Uddrag af preussisk underofficers beretning om Lundbyaffæren 1864

Kilder

Kildeintroduktion:

Den preussiske underofficer (Unteroffizier) Heymann skrev i 1865 artiklen "Unsere Compagnie bei Lundby, nämlich die Erste von den Fünfzigern" til bladet Der Soldatenfreund. Nedenfor er gengivet et uddrag fra artiklen. 

Kampene ved landsbyen Lundby syd for Aalborg fandt sted den 3. juli 1864 og var den sidste træfning i 2. Slesvigske Krig.

Det markerede område på kortet viser, hvor affæren foregik. 
Det markerede område på kortet viser, hvor affæren foregik. 


…Om aftenen kl. 8 afmarcherede vi fra Louisendal og ankom sent til Gunderup, som ligger på vejen til og højst 2 mil fra Ålborg [1] . Havde vi været forsigtige i Store-Brøndum, så måtte vi her være så meget mere forsigtige, vi slog lejr så at sige med geværet i armen. Ved 10-tiden om aftenen ankom en husarpatrulje fra Ellitshøj, hvor de var stødt på en afdeling af os, som også rekognoscerede mod Ålborg. Som en af husarerne senere fortalte mig, var der stærke fjendtlige afdelinger ved Ellitshøj, således at vores ikke havde kunnet foretage sig videre, men havde trukket sig tilbage til Gravlev. Vi fik ikke sovet meget, kl. halv to kørte vores oppakningsvogne mod Lindenborg, kun de tomme blev holdt tilbage, og flere blev rekvireret; kl. 2:30 brød vi også op og rykkede frem til Lundby, 1½ mil fra Lymfjord.
 

Detachementet gjorde holdt ved landsbyens nordlige udgang, mens major von Krug talte med officererne og gav dem sine yderligere forordninger. Disse bestod deri, at husarerne under Rittmeister von Egloffstein skulle gå i forvejen til Ålborg med 20 mand infanteri under premierløjtnant von Klinkowström. Men Hauptmann von Schlutterbach skulle blive tilbage i Lundby med det andet infanteri til optagelse, men skulle også rekvirere så mange vogne, at alle infanterister kunne bringes væk i disse.
 

Husarerne og de 20 mand fra det 1. kompagni, iblandt hvilke også musketer Vogt igen havde indsmuglet sig, var væk, de sidste var forsvundet bag en bjergryg, vi tilbageblevne ca. 80 mand fra 1. kompagni, 36 mand fra 2. kompagni, under løjtnant von Wissel II, havde sat geværerne sammen, lå på jorden, fortalte vittigheder, lo og udmattede os selv i formodninger om, hvad de andre mon måtte opleve. Hauptmann'en var redet frem sammen med en af de to tilbageblevne husarer for at rekognoscere, vi havde ikke ladet ham ude af syne, nu vender han igen sin hest mod os, vi ser ham pege med hånden mod syd, husaren ridder i væk i hurtig galop, Hauptmann'en er som et lyn hos os. Uden at vide, hvad det drejer sig om, er vi sprunget op, "Fjenden" lyder det, så falder et skud i vores ryg fra Gunderup, husaren kommer [tilbage] med slappe tøjler og melder, at en eskadron dragoner holder bag ved højen og en stærk infanterikolonne er i anmarch og allerede er nået tæt ind på højen. Afstanden fra os til højen kunne vel være ca. 900 skridt.
 

