Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage, 16. maj 1934

Kilder

Kildeintroduktion:

Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage, der også kaldes Tvangssterilisationsloven, blev vedtaget den 16. maj 1934 og havde til formål at skabe en samlet lov vedrørende forsorgen af personer, der blev betragtet som ’åndssvage’. Loven gav adgang til tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af åndsvage og forenklede den øvrige sagsgang og indførte desuden i §§ 5-9 mulighed for at tvangssterilisere personer, der var under forsorgen. Det var dermed et udtryk for danske racehygiejniske/eugeniske initiativer i mellemkrigstiden, der især blev fremsat af den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke, der i 1934 var socialminister. Loven blev afskaffet i 1967. 

Åndssvageforsorgen havde tidligere bygget på Lov om offentlig Forsorg af 20. maj 1933 og Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration af 1. juni 1929. Med sterilisationsloven fra 1929 havde Danmark som det første land i Europa indført lovsikret adgang til sterilisation. Loven var en tidsbegrænset forsøgslov, der åbnede mulighed for frivillig sterilisation af personer, der blev opfattet som ’psykisk abnorme’, hvis sterilisationen blev set som magtpåliggende for samfundet og til gavn for personen selv. I alt 117 personer blev steriliserede efter 1929-loven, men det antal fandt regeringen imidlertid for begrænset. Målet med loven i 1934 var derfor at indføre en mere effektiv sterilisationspolitik med lettere adgang til sterilisation, herunder tvangssterilisation. I sterilisationsloven fra 1929 skulle den åndssvage selv eller dennes værge begære indgrebet. Dette punkt frafaldt i 1934-loven. Sterilisation kunne nu gennemføres udelukkende med en beskikket værges samtykke. Den beskikkede værge kunne være et familiemedlem, men det kunne også være en ansat ved den anstalt, den åndsvage var indlagt på.

Loven indeholdt ikke en præcis definition af ’åndssvaghed’. Heller ikke i sundhedsfaglige kredse var der enighed om, hvordan begrebet skulle afgrænses. Nogle forstod det som en kronisk intelligensdefekt, der var medfødt eller opstået i den tidligste barndom og ikke kunne behandles, mens andre mente, at det var en flerhed af intelligensmæssige, sociale og moralske defekter. Der er eksempler på, at fx epilepsi, spastisk lammelse, ordblindhed eller promiskuitet dengang førte til en diagnose som ’åndssvag’.

Lovgiverne så sterilisation som et middel til at sikre, at personer under forsorg ikke satte børn i verden, som man forventede ville komme til at ligge samfundet til last. Argumentet var dobbelt: Målgruppen forventedes ikke selv at kunne forsørge deres børn, og man antog derudover, at børnene var arveligt disponerede for ’åndelige defekter’. Motivationen var altså både økonomisk (en stor statslig forsørgelsesbyrde) og racehygiejnisk (en trussel imod befolkningskvaliteten).

Lovens bestemmelser om tvangssterilisation gjaldt kun personer, der blev anset som ’åndssvage’; det øvrige sterilisationsvæsen ordnedes i en opdatering af 1929-loven i Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration af 11. maj 1935. Denne lov byggede på et frivillighedsprincip, om end den også fastsatte, at farlige forbrydere kunne idømmes kastrering. Den bestemmelse blev dog aldrig anvendt.

Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage
Loven som den er gengivet i Samling af Love, Anordninger, offentlige Kundgørelser, ministerielle Cirkulærer og Skrivelser m.m. for Aaret 1934. Klik her for at se hele lovteksten.


Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage.

§ 1. Statens Forsorg for aandssvage udøves gennem de i Henhold til § 67 i Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 om offentlig Forsorg godkendte Aandssvageanstalter.

Forsorgen sker ved den aandssvages Anbringelse paa Anstalt eller i kontroleret Familiepleje under Anstaltens Tilsyn.

§ 2. Anmodning om Inddragelse af en Person under Forsorg kan fremsættes af den, der har Forældremyndigheden over den aandssvage, Værgen, Lavværgen[1], Ægtefællen, den aandssvages myndige Børn, Forældre eller andre nære Slægtninge saavel som af andre, hvem det efter de foreliggende Omstændigheder maatte paahvile at drage Omsorg for den aandssvage, saasom det paagældende Børneværnsudvalg eller i Trangstilfælde det sociale Udvalg. Spørgsmaalet om Iværksættelse af Forsorg kan ligeledes rejses af vedkommende Aandssvageanstalts Ledelse.

Endvidere kan Anmodning fremsættes af Rigsadvokaten eller Justitsministeren som Vilkaar for Frafald af Tiltale efter Reglerne i § 723, Stk. 3, i Lov Nr. 90 af 11. April 1916 om Rettens Pleje, jfr. Bekendtgørelse Nr. 250 af 1. Oktober 1932. Anmodning skal være ledsaget af en Lægeerklæring, affattet paa et af Socialministeren godkendt Skema.

§ 3. Dersom paagældende Anstaltslæge godkender den i § 2, sidste Stykke, omhandlede Lægeerklæring, og Ledelsen for den Aandssvageanstalt, under hvis Omraade den aandssvage efter de af Socialministeren fastsatte Regler henhører, finder, at Betingelserne for Forsorgs Iværksættelse i øvrigt er til Stede, saaledes at paagældende bør modtages, drages der Omsorg for, at Forsorgen snarest muligt iværksættes.

Anstaltsledelsens Afgørelse af Spørgsmaalet om, hvorvidt Forsorg skal iværksættes eller ikke, kan senest en Maaned, efter at der er tilstillet paagældende eller dennes Værge Underretning om Afgørelsen, indankes for Socialministeren, hvis Afgørelse er endelig. Det paahviler Politiet paa Begæring af en af de i § 2 nævnte Personer eller Myndigheder eller af Socialministeren at yde Bistand til Indlæggelsens Iværksættelse, naar de for Indlæggelsen opstillede Betingelser er opfyldt. Nærmere Regler om Politiets Medvirken til Indlæggelsen gives af Justitsministeren.

§ 4. Anmodning om Udskrivning af Forsorg kan fremsættes af den aandssvage selv eller en af de Personer, der ifølge § 2 kan fremsætte Anmodning om Inddragelse under Forsorg.

En under Forsorg inddraget aandssvag kan kun udskrives med Samtykke af den paagældende Aandssvageanstalts Ledelse. Samtykke til Udskrivning maa ikke nægtes, medmindre det efter foreliggende Oplysninger om den aaandssvages Tilstand, Tilbøjeligheder og Forhold i det hele maa forventes, at han vil blive til væsentlig Ulempe for Samfundet, eller at han er ude af Stand til at forsørge sig selv, Ægtefælle eller Børn, eller at der er nærliggende Fare for, at han efter Udskrivningen vil sætte Børn i Verden. Er den aandssvage inddraget under Forsorg efter Anmodning af Anklagemyndigheden, skal dennes Tilslutning indhentes af Anstaltsledelsen, forinden Samtykke til Udskrivning kan meddeles. Anstaltsledelsens Nægtelse af en aandssvags Udskrivning af Forsorgen kan indankes for Socialministeren, hvis Afgørelse er endelig. Er en fremsat Udskrivningsbegæring blevet afslaaet af Socialministeren, kan Spørgsmaal om Udskrivning ikke med Virkning rejses, forinden der er forløbet 1 Aar fra Afgørelsens Dato.

Hvor den aandssvage er fjernet fra Hjemmet og inddraget under Børneforsorg i Henhold til Kap. IX. i Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 om offentlig Forsorg, gælder om Ophør af Forsorgen Reglerne i nævnte Lovs § 169.

§ 5. Vedkommende Anstaltsledelse skal snarest gøre Indstilling til det i § 6 omhandlede Nævn om Foretagelse af Sterilisation, jfr. § 7, af en aandssvag, naar samfundsmæssige Hensyn, saasom at paagældende paa Grund af Aandssvaghed skønnes ikke at være i Stand til paa forsvarlig Maade at opdrage sine Børn eller ved eget Arbejde at forsørge dem, taler for, at den aandssvage sættes ud af Stand til at faa Afkom, eller naar Sterilisation vil være gavnlig for den aandssvage selv, idet Sterilisation vil gøre det forsvarligt at undlade Inddragelse under Forsorg eller vil muliggøre den aandssvages Overgang:

a) fra Anstaltsanbringelse til kontroleret Familiepleje eller Udskrivning,

b) fra kontroleret Familiepleje til Udskrivning eller

c) til en friere Form henholdsvis under Anstaltsanbringelse eller kontroleret Familiepleje.

Med Anstaltsledelsens Indstilling til Nævnet skal følge en af Anstaltslægen afgiven Erklæring, og Sagen skal i øvrigt i det Omfang, hvori det skønnes af Betydning for det rejste Spørgsmaal, være ledsaget af de Anstalten bekendte Oplysninger om den aandssvages og hans Families Forhold samt af Fødselsattest for den aandssvage. Indstillingen skal endvidere være ledsaget af en udtrykkelig Udtalelse fra en særlig i Sagens Anledning beskikket Værge om, at han er klar over Beskaffenheden og de antagelige Følger af det Indgreb, som der bliver Spørgsmaal om at foretage, samt at han tiltræder, at Indgrebet foretages.

Er der i Nævnet Enighed om at tiltræde Anstaltsledelsens Indstilling om Foretagelse af Sterilisationsindgreb, drager Anstalten snarest muligt Omsorg for, at Indgrebet foretages af en dertil af Sundhedsstyrelsen autoriseret Læge. Er der i Nævnet ikke Enighed om Godkendelse af Indstillingen, vil Indgrebet ikke være at foretage. Sagen kan dog atter optages efter 1 Aars Forløb.

Det paahviler den Læge, der foretager Indgrebet, uopholdelig at underrette Nævnet, naar Operationen er foretaget. Udgifterne ved Foretagelsen af Indgrebet afholdes af paagældende Anstalt.

§ 6. Til at behandle de i den foregaaende Paragraf nævnte Indstillinger fra Anstaltsledelserne om Foretagelse af Sterilisationsindgreb paa aandssvage nedsætter Socialministeren et Nævn, der skal bestaa af en Dommer som Formand, en Socialpraktiker samt en Læge, der er uddannet i Psykiatri eller Aandssvageforsorg.

Udgifterne ved Nævnets Virksomhed, herunder Honorarer til Medlemmerne, afholdes af Staten og bevilges paa Finansloven.

§ 7. Ved Sterilisation forstaas i denne Lov saadanne Indgreb i Kønsorganerne, som lægevidenskabeligt betegnes Vasectomi[2] for Mænds Vedkommende og Resectio tubarum (Salpingectomi)[3] for Kvinders Vedkommende.

§ 8. Den, som uhjemlet foretager de i § 5 omhandlede Sterilisationsindgreb, straffes, forsaavidt Forholdet ikke efter den Øvrige Lovgivning medfører højere Straf, med Bøder fra 500 Kr. Forsømmelse af at give den i § 5, næstsidste Stykke, omhandlede Underretning straffes med Bøder fra 10 Kr. Bøderne tilfalder Statskassen.

§ 9. De hidtil gældende Regler om aandssvages Indlæggelse og Udskrivning i Henhold til Dom, om aandssvages Indlæggelse til Observation paa Aandssvageanstalt ifølge Retskendelse samt om Iværksættelse af Sikkerhedsforanstaltninger overfor aandssvage, hvis Tilstand rummer Fare for Retssikkerheden, herunder Reglerne i Lov Nr. 130 af 1. Juni 1929 § 1, berøres ikke af denne Lov.

§ 10. Denne Lov træder i Kraft 1 Maaned efter dens Bekendtgørelse i Lovtidende. Bestemmelserne i Lov Nr. 130 af 1. Juni 1929 § 2 ophører samtidig at have Virkning, forsaavidt angaar den deri omhandlede Adgang til Sterilisation af aandssvage. Sager, hvori der inden nærværende Lovs Ikrafttræden er indgivet Indstilling i Henhold til § 2 i Lov Nr. 130 af 1. Juni 1929, færdigbehandles i Overensstemmelse med sidstnævnte Lovs Regler.


Ordforklaringer m.m.:

[1] Lavværge: beskikket værge for en umyndig(gjort) person.

[2] Vasektomi: sterilisation af mænd; ved indgrebet overskæres sædledere. Sterilisation er ikke at forveksle med kastration, hvor kønskirtlerne (æggestokke eller testikler) fjernes. 

[3] Salpingektomi: sterilisation af kvinder; ved indgrebet fjernes æggelederne. Sterilisation er ikke at forveksle med kastration, hvor kønskirtlerne (æggestokke eller testikler) fjernes.

Om kilden

Dateret
16.05.1934
Oprindelse
Samling af Love, Anordninger, offentlige Kundgørelser, ministerielle Cirkulærer og Skrivelser m.m. for Aaret 1934, s. 426-430.
Kildetype
Lov
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
15. februar 2021
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk