Rødstrømperne og den nye kvindebevægelse, ca. 1970-1985

Artikler

Rødstrømperne var en venstreorienteret og radikal feministisk kvindebevægelse, der organisatorisk var baseret på små kvindegrupper. Bevægelsen blev stiftet i 1970, og det var også i 1970’erne, at den havde sin storhedstid. Rødstrømpebevægelsens overordnede mål var en omstyrtelse af kapitalismen og patriarkatet, som ideologisk blev set som to uløseligt forbundne størrelser. De umiddelbare mål var lige løn og lige vilkår for mænd og kvinder, og kvindekampen skulle foregå overalt: i politik, på arbejdspladsen, i familien og i dobbeltsengen. Bevægelsens slogan lød: "Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp!" Rødstrømpernes kamp fik betydning for udviklingen af kønnenes ligestilling.

1970: Stiftelse og navn

Forskellige grupper af kvinder gjorde fra slutningen af 1960’erne i stigende omfang oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse. Oprøret kom på baggrund af flere fænomener, der opstod i efterkrigstiden og især i 1960’erne: kvinders voksende indtræden på arbejdsmarkedet, bedre mulighed for prævention, debat om adgang til fri abort og det antiautoritære ungdomsoprør. Samtidig var den danske bevægelse led i og inspireret af en international udvikling, hvor der blev formuleret et teoretisk grundlag for opfattelsen af, at kønsforskelle ikke kun er biologisk, men også socialt og kulturelt bestemte.

Selve Rødstrømpebevægelsen blev stiftet i København 1970, og de første medlemmer var primært aktive studerende fra Københavns Universitet. Mange af disse kvinder havde ud over studenterbevægelsen også været aktive i 1960’erne i den kønsblandede forening ’Individ og Samfund’, der bl.a. arrangerede demonstrationer for indførelse af fri abort. De første rødstrømper var altså allerede garvede aktivister og agitatorer, der i høj grad forstod at trække på egne erfaringer og netværk, da den nye kvindebevægelse skulle etableres.   

Rødstrømpebevægelsens stærke rødder i studenterbevægelsen blev spejlet i elementer som den lederfri struktur og ideen om selvskolende og selvstændige basisgrupper.  Men rødstrømpebevægelsen var på mange måder også en protest mod studenterbevægelsen, hvor mange kvinder havde følt sig overset, overhørt og latterliggjort. Derfor måtte mænd heller ikke være med i bevægelsen.

Bevægelsens navn kom fra den samtidige amerikanske kvindegruppe New York Redstockings, hvis aktioner også var til stor inspiration for de danske rødstrømper. Den røde farve symboliserede bevægelsens tilknytning til venstrefløjen.  

Rødstrømpernes organisation og virke

Rødstrømpebevægelsen startede i høj grad som et rent byfænomen, hvor næsten al aktivitet var centreret omkring København, Aarhus og Odense. I midten af 1970’erne spredte bevægelsen sig dog til de mellemstore byer og fik dermed karakter af en bredere bevægelse.

Organisatorisk var bevægelsen basisdemokratisk, hvilket betød, at der aldrig blev valgt nogen formel ledelse eller vedtaget noget overordnet principprogram. Derfor var hver basisgruppe autonom, definerede selv sit formål og stod i princippet kun til ansvar over for sig selv. Rødstrømpernes aktiviteter op gennem 1970’erne var, bl.a. pga. organisationsformen, meget forskellige, men storbyerne stod generelt for de mest ambitiøse og radikale arrangementer.  Kvinderne udfoldede sig på alle fronter og viste, at de kunne selv. Kvindefestivaler med rene kvindebands, kvindehuse, kvindekunst og kvindelitteratur var populære modtræk til det, rødstrømperne opfattede som en mandsdomineret kultur. Blandt de mest kendte initiativer er bl.a. Femølejren og Kvindemuseet i Aarhus.

Rødstrømpebevægelsen ønskede at skabe nye samlivsformer og nye ligeværdige mande- og kvinderoller. Dette skulle ske ved at sætte fokus på det private og gøre det politisk. Rødstrømperne fik gennem deres virke sat kvindernes vilkår og stilling på dagsordenen, både politisk og familiemæssigt. Op gennem 1980’erne faldt aktivitetsniveauet blandt rødstrømperne kraftigt, og i 1985 tog de aarhusianske rødstrømper konsekvensen med en stor nedlæggelsesfest for organisationen.  

Interne uenigheder og udbrydergrupper

Rødstrømperne havde, trods deres budskab om kvindesolidaritet, ikke altid lige let ved at enes om, hvordan bevægelsen skulle fungere. Nogle af de store stridspunkter var omkring den organisatoriske indretning, såsom hvor flad strukturen skulle være, muligheden for et principprogram og obligatorisk kontingent samt ideen om et mere centralt organ, der kunne kommunikere direkte og ensartet til bevægelsens medlemmer. Rødstrømpebevægelsen fastholdt overordnet set sin flade struktur perioden igennem, hvilket medførte, at nogle kvinder valgte at bryde med bevægelsen og forsætte ligestillingsarbejdet i venstrefløjspartierne eller i helt nystiftede organisationer.

Kravet om den flade struktur uden ledere gjorde til tider også enkelte medlemmer upopulære internt i bevægelsen, da man følte, at de førte sig frem som uformelle ledere og poserede for meget i pressen. I bevægelsen fik disse kvinder tilnavnet 'stjernerødstrømper', hvilket bestemt ikke var et hædersmærkat. Ulla Dahlerup er et eksempel på en rødstrømpe, hvis solo-aktivisme gav positiv omtale i pressen og dårligt ry internt i bevægelsen.

Flere af de lesbiske medlemmer ragede også uklar med den øvrige bevægelse. De følte sig usynliggjort, marginaliseret og til tider endda uvelkomne. Det førte i 1974 til, at en stor gruppe lesbiske brød med rødstrømpebevægelsen og dannede deres egen forening, Lesbisk Bevægelse, som blev Danmarks første landsdækkende organisation kun for lesbiske.

Arven efter rødstrømperne

Selvom rødstrømperne kun havde stærk gennemslagskraft i ca. 10 år, har de alligevel sat sig mange varige spor i det danske samfund.

For det første var rødstrømperne med til at sætte øget fokus på kvinders forhold og var dermed med til at sikre love og politiske tiltag, der førte til øget lighed mellem kønnene. Eksempler på dette er fri abort (1973), ligelønsloven (1976) og forbedringer i barselsloven i 1980.

For det andet tog rødstrømpernes medlemmer initiativ til kvindeforskningen på de danske universiteter, det, der i dag lever videre under betegnelsen kønsforskning. Kvindebevægelsen førte dog ikke kun til et nyt, selvstændigt forskningsområde, men bragte også kønsperspektivet ind i flere af de etablerede discipliner. 

For det tredje efterlod rødstrømperne sig en række blivende institutioner, hvoraf mange i dag er (delvist) offentligt finansierede. Det gælder fx KVINFO, Kvindemuseet i Aarhus, krisecentre for voldsramte kvinder og Kvindehuset i København. 

Rødstrømper - En kavalkade af kvindefilm

Film om rødstrømperne
Klik på billedet for at se filmen om rødstrømpebevægelsen på danmarkpaafilm.dk, Det Danske Filminstitut.

Om artiklen

Forfatter(e)
Henriette Løgstrup, Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1970 -1985
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Dahlerup, Drude: Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985 (1998).

Hansen, Bente: En køn historie. Erindringer fra kvindebevægelsen (2004).

Nordisk Sommeruniversitet: Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen (antologi) (1973).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Henriette Løgstrup, Astrid Elkjær Sørensen
Tidsafgrænsning
1970 -1985
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
5. november 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Dahlerup, Drude: Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985 (1998).

Hansen, Bente: En køn historie. Erindringer fra kvindebevægelsen (2004).

Nordisk Sommeruniversitet: Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen (antologi) (1973).

Udgiver
danmarkshistorien.dk