Uddrag af Thomas Thaarups forord til 'Moses og Jesus', 1813

Kilder

Kildeintroduktion:

I begyndelsen af 1800-tallet foregik mange steder i Europa en langvarig og intens debat, om jøderne kunne accepteres i en kristen stat. Fra Tyskland nåede debatten til Danmark, da antijødiske budskaber begyndte at florere i den danske offentlighed. Der blev sat spørgsmålstegn ved, om jøderne overhovedet kunne integreres, og om de kunne blive gode, nyttige og loyale borgere i Danmark. 

Det begyndte i 1813, da digteren Thomas Thaarup (1749-1821) oversatte den antijødiske bog Moses og Jesus af Friedrich Buchholz fra tysk til dansk. Oversættelsen forsynede han med et langt forord, ’forerindring’, hvor han argumenterede for, at jøderne levede af fusk og bedrageri, at de var egoistiske og dovne, og at de aldrig ville tænke på Danmark som deres rette fædreland eller blande sig med resten af befolkningen.

De antijødiske holdninger blev straks imødegået af andre forfattere, både jøder og kristne, som forsvarede jøderne. Med rod i oplysningstidens ideer argumenterede de for religiøs tolerance og lige borgerrettigheder for alle. Debatten om jøderne handlede derfor også om fordomme og integration og om retten til at være dansk. Den intense diskussion bølgede frem og tilbage indtil 1817 med en syndflod af skrifter, pamfletter og skuespil, der i eftertiden blev kendt som ’den litterære jødefejde’. I 1819 eksploderede de antijødiske holdninger i vold og fysiske overfald på jøder og jødiske butikker i København: Jødefejden 1819.

Digteren Thomas Thaarup havde for længst trukket sig tilbage fra det offentlige liv, da han i 1813 blev bannerfører for antisemitismen i Danmark, selv om han aldrig tidligere havde udtrykt antijødiske holdninger. Han vandt en litterær pris for et fædrelandsdigt i 1782 og havde senere en vis succes med patriotiske sange og især syngespillet Høstgildet fra 1790, der blev opført på Det Kgl. Teater, hvor han senere blev medlem af direktionen. 

’Forerindringen’ til oversættelsen af Moses og Jesus var på 62 (korte) sider, og de bragte uddrag udgør de første 2½ og de sidste 4½ sider.

Forsiden af 'Moses og Jesus' fra 1813
Forsiden af 'Moses og Jesus'.
Foto: Dansk Jødisk Museum


Oversætterens Forerindring[1].

Hverken Had til Jøderne, med hvilke jeg i mit hele Liv aldrig haver havt noget at skifte[2], ej heller Vindesyge[3] have bevæget mig til at oversætte følgende Skrift, men Kjærlighed til Sandhed.

I mit Fædreland og under Frederik den 6tes[4] faderlige Regjering, kan og bør hver Mand med Beskedenhed udsige det, han holder for Sandhed; thi den er Kongen kjær, som den er Nationens og hvert Individs Tarv[5], og didhen lede historisk-philosophiske Undersøgelser[6].

For det oplyste og upartiske Publikums Domstol fremlægger jeg altsaa denne Oversættelse; kan den gjendrives, skal ingen mere glædes derved, end jeg. At fremme og modtage Oplysning er enhver Statsborgers helligste Pligt; og kan den jødiske Nation frikjendes for de Beskyldninger, som til enhver Tid og i alle Stater ere gjorte mod den, da skal jeg vist ikke misunde den sin Sejer.

Det vil efter mine Tanker komme an paa at bevise, at dette Folks særegne religiøse Grundsætninger, som findes i dets Skrifter, ere forkastede af nærværende Slægt, læres ikke mere i dens Skoler, foredrages ikke mere i dens Synagoger, spores ikke mere hos dens nyere og mere philosophiske Skribentere[7]: nemlig Ideen om en National-Gud, der udelukkende elsker den jødiske Nation[8]; Forjættelserne[9] om et Verdenherredom grundet[10] paa alle Nationers Undertvingelse og Ødelæggelse; Fritagelse fra Opfyldelsen af almindelige moralske Pligter mod Ikke-Jøder, og et deraf naturligt følgende menneskefjendsk Sindelag mod alle de af dem kaldede Gojim, Nochrim og Accum[11]; at de i Kultur staae ved Siden af andre oplyste Statsborgere, og følge Skridt med dem; at de ved nyttige Kundskaber, Konster[12] og Haandværker, kort ved Industrie[13], lige med andre Borgere fremme Statens Vel, og i Fejde-Tid[14] lige med dem forsvare den. Dette frygter jeg vil vorde vanskeligt tilfredsstillende at bevise.

Tvertimod synes det, at Egennytte[15], Grumhed, og Ladhed[16] ere Nationens Særkjende fra dens første Oprindelse.

[…]

Historien har desværre Exempler og blodige Exempler i Overflødighed paa hvad tvungen Omvendelse og Dragonader[17] udvirke[18], men derfor troer jeg ikke, at Den[19] bør nægtes vor Kirkes Initiations-Sakramente[20], som selv forlanger det; kun maatte Underviisningen i Religioner ikke være for kort, Undersøgelse om Subjektets moralske Karakter være stræng, Afsværgelsen fra dets Vilfarelser offentlig, og denne saavelsom Initiations-Sakramentet forrettes med al muelig religiøs Højtidelighed.

Jeg veed meget vel: at den meer oplyste Jøde ikke antager alt det som hans Rabbiner[21] byde ham at troe; men saalænge den meer oplyste Jøde ikke frasiger sig offentlig alle de rabbanitiske Drømme og menneskefiendske Grundsætninger, forudsat at de findes saaledes i deres Skrifter, som jeg af Oversættelsen har erfaret dem, saa kan jeg ikke andet end troe, at en saadan Yttring af liberal Tænkemaade er saare prekær[22].

Den lærde Forfatter i sin Afhandling i det danske Videnskabers-Selskabs Skrifter, har blant andre Kauteler[23] ved Jøders Nedsættelse[24] i et land, ogsaa denne, at de burde eje Grund-Ejendomme; jeg forstaaer dette om Huse og Gaarde i Kjøbstæder, og Land-Ejendomme, hvor Jøden ved sin Nation drev Agerdyrkningen. Men jeg troer det betænkeligt, at han blev ejer af Jordegods[25] med Fæstebønder, jus patronatus[26], Kirker og Skoler; de sidstes Opsigt[27] burde efter min Formening[28] ikke engang betroes ham, naar han endog blot henholdte sig til en renset naturlig monotheistisk Religion.

Man vil i højeste Grad krænke mig, hvis man troer, at jeg ved dette Skrifts Oversættelse har villet slaae Ild til at antænde den sværmerske Intolerances Fakkel. Jeg har blot villet vække saavel Jøder som Troesforvandte[29] til begge at bevirke Jødernes Identifikation[30], som synes mig hver Dag at voxe i Nødvendighed. Jeg afskyer Intolerance; men jeg ynder derfor ikke en saadan Tolerances Grad, som leder til Indifferrentisme.[31] Apathie[32] skader Statslegemet ligesaavel som voldsomme Krampetrækninger, begge ere Symptomer paa dets Svaghed.

Mit Fædreland tæller blant mange gavnlige Indretninger ogsaa Undervisnings-Anstalter for fattige Jøders Børn af begge Kjøn, og Drengenes Institut har tillige den Hensigt at ansætte dem til nyttige Haandværker og Handteringer[33]: ogsaa veed jeg, at en nye religiøs Lærebog kan ventes, og at en oplyst Mand af den jødiske Nation har udarbejdet den. Men bliver denne Bog en Norm for Synagogens Lærdomme, eller disse en nøjere Udvikling af hin? faaer ingen af dens Læresætninger den allermindste Hentydning paa rabbanitiske Spidsfindigheder? bliver dens Hovedhensigt Identifikations-Fremme med øvrige Statsborgere? frasiges der i den al Tro paa en National-Gud? al Haab om Verdens Herredømme? Kunne disse Spørgsmaal oprigtigt besvares med ja? End videre, - kan man være sikker paa, at de ukultiverede og zelotiske[34] Jødeforældre ikke ved deres Lærdomme og Exempler nedrive det hjemme, hvad der er opbygget i Skolerne? Kan dette besvares oprigtigt med Nei? o! da er den vigtigste Forjættelse, som een af Nationens Seere i Jehovahs Navn har givet Israels Folk, nær ved sin Opfyldelse, denne nemlig: Jeg vil give Eder en ny Lov aldeles forskjellig fra den, jeg gav Eders Fædre, da jeg udførte dem af Egypten. Den Mand der bevirker dette for dem og hos dem være Nationens Messias! men den erindre sig, at han gjør ikke andet end at han træder i den Messiæ Fodspor som de Christne antoge for den sande – i Jesu Fodspor.

Jeg igjentager endnu til Slutning, at hverken Vindesyge eller had har bevæget mig til Oversættelsen af efterfølgende Skrift, ja jeg bevidner, at jeg i mit hele Liv intet Udstaaende har havt med nogen Jøde, end mere: at jeg har handlet med tvende i min private Stand[35], og med tvende i mit Embede som Direktør ved Skuepladsen[36], og at alle 4 fortjene et Vidnesbyrd om Redelighed i Handel med mig, som jeg vilde ønske jeg kunde give endeel af mine Troesforvandte.

Det skal glæde mig, om Bogen, saavel som min Forerindring, kan gjendrives. Rygtet har endog sagt mig, at en oplyst Mand pønser derpaa, jeg lader mig villig belære. Selv hos den der mindre urbant[37] angriber mig, men med Grunde, skal jeg holde mig til disse uden at ændse Indklædningen[38]. Men skulde en Pasqvillant[39] finde for godt at antaste mig med de ham ene værdige Vaaben, saa har jeg kun eet Værge mod ham: taus Foragt.


Ordforklaringer m.m.

[1] Forerindring: forord.

[2] Noget at skifte: noget at gøre med (egentlig dele/udskifte).

[3] Vindesyge: griskhed, især økonomisk.

[4] Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839).

[5] Tarv: nytte eller nødvendighed.

[6] Historisk-philosophiske Undersøgelser: dækkede over filosofiske og humanistiske discipliner, men også naturvidenskab.

[7] Philosophiske Skribentere: oplyste forfattere.

[8] Nation: folk eller folkeslag.

[9] Forjættelserne: løfterne.

[10] Grundet: grundlagt.

[11] Gojim, Nochrim og Accum: fremmede, ikke-jøder, hedninge.

[12] Konster: kunst.

[13] Industrie: arbejde, flid.

[14] Fejde-Tid: krig eller konflikt.

[15] Egennytte: egoisme.

[16] Ladhed: dovenskab.

[17] Dragonader: tvungen omvendelse ved militær (dragoner).

[18] Udvirke: føre med sig.

[19] Den: den person.

[20] Initiations-Sakramente: dåben.

[21] Rabbiner: jødisk præst.

[22] Prekær: vanskelig, usikker.

[23] Kauteler: forholdsregler.

[24] Nedsættelse: bosætning.

[25] Jordegods: i betydningen herregård.

[26] Jus patronatus: patronatsret, tilfaldt kirkens ejer og gjaldt retten til kirkens indtægter og til at foreslå/udnævne præster.

[27] Opsigt: opsyn.

[28] Formening: opfattelse.

[29] Troesforvandte: trosfæller.

[30] Jødernes Identifikation: identificere sig som danske statsborgere.

[31] Indifferentisme: ligegyldighed.

[32] Apathie: sløvhed, ligegyldighed.

[33] Handteringer: profession, erhverv.

[34] Zelotisk: fanatisk.

[35] Private Stand: privatliv.

[36] Skuepladsen: Den danske Skueplads grundlagt 1748, i dag Det Kongelige Teater.

[37] Urbant: høfligt.

[38] Indklædningen: indpakningen.

[39] Pasqvillant: forfatter af paskviller, dvs. smædeskrifter.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

     

Om kilden

Dateret
1813
Oprindelse
Friedrich Buchholz: Moses og Jesus eller om Jødernes og de Christnes intellektuelle og moralske Forhold, en historisk-politisk Afhandling, oversat med en Forerindring af Thomas Thaarup, Ridder af Dannebrogen, 1813, s. I-III og s. LVIII-LXII.
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Blüdnikow, Bent: Jødefejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1813
Oprindelse
Friedrich Buchholz: Moses og Jesus eller om Jødernes og de Christnes intellektuelle og moralske Forhold, en historisk-politisk Afhandling, oversat med en Forerindring af Thomas Thaarup, Ridder af Dannebrogen, 1813, s. I-III og s. LVIII-LXII.
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Blüdnikow, Bent: Jødefejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk