Erindringer om kommunismens fald i 1989

Kilder

Kildeintroduktion:

Nedenfor er gengivet en række erindringer om kommunismens sammenbrud efter Berlinmurens fald i november 1989 fra forskellige europæiske lande. De vidner om, hvordan europæerne mindes de skelsættende begivenheder i forbindelse med kommunismens fald. Erindringerne er indsamlet i forbindelse med det EU-finansierede Europe for Citizens projekt: Reshaping the Image of Democratic Revolutions 1989. Projektet blev udarbejdet fra 2019 til 2021 og havde til formål at minde befolkningen i Europa om de demokratiske revolutioner i 1989-1990.

Det er primært erindringer fra Østeuropa, hvor murens fald i november 1989 og kommunismens sammenbrud på afgørende vis kom til at ændre landenes politiske systemer.  Teksterne er skrevet af gymnasielærere og NGO-folk fra de deltagende lande, der også har fundet frem til helt almindelige mennesker i deres lande, der gerne ville dele deres erindringer og oplevelser af 1989 og den efterfølgende tid. Der er erindringer fra Bulgarien, Rumænien, Polen, Kroatien, Montenegro, Østrig, Grækenland, de baltiske lande og Danmark. 

Lektor, ph.d. Christian Axboe Nielsen fra Aarhus Universitet har deltaget i projektet.


Se og lyt til en række personlige erindringer om kommunismens fald i denne video. Fra projektet “Reshaping the image of democratic revolutions 1989: European contemporary perspectives and forgotten lessons from the past”, Documenta - Centre for dealing with the past, via YouTube


Bulgarien

"Det ville være bedst, at kampvognene kommer”, 14. december 1989, Sofia, Bulgarien

Den 14. december 1989 organiserede tusindvis af bulgarere en levende menneskekæde rundt om parlamentet. Dette var første gang, parlamentet mødtes, siden Petar Mladenov (1936-2000) fra det bulgarske kommunistparti afløste den mangeårige kommunistiske leder Todor Zjivkov (1911-1998) den 10. november.

Borgerne insisterede på en øjeblikkelig ændring af artikel 1 i forfatningen, som regulerede det kommunistiske partis ledende rolle. Et løfte fra parlamentet om, at artiklen ville blive ændret inden for 30 dage, beroligede ikke folkemængderne udenfor. Den nye statsoverhoved Petar Mladenov kom ud af parlamentet for at tale med folket, men de hilste ham med tilråbene "sig op!" og "ned med artikel 1!". Dette irriterede Mladenov så meget, at han vendte sig til forsvarsministeren med ordene: "Det ville være bedst, at kampvognene kommer".

Denne sætning blev filmet, men ikke udsendt, da den statslige tv-kanal var under kommunistisk kontrol. Optagelsen blev udsendt blot seks måneder senere mellem første og anden runde af det første demokratiske valg i Bulgarien. Umiddelbart efter udsendelsen meddelte Petar Mladenov, at optagelserne var blevet redigeret. En undersøgelse blev indledt. De protesterende borgere dannede ’Sandhedens By’. I deres telte protesterede folk uden afbrydelse og krævede Petar Mladenovs afgang og en offentlig retssag mod Todor Zjivkov.

Undersøgelsen konkluderede, at optagelserne var autentiske. 32 medlemmer af den kommission, der blev dannet om sagen, var enige om, at det, Mladenov sagde, faktisk var: ”Det ville være bedst, at kampvognene kommer“. Petar Mladenov blev tvunget til at træde tilbage, og det var afslutningen på hans politiske karriere.

Sådan banede den 14. december 1989 vejen for Bulgariens demokratiske fremtid.


Rumænien

Sidst på formiddagen den 21. december 1989 fløj en helikopter fra toppen af Centralkomiteen for Rumæniens Kommunistiske Parti, som transporterede præsident Nicolae Ceausescu (1918-1989) og hans kone til en ukendt destination. Bag sig efterlod de en folkemængde på 100.000 mennesker, der protesterede, og et par hundrede gik ind i bygningen.

Tidligere samme morgen var disse mennesker, som det var sædvanligt, blevet samlet på pladsen, sendt af fabrikker og institutioner i Bukarest for at tjene som tilhørere til lederens tale. En uge efter det blodige oprør i den vestlige by Timisoara talte Ceausescu om at hæve lønningerne i et land, der i det meste af 1980'erne stod over for betydelig mad- og elektricitetsmangel samt begrænsninger af borgerrettigheder. På et tidspunkt under talen begyndte folk at råbe, og tv-kameraer viste hans forskrækkede blik. Vant til at blive forkælet efter årtier med en personkult, blev Ceausescu chokeret og forsøgte at formilde den stadig mere rastløse skare.

Efter han var gået, blev bygningen besat af demonstranter, mens folk udefra begyndte at råbe "Ned med diktatoren!". Mængden oversvømmede hovedboulevarderne med det rumænske trefarvede flag, hvorfra det kommunistiske våben var blevet fjernet. Men kort efter skød soldater fra hærens kampvogne ud over folket – begyndelsen på et blodbad, der chokerede landet, da det begyndte at blive vist på den tv-station, som demonstranterne overtog.

Medier rundtom i verden rapporterede, at to hundrede år efter Den Franske Revolution oplevede Rumænien et revolutionært opgør med sit eget diktatur: Denne revolution blev vist direkte på TV.

Rumænske civile og soldater omkring en pansret mandskabsvogn
Rumænske civile og soldater omkring en pansret mandskabsvogn i december 1989. Foto: Wikimedia Commons

Vanskelige begyndelser: Rumæniens ’Mineriad’

I Rumænien endte de barske 1980'ere med Ceausescu-regimets fald og meget håb for de nye tider, der kom. Alligevel var det, der skulle følge, endnu et vanskeligt årti, med et samfund splittet af en række eksplosive begivenheder, der fandt sted i 1990'erne: ’Mineriaderne’, hvor minearbejdere fra Transsylvanien drog ned til Bukarest for at protestere i hovedstaden. Hvad skete der præcist?

I foråret 1990 var det rumænske samfund, der tilsyneladende var forenet i sit ønske om at slippe af med Nicolae Ceausescus regime i december 1989, allerede polariseret omkring, hvem der nu skulle styre landet. Den Nationale Frelsesfront (FSN), der samlede revolutionens ledende skikkelser, skulle organisere de første frie valg. FSN besluttede dog selv at stille op. Dette førte til kraftig kritik fra dem, der påpegede, at FSN mest var sammensat af tidligere kommunistiske partimedlemmer, og hævdede, at folkets revolution var ved at blive kapret.

Proklamationen af Timisoara fordrede en ny regering fri for tidligere medlemmer af det kommunistiske parti, samt et demokratisk fjernsyn (TV var stadig kontrolleret af regeringen), hvor oppositionspartierne ville få mere retfærdig sendetid.

I april 1990 samledes demonstranter i Bukarest, inklusive intellektuelle og studerende på byens universitetsplads, og krævede anerkendelse af denne proklamation, hvilket ville betyde, at de fleste FSN-medlemmer, inklusive deres leder, den tidligere kommunistiske embedsmand Ion Iliescu (f. 1930), ikke kunne stille op til valg.

Rumænien organiserede sit første flerpartivalg den 20. maj 1990, hvor FSN og Ion Iliescu vandt. Nogle fortsatte med at protestere, og den 13. juni sendte myndighederne politiet for at opløse besættelsen af pladsen. Den nye præsident, Ion Iliescu, beskrev demonstranterne som "hooliganer", "ekstremistiske og reaktionære elementer" og manifestationen som et fascistisk oprør og bad om hjælp fra arbejdende mennesker. Efter sigende råbte arbejdere fra fabrikken i Bukarest slogans som "vi arbejder, vi tænker ikke", hvilket signalerede en ny symbolsk opdeling mellem arbejdere, der forsvarede orden, og studerende, der angiveligt protesterede uden at bidrage med noget til samfundet. Fra den fjerne Jiu-dal i Transsylvanien bragte specialtog minearbejdere, som fik at vide, at de kom for at "forsvare demokratiet mod fascister".

Universitetspladsen blev et voldssted, hvor demonstranter blev slået ned og universitetet besat. Der var mange historier om, at alle, der havde skæg og briller - tegn på at være ’intellektuel’ - blev tæsket af minearbejderne. Vold mod romaer, der blev set som ’uregerlige’ elementer, fandt også sted i Bukarest-kvartererne. Det statskontrollerede rumænske tv præsenterede det mulige "nederlag af de voldelige skurke", mens internationalt tv påpegede, at demokratibevægelser blev kvalt i Rumænien, og at den lokale presse stadig ikke var fri. Dette var begyndelsen på årtiers polarisering for det rumænske samfund, der delte sig, afhængigt af hvordan folk så fortiden, hvordan de forestillede sig fremtiden og de reformer, de insisterede på.

Årtier senere kæmpede Jiu-dalen mod lukningen af minerne og det stigma, som minearbejdere blev efterladt med i dele af det rumænske samfund. Bukarests universitetsplads oplevede flere protester i 2010'erne, imens en anden plads blev omdrejningspunktet i de store 2017-protester. Sidstnævnte viste, hvordan erindringen om disse indledende begivenheder fortsat formede forståelsen af politiske partier selv tre årtier efter, hvor arvtagerne til FSN, PSD, af nogle blev beskrevet som "den røde pest". Erindringens lange skygger hjemsøger stadig Rumæniens politik i dag.

Væbnede civile i Rumænien
Væbnede civile i Rumænien, december 1989. Foto: Ukendt fotograf, Wikimedia Commons


Polen

”Mine damer og herrer, 4. juni markerer slutningen af kommunismen i Polen”.

Disse ord tilhører den polske skuespillerinde Joanna Szczepkowska (f. 1953), som satte dato på afslutningen på kommunismen foran millioner af mennesker under sin optræden på det polske offentlige fjernsyn. Interviewet med hende fandt sted lige efter udnævnelsen af Tadeusz Mazowieckis (1927-2013) første demokratiske regering den 24. oktober 1989, som var afslutningen på den proces, der begyndte den 4. juni 1989 med de første halvfrie valg i østblokken.

Joanna Szczepkowska blev inviteret til tv-studiet for at diskutere sin nye rolle i en film. Men hun brugte det offentlige fjernsyns søgelys til at komme med den symbolske meddelelse, som stadig giver anledning til mange kommentarer i Polen i dag.

Tadeusz Mazowiecki
Den polske statsminister Tadeusz Mazowiecki. Foto: Artur Klose, Wikimedia Commons


Kroatien

I kroatisk kontekst er det vanskeligt at vælge en enkelt begivenhed, der symboliserer de transformative processer i perioden mellem 1989 og 1991. Desuden var disse processer markeret med mange mindre begivenheder, såsom geninstallationen af den forbudte statue af ban (guvernør) Jelacic på Zagrebs hovedplads den 16. oktober 1990.

Denne begivenhed introducerede flere niveauer af de kommende demokratiske transformationer, for eksempel 'genindførelsen' af figurer fra kroatisk historie som symboler på kontinuiteten i den kroatiske nation, omskrivningen af historien via indgreb i det offentlige rum (geninstallation af monumentet og ændring af pladsens navn fra Republikkens Plads til Ban Jelacic-pladsen) osv.

De demokratiske forandringer, der fulgte, afspejles i dette uddrag af en kroatisk skolepiges dagbog fra september 1990:

Kære dagbog!

Den første skoledag var ret mærkelig. Da jeg kom til skolen, lagde jeg mærke til, at mindepladen for skolen, der indeholdt de syv sekretærer for SKOJ (det jugoslaviske kommunistiske ungdomsforbund), var blev fjernet. Og skolens navn var blevet ændret hen over sommeren, nu hedder den Ksaver Šandor Dalski. Jeg ved ikke, hvem han er, men vi kan næsten ikke udtale hans navn. Desuden fik vi en ny direktør på skolen. Eller ’rektor’, som vi skal kalde ham nu. Klasseværelset ændrede sig også: I stedet for at have Titos billede hængende over skoletavlen har vi nu et billede af en eller anden ny mand, Franjo Tudman. Rektor fortalte os, at næste måned, den 16. oktober, forventes vi at deltage i genrejsningen af et eller andet monument af Josip Jelacic. Aldrig hørt om ham. Vi vil også få udleveret kroatiske flag og bliver nødt til at vifte med dem foran vores skole.

M.M., Zagreb, 10. september 1990.

Skolebørn og skoler i det socialistiske Kroatien
Billeder af skolebørn og skoler i det socialistiske Kroatien. Foto: Jana Dolecki


Montenegro

’Ung, smuk og klog’

Den antibureaukratiske revolution (oktober 1988 - januar 1989) førte til undergangen af Montenegros gamle kommunistiske ledelse og udnævnelsen af et nyt samfundssystem. Den nye politiske ledelse, bestående af Momir Bulatovic (1956-2019), Milo Dukanovic (f. 1962) og Svetozar Marovic (f. 1956), forvandlede Montenegros Kommunistiske Parti til Det Socialistiske Demokratiske Parti (DPS).

Kommunistpartiet, der først blev omdøbt til DPS i 1991, vandt det første flerpartivalg i 1990. I de næste tre årtier blev den montenegrinske politiske scene defineret af DPS’ styre, dets splittelse i 1997 og dominansen af disse adskilte strukturer i den montenegrinske opposition. Selv tabet af DPS’ magt ved parlamentsvalget i 2020 blev forårsaget af de partier, der blev dannet efter splittelsen af DPS.

Momir Bulatovic fungerede som præsident for Montenegro indtil 1998, og derefter blev han leder af oppositionen. Svetozar Marovic havde flere høje politiske poster, herunder præsident for Montenegros forsamling og præsident for Statsunionen Serbien og Montenegro. Det mest fremtrædende medlem af gruppen, Milo Dukanovic, blev genvalgt som Montenegros præsident i 2018 efter at have opnået stillingen som præsident og premierminister flere gange.

Udtrykket ’ung, smuk og klog’ omfattede en ny generation af kommunistisk lederskab, der introducerede Montenegro til flerpartisystemet og førte til afslutningen på kommunismen, men også til krigene i 1990’erne, Jugoslaviens opløsning, overgangen til demokrati og til sidst til genoprettelsen af Montenegros uafhængighed.

På trods af adskillige splittelser og konflikter fortsætter adskillige medlemmer af denne generation med at spille førende roller i det politiske liv i Montenegro. Et betydeligt antal af de nuværende regerende og oppositionelle politiske partier opstod fra resterne af det forenede DPS eller Montenegros tidligere kommunistiske parti.

Momir Bulatovic, Milo Dukanovic og Svetozar Marovic
Foto af Momir Bulatovic, Milo Dukanovic og Svetozar Marovic. Fotograf ukendt

’Lammebrigaderne’

Der findes flere historier om, hvordan udtrykket ’lammebrigade’ blev skabt. Men under alle omstændigheder blev det udelukkende brugt i det montenegrinske offentlige rum i slutningen af 1980'erne til at beskrive det kommunistiske bureaukrati, der angiveligt ikke gjorde andet end at ”(over)spise på bekostning af befolkningen til officielle frokoster og middage”.

Beskederne fra de stævner, der blev organiseret i Montenegro i 1988 og 1989, viser, hvor meget disse historier om de fremmedgjorte politikere og det røde borgerskab gav genklang hos befolkningen i Montenegro. Demonstranternes budskaber om, at bureaukratiet forrådte socialismens idealer, og at politikerne levede opportunistisk på bekostning af befolkningen, var nogle af hovedanklagerne i gadeprotesterne.

Selvom mange ting allerede dengang tydede på, at disse historier var propaganda skabt til de nationalistiske bevægelsers politiske mål, blev det et par år senere faktisk bevist, at historierne om officielle overdådige frokoster var en del af en bevidst kampagne, der havde sin epilog under den såkaldte antibureaukratiske revolution (oktober 1988 - januar 1989).

Ironisk nok levede Montenegros partiledelse mere end beskedent, mens levestandarden for arbejdere i Montenegro (og Jugoslavien) var over gennemsnittet i resten af den kommunistiske verden. Da nationalisterne kom til magten, blev Jugoslavien skubbet ud i en række krige, det meste af industrien blev ødelagt, og de arbejdere, der demonstrerede, mistede meget hurtigt deres job.

Protestmøde i Podgorica
Protestmøde i Podgorica (dengang Titograd), oktober 1988. Fotograf ukendt


Østrig

Dagen, der ændrede alt

Den 19. august 1989 blev der afholdt en fredsdemonstration på den østrig-ungarske grænse tæt på den ungarske by Sopron.  Begivenheden blev kaldt for ’den paneuropæiske picnic’. Den blev initieret af Otto von Habsburg (1912-2011), daværende præsident for den paneuropæiske bevægelse, og blev organiseret i samarbejde med det Ungarske Demokratiske Forum.

En del af begivenheden var den midlertidige åbning af grænsen af det ungarske lokale politi for at give både østrigere og ungarere mulighed for at opleve livet på den anden side af grænsen, om end i kort tid. Efter at de ungarske betjente ceremonielt klippede trådhegnet over, greb 661 østtyskere, der befandt sig i campingområdet ved det nærliggende turiststed ved Balaton-søen, muligheden og flygtede til Østrig. Dette var den største flygtningebevægelse fra Østtyskland, siden Berlinmuren blev bygget.

I Østrig mindes man ofte denne dato som ’begyndelsen på enden’ på Jerntæppet.

Logo for den panæeuropæiske picnic i Sopron i 1989
Logo for den panæeuropæiske picnic i Sopron i 1989. Fra: Wikimedia Commons


Grækenland

Grækenland og migration efter 1989

I løbet af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne var Grækenland et økonomisk udviklet land med enorme lønninger og sociopolitisk stabilitet. Derfor, og takket være dets geografiske placering, som giver nem adgang til nabolandene til lands og til vands, blev Grækenland det mest attraktive land i regionen for migration.

Berlinmurens fald, sammen med de kommunistiske regimers sammenbrud og opløsningen af Sovjetunionen i løbet af 1991, bragte en enorm tilstrømning af migranter til landet. Denne tilstrømning blev endnu større, da de græske grænser i april 1992 åbnede sig for Albanien, hvilket førte til en massiv stigning i antallet af migranter (150.000 albanere blev modtaget i Grækenland i 1993). Den økonomiske og politiske transformation af Jerntæppets lande førte også til en stigning i migranter fra Bulgarien og Rumænien.

Et stort antal migranter fra Sovjetunionen ankom til Grækenland i 1990'erne. De fleste af disse mennesker var græske, fra Pontos, som under dannelsen af det moderne tyrkiske land forlod deres forfædres lande og flygtede til regioner i Sovjetunionen, hovedsageligt i Centralasien. Disse mennesker erklærede deres etniske oprindelse som græsk og fik dermed græsk statsborgerskab. Da nye borgere ikke var gode til det græske sprog, havde de svært ved at finde passende arbejdspladser, selvom de havde et højt uddannelsesniveau. De arbejdede således hovedsageligt som ufaglærte på fabrikker, i landbrug mv.


De baltiske lande

Den baltiske vej

Den 23. august 1989 kulminerede en række protester og sammenkomster, der opfordrede til genoprettelse af uafhængighed for de tre baltiske lande i ’den baltiske vej’ (også kendt som ’den baltiske kæde’).

’Den baltiske vej’ var en menneskekæde, der omfattede cirka to millioner mennesker fra Estland, Letland og Litauen, og strakte sig mere end 600 kilometer på tværs af de tre baltiske lande. Det var en fredelig demonstration for frihed og markerede 50-året for underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten fra 1939 mellem Hitler og Stalin, som efterfølgende blev erklæret ugyldig.

’Den baltiske vej’ er den største demonstration i Sovjetunionens historie. Den symboliserede solidaritet og var et af de vigtigste skridt mod fornyelsen af Baltikums uafhængighed.

Menneskekæden i de baltiske landeMenneskekæden i de baltiske lande
Mennesker deltager i menneskekæden i de baltiske lande d. 23. august 1989. Foto: Archives Portal Europe (tv.), Europeana Foundation (th.)

Den syngende revolution i Estland

Estlands vej mod uafhængighed var banet af musik, som spillede en afgørende rolle i at fremme og opmuntre håb og enhed. Dette er sandsynligvis bedst illustreret af den ikke voldelige uafhængighedsbevægelse, der er kendt mere bredt som ’den syngende revolution’.

Mellem 1987 og 1991 samledes estere i massedemonstrationer, hvor de mødtes for at synge folkesange, som var forbudt under sovjetisk styre. Gennem flere festivaler og demonstrationer kom titusindvis af mennesker sammen og sang. Omkring 300.000 mennesker samledes ved en sangfestival i Tallinn i september 1988, hvor de også var vidner til den første åbne opfordring til genoprettelsen af estisk uafhængighed.

Uafhængigheden blev i sidste ende erklæret i august 1991 efter det mislykkede kupforsøg fra den hårde fløj af den sovjetiske ledelse.

Deltagere i sangfestival i Estland i 1988
Deltagere i sangfestival i Estland i 1988. Foto: Jaan Künnap, Wikimedia Commons


Danmark

1989 og Danmark

”For 25 år siden - den 24. august 1991 - genoptog Danmark de diplomatiske forbindelser med de tre baltiske lande. Dermed blev Danmark det første land i verden, som tog dette afgørende skridt. Men da først det vindue var åbnet, fulgte mange andre lande hurtigt efter” 

Selvom det drejer sig om begivenheder fra 1991, illustrerer dette citat af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen meget godt Danmarks særlige perspektiv på kommunismens fald. I 1989 havde nogle mennesker i Danmark følt angst for genforeningen af Tyskland, Danmarks klart største nabo og det land, der havde besat Danmark i fem år under 2. verdenskrig.

Men i 1991 havde Danmark ikke kun accepteret Tysklands forening og voksende rolle i Europa, men havde imidlertid også påtaget sig sin egen rolle som en slags sponsor eller storebror for de nyligt uafhængige baltiske stater.

På længere sigt blev virkningen af 1989 mærket i Danmark gennem ankomsten af folk fra Østeuropa, især borgere fra Polen og de baltiske stater, der søgte arbejde. Senere førte krigene i kølvandet på Jugoslaviens sammenbrud til ankomsten af et betydeligt antal flygtninge, især fra Bosnien-Hercegovina.

Alle disse faktorer dannede tilsammen en udfordring for Danmarks rolle i både Europa og verden og for Danmarks egen selvopfattelse.

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Fotograf: Johannes Jansson, Wikimedia Commons