Plakat fra Jødefejden opsat på Børsen den 3. september 1819

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne håndskrevne plakat blev sat op på Børsen i København den 3. september 1819 og blev indledningen til jødefejden. De følgende dage dukkede nye plakater op overalt i København med opfordringer til at gå imod jøderne. Selv om plakaterne hurtigt blev revet ned fra husene og konfiskeret af politiet, udartede det sig snart til flere dages uroligheder og optøjer med voldsomme overfald på jøder og jødiske butikker. Militæret blev indkaldt, og der blev slået hårdt ned på optøjerne, men urolighederne bredte sig også til andre danske byer og fortsatte et stykke ind i 1820. Overfaldene var et chok for det lille jødiske samfund, som var vant til at leve relativt beskyttet i Danmark sammenlignet med andre europæiske lande.  

Jødefejden var kommet til Danmark fra Tyskland, hvor der gennem august måned havde været voldsomme jødeuroligheder i flere sydtyske byer, der havde spredt sig nordpå, bl.a. til Hamborg. Påvirkningen fra Tyskland gjaldt ikke kun de voldelige angreb på jøder, men der var også tale om, at en omfangsrig antijødisk litteratur i årene forinden var blevet oversat til dansk eller havde inspireret danske skribenter.

Plakat opsat på Børsen i København den 3. september 1819
Original plakat i Rigsarkivet. Foto: Ole Thellufsen


Jøderne er Skyld i Danmarks Ullykke,

i alle Forbrydelser, og at saavel De store

som smaa Forbrydere existerer.

Jødernes Uddrivelse vil lyksaliggøre

Gl. Danmark, forskaffe Enhver lovlig Ernærelse[1].

De fattige og forbrydernes Antal vil

Forminskes. Regieringen og Staten

med Guld og Lykke velsignes!!!


Ordforklaringer m.m.

[1] Ernærelse: erhverv.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

     

Om kilden

Dateret
03.09.1819
Oprindelse
Rigsarkivet, Danske Kancelli 2. Departement, henlagte sager 1800-1848, U1819, I70-11
Kildetype
Plakat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. september 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Blüdnikow, Bent: Jødefejden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk