Forordning om Forandring i Pengevæsenet, 5. januar 1813

Kilder

Kildeintroduktion:

Forordning om Forandring i Pengevæsenet for Kongerigerne Danmark og Norge, samt Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen, der kendes som pengereformen eller statsbankerotten den 5. januar 1813, blev udstedt af Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839). I forbindelse med Danmarks deltagelse i Napoleonskrigene var militærudgifterne vokset kraftigt, samtidig med at statens indtægter stagnerede. Derfor begyndte staten at sende flere penge i omløb, hvilket medførte en meget kraftig inflation og store økonomiske problemer. I løbet af 1812 var staten ikke længere i stand til at betale sin gæld, hvorfor staten i praksis var bankerot. Loven af 5. januar 1813 skulle afhjælpe problemet og havde tre formål:

  • At standse inflationen. Dette var hovedformålet og skulle ske gennem en seddelombytning. Her skulle den gamle kurantdaler byttes ud med den nye rigsbankdaler i forholdet 6:1. For at sikre landet imod fortsat inflation skulle rigsbankdaleren for fremtiden kunne indløses i sølv. Man ville have rigsbankdaleren i pari. Derfor blev der pålagt en 6 % sølvskat på fast ejendom, som kunne indfries på én gang eller over en længere periode til en rente på 6,5 % pro anno.
  • At skabe et fælles pengesystem for hele det danske rige, som bestod af Norge, Danmark og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Den nye Rigsbank skulle administrere den nye valuta og på den måde reetablere tilliden til den danske økonomi. For at modvirke inflation måtte Rigsbanken maksimalt udstede 46 mio. rigsbankdaler, hvoraf 27 mio. skulle bruges til seddelombytningen i Danmark og hertugdømmerne.
  • At sikre staten et fond til de fortsatte udgifter i forbindelse med Napoleonskrigene. Fondet skulle bestå af 15 mio. rigsbankdaler.

Pengereformens succes var begrænset, da det ikke umiddelbart lykkedes at bremse inflationen. Tiltroen til rigsbankdaleren var ikke overvældende, og da valutaen aldrig kom i brug i Norge og hertugdømmerne var den samlede pengemængde større end nødvendigt, hvilket medførte, at der gik længere tid, før rigsbankdaleren kom i pari. Imidlertid fortsatte kongen den hårde kurs med oprettelsen af Nationalbanken i 1818, hvis fornemste opgave blev at befæste et sikkert pengevæsen.

I denne udgave af dokumentet er alle forkortelser og tegn for møntenheder, tidsangivelser m.m. opløst, og de enkelte betegnelser er skrevet fuldt ud.

Forordningens indhold:

 

5. Forordning[1], om Forandring i Pengevæsenet for Kongerigerne Danmark og Norge, samt Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen.

Vi Frederik den Siette, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc. etc. Giøre vitterligt:

Da Statens hidtilværende Pengevæsen er rystet i sit Inderste, saa have Vi besluttet at bringe Orden og Fasthed deri tilveie, ved at sætte det paa en varig og urokkelig Grundvold. Vi have derved tillige fundet det nødvendigt, at ophæve Forskiellen paa Penge og Betalingsmidler imellem Kongerigerne og Hertugdømmerne; en Forskiel, som paa en for begge skadelig Maade adskiller dem, og berøver dem den Bistand, de ellers vilde og kunde yde hinanden.

For at udføre denne Beslutning, have Vi oprettet en Rigsbank, og tillagt den saadanne Midler og Forrettigheder, der kunne betrygge Pengevæsenets ny Forfatning.

Vort Folks Tillid til Os, at intet er Os saa vigtigt, som Omsorgen for dets Vel, og at de Midler, Vi vælge, ere Frugterne af lang Erfaring og moden Overveielse, vil skienke denne ny Plan Held. Almeenvellets sikkre Vedligeholdelse kræver Opoffrelser fra de En­kelte. De Besværligheder, som en Forandring, der er saa pludselig og altomfattende som denne, fører med sig, maae kun betragtes som Bi­drag til Fædrenelandets Tarv. Thi byde og befale Vi som følger:

 

[til top]

A: Almindelige Bestemmelser for Kongerigerne og Hertugdømmerne.

1.

Istedetfor alle hidtil i Vore Kongeriger og Hertugdømmer i Omløb værende Courant- og Species-Banksedler, Laane-Institut-Sedler, Skatkammerbeviser, Assignationer og Assignationsbeviser, samt nu gieldende Myntsorter, skal her­efter ikkun een Pengesort finde Sted.

2.

Den ved Fundation af Dags Dato af Os oprettede Rigsbank, hvis Forvaltning skal være aldeles adskilt fra Statens Finantsers, træder, med de den underordnede Indretninger, i de nuværende Bankers og Laane-Indretningers Sted; og det bliver dens Bestyreres hellige Pligt, at vaage over, at de under deres Tilsyn udstedte Rigsbanksedlers Credit ikke svækkes, og at der al­drig udfærdiges en større, end den nu bestemte Sum.

3.

Som sikker Grundvold for disse Rigsbanksedler skulle alle faste Eiendomme i Staten hæfte til Banken for det Beløb, som maa udgives.

4.

Med Bankens Forvaltning skal føres Overtilsyn og Control af Mænd, der vælges paa den Maade, som Bankfundationen foreskriver. Regn­skab for Bankens Bestyrelse skal aarligen bekiendtgiøres ved Trykken.

5.

Myntfoden for Statens nye Penge bestemmes saaledes: at 18½ Rigsbankdaler udpræges af 1 Mark fiint Sølv, Cøllnsk Vægt[2]. En Rigsbankdaler inddeles i 6 Mark eller 96 Skilling.

6.

Rigsbanksedlerne tillægges en Sølvværdie, hvorefter de skulle modtages i alle offentlige Betalinger, og i de private, som enten ved denne Forordning ere bestemte i Sølvværdie, eller herefter betinges saaledes. Denne Sølvværdie retter sig efter den Cours, som af Banken bestemmes og offentliggiøres 2 Gange aarligen, den 1ste Februar og 1ste August. Alle andre Betalinger skee efter Sedlernes paalydende Beløb eller Navneværdie. De nærmere Bestemmelser om denne bankbestemte Agio[3] eller Opgeld indeholder Bankfundationen.

7.

Den Sikkerhed, som Rigsbanksedlerne skulle erholde i Statens faste Eiendomme, bestaaer deri, at Vi allernaadigst tillægge Rigsbanken, med første Prio­ritets Panteret frem for enhver anden Fordring og Hæftelse, endog af Vore Skatter, 6 Procent i rede Sølv af hver Eiendoms Værdie, for hvis Bestemmelse Skatte-Taxationerne af l802 og Assurance-Summerne i det Hele lægges til Grund; og at Banken af disse fra dens Side uopsigeligen prioriterede Summer, saalænge indtil samme af Vedkommende indbetales i rede Sølv, nyder en aarlig Rente af 6½ Procent i Rigsbankdaler Sølvværdie, til at ordne og befæste Pengevæsenet paa den Maade, Bankfundationen nøiere forklarer. Denne Rente indkræves af Vore Oppebørselsbetiente[4] og indsendes af dem directe til Banken. De udførlige Forskrifter om Fordelingen af denne Hæftelse, samt om den Lettelse i adskillige ældre Skatter, hvilken Vi have funden nødvendig, for at denne Ren­te ei skulde blive trykkende, skulle vorde meddeelte i en særskilt Forordning.

8.

Det Beløb af Sedler, som Banken maa sætte i Omløb, og som den un­der intet Paaskud maa forøge, er 46 Millioner Rigsbankdaler Navneværdie, hvoraf 27 Millioner Rigsbankdaler er bestemt til den nuværende Seddelmasses Inddragelse, og den øvrige Deel deels til Udlaan og deels som Reservefond til overordentlige Udgifter for Finantserne. Til denne Reservefond skal endvidere henlægges en Sum i Obligationer af 10 Millioner Rigsbankdaler Sølvværdie, som Banken forrenter, og som Finantserne, naar Statens Fornødenheder det udkræve, kan afbenytte.

9.

Den herværende Courantbank, den slesvigholsteenske Speciesbank, Depositokassen med de derunder henhørende norske Laane-Indretninger, oq Laane-Instituttet for Hertugdømmerne ville, saasnart Rigsbanken er sat i Virksomhed, ophøre. Angaaende den dansk-norske Speciesbank ville Vi lade det Fornødne afhandle med Interessenterne.

10.

De nu i Omløb værende Banksedler og andre Pengerepræsentativer indløses paa følgende Maade:

Alle Danske Courantsedler, enten Banksedler, Skatkammerbeviser eller norske Assignationsbeviser, indløses efter en Cours af 1200 Rigsdaler danske Courant for 100 Rigsdaler Banco, saa at for hver 6 Rigsdaler danske Courant faaes en Rigsbankdaler.

Slesvigholsteenske Speciesbanksedler indløses efter deres paalydende Speciesværdie, halvt med Sølv og halvt med uopsigelige Obligationer paa Rigsbankdaler Sølvværdie til Paribeløb, 2 Rigsbankdaler for 1 Species; hvilke Obligationer skulle give i aarlig Rente 6¼ Procent eller 6 Rigsbankskilling for hver uRigsdaler [sic]. Saaledes indløses hver Seddel paa 80 Species med 40 Species i Sølv, og en Obligation paa 80 Rigsbankdaler, der giver i aarlig Rente 5 Rigsbankdaler Sølvværdie; hver Seddel paa 20 Species med 10 Species i Sølv, samt Obligation for 20 Rigsbankdaler, der giver aarlig 1¼ Rigsbankdaler, og hver Seddel paa 8 Species med 4 Species i Sølv og en Obligation paa 8 Rigsbankdaler, der giver i aarlig Rente ½ Rigsbankdaler.

Slesvigholsteenske Laane-Instituts Sedler paa 4 Species indløses hver med 8 Rigsbankdaler i Sedler.

Slesvigholsteenske Skatkammerbeviser paa 20 Rigsdaler, som strax sættes ud af Omløb, indløses hver med en 4 Procent Rente bærende uopsigelig Obligation paa 20 Rigsbankdaler, hvorpaa Banken i de første 2 Aar er forpligtet til at tilstaae Udlaan i det mindste for det halve Beløb, hvorfor den foreløbigen lader udstede Anviisninger, hvilke, saasnart som muligt, indløses med Rigsbankpenge. Beviserne paa 2½ Rigsdaler indfries hver med 2½ Rigsbankdaler i Sedler.

Assignationerne for Hertugdømmerne efter Patent af 19 December 1810 paa 25, 50, 75 og 100 Rigsdaler indløses med 5 Procent Rente bærende Obligationer, efter det Forhold af 160 Rigsbankdaler for 100 Rigsdaler slesvig-holsteenske Courant; saaledes gives for en Assignation paa 100 Rigsdaler en Obligation paa 160 Rigsbankdaler, der bærer aarligen 8 Rigsbankdaler Sølvværdie i Rente.

11.

Alle Betalinger i daglig Handel og Vandel skee, som hidtil, i Danmark med danske Courant, og i Hertugdommerne med slesvig-holsteenske Courant, indtil den 1 Februar d[ette] A[ar], og i Norge med danske Courant, hvad Aggershuus og Christiansands Stifter angaaer indtil den 15de s[amme] M[aaned], i Bergens og Tronhjems Stifter indtil den l Marts d. A., med Undtagelse af Nordlandenes og Finmarkens Amter, for hvilke Terminen bestemmes til den 15de Marts; men fra bemeldte Dage af skal Betaling og Beregning med Rigsbankpenge tage sin Begyndelse.

12.

Indtil Rigsbanken kan faae udfærdiget den fornødne Sum til de ældre Sedlers Indvexling, skulle alle p[a]a danske Courant lydende Sedler i Kongerigerne uvægerligen modtages som Rigsbankpenge efter det for Indløsningen bestemte Forhold. Ligeledes skal i Hertugdømmerne, indtil fuldkommen Indfrielse kan finde Sted, Speciesbankens Mynt og Sedler, og af anden hidtil gang­bar Sølvmynt, samt Laaneinstitutsedler, gaae og gielde: 1 Species for 2 Rigsbankdaler, og Skatkammerbeviserne paa 2½ Rigsdaler for 2½ Rigsbankdaler. De Summer, som fra Vore Finantser endnu sættes i Omløb af nogle af hine Repræsentativer, ere indbegrebne i den Masse, som er beregnet at skulle indløses af Rigsbanken med den dertil bestemte Sum.

13.

Som Skillemynt skal for det første, indtil en tilstrækkelig Sum af den nye er udpræget, hvorom nærmere Bekiendtgiørelse vil udkomme, af den nu værende Kobbermynt gaae og gielde, de danske 12 skilling og de slesvigholsteenske Sechslinge, hver for 2 Rigsbankskilling, de for Danmark udprægede, men indkaldte og nu i Hertugdømmerne gangbare, 2 skilling for 1 Rigsbankskilling, og de danske 3 skilling for ½ Rigsbankskilling.

14.

Eierne af alle de af Os eller Vore Forfædre paa Thronen, eller efter Kongelig Autorisation eller med Kongeligt Garantie udstedte Obligationer, Annuiteter, og Fonds i danske Courant, hvorunder indbefattes de af Depositokassen og Creditkassen for Huuseiere i Kiøbenhavn udstedte Obligationer, skulle være berettigede til, i Overeensstemmelse med Obligationernes Indhold,
at forlange Hovedstol og Rente udbetalt med 1 Rigsbankdaler for hver 6 Rigsdaler danske Courant;
men naar Renterne, i Overeensstemmelse med det i følgende § Foreskrevne,
eengang ere hævede, bortfalder denne Rettighed, og alle førnævnte Forskrivelser blive for Fremtiden uopsigelige fra Creditorernes Side.

15.

Disse Statsforskrivelser, hvortil ogsaa høre de ved Bancolaanet af 25. September 1811 udstedte Præmie-Obligationer, gaae da over til at vorde Obli­gationer i Rigsbankpenge, Daler for Daler, og forrentes i Sølvværdie for det første efter en Cours af 400 Rigsdaler danske Courant mod 100 Rigsdaler Banco, saaledes,:

For hvert Hundrede Rigsbankdaler svares aarligen 2 Rigsbankdaler fra den første Betalingstermin i Aaret 18l3 af at regne, og indtil samme Termin i det andet Aar efter Freden. I det 3die, 4de, 5te og 6te Aar efter Freden forøges denne Rente med ½ Procent hvert Aar; og svares fra sidstnævnte 6te Aar af og fremdeles aarligen fulde 4 Procent eller 4 Rigsbankdaler for hvert 100 Rigsbankdaler Sølvværdie af Obligationens nu paalydende Sum.

For de Forskrivelser, hvoraf hidtil er svaret mere, end 4 Procent aarlig Rente, bestemmes Forrentningen medens Krigen og indtil det andet Aar efter Freden forholdsviis saaledes, at de Fordrivelser, der lyde paa 4½ Procent aarlig Rente, i førnævnte Tidsrum blive forrentede med 2¼ Rigsbankdaler, og de, der lyde paa 5 Procent, med 2½ Rigsbankdaler. Af hvert l00 Rigsbankdaler, hvilken Forrentning voxer med 1/4 deel mere i det 3die Aar efter Freden, og saa fremdeles i det 4de, 5te og 6te Aar, indtil de oprindelige 4½ eller 5 Procent i Rigsbankpenge, Daler for Daler

16.

Den paa Species lydende Statsgield, hvorunder, ligesom i § 14 er fast­sat, henhører hvad der efter allernaadigst Bemyndigelse eller med Kongeligt Garantie er udstedt gaaer over til uopsigelig Gield i Rigsbankpenge Sølvværdie med 2 Rigsbankdaler for 1 Species, og svares de i Forskrivelserne bestemte Renter ligeledes med 2 Rigsbankdaler for hver Species.

Dog undtages herfra de for Laanet af 24 December 1808 udstedte Obliga­tioner, der skulle indfries i de oprindeligen bestemte Forfaldsterminer med 2 Rigsbankdaler Sølvværdie for hver Species af deres paalydende Sum. Renterne deraf betales med en halv Rigsbankdaler aarlig af hver 80 Species eller 100 Rigsdaler Courant.

17.

For de under 3 August og 25 September 1811 i Kiøbenhavn og Altona optagne Laan i Banco ville Vi nærmere bestemme Betalingsterminerne. Renterne af disse Laan erlægges i Banco, som udbetales i Rigsbankdaler efter Dags Coursen til hver Forfaldstermin.

18.

Alle de Skatter og egentlige Afgifter til Vor Kasse og til offentlige Kasser under Vort Garantie, hvilke ere paabudne og bestemte i danske Courant, og først forfalde til Betaling fra Begyndelsen af Aaret 1813, skulle erlægges i Rigsbankpenge, Daler for Daler.

De i Kongerigerne i Species paalagte og fra samme Tid forfaldende Skatter skulle erlægges med 2 Rigsbankdaler for hver Species, undtagen de ved Forordningen af 6te Maii 1812 bestemte Paabudde for Vort Rige Norge, hvilke erlægges med 1 Rigsbankdaler for hver Species.

Om Retssportlernes[5] Erlæggelsesmaade i Kongerigerne vil med det første ud­komme nærmere Bestemmelser; imidlertid erlægges de med 1 Rigsbankdaler for 1 Species.

I Hertugdømmerne erlægges de i slesvig-holsteenske Courant paabudne og fra 1ste October 1812 af forfaldne Kongelige Skatter og Afgifter med 1 Trefemtedeel Rigsbankdaler for 1 Rigsdaler slesvig-holsteenske Courant, eller med 2 Rigsbankdaler for 1 Species. I Betaling for resterende, inden 1ste October 1812 forfaldne Skatter, skulle dog de udaf Omløb satte Skatkammerbeviser paa 20 Rigsdaler modtages for 12½ Rigsdaler slesvig-holsteenske Courant.

19.

Alle private Contracter og Forhandlinger om Penge, skulle, naar de ikke som f. Ex. Vexler, lyde paa Banco eller fremmed Mynt, uden Undtagelse indgaaes aleene i Rigsbankpenge, som den eneste indenlandske Pengesort, der herefter for Domstolene i Vore Kongeriger og Hertugdømmer kan indtales til Be­taling, da for Fremtiden ingen Paastand om nogen Pengebetaling i nogen hidtil giældende indenlandske Penge- eller Myntsort kan for bemeldte Domstole eller no­gen offentlig Autoritet tages i Betragtning, eller noget efter samme iværksættes.

20.

Det skal staae enhver frit for, at contrahere og afslutte Pengehandeler, saavel i Rigsbankpenge Sølvværdie, som i Rigsbankpenge Navneværdie; men i alle Forskrivelser, som medføre Panteret i faste Eiendomme, skal det udtrykkeligen benævnes, om Betalingen er bestemt i Rigsbankpenge Sølvværdie eller Navneværdie, da Documentet, hvis det lyder paa Penge, ellers ikke maa antages til Læsning i Kongerigerne, eller i Hertugdømmerne give Panteret i nogen fast Eiendom. I alle andre Tilfælde an­tages, naar Rigsbankdaler-Værdien ikke er nævnet, den Værdie at ligge til Grund, som Debitor, eller den, der har paalagt sig Pengeforpligtelsen, angiver. Dog bliver Debitor, skiøndt Gielden oprindeligviis kun skulde betales i Navneværdie, pligtig at tilsvare den Sølvværdie, som Beløbet havde paa den Tid, Creditor, paa lovlig Maade, søgte sin Betaling.

21.

Den almindelige Rentefod ved alle Forskrivelser, som lyde paa Sølvværdie, og herefter udstedes, er 4 Procent. Hvor Forpligtelsen derimod lyder paa Navneværdie, er Creditor berettiget til at betinge sig 5 Procent.

22.

Det Forhold, hvorefter Gager, Lønninger, Pensioner, bestemte Diæter, m.m., baade i danske og slesvig-holsteenske Courant skulle udbetales, have Vi i et til Vort Finants-Collegium under Dags Datum udstedt Reskript[6] allernaadigst fastsat.

 

[til top]

B: For Kongerigerne Danmark og Norge.

23.

I alle paa dansk Courant lydende private Forskrivelser, være sig med eller uden Pant, af hvad Slags de end maatte være, de undtagne, som omhandles i § 3l, omskrives Rigsdaler til Rigsbankdaler Sølvværdie efter Forskrivelsens Alder, saaledes, at Gield efter Forskrivelser, ældre en 11 September 1807, gaaer over til at blive Gield i Rigsbankpenge, Daler for Daler; Gield efter Forskrivelser som ere yngre end 10 September 1807, men dog ældre end 11 December 1807 forandres til 95 Rigsbankdaler for hvert 100 Rigsdaler danske Courant og saa fremdeles efter den hosfølgende Tabel A, indtil de Forskrivelser, som ere yngre end 10 December 1812, i hvilke Summerne omskrives til 20 Rigsbankdaler, for hvert 100 Rigsdaler danske Courant[7].

Hvor en Debitor ved en nye Forskrivelse har indfriet sin ældre, skal Gieldens Alder bestemmes efter den Tid, da den først blev stiftet, og hvor en Sum efterhaanden er contraheret, efter de enkelte Posters forskiellige Alder.

24.

Den i forrige § nævnte Omskrivning der skee ved en Paategning paa Gieldsbrevet af Creditor og Debitor; dog dersom denne Sidste hertil skulde findes uvil­lig, eller ogsaa være saa langt fraværende, at Gieldsbrevet ikke uden Vanskelighed til ham kan oversendes, kan Creditors Paategning være tilstrækkelig, hvorom han dog i saa Fald bør underrette Debitor, og derom enten forsyne sig med hans Tilstaaelse, som kan skrives paa ustemplet Papiir, eller vidnesfast lade ham forkynde Paategningens Indhold i en af Notarius publicus[8] verificeret Afskrift. Skulde nogen Creditor forsømme den her befalede Paategning, kan han ved Retterne ikke vente nogen Dom for sin Fordring, men den af ham anlagte Sag vil vorde afviist.

Alle tinglæste Panteforskrivelser bør, naar de, som ovenmeldt, ere paategnede, forevises i Retten og Paategningens Indhold i Pantebogen indføres.

25.

Den Vedheftede Tabel B[9] viser, hvorledes Renterne af de i Rigsbankpenge omskrevne Capitaler skulle spares. De Fordringer nemlig som grunde sig i ovenanførte Slags Gieldsbreve fra og efter 11 Junii 1812, forrentes med fulde 4 Procent i Sølvværdie af det omskrevne Beløb. De derimod, som grunde sig i saadanne Gieldsbreve af et ældre Datum end 11 Junii 1812, forrentes, med Hensyn til Forpligtelsens Ælde, efter Tabellens Udvisende, saaledes, at de Debitorer, hvis Gield omskrives til mere end 25 Rigsbankdaler mod 100 Rigsdaler danske Courant, nyde en Lettelse i Renterne, som uforandret vedvarer indtil det andet Aar efter Freden, hvorefter Renterne i det 3die, 4de og 5te Aar efter Freden. efterhaanden voxe, indtil de fra det siette Aar af gaae over til de fulde 4 Procent. F. Ex. en Gieid fra 11 September 1810 omskrives til 45 Rigsbankdaler Sølvværdie; deraf svares, indtil det andet Aar efter Freden, 2 8/10 Procent eller 1 Rigsbankdaler 25 3/5 skilling; i det tredie Aar 3 11/100 Procent eller 1 Rigsbankdaler 38 2/5 skilling i det fierde Aar 3 4/10 Procent eller l Rigsbankdaler. 51 1/5 skilling; i det femte Aar 3 69/100 Procent eller 1 Rigsbankdaler 64 skilling, og i det siette Aar fulde 4 Procent eller 1 Rigsbankdaler 76 8/10 skilling.

26.

Den Creditor, som vil nyde godt af de i § 23 og § 25 indeholdte Bestem­melser, kan ikke, førend det andet Aar efter Freden er udløbet, opsige sin Capital, og skal da modtage som fuld Betaling det 25 dobbelte Beløb af den aarlige Rente, som, i Følge Omskrivningsforholdet i Tabellen tilkommer ham i det Aar, hvori Udbetalingen, efter den fra hans Side skete Opsigelse, finder Sted.

27.

For opsagte eller til Betaling forfaldne, men endnu ikke betalte, Capitaler, gielder samme Udsættelse.

28.

De Creditorer, som derimod strax forlange deres Capitaler udbetalte, kunne giøre deres Ret gieldende efter Forskrivelsens Indhold, men have da ikke Krav paa større Betaling, end efter det for Courantsedlerne fastsatte Indløsningsforhold, saaledes: at de for 100 Rigsdaler danske Courant erholde 16 2/3 Rigsbankdaler Navneværdie, eller Forskrivelsens Sum i Courantsedler, forsaavidt disse endnu maatte være i Omløb. Dette Creditors Valg, saavelsom den ham derefter, som ovenmeldt, tilkommende Sum, bør udtrykkeligen nævnes i den Paategning, som, i Følge foregaaende § 24, afgives paa Forskrivelsen, og i dette Tilfalde bør skee inden ½ Aar efter Forordningens Publication. Forsømmer Creditor dette, eller omskrives Capitalen til Rigsbankdaler efter de ved § 23 og 24 foreskrevne Regler, da har det med en saadan Capital sit Forblivende efter § 26.

29.

Den Debitorerne ved § 26 forundte Udsættelse med Betalingen af de skyldige Capitaler ophører, naar Debitor ikke i eet Aar har betalt de forfaldne Renter, og naar det ved Gieldsbrevet givne Pant saaledes forringes, at det, efter kyndige uvillige Mænds Skiøn, ei længer er Sikkerhed for Gielden. Naar Pantet kommer i en andens Eie, maa Creditor lade sig nøie med samme Sikkerhed og Vilkaar, som hos den forrige Eier.

30.

Naar en chirographarisk[10] Debitor døer, opbyder sit Gods eller fallerer, og naar der ved en Gieldsforskrivelse, enten med eller uden Pant, tillige er givet Caution, og Cautionisten enten døer, opbyder eller fallerer, er Creditor berettiget til, naar saadan reel Sikkerhed ikke kan stilles, som er foreskreven for Umyn­diges Midler, at erholde enten Gieldens Beløb i Navneværdie, eller Renternes 25-dobbelte Beløb i Sølvværdie.

Debitor staaer det til alle Tider frit for, saaledes som det i Forskrivel­sen maatte være bestemt, at udbetale eller opsige Capitalen, der da af ham bliver at tilsvare i Rigsbankdaler Sølvværdie efter Omskrivningsforholdet i Tabellen.

31.

For Gield efter Anviisninger, Anfordringssedler, for Regningsgield og Boggield, tilstaaes Debitor et Tidsrum af 4 Uger, efterat Creditor, i Følge denne Forordning, har forlangt hans Erklæring, i hvilke ham indrømmes Ret til, uden videre Hensyn paa Kravets Ælde, at afgiøre Gielden med Be­taling i danske Courant eller i Rigsbankdaler efter Indløsningsforholdet af 1 for 6. Al saa­dan Gield, som ikke inden bemeldte Frist afgiøres, bliver at omskrive til Rigsbankdaler efter de samme Forskrifter, som gielde for de i § 23 omtalte Gieldsbreve, og regnes saadan Gields Ælde fra den Tid, da den beviisligen er krævet.

32.

Naar i Forskrivelserne ere bestemte visse Betalingstider, enten for det Hele eller for en Deel, og Creditor ikke efter § 28 forlanger Gielden betalet, saa blive disse Forfaldstider at beregne fra det udløbne andet Aar efter Freden[.]

33.

Kiøbe-Contracter, som ved Forordningens Bekiendtgiørelse endnu maat[t]e, være uopfyldte, skulle, om end Eiendommen maatte være tiltraadt, paa Kiøberens Forlangende, gaae tilbage, saafremt Sælgeren ikke seer sig i Stand til at forskaffe[11] de paa Eiendommen hæftende ældre Prioritetsforskrivelser omskrevne til at gielde fra et Datum, som ikke er ældre end Afslutningen om Kiøbet. Kan derimod Sælgeren forskaffe en saadan Omskrivning af de tilligemed Eiendommen overdragne Prioritetshæftelser, saa bliver Kiøbet uforandret. Skal ved saadant Kiøbs Ophævelse en allerede betalt Deel af Kiøbesummen tilbagebetales, saa blive i den Henseende at anvende de samme Grundsætninger, som for andre Betalinger ere fastsatte.

34.

Den Debitor, som indfrier en i hans faste Eiendom prioriteret Gieldsfordring, skal være berettiget til, i denne Eiendom at give samme Prioritets-Panteret til en ny Creditor for en Sum i Rigsbankdaler som er lig med den, som i Følge Omskrivningsforholdet i Tabellen, tilkom den udløste Creditor, dog under samme Betingelser i Henseende til Forrentning og Tilbagebetaling, som for denne vilde have været gyldige, naar i øvrigt ingen yngre Panthaver er forbeholden Ret til at oprykke i den udløste ældre Panthavers Sted.

35.

Den i faste Eiendomme indestaaende Pantegield, som af forrige Eier har været contraheret, men hvilken den nuværende Eier, ved det af ham modtagne Skiøde, har indgaaet at tilsvare, bør, naar Creditor har samtykket i Debitors Forandring, betragtes som et nyt Laan fra Skiødets Datum, og følgeligen, uden Hensyn til Forskrivningens Ælde, omskrives til Rigsbankdaler, aleene efter den for Skiødets Datum gieldende Regel.

36.

For alle paa Species eller slesvig-holsteenske Courant udstedte private Forskrivelser gielde de samme Bestemmelser, som i det Følgende for Hertugdømmerne ere fastsatte.

37.

I Henseende til Fæsteafgifter, Forpagtningsafgifter, Tiendeafgifter eller andre aarlige Pengeafgifter, som maatte være betingede i danske Courant af Jordeiendomme, da blive de, forsaavidt de forfalde til Betaling i den første Halvdeel af Aaret 1813, at tilsvare med 1 Rigsbankdaler Sølvværdie for hver 4 Rigsdaler danske Courant. Efter den 1ste Julii 1813 tilsvares de derimod i Rigsbankpenge efter Omskrivningsforholdet i Tabellen A, hvorved Contractens Alder tages til Rettesnor.

38.

Det skal dog være Afgiftsyderen tilladt, om han heller skulde ønske det, at faae Afgiften bestemt til at erlægges i Kornværdie paa følgende Maade: Pengeaf­giftens Beløb beregnes halvt til Rug, halvt til Byg, efter Giennemsnitspris af de Capitelstaxter, som for Provindsen eller Egnen have været satte i de tre Aar, der nærmest have foregaaet Contractens Afslutningstid. Dette Qvantum Rug og Byg betales derefter aarligen i Rigsbankpenge, ligeledes efter Giennemsnitsprisen af Provindsens eller Egnens Capitelstaxter i de nærmeste 3 Aar førend Betalingsterminen. Ved denne Beregning ansees i de hidtil satte Capitelstaxtspriser 5 Rigsdaler danske Courant lige med 1 Rigsbankdaler. Vælger Afsiftsyderen denne Betalingsmaade, skal han derom inden 1 Julii d. A. engang for alle erklære sig. I øvrigt blive Contracterne selv, saavel i Henseende til Opsigelse, som i andre Maader, uforandrede efter deres Indhold og de hidtil gieldende Anordninger.

Alt Foregaaende anvendes ligeledes paa Arvefæster, samt paa Leiecontractcr om Kiøbstedjord.

39.

Den ved Leiecontracter om Huusværelser, eller om Brugen af anden urørlig Eiendom end Jord, betingede Leie bliver, forsaavidt den forfalder til Betaling indtil første Fardag[12] efter den lovbestemte Opsigelsestid fra denne Forordnings Bekiendtgiørelse af, at tilsvare med 1 Rigsbankdaler for hver 4 Rigsdaler danske Courant, naar Leiecontracten er ældre end 11 Junii 1812, men er den fra 11 Junii 1812 el­ler yngre, beregnes 1 Rigsbankdaler for 5 Rigsdaler danske Courant Leie, som, i Følge Contract paa flere Aar, forfalder senere end 1 Julii 1813, tilsvares efter Omskrivningsforholdet i Tabellen med Hensyn til Contractens Ælde. I øvrigt blive alle Leiecontracter, saavel i Henseende til Opsigelsestiden, som i andre Maader, ufor­andrede efter deres Indhold og hidtil gieldende Anordninger.

40.

Løn, som forfalder til Betaling i første Halvdeel af Aaret 1813, betales med 1 Rigsbankdaler for hver 4 Rigsdaler danske Courant. Skulde den være betinget som staaende for længere Tid, da bliver den efter den 1 Julii 1813 at tilsvare efter Omskrivningsforholdet i Tabellen, med Hensyn til Contractens Alder.

41.

Paa Landskyld og Tredie Aars Tage blive at anvende samme Bestemmel­ser, som ovenfor ere fastsatte for Fæste og Leje af Jord.

42.

Enhver Dom, eller anden offentlig Retshandling, hvorved nogen paalægges en Pengebetaling, affattes og beregnes i Rigsbankpenge, hvorved de foran bestemte Grundsætninger følges, forsaavidt Betalingen hidrører fra en Forpligtelse, der oprindeligen er paadragen eller indgaaet i den hidtil gieldende danske Courant.

43.

Hvor i Loven og Anordningerne Bøder eller andre Størrelser, saasom Appellationssummer, Grændsebestemmelser for visse Gaver, Underholdnings- og Varetægtspenge, fastsættes til en vis Pengesum, bør samme Sum nu forstaaes i Rigsbankdaler, dog at de Forhøielser, som efter Krigens Udbrud ere foreskrevne i nogle af disse Tilfælde, derved bortfalde, og at denne ny Anordning ikke giør Forandring i Henseende til de inden dens Bekiendtgiørelse allerede forfaldne Summer af fornævnte Slags, eller, hvad Appellationssummerne især angaaer, kan anvendes paa de lovligen indstævnte Sager.

 

[til top]

C: For Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen.

44.

Alle lovbestemte Summer, saavelsom Fordringer paa slesvig-holsteenske Courant eller Species, for Capitaler, Renter, Penge-Præstationer, af hvad Navn nævnes kan, gaae over til at vorde Fordringer i Rigsbankpenge, 2 Rigsbankdaler Sølvværdie for hver 1 Species.

Paa Gield eller Forpligtelser, contraherte i nogen anden Pengesort eller Værdie, end slesvig-holsteenske Courant eller Species, skulle de her foreskrevne Bestemmelser ikke anvendes.

45.

I alle de Tilfælde, som her ikke udtrykkeligen undtages, skulle de i § 12 nævnte Betalingsmidler antages som god Betaling. Alle efter denne Forordnings Bekiendtgiørelse eller fra den 1ste Januarii 1813 af forfaldende Rentebetalinger eller Fordringer, Kapitalbetalinger enten heelt eller for en Deel undtagne, skulle derfor uvægerligen antages i Rigsbankpenge efter den 12te §. Da denne Bestemmelse tillige gielder for Omslaget 1813, saa skulle dog alle førend denne Forordnings Bekiendtgiørelse forfaldne Fordringer i enhver Henseende afgiøres efter de førhen gieldende Anordninger.

46.

Hvad her bestemmes om skyldige Capitaler, gielder uden Undtagelse om
enhver Slags Gieldsforskrivelser. Dog skal paa de Steder, hvor streng Vexelret gielder, samme forblive i fuld Kraft. Men Betalingen af alle efter denne Forordnings Bekiendtgiørelse forfaldne, paa Species eller slesvig-holsteenske Courant lydende, Vexler skeer med Rigsbankpenge efter § 12.

47.

Ved alle Capitalbetalinger uden Undtagelse, der skulle skee i Omslaget 1813 i slesvig-holsteenske Courant klingende Mynt eller Species, er Creditor ikke forpligtet til at modtage andet, end saadan Mynt. Ligeledes kan den, der har betinget sig en Capital i Sølv, ikke forpligtes at modtage noget andet Betalingsmiddel. Paastaaer Creditor derimod Betalingen til bestemt Tid, saa er han ikke beret­tiget til at fordre uden Rigsbankpenge efter § 12, og skal endog være forpligtet at modtage de Anviisninger, som for Laan paa deponerte Skatkammerbeviser paa 20 Rigsdaler slesvig-holsteenske Courant udstedes i Følge § 10. Det samme gielder, naar en til næste Omslag lovet Capital paastaaes nu tilveiebragt.

48.

Kun i Tilfælde af, at der, ved et efter Junii Maaned 1812 sluttet Kiøb, er i Omslaget 1813 betinget en vis Sum i rede Mynt, skal Forpligtelsen for saavidt blive i Kraft, at naar Kiøberen ei kan eller vil betale den betingede Sum i Sølv, gaaer Kiøbet, paa Sælgerens Forlangende, tilbage, og hvad der mueligen af Kiøberen er erlagt, skal Sælgeren ufortøvet tilbagebetale paa den i § 12 fore­skrevne Maade. Men efterkommer Kiøberen Vilkaarene i dette Omslag, saa er Sælgeren for Fremtiden underkastet de i det Følgende foreskrevne Indskrænkninger.

49.

Hvor en anden Betalingstermin end Omslaget finder Sted, skal det, som i §§ 47 og 48 er bestemt, anvendes paa den første Termin efter Forord­ningens Bekiendtgiørelse

50.

Da hele Statens Formue i faste Eiendomme, saavel forsaavidt den er Eiernes som Panthavernes, bør forholdsmæssigen bidrage til at grundfæste den af Os oprettede Rigsbank, men det var umuligt strax i rede Værdie at oppebære et saa betydeligt Bidrag af alle i Eiendommene prioriterede Capitaler, og da det ikke bestod med Bankens Sikkerhed at have slige directe Fordringer til Capitalister, saa skal disses hele Bidrag og Gield til Banken besørges erlagt af Eieren, og denne ene være ansvarlig til Banken for det Hele. Enhver, som har Pant i en fast Eiendom, skal derfor til sin Debitor for eengang betale 6 Procent af den i Eiendommen staaende Sum, enten strax eller ved Capitalens Opsigelse og Udbetaling, i hvilket sidste Tilfælde han, indtil bemeldte 6 Procents Erlæggelse, svarer til Debitor lige saa mange Procent aarligen af Renten, som han faar af Capitalen. F. Ex. af en Capital paa 10000 Rigsdaler, som forrentes med 4 Procent, betaler Creditor aarligen 16 Rigsbankdaler; forrentes den med 5 Procent, betaler han 25 Rigsbankdaler o[g] s[aa] f[remdeles]. Til Sikkerhed for de øvrige eller yngre Creditorer bestemmes, at Erlæggelsen af de 6 Procent ikke lovgyldigen kan bevises, med mindre de ere afskrevne paa For­dringen. I alle Gields- og Pante-Protocoller skal Skriveren ex officio anføre den Rente, som hver Creditor har at yde Banken, og iagttage, at de 6 Procent, naar de engang ere erlagte, ikke atter protocolleres. Om slige Protocollers almindelige Indførelse ville Vi nærmere anordne det Fornødne.

51.

Af udenlandske Creditorer, som have udlaant deres Capitaler paa faste Eiendomme i Hertugdømmerne, kan dette Bidrag, enten for eengang eller aarlig, ikke kræves. Hvorved dog bliver at iagttage, hvad herefter desangaaende bestemmes.

52.

Vil Debitor betale sin Gieid, bør han tilsvare hele Beløbet i Rigsbankdaler Sølvværdie. Men skulde Creditor han være indenlandsk eller Fremmed, for­lange Betaling inden det udløbne fierde Aar efter Freden, saa erholder han Beløbet kun i Navneværdie, og skal desuden indtil Udgangen af Aaret 1813 modtage de i § 47 nævnte Anviisninger paa den deri bestemte Maade, og er end ydermere, saafremt han er hypothecarisk[13] Creditor, underkastet et 6 Procents Afdrag af sin Capital; dog skulle de Betalinger, som i Omslaget 1813 af vedkommende Debi­tor paa Creditors Forlangende erlægges i Navneværdie, i Følge en i lovlig Tid førend denne Forordning skeet Opsigelse, undtages fra bemeldte 6 Procents Afdrag.

53.

Fire Aar efter Freden kan enhver Creditor, naar han iagttager den ved Contracten fastsatte Opsigelsetid, opsige sin Capital til Udbetaling i Rigsbankdaler Sølvværdie mod Afkortning af 6 Procents Bidraget til Banken, hvis han er af Vore Undersaatter, men er han Fremmed, er han fritaget derfor. Til Let­telse for den Debitor, som er i sidste Tilfælde, vil ved Reguleringen af Bankens Fordring, disse 6 Procent vorde ham godtgiorte.

54.

Til den Ende skal enhver Debitor, 8 Dage efter denne Forordnings Bekiendtgiørelse, for sin Øvrighed beviisligen opgive alle sine udenlandske Creditorer. Dersom dette Opgivende enten ikke skeer til bestemt Tid, eller skeer urigtigen, taber Debitor, med mindre han kan bevise, ei at have været inculpa[14], sin Ret til at erholde Godtgiørelse af Banken, og er desuden, naar Foregivendet har været falskt, Tiltale underkastet efter Lov og Anordninger. Som udenlandsk Creditor kan aleene den anføres, som hverken har Eiendom eller Opholdssted i Kongerigerne eller Hertugdømmerne og førend denne Forordnings Bekiendtgiørelse har eiet en, af Vore Undersaatter paa hans Navn udstedt eller vedgaaet, Forskrivelse. Enhver Overdragelse eller Cession[15] til en Fremmed har, uden saaledes at være vedgaaet, ikke den ovenmeldte Virkning, om den endog var ældre, end denne Forordning.

55.

Ved al chirographarisk Gield finder det i § 52 Fastsatte forsaavidt Sted, at Creditor indtil 4 Aar efter Freden ikke kan forlange Betaling uden i Navneværdie, men dog ikke er underkastet noget Bidrag til Banken efter § 50.

56.

Ved Fideicommis[16]-Capitaler gielde alle foranførte Bestemmelser, forsaavidt de derpaa ere anvendelige, til hvilken Ende det om Bidraget af Renterne Foreskrevne strax vil være at iagttage.

57.

Alle terminsviis bestemte Betalinger og Capitalafdrag begynde paa den i Documenterne bestemte Maade, først naar det 4de Aar efter Freden er udløbet. Dog kan Creditor, paa de i §§ 52 og 53 indeholdte Vilkaar forlange Betaling til den bestemte Forfaldstid.

58.

Udenfor Capitalbetalinger, hvortil dog Tilbageleveringen af Deposita og deslige ikke hører, skulle alle andre Betalinger, af hvad Navn nævnes kan, erlægges til den bestemte Tid.

Den Debitorerne ved § 52 tilstaaede Udsættelse bortfalder, ligesom for Vore Kongeriger er bestemt (§ 29), naar Debitorerne ikke i et Aar have betalt de forfaldne Renter, og naar Sikkerheden beviiseligen forringes. I disse Tilfælde kan Creditor forlange Betaling i Sølvværdie, dog uden at kunne und­drage sig for 6 Procent-Afdragets Erlæggelse.         
Forandring af Debitor kan ikke berettige til Opsigelse.

59.

Naar en chirographarisk Debitor døer, opbyder sit Gods eller fallerer, og naar derved en Gieldsforskrivelse, enten med eller uden Pant, tillige er givet Caution og Cautionisten enten døer, opbyder eller fallerer, er Creditor berettiget til, naar saadan reel Sikkerhed ikke kan stilles, som er foreskreven for Umyndiges Midler, at erholde Gieldens fulde Beløb i Sølvværdie.

60.

Alle, Debitorerne ved denne Forordning tillagte, Rettigheder kunne paa ingen Maade derved indskrænkes, enten at Betalingen udtrykkeligen er betinget i Mynt eller rede Sølv, eller ved nogen anden Clausul, Stipulation[17] eller Renunciation, hvilket altsammen, forsaavidt det maatte stride mod de heri fastsatte Bestemmelser, skal ansees som ugjort og ugyldigt. Hvorimod alle indgangne Forskrivelser og Forpligtelser, som ikke ved denne Forordning ere modificerede, forblive aldeles uforandrede.                                             .

61.

I Henseende til de Contracter og Forskrivelser, som affattes efter denne Forordnings Bekiendtgiørelse, gielde ingen andre Indskrænkninger, end de i §§ 19, 20 og 2l angivne.

62.

Enhver Dom eller anden offentlig Retshandling, hvorved nogen paalægges en Pengebetaling, affattes og beregnes i Rigsbankpenge, hvorved de foran bestemte Grundsætninger følges, forsaavidt Betalingen hidrører fra en Forpligtelse, der oprindeligen er paadragen eller indgaaet i den hidtil gieldende slesvig-holsteenske Courant.

Hvorefter Vedkommende sig have allerunderdanigst at rette. Givet i Vor Kongelige Residentsstad Kiøbenhavn, den 5te Januarii 1813.

Under Vor Kongelige Haand og Seigl.

 

Frederik R.

(L. S.) [18] 

______

Kaas

____________________________________

Cold. Knudsen. Bülow. Monrad.

 

[til top]


Ordforklaringer m.m.

Kong Frederik den Siettes A. Tabel over skyldige Capitalers Omskrivning fra Dansk Courant til Rigsbankpenge

B. Tabel over Renternes Moderation m.m. for en Capital af 100 Rigsdaler danske Courant

[1] Forordning: En forordning var under enevælden (1660-1849) betegnelsen for de af kongen udstedte love og retsforskrifter. Betegnelsen blev anvendt om de vigtigere love, der var af større omfang, eller om vigtigere genstande. De kongelige forordninger blev trykt og bekendtgjort, og de var en del af den kongelige lovgivning ligesom anordninger, reskripter og plakater.

[2] Cølln er en gammel stavemåde for byen Köln. Cøllnsk vægt: vægtsystem, der stammede fra Køln og i middelalderen blev antaget som standard i store dele af handelsverdenen.

[3] Agio: positiv forskel mellem købs- og salgskurs, typisk på valuta.

[4] Oppebørselsbetient: tjenestemand, hvem det er overdraget at modtage og kvittere for skatter og afgifter.

[5] Retssportel: retsafgift.

[6] Reskript: et reskript var under enevælden (1660-1849) betegnelsen for en kongelig udstedt administrativ forskrift eller ordre. I reskriptet var den kongelige befaling rettet til én eller flere personer eller myndigheder som oftest vedrørende enkelte konkrete sager. Undertiden kunne et reskript også indeholde almindelige retsforskrifter. Reskripterne var en del af den kongelige lovgivning ligesom de noget større forordninger samt anordningerne, der var lovgivning i almindelighed og særligt om love, der oprettede nye offentlige institutioner.

[7] Tabel A findes nederst i dokumentet.

[8] Notarius publicus: embedsmand der underskriver dokumenter for at bevidne disses gyldighed. På dansk notar.

[9] Tabel B findes nederst i dokumentet.

[10] Chirografisk Debitor: Debitor med gældsforskrivning uden pant.

[11] Forskaffe: fremskaffe.

[12] Fardag: skiftedag for tyendets ansættelse.

[13] Hypothecarisk: kreditor med panteret i fast ejendom.

[14] Inculpa: forsætlig.

[15] Cession: kreditors frivillige overdragelse af sin fordring.

[16] Fideikommis: formue, ofte fast ejendom, der ved testamentarisk bestemmelse er båndlagt til et bestemt formål, fx en slægts underhold.

[17] Stipulation: aftale.

[18] (L.S.): forkortelse for det latinske Loco Sigilli, der angiver lakseglets placering. Forkortelsen anvendes på afskrifter for at vise seglets placering på originaldokumentet.