Scooterpigen - artikel i Billed-Bladet 1962

Kilder

Kildeintroduktion:

”Hun tilhører ungdommen af 1962. Den forgudede og forkætrede ungdom, der har fået de goder, den forrige generation banede vejen for”. Sådan indledte Billed-Bladet sin artikel fra 1962 om "Scooterpigen" Henny Mørup, der var et billede på det nye fænomen 'ungdommen'. En ny livsperiode mellem barndommen og voksenlivet, med nye muligheder for personlig frihed og materielt forbrug.

I efterkrigstiden voksede en ungdom frem, der havde flere penge og muligheder end tidligere generationer. Samtidig voksede en ungdomskultur frem, med sin egen stil og musiksmag og sine egne forbrugsvaner. Artiklen fra Billed-Bladet er på mange måde symptomatisk for samtidens syn på denne nye ungdomskultur. På den ene side en fascination af det sorgløse, dynamiske og friske, der prægede ungdommen. På den anden side en vis misundelse over dens muligheder, som jo var skabt af tidligere generationer. Nogle gange var der også en stærk bekymring for ungdommens moralske tilstand i lyset af den store indflydelse, amerikanskinspireret populærkultur havde. I artiklen her er det dog primært de positive sider, der fremhæves.

Hennys scooter er symbolet på den nye frihed. Gennem sit eget arbejde har hun tjent sammen til maskinen, der nu kan bringe hende hvorhen, hun ønsker. En sådan frihed for ganske almindelige unge mennesker var noget, der aldrig før var set i historien.

Artikel i Billed-Bladet fra 1962 om "Scooterpigen" Henny Mørup
Artiklen som den var opsat i Billedbladet. Under det første billede står der: ”Kønne 20-årig Henny Mørup på vej ud til sin scooter gennem den store, smukke fabriksgård, hvis flader står matsorte mod gårdspladsens kridhvide perlegrus. I midten står en af kunstneren S. Georg Jensens skulpturer.” Under billedet til højre fremgår det at: ”Henny kan bedst lide at brodere, men er ét stort smil ved den elektriske symaskine.”


Scooterpigen

20-årig skjortesyerske om ungdommens bedre arbejdsforhold, større ansvar og hårdere konkurrence.

Hun tilhører ungdommen af 1962. Den forgudede og forkætrede ungdom, der har fået de goder, den forrige generation banede vejen for. Hendes arbejdsforhold er blevet bedre, arbejdstiden kortere, lønnen større, og hun har valgret i en yngre alder, end det før var tilfældet. Alt sammen kendsgerninger, der viser, at man regner med ungdommen, og at samfundet kalkulerer med dens indsats.

Hun tilhører den generation, der lefles for af de handlende, fordi hun tjener penge uden at have de større økonomiske forpligtelser, og hendes chancer for videre uddannelser kræver ikke meget andet af hende end lyst og energi. Staten har et vågent øje for den ungdom, der vil uddannes, og der er større mulighed for stipendier og legater.

Jovist, vi lever i ungdommens tidsalder, hvor idealet ikke mere er den voksne mand og kvinde, men teen-ageren. Men medaljen har en bagside. Ikke mange tænker på, at denne bagside hedder konkurrence, og den betyder, at kravene til de unge mennesker er skærpet betydeligt.

Nok er arbejdsforholdene forbedre betydeligt, men det er ikke kun på grund af forgudelse af ungdommen, resultatet skulle gerne give forøget produktion. Nok har man rationaliseret så meget, at maskiner har overtaget en del manuelt arbejde, men det kræver større teknisk kunnen.

Den 20-årig Henny Mørup er ansat som syerske på en stor skjortefabrik i Herning. Hun er brun og mørkhåret og hun sidder i et bjerg af hvid bomuld, mens hendes hænder hurtigt og fermt fører stoffet gennem maskinen. Der er akkord på arbejdet, og jo flere skjorter, der kan leveres videre, jo flere penge tjener hun, og des flere goder er hun derfor i stand til at opnå.

Henny Mørup er en typisk repræsentant for den kvindelige ungdom. Hun er smart i tøjet og kvik i replikken. Hun kan sine ting og venter at blive honoreret efter fortjeneste.

Vi får tid til en lille sludder med hende i frokostpausen, hvor hun indtager en kop kaffe ved titiden om formiddagen i fabrikkens smukke kantine, der er udstyret med et væld af berømte kunstneres værker.

Henny har en skinnende grøn scooter, som er hendes kæreste ejendom.

– Hvordan fik De råd til den, Henny?

– Jeg sparede sammen til den fra august 1959 til marts 1960, og betalingen var kontant. Det giver altid et lille afslag i prisen.

– Hvad bruger De ellers Deres penge til?

Henny ser spekulativ ud, da hun siger: – Det er jo dyrt at leve, men jeg sætter nogle penge i banken hver måned. I øvrigt sparer jeg en del ved at sy det meste af mit tøj selv.

– Kan De lide at sy?

– Ja, men jeg holder mest af at brodere, svarer den unge syerske.

Og det er forståeligt, at det arbejde Henny beskæftiger sig med på fabrikken, hvor hun betjener supermoderne elektriske symaskiner, må finde sin modvægt ved et godt gammeldags sytøj

– Hvad bruger De Deres fritid til?

– Når vejret er godt, kører jeg som regel en tur på landet eller til stranden, og sidste vinter gik jeg på husholdningskursus.

– Hvad mener De om rationaliseringen, der har medført, at De nu arbejder med en tip-top moderne fuldautomatisk symaskine og har 40 timers arbejdsuge?

Henny Mørup ser op med et lille smil: – Jeg kunne bedre lide min gamle maskine, jeg kendte den bedre og tingene gik ligesom lettere fra hånden med den, siger hun. Men jeg har nok ikke forstand på det, for rationaliserings eksperter fra Amerika og Tyskland har fundet frem til det, som skulle være den bedste og hurtigste metode, og de må jo vide det, tilføjer hun.

Eva Bostrup