langt flere, der ønsker at adoptere, end der er børn, der er frigivet til adoption. Alternativet er altså ikke en opvækst i kummerlige forhold på et børnehjem, men at barnet bliver adopteret af et andet par, som kan give barnet en god og tryg opvækst.

Beslutningsforslaget lægger op til, at registrerede partneres egnethed skal vurderes på lige fod med ægtefællers. Det vil dog alene være signalpolitik at gennemføre en lovgivning, der ligestiller registrerede partnere med ægtefæller, da erfaringerne fra bl.a. Sverige jo som nævnt viser, at en lovændring ikke vil få nogen praktisk betydning med hensyn til formidling af børn til registrerede partnere. Afgiverlandene ønsker ganske simpelt ikke at formidle børn til homoseksuelle par.

Regeringen ønsker ikke at medvirke til, at der gennemføres lovændringer på adoptionsområdet alene med det formål, at der på papiret opnås en ligestilling. Og det er efter regeringens opfattelse reelt det eneste, vi vil kunne opnå med den foreslåede ændring af adoptionsloven, når det jo på forhånd står klart, at afgiverlandene ikke har mulighed for eller lyst til at formidle adoptivbørn til registrerede partnere.

Så er der den anden situation. Et godkendelsesforhold og et forløb som adoptant med alt, hvad det indebærer, skal jo trods alt gennemføres ud fra en forventning om, at man kan modtage et adoptivbarn. Det skal ikke gennemføres ud fra et synspunkt om, at vi skal føre signalpolitik, og at man vil have lov til ditten og datten. Det er et spørgsmål om, at man får lov til at få prøvet, om man er egnet til at være forældre, hvis man kan modtage et adoptivbarn. Men vi ved, at i den virkelige verden kan registrerede partnere ikke modtage adoptivbørn. Og på den baggrund opfatter vi fra regeringens side det her som signalpolitik, som det ikke er muligt at gennemføre, og derfor kan regeringen ikke støtte det her forslag.

[…]

(Ordfører)
Gitte Lillelund Bech (V):
Det her beslutningsforslag har vi set før. Det har tidligere i en lidt redigeret form været behandlet i Folketingssalen, og jeg må sige, at alle de gange vi har set det, har det givet en ret god debat i Venstres folketingsgruppe.
I forslaget refereres til, at i Norge, Sverige, Island, Holland, Belgien, Storbritannien, Spanien og Andorra samt dele af Australien, Canada og USA har homoseksuelle par haft adgang til adoption, samt at såfremt beslutningsforslaget vedtages, skal afsenderlandene, dvs. der, hvor børnene kommer fra, indgå en aftale med Danmark, så det i de tilfælde, hvor afsenderlandet ikke ønsker at bortadoptere til homoseksuelle, ikke skal være muligt.
Med hensyn til de svenske erfaringer - og det er måske dem, det er mest naturligt at forholde sig til, fordi det er nabolandet - er det sådan, at erfaringerne med Sveriges ret til, at homoseksuelle må adoptere, netop er blevet evalueret af Sveriges adoptionsinstitut. Og der er to erfaringer, som jeg synes det er værd at drage frem.
Den ene er, at den svenske lovgivning på området ikke har givet nogen komplikationer i samarbejdet mellem Sverige og afsenderlandene, og den anden er, at det svenske adoptionsinstitut har informeret afsenderlandene om den her mulighed og har spurgt, om landene accepterede det, og svaret har været nej i alle landene undtagen Sydafrika, der har den samme lovgivning på området som Sverige.
Som ministeren også var inde på, må vi forvente, at de svenske erfaringer vil være de samme i Danmark, såfremt beslutningsforslaget vedtages. Det betyder, at vedtagelsen af beslutningsforslaget vil være mere af symbolsk betydning, men med et ønske om ligestilling af familierne uanset seksuel orientering. Og man kan med rette spørge, om vi i Folketinget skal lave lovgivning, der mere er af symbolsk værdi, end som får egentlig praktisk betydning. Vurderingen af beslutningsforslaget er derfor at veje ligestillingsønsket og symbolet i dette op mod den praktiske udmøntning og den praktiske betydning af beslutningen.
Det er en diskussion, vi har haft i Venstre gentagne gange, og jeg skal derfor afslutningsvis meddele, at et stort flertal i Venstres folketingsgruppe vil afvise beslutningsforslaget, mens et lille mindretal påtænker at støtte beslutningsforslaget.

[…]

(Ordfører)
Mogens Jensen (S):
Danmark kunne i mange år bryste sig af at være i front med hensyn til ligestillingen mellem heteroseksuelle og homoseksuelle, da vi jo, som de fleste ved, var det første land i verden, hvor homoseksuelle i 1989 fik ret til at indgå registreret partnerskab. Siden er vi blevet overhalet af en hel del af vores søsterlande i Europa, f .eks. Holland, Belgien og sågar det katolske Spanien, hvor regeringerne har været langt mere engagerede i at opnå reel ligestilling og frisind i samfundet.
Hvis vi fortsat vil være et land, der over for omverdenen kan sige, at vi hylder ligestilling, og at, vi hylder frisind som en bærende værdi i vores samfund, er det nødvendigt, at vi nu også langt om længe tager skridt til at sikre reel ligestilling for homoseksuelle på alle områder.
Derfor er det også et klart udgangspunkt for Socialdemokraterne, at vi ønsker total ligestilling for homoseksuelle. Det gælder retten til at indgå ægteskab på lige fod med heteroseksuelle, og det gælder også, som vi diskuterer det i dag, retten for registrerede partnere til at adoptere danske og udenlandske børn efter nøjagtig de samme procedurer og godkendelseskrav, som gælder for alle andre.
Loven om registreret partnerskab blev jo ændret i 1999, således at det blev muligt for par i registreret partnerskab at stedbarnsadoptere. Her anerkendte vi altså allerede homoseksuelle forældre, ligesom homoseksuelle i dag også har mulighed for at blive plejeforældre. Derfor er det også helt på sin plads nu at tage skridtet fuldt ud og gennemføre en lovgivning, der giver homoseksuelle ret til fremmedadoption af både danske og udenlandske børn, nøjagtig som man gjorde det i Norge, Sverige, Island, Holland, Belgien, Storbritannien, Spanien og sågar Andorra.
Det har allerede her i dag i debatten været fremført, at det skulle give særlige problemer for børn at vokse op i en homoseksuel familie. Det har man forsket meget i, særlig i Sverige, og i 2001 gennemførte det svenske justitsministerium en omfattende undersøgelse af det, hvor hovedkonklusionen var, og jeg citerer, at den samlede forskning viser, at børn med homoseksuelle forældre har udviklet sig psykologisk og socialt på samme vis som de børn, som de sammenlignes med. Ingen forskelle er fremkommet, hvad angår barnets kønsudvikling. Undersøgelsen har også klart vist, at homoseksuelle er lige så egnede som heteroseksuelle til at give børn et stabilt hjem og den nødvendige kærlighed og omsorg.
Socialdemokraterne er selvfølgelig helt med på, der skal foreligge en bilateral aftale mellem de pågældende donorlande og Danmark om adoption. Her viser svenske erfaringer i øvrigt også, at homoseksuelles muligheder for adoption ikke har haft konsekvenser for heteroseksuelles muligheder for adoption fra de involverede lande.
Jeg synes, der er grund til at understrege, at det her ikke handler blindt om rettigheder for rettighedernes skyld; det handler om anerkendelse af og respekt for de mennesker, der bare ønsker at leve et ganske normalt moderne familieliv, mennesker, der gang på gang løber panden mod en ekskluderende lovgivning, fordi de tilfældigvis ikke lige landede i heterokassen, da Vorherre uddelte seksualiteter, og så handler det jo ikke mindst om, at millioner af børn verden over lever under usle forhold, og at det her forslag vil være endnu et lillebitte positivt skridt til at sikre, at bare nogle af de her børn kan tilbydes en tryg og kærlig opvækst. Socialdemokraterne støtter beslutningsforslaget.

[…]

(Ordfører)
René Christensen (DF):
Dette beslutningsforslag har til formål at gennemføre administrative ændringer, således at registrerede partnere får adgang til at adoptere danske og udenlandske børn efter gældende regler.
Det er et forslag, som vi har set tidligere, og det er et forslag, som vi tidligere har valgt ikke at stemme for. Det er stadig Dansk Folkepartis holdning, at vi ikke ønsker, at to kvinder eller to mænd, som er registreret som partnere, får mulighed for adoption.
Som det sikkert ikke kommer bag på forslagsstilleren, mener vi stadig, at der bør være en kvinde og en mand i børns liv. Vi er selvfølgelig klar over, at der er mange, som lever deres liv på andre måder, og det er helt i orden. Men som udgangspunkt ønsker vi, at børn oplever muligheden for et familieliv med en kvinde og en mand. Kvinder og mænd er forskellige og tilbyder selvfølgelig forskellige oplevelser for barnet. Derfor er det jo også, at der er så stor søgning efter mandlige pædagoger til daginstitutioner, netop fordi der er forskel på mænd og kvinder.
Dette er formodentlig også en sag om ligestilling, men en ligestilling om hvad? Når to mænd eller to kvinder vælger at leve sammen, har det den konsekvens, at det med børn bliver svært, og det kommer formodentlig ikke bag på nogen.
Vi mener, at det stadig er en kvalitet for børn at have en mor og en far, og det er stadig også en kvalitet for et barn, at en mor og en far bor sammen. Men det er, som om det familieliv, som de fleste trods alt lever, er blevet gammeldags og utidssvarende. Vi skal nu leve vores drømme ud, være singler hele livet. Vi skal ikke stå til regnskab for nogen. Vi skal se på os selv, og vi skal sige: Hvad har jeg behov for?
Vi er selvfølgelig klar over, at homoseksuelle par for nogles vedkommende godt kan give et barn en god og tryg barndom, men vi mener stadig ikke, at et barn skal fratages muligheden for at have forældre af begge køn.
Millioner af børn i verden lever under kummerlige forhold, og kun en stor indsats kan afhjælpe dette, og den foreslåede ændring af adoptionslovgivningen vil være et positivt skridt, således at nogle af disse børn kan tilbydes en tryg og kærlig opvækst. Det er det, der står i bemærkningerne til forslaget. Det er et rigtig godt argument, og det er for så vidt også meget tiltalende. Der er faktisk rigtig mange børn ude i verden, som har det rigtig skidt, og hvordan kan vi hjælpe dem? Er dette et forslag, som hjælper rigtig mange børn? Nej, det er det ikke, men det afhjælper et behov, som nogle personer har.
Jeg skal henvise til, at der faktisk på nuværende tidspunkt er flere adoptanter, der er godkendt i Danmark, men der er desværre ikke børn. Jeg har ved flere lejligheder haft møde med Adoption og Samfund. Her har det ikke været problemet, at der har manglet adoptanter. Dermed kan den ellers sympatiske argumentation ikke bruges i det her tilfælde.
Dansk Folkeparti vil gerne understøtte familielivet med mor og far, selv om dette er under pres fra alle sider. Vi ser faktisk mange kvaliteter i udtrykket kernefamilien. Derfor kan Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

[…]

(Ordfører)
Kamal Qureshi (SF):
Fra SF's side synes vi, at det afgørende er, at vi i enhver sammenhæng sikrer os, at børn kan få forældre, der kan varetage deres tarv på en kærlig og ordentlig vis. For os er det afgørende, at vi, når vi synes, der opstår et paradoks, skal prøve at se, om vi ikke kan løse det paradoks. Og vi står faktisk med det mærkelige paradoks i Danmark, at der faktisk er mange forældre, der frivilligt vil stille op og få prøvet af, om de egner sig til at kunne varetage et barns tarv som adoptivforældre. Det vil sige, at de faktisk gerne vil testes, så at sige. Jeg tror, at der er mange andre forældre i det her samfund, som kunne have godt af at blive testet, og jeg er heller ikke sikker på, at alle ville stille op til sådan en test.
Men det er der faktisk en masse, der gerne vil, som gerne vil give deres kærlighed og omsorg til et barn, som ikke har det, fordi det bor på et børnehjem et eller andet sted i verden. Det synes vi er en flot gestus; det synes vi sådan set at de skal have lov til at blive testet på og få lov til at ansøge om og få lov til at få vurderet, altså om de - ligesom en lang række andre forældre og par gør - egner sig til at varetage et udenlandsk barns tarv.
I Danmark er det jo sådan, at. vi faktisk har en lovgivning, der tillader enlige kvinder og mænd at adoptere børn. Så man kan sige, at enhver diskussion her i salen, hvor man siger, at man vil sikre, at man ved fremmedadoption skal have både en mand og en kvinde i et hjem, simpelt hen ikke svarer til den virkelighed, som det her Folketing, som vi sidder i i dag, selv har lovgivet om. Og så vidt jeg ved, har ikke engang Dansk Folkeparti stemt imod det forslag. Mig bekendt har Dansk Folkeparti i hvert fald ikke ønsket at fjerne det forslag om, at enlige kvinder og mænd må adoptere børn fra udlandet.
Så det eneste vi kan konstatere er sådan set, at i det øjeblik, det er to kvinder, der bor sammen, som ønsker at adoptere, så synes Dansk Folkeparti, det er et problem, for de vil altså ikke være i stand til at varetage barnets tarv. Hvis det er to mænd, der bor sammen, er det altså farligt for børnene at vokse op i det hjem. Og det pudsige er, at man faktisk mener, at én mand er bedre til at varetage barnets tarv end to mænd, der bor sammen, eller at én kvinde er bedre til at varetage barnets tarv end to kvinder, der bor sammen.
Som far til tre børn vil jeg sige, at der altså godt kunne være nogle flere voksenhænder til stede, og at jeg da nogle gange synes, at to eller tre voksne er for lidt. Så jeg synes sådan set, at det er bedre, at der er to omsorgsfulde voksne, end at der er én omsorgsfuld voksen til at varetage et barns tarv.
Vi er glade for, at der er en del Venstrefolk, der stemmer for det her forslag, som vil betyde, at vi får en reel lovgivning igennem, og at vi fremover også kan få en holdningsmæssig ændring i de lande, hvor børnene kommer fra. Og det er sådan set den virkelighed, som jeg synes, vi befinder os i i dag, og som vi fra SF's side forholder os til. Vi kunne selvfølgelig godt drømme os tilbage til en eller anden verden, hvor virkeligheden så markant anderledes ud. For når man f.eks. siger, hvad der er naturligt, og at det naturlige er, at en mand og en kvinde får børn – jamen så må jeg sige, at det naturlige er altså heller ikke, at man overlever en kræftsygdom, det naturlige er heller ikke, at man overlever med en pacemaker og meget andet.
Vi har på afgørende områder i det her samfund så at sige sat naturen ud af kraft, ved at vi udfordrer den på de sygdomme, naturen tildeler det enkelte menneske. Eller for den sags skyld, når to ikke er i stand til at få børn, kan man ved hjælp af kunstig befrugtning fra det offentlige sundhedsvæsen få hjælp til at få et barn. Så på afgørende områder, kan man sige, er det argument om, hvad der er naturligt, og hvad der ikke er naturligt, sat ud af kraft ved hjælp af teknologien og ved hjælp af fremskridt.
SF er et fremskridtsparti på den måde, at vi ønsker fremskridt, vi ønsker et progressivt samfund, vi ønsker, at folk får lov til i frihed at etablere sig i de familieformer, som passer dem bedst, så længe de er i stand til at varetage børnenes tarv.

[…]

(Ordfører)
Vivi Kier (K):
Den her debat har indtil nu vist, synes jeg, at man sådan lidt bliver delt op i de gode og de onde. De gode er ligesom dem, der gerne vil stemme for det her beslutningsforslag, og de onde er dem, der ikke vil støtte forslaget. Lad mig bare starte med at afsløre, at så tilhører jeg den onde gruppe.
Det forslag, som vi står med i dag, har mange gange tidligere været drøftet i den her sal i forbindelse med lignende forslag. Vi har også indgående drøftet forslaget i den konservative gruppe, men jeg må sige, at vi ikke har skiftet holdning. Vi mener stadig væk, at et barn har ret til en mor og en far, og når et barn skal adopteres, skal det være barnets tarv, der står øverst, og ikke retten til at få børn. Det kan jeg også sige på en anden måde: Voksne har ingen ret til at få børn; derimod har børn ret til voksne.
Så er der jo naturen, som vi også har diskuteret, og den er jo nu engang indrettet således, at det kræver en mand og kvinde at få et barn. Så er der nogle, der har sagt, at det sagtens kan lade sig gøre uden, men det kræver i hvert fald et æg fra en kvinde og en sædcelle fra en mand.
Når vi i dag stemmer nej til det her beslutningsforslag, gør vi det også ud over barnets ret til en mor og en far med den begrundelse, at vi fra konservativ side tidligere har stemt imod og fortsat er imod, at enlige får ret til at adoptere og få kunstig befrugtning. Når det så er sagt, står jeg ikke og siger, at jeg mener, at homoseksuelle overhovedet ikke ville være i stand til at være gode forældre. Det tror jeg sagtens at de kunne være.
Der står i beslutningsforslagets bemærkninger, at der er millioner af børn i verden, der lever under kummerlige forhold, men det faktum vil det her beslutningsforslag ikke ændre ved. Faktum er nemlig, at der er langt flere kommende forældre, der venter på at kunne få lov til at adoptere et barn, end der er børn, der står i kø for at blive adopteret. Og så er det sådan, som vi har diskuteret mange gange, at andre lande ikke i dag har givet mulighed for, at homoseksuelle par kan blive godkendt som adoptanter og vente på et barn. Selv om der er mange lande, der har vedtaget en sådan lovgivning, som her foreslås, er der mig bekendt ikke et eneste land, der har bortadopteret et barn til et homoseksuelt par. Så det vil alene blive symbollovgivning.
Fra konservativ side vil vi gerne være lidt gammeldags, hvis nogen opfatter det sådan. Vi vil gerne have den værdi, at det betyder noget for et barn at have en far og mor. Det er vores, udgangspunkt. Så vi kan ikke tilslutte os beslutningsforslaget.

[…]

(Ordfører)
Morten Østergaard (RV):
Den radikale ordfører på området, fru Lone Dybkjær, kunne desværre ikke være til stede i dag, og derfor varetager jeg vores interesser i denne sag. Det skal ikke afholde nogen fra at stille spørgsmål, hvis man skulle få lyst til det, blot for lige at bringe det i orden.
Det Radikale Venstre har tidligere fremsat et tilsvarende forslag i Folketinget, og derfor kan vi selvfølgelig også støtte det her forslag.
Der har ligesom været tre bærende argumenter i debatten: barnets tarv, ligestilling og adoptionsfremme. Senest har vi så fra et par ordførere hørt spørgsmålet om den almindelige og naturlige vej til at blive gravid og om x og y, og der synes jeg bare, at man må sige, at her taler vi altså om adoption. Og uanset hvordan man vender og drejer det, har naturen ligesom gået sin gang, når man kommer dertil, at et barn skal involveres i adoption. Der er ikke noget, der hedder naturlig adoption, hvor der skal være en mand og en kvinde involveret. Det er en proces, hvor de biologiske forældre altså ikke er i stand til at tage vare på børnene, og så må man forholde sig til, hvad man gør ved det.
Det er bare for at understrege, at det her altså ikke handler om seksualundervisning eller noget som helst andet; det her handler om, hvordan man vil løse problemet omkring adoption, og om man ønsker en ligestilling på det område.
Så er der spørgsmålet om barnets tarv, og der må man sige, at der intet belæg er for at påstå, at der skulle være en risiko for barnets tarv forbundet med at tillade homoseksuelle at deltage i fremmedadoption. Der er bare ikke belæg for det. Børns Vilkår har slået det fast ved en konference for VÅ år siden her i Folketinget, inviteret af Folketinget, og derfor synes jeg bare, at man må konstatere, at hele den diskussion og hele det argument kan man bare tage og lægge på hylden. For der er intet belæg for at sige, at homoseksuelle ikke kan være fuldgyldigt lige så gode forældre som heteroseksuelle. Og det er jo også grunden til, at man i dag allerede tillader det i forbindelse med stedbarnsadoption, plejeældre osv.
Så er der spørgsmålet, om det fremmer adoptionen. Der er f.eks. det her med, at der er nogle lande, som ikke ønsker at afgive børn til adoption; hvis det kan ske til homoseksuelle forældre, men det har forslagsstilleren jo taget højde for, fordi man i forslaget netop siger, at der skal være de her bilaterale aftaler om det.
Så er der nogle, der siger: Jamen der er jo mange, der står i kø, så skulle vi nu ikke lige tage dem i køen først. Jamen det har for mig at se ikke noget at gøre med spørgsmålet om adoption, der er vi ovre i ligestillingsafdelingen. Altså, hvordan skal den kø indrettes? Og der synes jeg, at det værn, man har brug for, hvis man er nervøs, er, at der jo foregår en procedure, som jeg tror at mange, der har været igennem den, synes måske er lige grundig nok og i hvert fald lige langvarig nok og på nogle områder måske også alt, alt for dyr, fordi det måske alene af økonomiske grunde afholder nogle fra at deltage i det.
Men jeg vil i hvert fald sige, at den procedure, der er omkring fremmedadoption, netop tager højde for de her ting, fordi der kan være nogle, der er mindre egnede end andre til at deltage i sådan en adoptionsproces, og de vil jo så blive opfanget der. Det gælder homoseksuelle såvel som heteroseksuelle. Så der er ligesom det sikkerhedsnet, som der naturligvis skal være.
Derfor reduceres det her i sidste ende, uanset hvad man siger, til et spørgsmål om ligestilling, et spørgsmål om, hvorvidt man synes, det er rimeligt, at homoseksuelle par, som altså sagligt set og veldokumenteret er lige så gode forældre som heteroseksuelle par, også skal have adgang til adoption. Og det gør - som jeg har gjort opmærksom på over for adskillige ordførere og fået næsten enslydende svar alle vegne - at hvis man har det synspunkt, at homoseksuelle ikke fra naturens hånd, havde jeg nær sagt, er dårlige forældre, er det altså fuldt rimeligt og bør som en logisk konsekvens føre til, at man accepterer, at homoseksuelle kan være en del af en adoptionsproces, når det handler om børn fra et andet land, fremmedadoption.
Der synes jeg, at det er problematisk og inkonsistent, når ordførerne fra Konservative og Dansk Folkeparti insisterer på at fastholde, at homoseksuelle godt kan være udmærkede forældre - selv om det alligevel virker, som om de mener, at de nok ikke er rigtig gode forældre, men ikke kan få sig til at sige det, og det gælder jo også justitsministeren - men ikke vil tage konsekvensen af deres synspunkt og sige, at så skal der selvfølgelig gælde ens regler i forhold til fremmedadoption, stedbarnsadoption og plejeforældre. For alle er selvfølgelig enige om, at ad naturens vej går det ikke for homoseksuelle forældre, men det her er ikke naturens vej, det er adoption, og der er ingen saglige argumenter imod, og det er derfor, at Det Radikale Venstre er for.

[…]

(Ordfører)
Johanne Schmidt-Nielsen (EL):
Det her forslag handler om at ligestille registrerede partnere med ægtepar i forhold til at kunne adoptere danske og udenlandske børn. Enhedslisten har flere gange fremsat det her forslag og været med til at fremsætte det her forslag sammen med resten af oppositionen, og selvfølgelig støtter vi forslaget fuldt ud.
Selvfølgelig skal en adoptionsansøgning vurderes ud fra det pågældende pars egnethed som forældre, og om man er en god forælder eller ej, har altså absolut ingenting med ens seksualitet at gøre. Om man er et godt forældrepar eller ej, har heller ikke noget som helst med seksualiteten at gøre.
Familiemønstre i Danmark ændrer sig. Det er ikke længere sådan; at det kun er o.k. at være far, mor og børn - og heldigvis for det. Det betyder bl.a., at vi er holdt op med at skelne mellem ægte og uægte børn - undtagen i tronfølgeloven. Men alle andre steder er vi holdt op med at diskriminere børn på den måde. Fordomme og barrierer bliver brudt ned, i hvert fald hos de fleste af os, og det er positivt. På den måde giver vi os selv og hinanden en større frihed til at indrette vores privatliv, som vi har lyst til. Den udvikling er vi rigtig, rigtig glade for i Enhedslisten, og selvfølgelig skal lovgivningen i Danmark også følge med. Det er det her forslag, som vi behandler i dag, sådan set et udtryk for, altså at man forsøger at få lovgivningen til at følge med en udvikling, der går ud på, at vi heldigvis i langt mindre grad oplever diskrimination af alternative familieformer i vores samfund.
For Enhedslisten er det meget, meget vigtigt, at staten ikke blander sig i, hvilke familieformer mennesker indretter sig i, medmindre det er nogle familieformer, som nogle bliver undertrykt af. Til gengæld skal staten sikre barnets tarv; at barnet i sin familie møder den nødvendige omsorg og bliver beskyttet imod overgreb og omsorgssvigt. Derfor er det også sådan, at staten i forbindelse med adoption stiller en lang række krav til de mennesker, som gerne vil adoptere, netop for at sikre barnets tarv, og de krav skal selvfølgelig også gælde for homoseksuelle, som ønsker at adoptere børn. For barnet er det vigtigste den kærlighed og opbakning og omsorg, som forældrene giver det.
Igen kan jeg ikke se, hvad vores seksuelle orientering skulle have at gøre med vores evne til at give børn den nødvendige og altafgørende kærlighed. Det har altid undret mig, at man fremhæver heteroseksualitet som en særlig forældreevne, for det er også det, vi har oplevet i debatten i dag. Man fremhæver simpelt hen heteroseksualitet som en særlig forudsætning for at være gode forældre, og det har som sagt altid undret mig.
Lige præcis det her med, at homoseksuelle forældre er præcis lige så gode til at være forældre eller lige så dårlige til at være forældre som heteroseksuelle, er i øvrigt også det, man er kommet frem til i andre lande, bl.a. i Sverige, hvor den her omfattende undersøgelse fra 2001 er fra. Den har tidligere været diskuteret i salen og konkluderer, at børn, der vokser op med homoseksuelle forældre, udvikler sig socialt og psykisk på samme måde som andre børn. Det vil sige, at der absolut ingen saglig begrundelse eller dokumentation er for, at barnets tarv ikke kan varetages af homoseksuelle forældre. Den eneste hindring, der er, for at de her familier kan få lov til at få børn, er fordomme og forældres syn på, hvad en rigtig familie er for noget.
Den holdning deler vi ikke i Enhedslisten. Det er en holdning, som vi lige har set igen, faktisk i den uge, vi er i lige nu, hvor man har behandlet et forslag, hvor regeringen i samarbejde med Dansk Folkeparti vil fratage enlige kvinder, der er blevet insemineret, det særlige børnetilskud, som enlige ellers får. Det vil sige et klokkeklart eksempel på, at man fra regeringen og Dansk Folkepartis side ikke varetager barnets tarv, men varetager regeringen og Dansk Folkepartis egen holdning og ideologi, der er, at far, mor og børn er det bedste.
Enhedslisten deler ikke den holdning. Vi mener, at det vigtigste for børn er at vokse op med forældre, der kan give dem kærlighed, og derfor støtter vi selvfølgelig det her forslag.

[…]

(Ordfører)
Anders Samuelsen (LA):
Fra Liberal Alliances side er der ingen tvivl om, at vi kan støtte det her forslag. Vi synes, at det er en underlig diskussion, når vi i 2008 skal tage udgangspunkt i en diskussion om sædceller, naturens orden og argumenter, som mindst hører til i forrige århundrede. Det må være sådan, at udgangspunktet er det, som ministeren faktisk pegede på, nemlig: Hvad er barnets tarv? Og man kan ikke definere barnets tarv ud fra, om det er en far og en mor, det er to kvinder, eller det er to mænd.
Lige netop på det her område med adoption, har man jo faktisk den helt fantastiske situation - man kan så diskutere, om det er en positiv eller en negativ situation - at man faktisk går ind og vurderer egnethed. Det gør vi jo ikke generelt, når det kommer til at tage udgangspunkt i naturens orden. Enhver kvinde og mand kan jo finde sammen og uden videre sætte børn i verden, uanset om de er egnede eller ej. Men her er der faktisk en egnethedskriterievurdering ind over, og derfor er det jo helt håbløst at tage udgangspunkt i en diskussion om, hvad naturens orden er, eller hvad den ene eller den anden gud havde tænkt sig oprindeligt, hvis man tror på den slags.
Så man kan sige, at her bliver det i hvert fald udstillet, at der er nogle konservative i Folketinget, og fred så være med det, og så er der nogle borgerlige, progressive, nogle venstreorienterede, man kan også sige liberalt indstillede, som kan bakke om forslaget, og vi hører til de liberalt indstillede.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.  

    

Om kilden

Dateret
18.12.2008
Oprindelse
Folketingstidende, Forhandlinger 2008-2009, B 36, sp. 2439-2481
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. august 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Niels Nyegaard, Den store homoskandale, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk