Erik Klippings håndfæstning, 29. juli 1282

Kilder

Kildeintroduktion:

Erik Klipping (1249-1286) blev kronet til konge i 1259, men enkedronning Margrete Sambiria regerede på vegne af sin umyndige søn frem til ca. 1266. Herefter fik Erik Klipping overdraget magten, men en voksende indenlandsk stormandsopposition afkrævede Erik Klipping Danmarks første håndfæstning i 1282, og kongens magt blev dermed indskrænket. Håndfæstningen blev til på baggrund af stor utilfredshed med kongens anvendelse af sin domstol, det kongelige retterting, som rask væk dømte folk for majestætsforbrydelse, hvorved de mistede både deres liv og deres gods, hvis de stod kongen i vejen. Dertil kom de ydelser som befolkninger blev afkrævet af kongen. Dette søgte håndfæstningen at gøre op med. I håndfæstningen lyder det bl.a.:

  • at ingen måtte fængsles eller idømmes bøde, uden at personen var lovligt dømt, grebet på fersk gerning eller havde tilstået en forbrydelse, og at straffen skulle ske ifølge loven
  • at stormænd kun kunne dømmes for majestætsforbrydelse af et nævn sammensat af herremænd
  • at gennemtvingelse af domme ved hjælp af den såkaldte kongebrevprocedure bliver fastlagt i bestemte rammer, således at kongen ikke bare kan bruge denne procedure efter forgodtbefindende. Og han må ikke, som det tidligere var tilfældet, bruge majestætsforbrydelesstraffen, tab af liv og gods, som straf for dem, der ikke rettede sig efter hans breve
  • at landets øverste domstol, Danehoffet, skulle indkaldes årligt til at holde kontrol med kongens brug af magt og hans regering af landet
  • at sager om kongemagtens uretmæssige tilegnelse af gods skal afgøres af Danehoffet og ikke af kongen eller hans domstol alene
  • at kongens embedsmænd ikke har nogen domsmagt, men skal sagsøge folk ved de ordinære domstole
  • at bøndernes arbejdskraft ikke måtte benyttes til opførelse af kongelige gårde og møller, mens anvendelsen til borgbyggeri indskrænkedes
  • at kongen ikke må bygge borge på andres jord uden tilladelse
  • at kronens mulighed for konfiskering af godsejendom efter retsforfølgelse blev indskrænket
  • at kronens mulighed for at kræve transporttjenester blev indskrænket
  • at udenlandske købmænd ikke måtte pålægges yderligere afgifter

Håndfæstningen

1282. 29. Juli. Nyborg.

Erik, af Guds Naade de Danskes og Venders Konge, til alle, der ser dette Brev, til Sagens evige Ihukommelse.

Vi vil, at det skal staa fast for nulevende og tilkommende, at vi i det Herrens Aar 1282 paa hellig Olavsdag [1] i Nyborg med Raad af Rigets bedste Mænd har forordnet, hvad vi paa Mødet i Vordingborg [2] med samme Mænds Raad lovede

1) at der een Gang om Aaret ved Midfaste skal holdes den Forsamling, som kaldes Hof [3],

2) fremdeles at ingen maa fængs­les, medmindre han frivilligt paa Tinge har tilstaaet sig skyldig i, lovligt er dømt for eller grebet paa fersk Gerning i en Forbrydelse, for hvilken han efter Landets Love skal miste Liv eller Lemmer; men den lovligt dømte skal have den Frist til at flygte ud af Riget, som staar i Lovbøgerne [4]

3) fremdeles maa ingen Mand, uanset hvilken Sag han er dømt for, straffes med Pengebøde eller anden Straf udover, hvad der er udtrykt i Lovene, og der maa ikke paalægges nogen Bøder, uden at han er lovligt dømt

4) fremdeles maa ingen Mand i nogen Sag opnaa Kongebrev mod nogen, medmindre hans Sag først har været undersøgt og behandlet paa Tingene [5]; men naar en trodsigt har siddet Kongens første Brev, opnaaet paa denne Vis, overhørig, skal han bøde Sagsøgeren en Mark og Kongen tre Mark udover det, som han er idømt paa de tidligere Ting, for det andet (Brev) skal han bøde lige saa meget og for det tredje ligeledes denne Sum; men for det fjerde Kongebrev skal han bøde Sagsøgeren tre Mark og Kongen 40 Mark (dog saaledes, at Pengebøder i de enkelte Sager i Lunde Stift forstaas saaledes som det samme Sted har været Skik fra Arilds Tid og paa Mødet i Vordingborg offentligt har været sagt), og hvis han ikke har Løsøre [6], men blot Jord, saa skal Kongens Ombudsmand paa­minde ham om inden for en Maaned at sælge saa meget af sin Jord, som han skylder Bonden [7] og Kongen. Hvis han ikke gør det, skal Kongens Om­budsmand efter Vurdering af hans Gods modtage Kongens og Bondens Ret af nævnte Jord, men intet derudover, og hvis hans Jord ikke er til­strækkelig til Bøden, skal Manglen forholdsmæssigt blive Kongen saavel som Bonden til Del. Men hvis nogen paa uretmæssig Maade opnaar Breve imod det, som er sagt, skal han bøde Bonden tre Mark og Kongen lige saa meget. [8]

5) Vi forordner ogsaa og lover fast at overholde ubrødeligt salig Kong Valdemars Love, saaledes som de staar i hans Lovbøger [9], idet vi tilbagekalder som fuldstændigt ugyldige alle Misbrug og Afvigelser, indført mod Lovene, og det især de efterskrevne:

for det første at ingen skal befordre Levnedsmidler for os, vor Hustru, vore Børn og vor Drost [10] udover sit Herreds Grænser, og naar nogen undlader at yde Ægt [11], skal Kongens Ombudsmand leje en Vogn, og den forsømmelige skal betale dens Pris foruden tre Mark

6) fremdeles at vort Studkorn [12] skal betales paa St. Andreas Dag [13] efter hvert Herreds Sædvane

7) fremdeles at Bøn­der ikke maa tvinges til at bygge eller istandsætte Gaarde, Møller og an­det, og heller ikke Borge undtagen i Nødens Stund, hvor de skal gøre, som de har været vant til paa Valdemars Tid [14];

8) og ikke maa de under Trusel om nogen Straf tvinges til at give Gæs eller Kyllinger eller andre Gaver til Kongens Bord med Undtagelse af de Ydelser, de plejede at betale paa Valdemars Tid, men de kan bedes om det som Skænk [15] eller Gave

9) fremdeles skal det være tilladt Selvejerbønder at tage Stilling som Bryder [16], dog saaledes at de yder, hvad Kongen har Krav paa, af deres egen Jord

10) fremdeles maa vi ikke bygge paa fremmed Grund und­tagen med Ejerens Samtykke og Vilje

11) fremdeles maa vore Ombuds­mænd ikke stævne nogen undtagen til de retmæssige Ting og ikke for ham selv

12) fremdeles skal vore aabne Breve og Privilegier forblive i Kraft, hvis vi ikke ved vore tro Mænd paa Hoffet kan vise, at de med Rette bør kaldes tilbage

13) fremdeles maa ingen Mand for nogen Forseelse miste sin Jord, medmindre han bliver fældet for Majestætsforbrydelse med Ed af Vordholdsnævn [17], dog undtaget det ovenfor udviklede Tilfælde

14) fremdeles vil vi, at Lovbøgernes Bestemmelser om skibbrudne skal over­holdes

15) fremdeles maa ingen nye Byrder paalægges Købmænd, der besøger vort Rige, eller vore egne, men de skal bruge de Friheder [18], som de har været vant til at have fra Arilds Tid, idet dog de Sædvaner, som iagttages i Skanør [19], skal staa ved Magt

16) fremdeles hvis nogen vil sagsøge os for en hvilkensomhelst uretmæssig Tilegnelse af Gods, skal vi i den Sag underkaste os vore tro Mænds Raad og Bestemmelse paa vore Hoffer, som til enhver Tid afholdes

17) fremdeles vil vi, at ingen Mand maa gæste Klostre, gejstlige eller verdslige ubeskedent, men han skal nøjes med, hvad Husets Herre har og vil give ham. Hvis nogen drister sig til at gaa derudover, idet han voldeligt røver noget, skal (den skade­lidte), hvis han er gejstlig, have fri Myndighed til at forfølge saadan Vold som Hærværk, Ran [20] eller Banlysningssag [21], men hvis han er verdslig, som Hærværk eller Ran

18) fremdeles at Danmarks Kirke skal nyde alle Fri­heder [22], ved hvilke den har staaet i Glans paa Kong Valdemars Tid, som vilde bevare dens Frihed ubeskaaret paa ethvert Punkt.

Men for at alt dette og hver enkelt Bestemmelse kan forblive i Gyldig­hed og Kraft, har de ærværdige Fædre Herr Jens, Ærkebiskop af Lund, Herrerne Peder, Biskop af Viborg, Tyge Biskop af Aarhus, Tyge Biskop af Ribe, Svend, Biskop af Børglum, og Ingvar, Biskop af Roskilde, Her­rerne Jakob og Jens, Slesvigs og Odenses udvalgte og bekræftede Bisper, samt Grev Otto af Ravensberg og Herr Valdemar af Rostock ladet deres Segl hænge under dette Brev sammen med vort. Forhandlet i Nyborg paa ovennævnte Aar og Dag.

­Tillæg.

1282. 19. Marts.

Dette er den Lov, som Kong Erik, Kong Kristoffers Søn, gav i Vordingborg efter alle Danskes Raad, og som de vedtog: at holde Hof [23] hvert Aar ved Midfaste, og det skal Kongen kundgøre i alle Lande en Maaned, førend der skal holdes Hof, og det Sted hvor han vil have det, dog saaledes at man kan komme der med Skib. Kongen har ogsaa lovet Riget, at ingen skal fængsles, uden han først er lovlig dømt for Riget, medmindre han gribes med Tyvekoster eller han tager Kvinde med Vold eller han saarer eller dræber en Mand i den By, hvor Kongen er [24], og bliver grebet paa fersk Gerning.

Om Kongebrev.

Kongen har ogsaa lovet, at hans Brev ikke skal gives mod nogen Mand, førend han er lovlig sagsøgt paa Herreds- og paa Landsting, og han der ikke vil staa til Rette hverken med Edsbevis [25] eller med Bøder. Da skal Kongen give et Brev og byde ham at rette for sig indenfor et Tidsrum af 15 Dage enten med Edsbevis eller med Bøder. Kommer han ikke førend paa den sekstende Dag, da skal han rette for sig overfor den, der sagsøger ham, og bøde den Bonde, som tog Brev, en Mark, og Kongen tre Mark. Om han ikke retter for sig da, saa skal Kongen give et andet Brev og byde ham at rette for sig om ti Dage. Kommer han ikke før den ellevte Dag, da skal han gøre Bonden Ret og bøde til ham to Mark for Brevet og Kongen tre Mark. Om han heller ikke retter for sig da, saa skal Kongen give et tredje Brev og byde ham at rette for sig om fem Dage. Kommer han ikke førend paa den sjette Dag, saa skal han gøre Bonden Ret og bøde til ham tre Mark for Brev og til Kongen tre Mark. Og derpaa skal Kongen give et fjerde Brev og kalde ham for sig og byde ham at rette for sig, saaledes som det nu er sagt, og han skal bøde til Kongen fyrretyve Mark, saa gode som seksogtyve Mark og seksten Ørtug i rede Penninge. [26] Dette er Ret i Skaane. Vil han ikke da indfinde sig for Kongen efter de Breve, da skal Kongen udpege af sin Gaard gode Mænd, der kan sikre, at Bonden faar sin Ret, og lade gøre Udlæg for seks Mark af hans Løsøre for de Breve, han har taget, og til Kongen seksogtyve Mark og seksten Ørtug, og ni Mark for tre Breve, og mere skal man ikke tage af Bonden for den Sag. Men sker det saaledes, at nogen tager Brev imod en Mand, der ikke er blevet sagsøgt, saaledes at han ikke er lovlig sagsøgt for Tinget, da bøde han til Bonden tre Mark og til Kongen tre Mark, fordi han ikke sagde Sandhed til Kongen. [27]

Denne Ret var givet paa den Torsdag, der gik umiddelbart forud for Palmesøndag paa det Hof, som fandt Sted i Vordingborg, og tilstede var Biskop Peder af Viborg, Biskop Tyge af Aarhus, Biskop Tyge af Ribe, Biskop Ingvar af Sjælland, Grev Otto af Ravensberg, Herr Valdemar af Rostock, Grev Albrecht af Gleichen, Grev Albrecht af Eberstein, Junker Bernhard af Güstrow [28]


Ordforklaringer m.m

[1] Hellig Olavsdag: 29. Juli.

[2] Jf. Tillæg af 19. marts 1282 nedenfor.

[3] Hof: senere kaldt Danehof. Forsamling med lovgivende, dømmende og politiske beføjelser bestående af kongen og landets mest fremtrædende stormænd, derunder bisperne.

[4] Efter at være dømt fredløs fik man en frist til at flygte.

[5] Ting: en forsamling hvor bl.a. retstvister og beslutninger af betydning for lokalsamfundet blev truffet (retsinstans). Der fandtes herredsting og landsting og i Jylland desuden sysselting. Hertil kom så det kongelige retterting.

[6] Løsøre: flytbare fysiske ejendele såsom korn, møbler eller lignende. Ordet bruges også i dag som modsætning til fast ejendom, jord og bygninger.

[7] Bonde: betyder her retshabil samfundsborger uanset stand eller erhverv. På dette sted handler det altså om den, der har opnået en dom med et erstatningskrav over en anden.

[8] Denne § beskriver den såkaldte kongebrevsprocedure, ved hjælp af hvilken man kunne opnå kongens hjælp til at få gennemført (eksekveret) en dom. Ellers måtte man selv sørge for at få en dom gennemført. Der fandtes jo ikke noget politi på dette tidspunkt. Jf. også tillægget nedenfor, hvor der dog blot forlanges, at en person skal være sagsøgt ved et andet ting, før kongen måtte gribe ind.

[9] Hermed menes de såkaldte landskabslove for Skåne, Sjælland og Jylland med Fyn. Kun sidstnævnte er med sikkerhed givet af kong Valdemar (Sejr, konge 1202-41).

[10] Drost: embedet var landets vigtigste verdslige embede efter kongens. Drosten kunne optræde som kongens stedfortræder.

[11] Ægt: betegnelse for de tvungne transporttjenester, befolkningen skyldte kongen og hans nærmeste.

[12] Stud, som egentlig betyder støtte, var navnet på en skat, der årlig skulle gives kongen.

[13] St. Andreas Dag: 30. november. Bestemmelsen er således en beskyttelse mod, at kongen opkrævede studen tidligere.

[14] Her henvises atter til retstilstanden under kong Valdemar Sejr (konge 1202-41).

[15] Skænk: gave. Det var ganske almindeligt, at kongerne bad om ekstra ydelser eller skatter i forbindelse med særlige behov. Det skete da oprindelig på (lands)tingene og en sådan ekstra skat blev derfor kaldt for en ’bede’.

[16] Bryder: godsforvalter eller godsbestyrer, som tog vare på større eller mindre jordejendomme på jordejerens vegne.

[17] Vordhold (egentlig vagthold) var oprindeligt navnet på en afdeling inden for hirden, kongens følge af krigskarle, senere på en afdeling herremænd, der formelt set alle betragtedes som medlemmer af kongens hird. Vorholdsnævnet udtoges blandt disse og bestod typisk at 12 medlemmer af et af de fire vordhold som var i rigets forskellige hoveddele. I andre sager bestod nævnet af medlemmer fra alle fire vordhold.

[18] Friheder: privilegier, som i langt de fleste tilfælde var nedfældet i breve fra kongen til enkeltbyer eller grupper af sådanne inden for og uden for riget.

[19] I Skanør afholdtes Skånemarkedet hvert efterår, hvor købmænd fra hele Nordeuropa kom for at hente saltede sild og udveksle deres medbragte varer. Skånemarkedet foregik under kongens kontrol, og her gjaldt særlige regler (sædvaner).

[20] Hærværk betød i middelalderen (normalt) en forbrydelse, som var udført af flere i fællesskab, fx røveri. Straffene for hærværksforbrydelser var højere end for enkeltmandsforbrydelser. Ran er det samme som røveri, tyveri hvor man ved hjælp af vold eller trusler om voldsanvendelse tilegner sig noget, som tilhører en anden. Ran straffedes ikke så hårdt som tyveri, hvor man i hemmelighed tilegner sig andres ejendele. Straffen for tyveri af ejendele til en vis værdi var hængning, mens straffen for ran var en bøde.

[21] Bandlysning: katolsk kirkelig straf, hvor enkeltpersoner kunne bandlyses, hvilket betød udelukkelse fra enhver form for kirkelige handlinger – og i den almindelige bevidsthed udelukkelse fra kontakt med Gud. Bandlysning benyttedes som straf ved de kirkelige domstole, som bl.a. behandlede alle retssager, som involverede gejstlige personer eller ejendom, så bandlysningssag betyder altså retssag for en kirkelig domstol.

[22] Friheder: privilegier. Her tænkes især på skattefrihed, idet (næsten) al kirkelig ejendom og kirkelige personer var fritaget for skat til kongen.

[23] Se note 3 ovenfor.

[24] Som en beskyttelse af kongen gjaldt der særligt hårde straffe for at udøve vold eller slå andre mennesker ihjel i nærheden af kongens opholdssted.

[25] Edsbevis: et bevismiddel i middelalderen, hvor den anklagede skulle sværge på ikke at være skyldig og samtidig stille en række mededsmænd (typisk 12) der kunne bevidne anklagedes troværdighed. Mededsmændene behøvede således ikke at have kendskab til det konkrete forhold. Ideen bag var, at man regnede med, at Gud ville straffe folk (hårdt), der aflagde falske eder.

[26] Penning: møntenhed.

[27] Jf. note 8 ovenfor.

[28] Güstrow ligger som Rostock i Mecklenburg i Nordøsttyskland. De nævnte grever stammede fra Tyskland, men var dansk gifte og boede som regel i Danmark.

Om kilden

Dateret
29.07.1282
Oprindelse
Blatt, Franz (red.): Danmarks Riges Breve, Række 2, 3. bind: 1281-1290, nr. 45. Gengivet med tilladelse fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Kildetype
Håndfæstning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. august 2011
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk