Artikler
Samarbejdet med Tyskland under besættelsen var ikke noget isoleret dansk fænomen. I hele det besatte Europa viste tilpasningen sig, fra det øverste regeringsniveau helt ned til den enkelte borger. Sammenlignet med det øvrige besatte Europa var Danmark det land, som gav færrest politiske indrømmelser.
Samarbejdet i statsapparaterne og erhvervslivet
Overalt i det tyskbesatte Vesteuropa indledte statsapparaterne og erhvervslivet samarbejde med besættelsesmagten under 2. verdenskrig.
Statsapparaterne (og de regionale og kommunale lag herunder) søgte ofte at beskytte befolkningerne, men var også drevet af ønsket om, at selve apparatet kunne overleve. På de enkelte poster var embedsmændene som oftest præget af pligt- og ansvarsfølelse for deres opgave og den befolkning, de tjente. På den anden side kunne også personligt magtbegær, opportunisme eller ideologisk sympati med nazismen spille en rolle for en embedsmands samarbejde med besættelsesmagten. Som de store komplicerede apparater, centraladministrationerne var, kan man også spore en vis institutions-inerti. Disse apparater var slet ikke konstrueret til at stoppe. De fortsatte så at sige af sig selv.
Delvist samme mekanismer, som gjaldt for statsapparaterne, kan spores i de besatte landes erhvervsliv. Virksomhederne var indrettet til at holde liv i bedriften ved at tjene penge, og samvittighedsfulde virksomhedsledere følte et ansvar for at holde deres ansatte beskæftigede og dermed også give dem mad på bordet. Såvel profitmotivet som ansvaret over for de ansatte fik i almindelighed virksomhederne til at fortsætte arbejdet under den tyske besættelse – og det betød samarbejde med og produktion for Tyskland. Men også her kunne opportunisme spille en rolle. For der var virksomheder, som blot forsøgte at overleve, og der var virksomheder, som forfulgte enhver mulighed, besættelsen gav, for ekspansion, lige meget hvor anløben den kunne forekomme ud fra et nationalt eller moralsk synspunkt.
De centrale årsager til det fortsatte virke og samarbejde var for både statsapparaterne og virksomhederne den fysiske overlevelse og deres selvopholdelsesdrift.
Forskelle mellem Danmark og resten af Europa
Den væsentligste forskel mellem Danmark og det øvrige besatte Vesteuropa var, at der ikke kom et regimeskifte i Danmark. I Frankrig, Nederlandene og Belgien fik man autoritære styrer, hvor fascistisk og/eller nazistisk inspirerede grupper spillede en væsentlig rolle. I Norge fik man en regulær nazistisk magtovertagelse, med den lokale nazi-fører Vidkun Quisling som leder af en regering, der i begyndelsen var støttet af besættelsesmagten, og siden udviklede sig til en ren marionetregering. I Østeuropa var regimerne endnu mere tysk-dominerede og undertrykkelsen voldsommere end i Vesteuropa.
I Danmark holdt det parlamentariske system sig imidlertid ved magten indtil august 1943, og fastholdt også herefter en del af sin indflydelse. Tilmed fortsatte systemet uforandret efter krigen. De lokale danske nazister fik således aldrig virkelig politisk indflydelse. Resultatet var, at blandt de besatte lande i Europa var Danmark det land, der gav færrest politiske indrømmelser til besættelsesmagten.
Forskellene mellem Danmark og de øvrige besatte lande kan til dels forklares med en stærkere demokratisk tradition i Danmark. Mindst ligeså vigtigt var det imidlertid, at der aldrig for alvor blev krig på dansk jord, og at Danmark fik et mildere tysk besættelsesstyre, som ikke i samme grad satte det politiske system under pres.