Artikler
Der var langt mellem succeserne for den danske hær i krigen mod Preussen og Østrig i 1864. En af de få sejre var ved ryttersammenstødet ved Vorbasse den 29. februar 1864, hvor det lykkedes omkring 100 danske dragoner at slå et preussisk overfald fra over 200 mand husarer tilbage med store tab. Kampen viste, at den danske hær i nærkampen til hest havde en niche, hvor den var fjenden overlegen, og at dragonernes måde at udsætte forposter på var en effektiv sikring mod fjendtlige overrumplingsforsøg.
Optræk til en konfrontation i Jylland
Krigen i 1864 mellem Danmark på den ene side og Preussen og Østrig på den anden begyndte 1. februar. Danmarks modstandere ville knuse den danske hær ved Dannevirke, men det slog fejl, da danskerne rømmede stillingen og trak sig tilbage nordpå. I slutningen af februar 1864 forhandlede Preussen og Østrig om at finde en ny strategi til, hvordan de skulle vinde krigen over Danmark.
Preusserne pressede på for, at det næste træk skulle være en invasion af Jylland, og de havde omkring Vonsild syd for Kolding samlet 10.000 mand. Over for dem stod den danske rytterstyrke 4. division og to regimenter – i alt cirka 5.000 danske soldater ved Vejle - samt en enkelt eskadron – soldater til hest – på 100 mand, der opererede længere inde i landet på Vorbasseegnen ca. 30 kilometer nordvest for Kolding. Resten af den danske hær var placeret omkring de dårligt vedligeholdte fæstningsanlæg ved Dybbøl og Fredericia.
Det danske rytteri – der bestod af dragoner og husarer – havde til opgave gennem patruljer at undersøge, om der var et fjendtligt angreb under opsejling, og ved at have forposter skudt kilometer frem foran den danske hovedstyrke at slå alarm, hvis fjendtlige styrker nærmede sig.
Kortet viser, hvordan danskernes og fjendens styrker var placeret den 1. marts 1864 – dagen efter kampen ved Vorbasse. Den danske hær var delt op i 1. og 2. Division (Dybbøl og Als), 3. Division (Fredericia), 4. Division (Vejle) og 3. Dragonregiments 5. Eskadron (i øverste venstre hjørne), der efter kampen ved Vorbasse trak sig nordpå til Grindsted. Fjendens styrker var opdelt i det preussiske III. Korps ved Kolding, det østrigske II. Korps ved Haderslev og det preussiske I. Korps foran Dybbøl. Fra: Den dansk-tydske Krig 1864, udgivet af Generalstaben (1891)
Preusserne vil eliminere den danske eskadron
Den enlige danske eskadron – 3. Dragonregiments 5. eskadron – som befandt sig i Vorbasseområdet, generede hyppigt preussiske rytterpatruljer. Et preussisk husarregiment fik ordre om at angribe den danske eskadron. Denne opgave skulle løses af to eskadroner, i alt omkring 250 mand, den 29. februar 1864.
Chefen for den danske eskadron, ritmester Edgar Even Moe (1823-1911), var klar over, at et preussisk angreb måske var i vente og prøvede på forskellige måder at gardere sig imod det. Den 28. februar udsendte han flere patruljer, men de opdagede ikke de to preussiske eskadroner, som var i Lejrskov sydøst for Vorbasse. Heller ikke de civile spioner, der hjalp danskerne, havde set noget alarmerende. Derfor besluttede ritmester Moe at holde hesteparade den 29. februar for at registrere hestenes sundhedstilstand og behandle syge heste. Eskadronen havde dog stadig tre feltvagter i landsbyerne Bække (7 mand), Kragelund Huse (7 mand) og på Skjødegaard (19 mand), som skulle slå alarm, hvis fjenden angreb.
Træsnit med titlen ”Cavalleri-Vedetter”. Tegningen viser danske dragoner på forpost. Forposterne var de soldater, der var tættest på fjenden, og de skulle konstant være årvågne, mens soldaterne i hovedstyrken længere tilbage godt kunne hvile og samle kræfter til det næste slag, til lange marcher eller til andre opgaver. Hvis fjenden rykkede frem til angreb, skulle de slå alarm ved hovedstyrken, som hurtigt kunne samles på alarmpladser. Systemet var ret effektivt, og både i Treårskrigen 1848-50 og krigen i 1864 var det svært for fjenden at overrumple den danske hær, fordi de danske forposter altid opdagede, hvis der var et angreb under opsejling. Oprindelse: Rigsarkivet
Angrebet og den danske sejr
Meget tidligt om morgenen den 29. februar 1864 brød de to preussiske eskadroner husarer op og red i hurtig gangart fremad. Husarerne overvældede de tre danske feltvagter, men pga. forkerte efterretninger standsede omkring 90 husarer ved Bække og deltog ikke i kampen. Samtidig forsinkede det preusserne, at den største feltvagt ved Skjødegaard foretog et kort modangreb. Dermed var der lige netop tid nok til, at nogle af dragonerne på feltvagterne kunne slå alarm.
Valdelin Saurbrey var født i Næstved i 1839 og søn af rytterofficeren Niels Gottfred Saurbrey (1791-1851), der bl.a. udmærkede sig i slagene ved Bov og Isted under Treårskrigen, men døde af sygdom i 1851 kort efter krigens afslutning. Valdelin fulgte i sin faders fodspor og begyndte sin militære uddannelse som kadet allerede i 15-årsalderen, og han blev i 1860 udnævnt til sekondløjtnant. I kampen ved Vorbasse var hans indsats afgørende for, at kampen endte med dansk sejr og han blev efterfølgende udnævnt til Ridder af Dannebrog og forfremmet til premierløjtnant. Herefter synes hans militære karriere at være gået i stå og han blev afskediget i 1880 uden yderligere forfremmelser. Han døde i 1898 og var ugift. Foto: Det Kgl. Bibliotek
Ved 11-tiden, da hesteparaden i Vorbasse lige var slut, fik eskadronens officerer, sekondløjtnant Valdelin Saurbrey (1839-1898) og ritmester Moe, meldinger om det preussiske overfald. Saurbrey fik standset og samlet omkring 30 flygtende dragoner og gik til angreb på de preussiske husarer, der var på over 100 mand. De værnepligtige danske dragoner var udstyret med kavalerisabler model 1843, der var et fortræffeligt våben til nærkamp, og de var grundigt uddannede i sabelhugning. Derfor fik de hurtigt overtaget i kampen og tvang preusserne til at vige. På et tidspunkt måtte Saurbrey dog standse for at samle sine folk, og de preussiske husarer forsøgte på ny at ride frem, men igen slog dragonerne dem tilbage med et resolut angreb i galop. I samme øjeblik kom ritmester Moe til med resten af dragonerne - omkring 50 mand - og de preussiske husarer gik i panik og flygtede.
Jørgen Sonne: Affæren ved Vorbasse den 29. februar 1864 (1877). Olie på lærred, 73,5 x 130 cm. Jørgen Sonne (1801-1890) blev især kendt som bataljemaler af kamphandlinger under de slesvigske krige 1848-50 og 1864. Til højre midt i billedet ser man de danske dragoner klædt i lyseblå uniformer og bærende dragonhjelme. De preussiske husarer har mørkegrå uniformer og er tydeligvis i overtal, men deres styrke er mere spredt og i uorden. Uniformer, udrustning og det snedækkede landskab er gengivet realistisk, så maleriet giver et godt indtryk af, hvordan kampen virkelig gik for sig. Foto: Statens Museum for Kunst
Dermed endte kampen med dansk sejr. Mange preussiske husarer styrtede i det glatte føre, og danskerne tog 34 fanger og erobrede 22 heste. 7 af fangerne var sårede, og 1 døde kort efter. De danske tab var 7 sårede (hvoraf 1 senere døde) og 4 fangne.
Kampens konsekvenser
Fægtningen ved Vorbasse viser, at det var svært at overraske den danske hær, når dragoner og husarer var på vagt som forposter. Kampen havde den konsekvens, at det preussiske kavaleri ikke længere måtte foretage rekognosceringer over større afstande. Generelt betød det fjendtlige kavaleris vanskeligheder ved at klare sig i kamp mod danske dragoner og husarer i 1864, at de fik svært ved at indhente efterretninger om, hvor de danske styrker i Nord- og Midtjylland befandt sig.
Generalløjtnant Cai Hegermann-Lindencrone (1807-1893), der var chef for 3-4000 danske soldater i Jylland, der hovedsageligt bestod af rytteri, forsøgte at udnytte, at preusserne og østrigerne ikke vidste, hvor i landsdelen danskerne var. I begyndelsen af april 1864 førte han sin styrke fra Limfjordsøen Mors til Horsensegnen, uden at fjenden opdagede noget. Hans plan var med sit rytteri samt forstærkninger fra resten af hæren at angribe og overraske de preussiske styrker i Jylland. Han havde tidligere fået tilsagn om forstærkninger fra krigsministeren. I mellemtiden var situationen for danskerne forværret, og Cai Hegermann-Lindencrone fik ingen forstærkninger, så angrebet i Jylland blev ikke gennemført, og den 18. april 1864 led danskerne et stort nederlag, da preussiske styrker erobrede skanserne ved Dybbøl. Dermed kom rytteriet ikke til at få nogen afgørende rolle i krigen.
Et af de overordnede problemer for den danske hær i 1864 var, at skiftende danske regeringer havde prioriteret fæstningsværket Dannevirke frem for stillingerne ved Dybbøl og Fredericia. Da hæren i februar 1864 trak sig tilbage fra Dannevirke til Dybbøl og Fredericia, var fæstningsanlæggene her i en dårlig forfatning, og det krævede næsten hele hærens mandskab at forsvare disse stillinger. Dermed var der for få soldater i overskud til sammen med rytteriet at iværksætte et større modangreb i Jylland. I resten af krigen var den danske krigsførelse defensiv og opgivende og åbnede ingen mulighed for, at rytteriet kunne udrette noget. Det danske nederlag var en realitet den 20. juli 1864.
Mindestenen i Vorbasse
I 1880 rejste skytteforeningen og Demokratisk Forening i Vorbasse en mindesten for rytterfægtningen med indskriften:
“Ved Vorbasse seirede
DANSKE DRAGONER
OVER TYDSKE HUSARER
d. 29 Februar 1864.
Gud han raader, naar
vi fange Sejer igjen”
Mindestenen ved Vorbasse, der står ved Skjødegaard Plantage, hvor kampen rasede 29. februar 1864. Det er det mest kendte mindesmærke i Vorbasse sogn. Foto: Sune Wadskjær Nielsen
Man kan stadig opleve lokale beboere og repræsentanter for Jydske Dragonregiment lægge kranse ved mindestenen den 1. marts - eller den 29. februar, når det er skudår. I dag har Jydske Dragonregiment moderne kampvogne, men soldaterne mindes stadig, dengang de kæmpede til hest. Særligt har dragonen Niels Kjeldsen (1840-1864), der faldt under en patrulje nord for Kolding den 28. februar 1864 - dagen før kampen ved Vorbasse - en stor plads i regimentets traditioner. I årene efter krigen dannede der sig i forsvarsvenlige kredse en myte om Niels Kjeldsens heltemod i kampen den 28. februar 1864, hvor han blev dræbt. Senere undersøgte historikere kendsgerningerne og fandt ud af, at Niels Kjeldsens sidste kamp var mindre spektakulær, og at han var en pligtopfyldende soldat, men ikke udviste usædvanligt heltemod, før han blev skudt 28. februar 1864.