Artikler
Vikingetidens kongelige monumenter i Jelling, der blev opført af Gorm den Gamle (død ca. 958) og især dennes søn Harald Blåtand (regent ca. 959-987), har været genstand for adskillige arkæologiske udgravninger de sidste ca. 200 år. Den arkæologiske indsats har ført til løbende revurderinger af vores viden om monumenterne, og de nye tolkninger har så igen rejst nye spørgsmål om, hvad Jelling var for et sted i vikingetiden. Denne artikel giver indblik i større udgravninger i Jelling og de forskellige tolkninger af monumenterne, som udgravningerne har resulteret i.
Udgravninger før år 1900
Siden anlæggelsen i anden halvdel af 900-tallet har de kongelige monumenter i Jelling fascineret læg som lærd; især de synlige dele, dvs. de mægtige høje nord og syd for Jelling Kirke samt de to runesten, som blev rejst af henholdsvis Gorm den Gamle og Harald Blåtand, har tiltrukket sig opmærksomhed. Arkæologiske udgravninger de sidste 200 år har resulteret i ny viden om disse synlige dele af monumentkomplekset, men de har også afsløret, at flere andre anlæg indgik i Gorm den Gamles og Harald Blåtands monumenter i Jelling i 900-tallet.
I 1704 foretog man på foranledning af kong Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) den første udgravning i monumenterne, da kongen satte den lokale landmilits til at grave sig ind i Nordhøjen fra højens nordlige side. Denne første udgravning, der ikke kan karakteriseres som en egentlig arkæologisk undersøgelse, resulterede dog ikke i nogen fund. Sådanne kom først for dagen i løbet af 1800-tallet, hvor arkæologien slog rod som videnskabelig disciplin i Danmark.
Efter et indbrud forholdsvis kort tid efter gravlæggelsen af den døde og delvis grundet den måde Nordhøjen var blevet opbygget på i vikingetiden, opstod med tiden et vandhul på toppen af højen, som bønderne i landsbyen Jelling anvendte som brønd. Under en reparation af brønden i 1820 stødte bønderne ikke som ventet på brøndens bund eller kilde, men på et gravkammer. Der blev sendt besked til myndighederne i Vejle, hvorfra der igen gik besked til København. Den Kgl. Commission angaaende de i Danmark værende Oldsagers Opbevaring og Anvendelse til offentlig Brug (i daglig tale Oldsagskommissionen) blev orienteret, og i 1820-1821 udgravede man gravkammeret. Dette blev den første egentlige arkæologiske undersøgelse i Jelling.
Tværsnit af Nordhøjen (øverst) og et nærbillede af højens gravkammer (nederst), udkast af H.G.F. Holm på grundlag af oplysninger fra C.J. Thomsen og Finnur Magnússon. Fra: Nationalmuseet
Ansvaret for undersøgelsen blev placeret hos Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865), som var leder af Det Kgl. Museum for nordiske Oldsager (fra 1892 Nationalmuseet). Sammen med Finnur Magnússon (1781-1847) stod Thomsen for den arkæologiske undersøgelse af Nordhøjen. Gravkammeret blev renset ud og undersøgt, og man fik herved indsigt i højens og kammerets konstruktion. Derudover blev det også klart, at Jellings bønder ikke var de første, der havde åbnet graven i Nordhøjen.
Gravkammeret var nemlig næsten tømt for indhold. Både den afdøde og de mange kostbare gravgaver, som en højstatusgrav fra vikingetiden almindeligvis indeholder, var fjernet ved et indbrud i graven i vikingetiden, kort efter højen blev opført. Dog fandt man i 1820-1821 enkelte fund, der vidnede om, at en fornem person var blevet gravlagt i højen. Blandt andet et lille kostbart sølvbæger, der blev kendt som Jellingebægeret.
På baggrund af fundene samt gravkammerets og højens konstruktion konkluderede Thomsen og Magnússon, at der var tale om en kongelig begravelse. Da Thyra ifølge traditionen skulle være gravlagt i Nordhøjen, foreslog de, at gravkammeret var Thyras. Samtidig betonede Thomsen og Magnússon dog, at det endnu var uafklaret, hvem der først blev gravlagt og siden fjernet fra Nordhøjens gravkammer.
Frederik 7. (født 1808, regent 1848-1863), der var meget interesseret i arkæologi, var blandt initiativtagerne til de næste udgravninger. De blev foretaget i 1861 under ledelse af J.J.A. Worsaae (1821-1885), inspektør over de antikvariske mindesmærker i Danmark og fra 1866 direktør for Oldnordisk Museum. Ambitionen var at finde Gorm den Gamles grav i Sydhøjen, hvor man troede, han lå begravet. Man gravede sig ind til Sydhøjens midte fra siden via en minegang, men fandt ingen grav i højen. Derfor rettede man fokus mod Nordhøjen. Også her gravede man sig via en minegang ind til gravkammeret, som dermed blev undersøgt på ny.
Tegneren Jacob Kornerup (1825-1913) lavede en række satiriske tegninger af udgravningerne i 1861. En af dem ses her. Under de tre nisser står: ”Kong Gorm trodsende den Kongelige Commissions fortvivlede Anstrengelser i Jellinge i Juli 1861”. Og under den ene nisse: ”En af de Nisser, som om Natten grave Smuthuller til Kong Gorm”. Manden lige i hælene på kong Gorm er J.J.A. Worsaae. Tegning: Nationalmuseet
De nye undersøgelser af Nordhøjen bekræftede, at der var tale om en gravlæggelse af kongeligt format. Worsaae konkluderede på baggrund af resultaterne fra de to høje, at både Gorm den Gamle og dronning Thyra måtte være gravlagt i Nordhøjen, og at det måske var i forbindelse med opdagelsen af gravkammeret i 1820, at graven var blevet plyndret. Den sidste tanke fik dog ingen udbredelse i forskningen; indbruddet i højen måtte være sket kort tid efter højens opførelse i 900-tallet.
Udgravninger i 1900-tallet
I 1941 udgravede Ejnar Dyggve (1887-1961) og professor Johannes Brøndsted (1890-1965), der begge var tilknyttet Nationalmuseet, Sydhøjen. Udgravningen blev delvis udført af frygt for, at den tyske besættelsesmagt, der havde besat Danmark 9. april 1940, skulle iværksætte en udgravning i Jelling. Men Dyggve og Brøndsted ønskede først og fremmest at få afklaret en gang for alle, om Sydhøjen var en gravhøj. Da man heller ikke i denne omgang fandt et gravkammer, blev det endegyldigt slået fast, at højen aldrig havde rummet et gravkammer. Udgravningen gav desuden ny viden om konstruktionen af højen, idet man fandt konstruktioner af træ inde i højen, der må have spillet en rolle i dens opførelse, og redskaber (f.eks. spader) anvendt til at opføre højen.
Udgravningen af Sydhøjen i 1941. Billedet viser omfanget af den store udgravning og nogle af de store sten, man fandt på overfladen under højen. Foto: Nationalmuseet
Udgravningen af Sydhøjen afslørede også to rækker af store sten inde i højen, som tydeligvis var placeret der bevidst. Stenene kunne ses i sammenhæng med andre store sten, der havde skabt problemer under udgravningen af Sydhøjen i 1861, og det stod derfor klart, at en stensætning også havde været en del af monumentkomplekset, indtil Sydhøjen blev opført i perioden ca. 970-990. Ejnar Dyggve tolkede stensætningen som et trekantet Vi, dvs. et område, som i vikingetidens hedenske religion blev anset som helligt. Andre tolkede den som en større skibssætning svarende til de skibsformede stensætninger, der andre steder (f.eks. i Lejre på Sjælland) indgik i gravmonumenter fra vikingetiden. I vi-et indgik ifølge Dyggve en træbygning, som han havde fundet spor af i 1951 under den nuværende Jelling Kirke.
I 1970’erne foretog museumsinspektør Knud Krogh fra Nationalmuseet en omfattende udgravning inden for Jelling Kirke. Herved blev det klart, at der under kirken findes en rig kammergrav fra vikingetiden, og at der havde stået flere træbygninger omtrent på det sted, hvor stenkirken blev opført omkring år 1100. Bygningerne tolkede Krogh som tre trækirker, der altså havde efterfulgt hinanden på det sted, hvor stenkirken senere blev opført. I graven under kirken lå resterne af et skelet fra en mand, som var mindst 35-50 år, da han døde. Graven rummede meget fornemme fund, heriblandt to rembeslag af forgyldt sølv i Jellingstil.
Rembeslag fundet i graven under kirken. Beslaget har mange stilistiske lighedstræk med Jellingbægeret, der blev fundet i Nordhøjen i 1820. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet
Knud Krogh tolkede graven under den nuværende stenkirke som en genbegravelse, dvs. at den gravlagte var blevet flyttet hertil fra en anden grav. Krogh foreslog på den baggrund, at der kunne være tale om Gorm den Gamle, der først var blevet begravet på hedensk vis i Nordhøjen, men som senere, da hans søn Harald Blåtand havde antaget kristendommen omkring 965, havde fået en kristen begravelse i en trækirke, som Harald havde ladet opføre.
Udgravninger efter år 2000
I 2006 og 2007 foretog Vejle Museum, der i dag har det arkæologiske hovedansvar i Jelling, mindre udgravninger nord for kirkegården i Jelling, der afslørede flere store sten og en del af en voldsom palisade, der så ud til at omkranse monumenterne. Placeringen af de store sten tydede på, at den stensætning, som man allerede havde påvist under Sydhøjen og tolket på forskellig vis, mest sandsynligt som en skibssætning, kunne være ca. 350 meter lang og dermed langt større end nogen anden skibssætning fra vikingetidens Skandinavien.
Blandt andet på den baggrund tog Nationalmuseet initiativ til Jellingprojektet (2008-2016), en ny kampagne under ledelse af museumsinspektør Anne Pedersen. Jellingprojektet var et tværgående forsknings- og formidlingsprojekt, der udover Nationalmuseet også involverede forskere fra blandt andre VejleMuseerne, Aarhus og Københavns Universitet. Som en del af projektet foretog man flere udgravninger, der resulterede i megen ny viden om monumentkomplekset og dets omgivelser.
Arkæologisk udgravning i Jelling i sommeren 2010 inden for palisadens østlige forløb, øst for Nordhøjen. Sporene af et langhus ses tydeligt i jorden. Lignende bygninger kendes fra Harald Blåtands trelleborge. Foto: Jellingprojektet.
Jellingprojektets udgravninger (2010-2013) påviste palisaden flere steder, og det blev herved klart, at der var tale om en mægtig rombeformet konstruktion af træ, som havde målt ca. 360 meter på hver side og dermed havde omkranset et monumentområde på ca. 12,5 hektar. Diagonalerne mellem rombens hjørner krydser hinanden præcist over Nordhøjens midte, der således er det geometriske centrum i hele monumentområdet. Ved en arkæologisk undersøgelse af en lille sø, Smededammen, i den sydøstlige del af monumentområdet fandt man de nederste dele af en sektion af palisaden med velbevarede stolper og planker af egetræ. Dendrokronologiske analyser, dvs. undersøgelser træets årringe og deres indbyrdes afstand, afslørede, at det anvendte egetræ var fældet i perioden 958-985, med året 968 som det mest sandsynlige fældningstidspunkt.
Udgravningerne afslørede også, at der i palisadens nordøstlige hjørne havde stået tre langhuse samt en mindre bygning. De tre langhuse minder i deres arkitektur om trelleborghuse, en type langhuse fra vikingetiden opkaldt efter ringborgen Trelleborg ved Slagelse, hvor huse af denne type første gang blev påvist. Til gengæld dukkede der ikke nye spor op af stensætningen nord for kirkegården, og det kan tænkes, at den aldrig blev bygget helt færdig.
Også stenkirken i Jelling blev undersøgt, hvorved det blev klart, at den nuværende kirkes kor sikkert oprindeligt var opført som skib i en ældre stenkirke fra 1000-tallet, der havde haft et mindre kor mod øst. Denne kirke blev omkring år 1100 udbygget, og herved fik den nuværende romanske kirke sin grundform.
Resultatet af 200 års arkæologi i Jelling
Bortset fra enkelte korte omtaler i den middelalderlige litteratur og indskrifterne på de to runesten i Jelling er det de arkæologiske undersøgelser, som har leveret viden om det store kongelige monumentkompleks fra vikingetiden. Runestenene og de skriftlige kilder gør det klart, at de forskellige monumenter blev opført af Gorm den Gamle og især Harald Blåtand, og blandt andet årringsdateringerne af egetræ fra Nordhøjens gravkammer og palisaden bekræfter, at monumenterne stammer fra de to kongers tid.
Oversigtskort over udgravninger (gule felter) af Jellingmonumenterne eller områder i tilknytning hertil indtil 2010. Grafik: Peter Jensen, Arkæologisk IT, Aarhus Universitet.
De mange arkæologiske udgravninger har løbende udbygget vores viden om vikingetidens kongelige monumentkompleks i Jelling. Udgraverne har fremlagt hver deres tolkninger af monumentets enkelte dele, deres forhold til hinanden og deres historiske betydning. Nogle af disse tolkninger er blevet stående, mens andre er blevet revurderet, efterhånden som nye arkæologiske undersøgelser har resulteret i ny viden.
De arkæologiske undersøgelser har understreget, at Jelling var et kongeligt gravmonument. De to runesten, Nordhøjen og den store stensætning, der altså nok var en stor skibssætning, vidner herom. Derudover afspejler blandt andet den store palisade, langhusene og måske også Sydhøjen, at Jelling må have været et sted, hvor kongemagten ønskede at markere sin styrke og formåen. Formentligt har der været tale om en form for samlingsplads, et mødested, hvor kongen kunne samle rigets vigtigste politiske aktører til rigspolitiske begivenheder, og som samtidig demonstrerede, at han og hans slægt herskede i riget.
Denne artikel er udarbejdet i samarbejde med Nationalmuseet og Jellingprojektet.