Krigen i Ukraine og krigene i det tidligere Jugoslavien i 1990’erne – ligheder og forskelle

Artikler

Der udbrød krig i Ukraine, da Rusland den 24. februar 2022 indledte et omfattende militært angreb. Krigen vækker på flere punkter minder om krigene på Balkan i 1990’erne.

I begge tilfælde er der tale om en krig i Europa, hvor byer bliver ødelagt, og hvor millioner bliver drevet fra deres boliger og ender som internt fordrevne eller flygtninge. Umiddelbart er det også nærliggende at sammenligne Balkankrigene 1991-1999 med krigen i Ukraine, da begge dele sker i den østlige del af Europa, omfatter stater – hhv. Jugoslavien og Sovjetunionen – der gik i opløsning i begyndelsen af 1990’erne, og ikke mindst indebærer krigshandlinger blandt folkeslag, der ellers sprogligt, etnisk og historisk har været meget tæt forbundne. Så hvad er nogle af de vigtigste ligheder og forskelle?

I både det tidligere Jugoslavien og i Ukraine er der tale om store multietniske og tidligere socialistiske stater, der gik i opløsning i 1990’erne. Sovjetunionen ophørte med at eksistere i 1991, men indtil da var Ukraine en af Sovjetunionens 15 socialistiske delrepublikker. Jugoslavien bestod af seks delrepublikker og gik ligeledes i opløsning i 1991. Men hvor den sovjetiske opløsning hovedsageligt skete på fredelig vis, udløste Jugoslaviens opløsning fire krige: Slovenien (1991), Kroatien (1991-95), Bosnien og Hercegovina (1992-95) og Kosovo (1998-99).

Både i Sovjetunionen og i Jugoslaviens tilfælde endte det dog med, at delrepublikkernes grænser blev anerkendt som grænserne af nye efterfølgerstater. Den eneste store undtagelse var Kosovo, der i Jugoslavien blot var en autonom provins, som i sidstnævnte krig løsrev sig fra Serbien, der havde været en delrepublik i Jugoslavien. 

Det sydøstlige Europa
Kort over det sydøstlige Europa, hvor de nye lande, der opstod efter krigene på Balkan i 1990’erne samt Ukraine er fremhævet med rødt. De skraverede områder viser de selvudråbte republikker i det østlige Ukraine samt Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014. Fra: danmarkshistorien.dk

Krigenes ligheder

Fokuserer vi på konflikten mellem Rusland og Ukraine, så har den en del til fælles med den centrale konflikt i Jugoslavien mellem Serbien og Kroatien. Det er derfor mest oplagt at sammenligne disse konflikter. I begge tilfælde er der tale om meget tæt beslægtede folkeslag, der i århundreder har overlappet mht. politisk geografi, kultur, sprog og økonomi. Russerne og ukrainerne er begge slaviske folkeslag, hvor størsteparten tilhører den ortodokse kristne tro. Både russisk og ukrainsk er østslaviske sprog (i samme gruppe som hviderussisk), og der er stor gensidig forståelighed, ligesom der for eksempel er mellem dansk og svensk. Mange ukrainere taler russisk, og alle ukrainere kan i meget høj grad forstå russisk.

Hos serbere og kroater samt bosniakker og montenegrinere er der næsten fuldstændig gensidig forståelighed. I Jugoslavien hed deres fælles officielle sprog serbokroatisk eller kroatoserbisk – et sydslavisk sprog. (Jugoslavien betyder bogstaveligt talt Sydslavien).

Hvor flertallet blandt serberne er ortodokse kristne ligesom russerne og ukrainerne, er kroaterne helt overvejende katolske. Det er dog også enormt vigtigt at huske, at der i begge tilfælde findes mange blandede ægteskaber og mange, der deler begge identiteter og har rødder i og forbindelse til begge kulturer. Især i den østlige del af Ukraine er det nemt at finde folk, der identificerer sig som både ukrainske og russiske, og som har slægtninge, kollegaer og bekendte i begge lande. For mange af disse mennesker var opløsningen af det fælles land en trist begivenhed.

Forsøgene på retfærdiggørelse af krigene

Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 ligner også på nogle måder krigene i Kroatien og Bosnien i 1990’erne, fordi det drejer sig om territoriale krige, hvor beskyttelse af mindretal er et påskud for krig. Den serbiske leder Slobodan Milosević (1941-2006) sagde, at de serbiske mindretal risikerede varig undertrykkelse eller sågar at blive ofre for et nyt folkedrab i et uafhængigt Kroatien eller Bosnien. Noget lignende gjorde den kroatiske præsident Franjo Tudjman (1922-1999) mht. Bosnien.

Da den russiske præsident Vladimir Putin (f. 1952) cirka tredive år senere invaderede Ukraine påstod han, at det var nødvendigt for at beskytte etniske russere i Ukraine mod overgreb. I begge tilfælde blev historien – især tidligere episoder af vold blandt de relevante folkeslag – brugt meget selektivt og med en del historieforfalskning for at retfærdiggøre invasionen, besættelse af territorium og angreb mod civile.

Mange analytikere ser ligheder i det vedvarende serbiske projekt om at skabe en serbiske interessesfære på Balkan – kaldet ”srpski svet” (serbisk verden) og Putins retorik om en russisk interessesfære kaldet ”russkij mir” (russisk verden), der også ville omfatte Ukraine.

Krigenes forskelle

En væsentlig forskel mellem konflikterne er, at krigen mellem Kroatien og Serbien begyndte i det øjeblik i 1991, hvor Kroatien løsrev sig selv fra Jugoslavien. Støttet af Serbien etablerede det serbiske mindretal en selvudråbt republik, der dækkede omtrent en tredjedel af Kroatien. Dog forsøgte serberne og Serbien aldrig at erobre hele Kroatien eller at afsætte Kroatiens regering. Få år senere i 1995 udførte den kroatiske hær to store militære offensiver, der førte til et totalt nederlag af de kroatiske serbere, og et stort flertal af dem flygtede til hhv. Serbien og Bosnien og Hercegovina.   

I modsætning dertil var der slet ingen krig eller større voldsepisoder, da Ukraine forlod Sovjetunionen i samme år. Først i 2014 gik Rusland sammen med russiske separatister til angreb mod Ukraine. I det år formåede de at besætte Krim-halvøen og etablere selvudråbte republikker i den østlige del af landet. Det førte i perioden mellem 2014 og februar 2022 til en lavintensitetskonflikt i det østlige Ukraine, der på afgørende vis blev ændret, da Rusland lancerede en frontal invasion af Ukraine. Her var formålet som forklaret af den russiske præsident Putin at afsætte den ukrainske regering og tvinge Ukraine til at være både neutralt og ”demilitariseret”, hvilket formodentlig ville betyde, at Ukraine enten skulle have en meget lille og svag hær eller slet ingen hær. 

En meget vigtig forskel er også, at der ved Sovjetunionens opløsning fandtes mange atomvåben i landet, og at en del af disse faktisk befandt sig i Ukraine. Derimod havde Jugoslavien ikke nogle atomvåben. Da de første krige i Jugoslavien udbrød i juni 1991 var der stor bekymring i Vesten for, at noget lignende kunne ske i Sovjetunionen. Den daværende amerikanske udenrigsminister James Baker beskrev endda Sovjetunionen som et muligt Jugoslavien med atomvåben (”Yugoslavia with nukes”). Men det lykkedes USA sammen med russiske og ukrainske ledere at sikre, at alle Ukraines atomvåben blev overført til Rusland, og som nævnt var der ingen krig i Ukraine i 1990'erne.

Krigene på Balkan og den manglende internationale reaktion

Det faktum, at krigen i Kroatien begyndte med det samme efter Kroatiens løsrivelse, mens krigen i Ukraine først kom i henholdsvis 2014 og 2022, havde enorm betydning for, hvordan krigen blev betragtet internationalt. I 1991 var der kun forholdsvis få vigtige beslutningstagere i Vesten, der egentlig havde styr på, hvad konflikten i Jugoslavien gik ud på. Og både journalister og offentligheden i Vesten vidste meget lidt om serbere, kroater, slovenere, bosniakker osv. Der var derfor en udbredt tendens både blandt politikere og i offentligheden til at afskrive Balkan som en primitiv ”krudttønde”.

Mange talte om en ”blodig og indviklet borgerkrig”, hvor Vesten og det bredere internationale samfund hverken kunne eller skulle gribe ind. Derfor blev der på en måde blot lagt låg på, og det tog meget lang tid, inden omverdenen greb ind. Det skete først i 1995 – efter folkedrabet i Srebrenica og efter over tre års belejring af Bosniens hovedstad Sarajevo – at NATO greb ind og bombede de bosnisk-serbiske stillinger. Derved blev der sat en stopper for krigen, der på det tidspunkt havde kostet omtrent 100.000 menneskeliv.

Den endelige underskrivelse af Dayton-aftalen i Paris i december 1995
De stridende parter indgik i december 1995 en endelige fred med underskrivelse af Dayton-aftalen i Paris, der afsluttede den hidtil længste og blodigste krig i Europa siden 2. verdenskrig. I midten ses fra venstre mod højre Slobodan Milošević, Alija Izetbegović og Franjo Tuđman. Foto: U. S. Air Force.

Situationen efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022

Ved krigen i Ukraine var forløbet helt anderledes end på Balkan i 1990’erne. Kun få dage efter den russiske invasion besluttede EU, USA og mange andre lande at indføre omfattende økonomiske og andre sanktioner mod Rusland. NATO og også adskillige neutrale lande begyndte meget hurtigt at levere våben og andet materiale til Ukraine, sådan at landet kunne forsvare sig selv.

Til sammenligning havde FN tilbage i 1990’erne indført en våbenembargo for hele det tidligere Jugoslavien, hvilket gjorde, at Bosnien ikke kunne modtage militær støtte til at forsvare sig selv – selv om FN havde anerkendt Bosnien som en uafhængig stat. Her gør det sandsynligvis en meget stor forskel, at Ukraine har været uafhængigt i over 30 år og har haft tid til at etablere sig som en stat, der har et godt forhold til mange andre stater verden over. Derfor har Ruslands argumenter om, at de ikke invaderede Ukraine, men blot fortog en begrænset ”særlig sikkerhedsoperation” heller ikke overbevist omverdenen.

Ikke desto mindre lider Ukraine på mange måder, ligesom Kroatien og Bosnien og Hercegovina gjorde i 1990’erne. Millioner af mennesker fra især de østlige dele af Ukraine er enten blevet fordrevet internt eller har måttet flygte ud af Ukraine og søge asyl i andre lande.

Billederne af ødelæggelserne i de værst ramte ukrainske byer såsom Kharkiv og Mariupol minder unægtelig om Vukovar i Kroatien i 1991 eller Sarajevo i Bosnien fra 1992 til 1995. Det kan også folk i dagens Balkan sagtens se. Sidst, men ikke mindst skal vi huske, at næsten alle mennesker i Jugoslavien i 1990’erne og i Ukraine indtil i hvert fald 2014 levede helt almindelige liv, der på mange måder minder om vores her i Danmark, og at de aldrig havde troet, at deres land og deres liv kunne blive ødelagt på denne måde.

Opsummering:

  • Både Jugoslavien og Sovjetunionen var kommunistiske multinationale forbundsrepublikker, der gik i opløsning i 1991.
  • I Jugoslavien begyndte krigene med det samme i 1991 og varede ved indtil 1999.
  • Begge konflikter omfatter slaviske folkeslag, der gennem historien har været tæt forbundet politisk, økonomisk og kulturelt.
  • I både krigene på Balkan og i krigen mellem Rusland og Ukraine påstod hhv. Milošević og Putin, at de kun ville beskytte hhv. serberne og russerne mod overgreb.
  • Rusland og Ukraines forhold var fredeligt indtil 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen og besatte dele af det østlige Ukraine.
  • Det internationale samfund greb meget tøvende ind i krigene i det tidligere Jugoslavien, hvorimod den internationale reaktion på Ruslands invasion af Ukraine var meget hurtigere og mere robust.
  • I samtlige krige blev civile udbredt udsat for angreb på byer og andre beboelser, og millioner flygtede fra hus og hjem.

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Axboe Nielsen
Tidsafgrænsning
1991 -2022
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Nielsen, Christian Axboe: Vi troede ikke, det kunne ske her. Jugoslaviens sammenbrud 1991-1999 (2018).

Plokhy, Serhii: The Gates of Europe: A History of Ukraine (2015).

Plokhy, Serhii: The Frontline: Essays on Ukraine's Past and Present (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christian Axboe Nielsen
Tidsafgrænsning
1991 -2022
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. april 2022
Sprog
Dansk
Litteratur

Nielsen, Christian Axboe: Vi troede ikke, det kunne ske her. Jugoslaviens sammenbrud 1991-1999 (2018).

Plokhy, Serhii: The Gates of Europe: A History of Ukraine (2015).

Plokhy, Serhii: The Frontline: Essays on Ukraine's Past and Present (2021).

Udgiver
danmarkshistorien.dk