Allerede uden kommando havde vi geværerne i hånden, på vores førers kommando gik det i løbeskridt igennem landsbyen til et hus ved dennes sydlige udgang, hvor Soutain’en [2], 1½ deling, blev opstillet. De øvrige 2 delinger befæstede et to fod højt gærde med buske, som indrammede husets haver, vi var ca. 600 skridt væk fra højen, over denne kunne vi kun se nogle dragonhjælme, og som det forekom mig, en højere officer, der rekognoscerede os. Vi havde igen fuldstændig kontrol over åndedrættet, geværerne skudklare, da kom en infanterikolonne over højen og gjorde holdt. Det var det første, vi så af en fjende stående overfor os bevæbnet; forgæves forsøger jeg at anskueliggøre de følelser, som jeg dengang havde, men ét ved jeg bestemt, jeg svor i mit indre at gøre min pligt. Og hvem havde også kunnet tænke og gøre andet, når han kaster et blik på vores Hauptmann. Der er han på vejen, på sin fine, høje fukshingst, til stadighed holder han øje med fjenden, så ser han på os, det er vores stolthed, han tvivlede ikke. Fjenden havde samlet sig, han fortsatte kvikt i march, tæt sluttet sammen og fyldte hele den sikkert 12 skridt brede vej ud, der må have været, som jeg anslog det, omkring 230 mænd, 4 officerer gik foran. På 400 skridts afstand gjorde de igen holdt, et par skyttekæder blev kastet ud på højre og venstre flanke, så tog man til angreb geværet til højre, ikke så ensartet som vi, men dog pænt, og i løbeskridt med kraftige hurraråb styrtede hele flokken fremad. De mennesker må have været skøre at løbe sådan ind i vores skud, troede de da, at vi skød med "Bla?patronen” [løst krudt?] Jeg spurgte: "Herr Hauptmann, må vi give dem noget til morgenmad?" Men han ryster på hovedet: "Vent, lad dem komme nærmere, jeg skal nok give jer besked, når der skal skydes". Ved 300 skridts afstand standser danskerne, de puster ud, på grund af den raske løbetur og skrigeriet havde de mistet pusten, de syntes at være forundrede over, at vi ikke foretager os noget. Så træder de igen an, men mindre resolut, de er kommet ind på 250 skridts afstand af os, da vi hører kommandoen med fast, rolig stemme: "250 skridts stand-visir, men sigt- og ram godt, børn, nu i Guds navn: Fyr". Knapt er kommandoen givet, for allerede længe havde det rykket os i den højre pegefinger, så brager salven også, og derovre bliver der luft i den tætte kolonne, men de stormer videre, mens vi lader igen i ro og mag, og indtager sigtestilling for at finde det rigtige sigte, det var blevet sværere, fordi vi skulle sigte halvvejs til venstre, men vi havde lært det, for vores befalingshavende general, Hans Excellence general von Mutíus, lod os også altid udføre denne øvelse under sine inspektioner. Den herre holder overhovedet ikke af skabeloner, således måtte vi heller ikke marchere efter den såkaldte bondelineal, men mest tværs over, det kom os godt til gode her, hvor vi havde fjenden halvvejs til venstre. Han er raskt, mens jeg skriver dette, kommet ind på 200 skridts afstand, da udsættes han for den anden salveagtige affyring: Gud i himmelen, hvor frygtelig var virkningen, men disse brave fra 1. regiment, som også allerede ved Oeversee [3] havde måttet udholde hovedstødet af de strenge østrigere, bekymrer sig ikke om det, som falder, de slutter sig igen sammen, og "hurra", videre går det. Denne gang lader vi dem ikke løbe længe, ved de 180 skridt får de den 3. portion, og nu var det slut med at rykke fremad. Hele historien [hele gruppen] føg fra hinanden og forsvandt lige så stille i kornet. Her fra dækningen begyndte de at skyde voldsomt, og først nu kom de på den tanke, at angribe os i den venstre flanke. En hel deling havde skjult sig dér og tilsendte os masser af deres blykugler. Herved blev vores brave feldwebel Krommschmidt skudt gennem armen, og ligeså musketer Förster II fra 2. kompagni, begge blev bragt tilbage, hvor de blev forbundet af den midt i den tætte kugleregn hastigt tililende assisterende læge Dr. Fränzel. Også musketer Eichholz fra 2. kompagni modtog et skud i læggen, men det var ikke muligt at få ham til at trække sig tilbage: "Jeg skyder ikke med benet, og mine arme er raske, først når er slut, så kan lazaretassistent Horn se på skrammen", sagde Eichholz til løjtnant von Wissell, som ville have at han haltede til forbindingspladsen.
 

Vores Hauptmann havde formodentlig set danskernes manøvre, og øjeblikkeligt opstillet 16 dygtige skytter i vores venstre flanke, så de ryddede også snart op, hele omegnen, [alle], der havde listet sig ind på 60 skridts afstand, lå døde på pladsen.

Derovre i fronten blev det stadig mere stille, på én gang var de danske herrer lidt efter lidt over alle bjerge, vi var som et lyn over hækken og ville efter dem, men Hauptmann’en tillod det ikke. Vi skulle blive og kun løjtnant von Wissel med adskillige mand satte sig i en vogn og kørte i galop mod højen. Dérfra vinkede han til os med tørklædet, det hele [gjort] i hastig flugt, satte endnu et stykke tid efter [danskerne], mens vi udbragte et hurraråb for vores konge og som på kommando istemte sangen: "Leve Herr Hauptmann, han anfører os dristigt, vi følger ham modigt på sejrens blodige vej, osv." Nu startede gennemsøgningen og opsnusningen af slagmarken, hvorved 12 fanger faldt i vores hænder, som et stykke tid havde villet foregive at være døde; men ingen behøvede at forestille sig at være død, der var nok, der virkelig var døde. 33 har jeg talt, derefter 45 sårede, af disse mange kunne fremvise 3-6 skud, enkelte op til 8 skud. Vi gjorde alt, hvad der var os muligt, for at lindre disse stakkels menneskers lidelser, men der manglede kun en læge, han kunne ikke være alle steder. Allerværst led en officer, der havde 3 skud: ved afslutningen af striden kom han mod os med sabelen i hånden, vi havde allerede lagt an mod ham, da råbte Hauptmann’en: "Gevær i ro!" og ham må mangen en dansker takke for, at han kom over bakken i ét stykke.


Ordforklaringer m.m.

[1] 1 mil = 7,53248 km.
[2] Støttetropperne.
[3] Sankelmark

Om kilden

Dateret
1865
Oprindelse
Der Soldatenfreund 1865, s. 346-49. Oversættelse af Annie Christensen.
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. april 2018
Sprog
Dansk oversættelse
Udgiver
danmarkshistorien.dk