Agnes Gads dagbog 1864 - Forholdet til de fremmede soldater

Kilder

Kildeintroduktion:

Under krigen i 1864 var både Slesvig og store dele af Jylland besat af østrigske og preussiske soldater. I fuld overensstemmelse med traditionerne kunne de kræve forsyninger fra de besatte områders beboere, og ofte var officererne indkvarteret privat hos danskere. Det gav naturligvis anledning til en del gnidninger, men også til mere fredelige og venskabelige kontakter.

I dette dagbogsuddrag skrev præstedatteren Agnes Gad (1838-1884) fra Børkop om mange af de problemstillinger, der rejste sig ved kontakterne. Dagbogen indeholder megen sladder og vurderinger af venner og naboer, og man mærker, at det har været ivrigt diskuteret, hvem der gik for langt med venskabeligheden overfor de fjendtlige soldater. Man kan også læse, hvordan der opstod kontakter mellem soldaterne og danske piger. Her lagde Agnes Gad ud med at være stærkt fordømmende over for enhver kontakt, hun hørte om, men efter et par måneder blødte hun lidt op, og i juli kunne hun ligefrem beskrive en af officererne som "en net mand", selvom han gør tilnærmelser til en pige fra hendes husstand. Den rødhårede tøs, der ligger i med alle og enhver, har hun dog stadig kun foragt tilovers for.

24. april:

Sofie[1] og jeg fulgte igaar Morges, efter Indbydelse med Fader[2], som skulde besørge en Altergang for Pastor Sørensen, over til Hansen's i Velling. Deres lille Dreng skulde christnes og Daaben var bestemt til at finde Sted i Smidstrup Kirke. Pastor Jacobsen[3] skulde døbe, og Fader staa Fadder. Vi traf Gine og Drengen ret raske og sade og passiarede ret fornøjede, betvivlede de gængse Rygters Sandsynlighed, - glædede os over det yndige Vejer og den paa Stedet herskende Ro. Idetsamme kommer en Kone løbende med den Efterretning, at der hvert Minut ventes Indkvartering. Vi saae befippede og tvivlende paa hinanden, halvt om halvt haabende, at det kun var løs Snak. Men, desværre! Idetsamme komme 3 - 4 Østrigere ind af Porten, som ville bese Lejligheden og melde Regimentets Ankomst til henimod Klok. 1! Lille Gine blevet Øjeblik halv fortvivlet. det var isandhed heller ikke i nogen Henseende Spøg, da der meldtes et hélt Kompagni med tilhørende Officerer og Underofficerer! Hansen[4] havde akkurat Furage nok, men ikke en Smule for meget. Blev den Masse nogle Dage, hvad saa? Det festlige Bord stod dækket oppe i Salen. Der blev en frygtelig Travlhed med at rytte det, og faa det med andre nødvendige Ting ud af Storstuen - og en øjeblikkelig Forvirring med Hensyn til, hvorledes man skulde arangere sig i de to smaa Værelser? Nu kom Furereren tilbage. Det var bleven forandret derhen, at Staben kom til at ligge der: En Oberst med 2 Adjudanter[5], Skriver og Tjenere, Officerernes Heste og endél Bagagevogne. Naa, det var dog betydelig lettere end et hélt Kompagni; men nu kom Knuden: Obersten maatte for sin Person endelig have en Stue, uden Gjennemgang af Andre, - altsaa Dagligstuen! Hansen og jeg stode længe og delibrerede[6] med dem, fortalte dem, at Fadderne og Præsten hvert Øjeblik ventedes, da den Lille skulde døbes o.s.v. Endelig sagde de, at de vilde tale med Obersten, som skulde være en net Mand, derom. Vi fik nu travlt med at arangere Værelserne. Bordet dækkedes i Dagligstuen; Gine, Sophie Jacobsen og Drengen klædte dem paa, og nu kom Pjedstederne. Et Øjeblik før arriverede Obersten m. Følge. Han viste sig imidlertid virkelig meget forekommende, bad straks Hansen, "nu slet ikke at bryde sig om ham, men lade Alt gaa efter eget Ønske. Han kunde godt selv gaa med i Kirke, der skulde ingen Uro gjøres imens". Saa tog de da i Kirke paa Jf. Jacobsen[7], Sophie Keller[8], Sofie og mig nær. Den sølle Jf. Petersen er syg og séer gruelig ud af Saar i Ansigtet; det er ret kjedeligt og uheldigt for Hansen's i denne besværlige Tid. De ligge midt i en uhyre Storvadsk (Pjedstederne have ogsaa maattet sende alt deres Smudsigtøj dertil) og Sophie J. er færdig at slide sig op.

Medens de Andre vare i Kirke, fik vi pyntet Spisestuen saa pænt op, at Gine og Hansen bleve hél forundrede ved at sé Værelset saa forvandlet. Udenom gik Alt saa roligt. Tjenerne nøjedes med at koge i Bryggerset, og de vare Alle meget tilbageholdne og nette. Vi skjønnede Alle meget herpaa, og da vi havde spist, gik Hansen op til Officererne med en Flaske Vin og noget Kage i Anledning af Festen i Huset. Obersten, en jevn, lidt mindre fin, men overordentlig velvillig og godmodig Mand i sit Ydre, var meget forbindtlig og spurgte, om Hansen ikke vilde smage paa deres Vin? Hansen undskyldte sig med sine Gjæster og skyndte sig ned igjen. Men et Minut efter, traadte en af Adjudanterne ind og satte to Flasker Vin paa Bordet. Vi kom til at lé Allesammen, men bleve endelig enige i, at drikke den med Ønsket om at alle Østrigerne maatte snarest fare velbeholdne hjem til Dalmatien[9] og Kroatien igjen. Kort efter traadte Obersten ind og bad om at maatte hilse paa "Fruen og Barnet". Han tog nu Plads og gjorde sig Umage for at være saa elskværdig som mulig. Først hentede han de seneste Wienerblade, som vi med Begjærlighed greb efter, - skjøndt deri jo kun fandtes bedrøvelige Tidender for os. Derpaa, da Sofie sad og spillede, løb han pludselig ud et Øjeblik, og kom saa tilbage med en Herre, som han presenterede for Selskabet, som sin "Kapelmejster", der gjerne vilde spille Lidt for os. Kapelmestren tog derpaa Plads ved Instrumentet og varierede paa fri Haand nydeligt over en Dél af vore yndige danske Melodier. Det var jo virkelig meget forekommende af en Fjende, - Herregud, Daaben tilhører os jo ogsaa Alle, som vort Allerhelligste.

19. maj:

Jeg var da med i Kolding igaar. Det var en anstrængende Tur; men jeg har taalt den som en Hest, - hvilket er saare heldigt, da jeg idag virkelig ikke har Tid til klynke. Paa Vejen satte vi Polly og Emma af i Herslev og drak Kaffe hos Fru Schjerning[10]. Hun var nu lidt raskere, men har atter store Uheld. Hendes ene Hest var farlig syg, og hendes 4 bedste Køer har hendes elskværdige Ven, Hr. Baj paa Follerupgaard, som gjentagne Gange tilbød at tage dem paa Foer, dersom hun kom i Forlegenhed for Furage, sultet mere end halv tildøde. Men saa har han jo dog været den ædelmodige Patron[11] og har tilmed Raad til at give sine kjære østrigske Officerer gratis Fløde og Smør! Han er deres Ven og Kammerat, og gaaer, tilligemed Holstes paa Nebbegaard, for Egnens mest dannede Familier! Fru Holst har ogsaa overladt sin Indkvartering sin Dagligstue, uden derfor selv at flytte ud; hendes Sofa staaer der og hvergang hun har en Time tilovers, sidder hun inde hos sine elskværdige Officerer! Det er virkelig en Christenkjærlighed, som er rørende!

(...)

En lille moersom Scene vil jeg (...) bevare for Hukommelsen. Som jeg igaar Middags i Kolding stod nede i Gangen med noget af mit Tøj, kom en Militair ind af Gadedøren og spurgte mig paa Dansk, om Provst Gad boede her. Et flygtigt Blik lod mig formode, det var en preusser, og jeg svarede med et kort "Ja!" -" Om han var hjemme?" "Ja, det vidste jeg virkelig ikke." Jeg var hél gnaven over at skulle staa der og vrøvle med den Preusser, da et gjentaget Spørgsmaal i den samme besynderlige - overordentlig høflige og dog ligesom familiære - Tone, hvori han talte til mig, hvilket nu først ret vakte min Opmærksomhed, fik mig til at vende mig hélt om imod ham og mønstre ham med et forundret Blik. Vor egen Kokarde![12] - Det var en dansk Officer! Nu saa jeg først, at han bar den højre Arm i Bind. Jeg skiftede i en Hast Tone; - ja, det er latterligt; men jeg blev saa mageløs glad i det Øjeblik! Gud véed, hvad Mennesket tænkte over min forskjellige Opførsel, han stod og smaalo; jeg er Elisa mageløs taknemmelig for den store Dannebrogssløjfe, jeg bar paa Brystet; min Farve var da iøjnefaldende nok; om jeg end ellers lod lidt lunet!

Vi havde Emilie Niz med til Møllen hjem fra Kolding. Hun fortalte, at selve Kolding By, med Undtagelse af ganske Enkelte, har holdt sig fortræffelig ligeoverfor Fjenden; - medens man derimod ikke kan sige det Samme om Omegnen. I Nørre-Bjert skal have været et Bal for de østrigske Officerer, hvori danske Damer have deltaget, navnlig 7 (det er jo et helligt Tal) Lærerinder derfra Landsbyen, hvoriblandt Prpt: Schæffers, - hvilke ogsaa skulle leve paa en fortrolig Fod med Tydskerne, tiltrods for deres ellers tilsyneladende Patriotisme. Derimod skulle Pastor Knudsen's i Stenderup baade være danske og have Mod til at lade danske.

25. juli:

Jf. Hansen har ret sin Ærgrelse af de fløsede Officerer, som stadig forsøger paa en el. anden Maade at tilnærme sig hende. Saaledes stille de dem ofte op foran Kjøkkenvindverne og staa og glo ind paa hende, medens hun laver Maden, komme undertiden hélt derind under allehaande Paaskud og søge at faa en Samtale igang. Men hun er sjelden visibel[13] og forsvinder stadigt for dem, naar de komme der. Imellem sende de med Tjenerne smigrende Hilsner ned til hende, og iaftes sendte den yngste Lieutnant hende meget højtideligt et Vesitkort. Dette plejer jo gjerne at være Introduktionen til "nærmere Bekjendtskab"; men jeg skal love for, hun skal nok vise ham Vintervejen[14], om hun end ikke kan "støde Peber" med ham[15], hvormed Jf. Hansen ellers stadig hævner sig paa os, naar vi kommer hende for nær. Desværre ere ikke alle Piger lige utilgængelige for Hvidtrøjerne[16]. Det er isandhed harmeligt at tænke paa, at selv denne Tids Alvor ikke kan forhindre dem i at fornedre sig saavidt ligeoverfor vore hoverende Fjender. Os, troer jeg nok, samtlige Officerer, endogsaa Hr. Knottz, nu har opgivet; i de sidste dage har han ikke stormet Havedøren. At de sølle Asener kjede dem, kan man nu rigtignok ikke undres over. Naar man undtager en 2 - 3 Timers Eksersits[17] fra Morgen Klok. 6 af, have de aldeles Intet at foretage dem. Naar de ere komne hjem derfra, spise de gjerne samlede Frokost, skiftevis her og hos Søren Jessen's, hvor det andet Kompagnie's Officerer ligge. Da drikkes der ogsaa tæt, og jeg er bange, at den egentlig Dag for dem er forbi med det Samme. Saa synge og tumle de, spille Kort - undertiden hele Dagen, drive om i Haven, fordre Vogne og kjøre en Tur o.s.v. til om Aftenen Klok. 8, da den egentlige Fest begynder ved Romflasken. Denne Tone er over hele dette.

De menige Soldater have Keglebaner paa alle Sider af os, ved Hans Andersen, Mikkel's og Jens Ladegaard, hvorfra høje Raab, Sang og rædsom uhyggelige Hvin lyde hen til os den hele Dag. Imellem hører man dog ogsaa lidt ordentlig Sang, saavelsom den berømte "Stejermarkske Jodlen"[18]. For denne Sidste har jeg for min Person dog ingen Smag, - jeg er jo alt Andet end musikalsk. Det lyder mig som en vild Hujen, - som maaske ogsaa toner bedre mellem de høje Bjerge og sammensmeltet med Ekkoet.

26. juli:

Jf. Hansen har været saa ualmindelig naadig at modtage et Billede paa Vesitkort af Hr. Hauptmannan. Han er nu ogsaa virkelig en net Mand, selvom han deltager i, el. idetmindste tillader, de Andres Sviren og Drengestreger. Kjersgaard[19] maatte igaar give sin Pige Rejsepas, en stakkels rødhaaret, inderlig grim Tøs paa 16 Aar, der er bleven hél forrykt i denne Tid af Venskab for Hvidtrøjerne. Hendes Kjærlighed er af en noget omfattende Art. Thi endskjøndt hun fuldt og fast troer, at hun er forlovet med Hr. Knottz, som har sat en Guldring paa hendes Finger og sagt, at hun skulde følge med ham til Østrig, forsmaar[20] hun derfor ikke et intimt Venskab med Mange af de Menige. Ja, Gud give dog snart en nogenlunde Ende paa denne Tid; thi det er virkelig, som Onkel Isak[21] siger: "I denne Tid er Fanden sluppet løs!"


Ordforklaringer m.m.

[1] Line Sofie Gad, f. 1833, præstens datter og forfatterindens søster (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[2] Jørgen Gad, f. 14/9 1799, blev sognepræst til Gauerslund og Vinding. Han havde 1824-1832 været præst på Færøerne og fra 1832 til 1855 i Herslev-Viuf. Han døde i Gauerslund 3/7 1879 (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[3] Jacob Christian Jacobsen, f. 1789, sognepræst i Pjedsted-Gårslev. (Pjedsted og Gårslev var sammen som ét pastorat indtil 1883 (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[4] Har muligvis været en personlig kapellan for en af præsterne, men det vides ikke med sikkerhed (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[5] Adjudant: officer, der er tjenstlig assistent hos en højerestående officer, en kongelig person eller forsvarsministeren.

[6] Deliberere: forhandle om.

[7] Cathrine Hansen, f. 1840, husjomfru (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[8] Har muligvis været en selskabsdame på en større gård, f.eks. hos Bolvig på Karensdahl (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[9] Dalmatien: region under Østrig-Ungarn indtil 1919, nu en del af Kroatien.

[10] Enke efter præsten Ludvig Ensenius Schjerning i Herslev. Han var kommet i 1856 og døde 1863 (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[11] Patron: Velstillet person, som kan yde fx økonomisk eller juridisk bistand til ringere stillede personer, og som til gengæld kan kræve arbejdskraft eller tjenesteydelser.

[12] Kokarde: roset eller knap, oftest i nationalfarver og som regel anvendt som pynt eller identifikation på en militær hovedbeklædning.

[13] Visibel: klar til at tage imod besøg, dvs. vågen, påklædt osv.

[14] At vise nogen vintervejen: afvise nogen.

[15] At støde peber: en straf i leg, bestående i, at to svinger en tredje i arme og ben og lader ham støde mod jorden eller mod en fjende, som ligger på hænder og knæ.

[16] Med Hvidtrøjerne menes der højst sandsynligt østrigerne.

[17] Eksercits: uddannelse af tropper i brug af våben og i dannelse af taktiske formationer.

[18] Jodlling: ordløs syngemåde med hyppige skift mellem brystleje og falset. Mest udbredt i Alpeegnene i Schweiz, Østrig og Bayern.

[19] Skolelærer Niels Kjersgaard, f. 1800. Han var formand for sogneforstanderskabet, den tids borgmester (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).

[20] At forsmå: afvise en person, der har erklæret sin kærlighed til én.

[21] Isak var præst (fra Børkop Lokalhistoriske Arkiv).