Heksens ansigt - portræt af en kvinde dømt for trolddom i år 1620

Artikler

På europæisk plan er der kun bevaret yderst få portrætter af de mange kvinder, der i perioden 1450 til ca. 1750 blev dømt for hekseri og brændt på bålet. I Danmark toppede antallet af hekseprocesser i første halvdel af 1600-tallet, og også her var hovedparten af de dømte kvinder. I Aalborg blev Dorthe Jensdatter Kjærulf dømt for trolddom i år 1620 og brændt på bålet. Hun er afbildet på et gravminde fra 1609 i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor det således er muligt at stifte nærmere bekendtskab med et såkaldt dansk hekseportræt.

Dorthe Jensdatter Kjærulf

Kvinden, som det hele drejer sig om, hed Dorthe Jensdatter Kjærulf. Portrættet af hende befinder sig på et epitafium - et gravminde - der er ophængt på den sydlige væg i Vor Frue Kirke i Aalborg. Dorthe var født omkring 1560-1570 og stammede fra en slægt af magtfulde herredsfogeder og storbønder fra Vendsyssel. Sikkert i forbindelse med hendes ægteskab med købmanden Søren Olsen flyttede Dorthe til Aalborg. Efter købmandens død giftede Dorthe sig med Jens Hansen, der var tolder i byen 1588-1601. Efter at være blevet enke for anden gang, bosatte Dorthe sig i et hus i Aalborgs Slotsgade. Alt tyder på, at hun opretholdt en vis økonomisk og social status. Dorthe ejede en gård uden for byen, havde tjenestefolk og skænkede i 1603 en prægtig sølvkande til Vor Frue Kirke. Hun kunne både læse og skrive, og alle hendes tre døtre blev godt gift med lokale embedsmænd.

Epitafium over Dorthe Jensdatter og hendes familie i Vor Frue Kirke i Aalborg
Dorthe Jensdatter ses klædt i sort yderst til højre ved siden af sine tre døtre på dette gravminde fra Vor Frue Kirke i Aalborg. Foto: Jan Slot-Carlsen. Copyright: Nordjyllands Historiske Museum.

Gravmindet i Vor Frue Kirke i Aalborg

Alt i alt havde Dorthe god grund til at være stolt af, hvad hun havde opnået. Kronen på værket blev det gravminde - et farvestrålende epitafium - som Dorthe i 1609 lod udføre og opsætte til minde om hende selv, de tre døtre og de to afdøde ægtemænd. Alle seks er afbildet fromt knælende og iklædt renæssancens sorte kirkegangs- og højtidsdragt med sort kappe og hvid pibekrave. Dorthe selv ses yderst til højre på gravmindet. I henhold til et senere vidneudsagn skulle Dorthe have været enøjet, men dette fysiske handicap har maleren dog ikke inddraget i portrættet af hende.

Ellers var intet blevet sparet i arbejdet med at sikre Dorthe og hendes familie et værdigt eftermæle. Baggrundsmotivet er Jesu dåb i Jordanfloden. Johannes Døberen forretter dåbshandlingen omgivet af musicerende engle og måbende folkeskarer, mens Helligånden i skikkelse af en hvid due svæver over scenariet. En latinsk indskrift med forgyldte bogstaver oplyser om Søren Olsens og Jens Hansens karrierer og dødsår. Dorthes navn er også anført, men af gode grunde blev hendes eget dødsår aldrig tilføjet på gravmindet.

Anklager for trolddom

Når Dorthes dødsår aldrig kom med på gravmindet, skyldtes det ikke mindst hendes venskab med den fynske adelsfrøken Christence Kruckow. Kruckow havde efter anklager om hekseri fundet det klogest at flytte fra Fyn til Aalborg. Her faldt adelsfrøkenen dog snart tilbage i sine gamle uvaner. Allerede i 1611 blev hun sammen med Dorthe og andre lokale kvinder grebet på fersk gerning, da de var i færd med at foretage en rituel fødsel af et voksbarn, der skulle bruges til at praktisere trolddom på deres uvenner. Flere af gruppens medlemmer blev efterfølgende dømt skyldige i hekseri og brændt på bålet, mens både Christence Kruckow og Dorthe i første omgang klarede frisag. I 1617 vendte heksefrygten for fuld styrke tilbage til Aalborg. Der blev fundet mystiske snore og snarer udspændt i byens haver, og det fortaltes, at hunde og svin under ledelse af Djævlen selv holdt natlige gudstjenester i Vor Frue Kirke. Sidst, men ikke mindst, gik rygtet, at heksene med deres trolddomskunster skulle have myrdet byens borgmester Niels Iversen Skriver.

Dorthes relation til Vor Frue Kirke bar også kimen til hendes undergang. I vore dage findes der ingen faste siddepladser i kirkerne, men i 1600-tallet var det anderledes. Dengang afspejlede ens sociale position og økonomiske status sig i den faste placering på stolerækkerne ved de kirkelige handlinger. Man sad efter rang og stand, og siddepladserne blev handlet, købt og solgt. På et tidspunkt efter Jens Hansens død blev Dorthe flyttet fra sin faste plads i Vor Frue Kirke og måtte finde sig i at blive placeret på en mindre prestigefuld plads længere tilbage i kirkerummet. Det blev begyndelsen på et meget fjendtligt forhold til kirkens præst David Jensen Klyne i almindelighed og til hans hustru Lisbeth Nielsdatter i særdeleshed.

Situationen blev ikke bedre af, at Lisbeth Nielsdatter i forvejen havde været oppe at skændes med Christence Kruckow. Da flere vidner kunne fortælle, at Dorthe og Kruckow var ledere af en decideret heksegruppe, der hjemme hos Dorthe holdt mystiske seancer med sorte snoge og magiske besværgelser til skade for Aalborgs førende familier, var løbet kørt. I vinteren 1620 blev Dorthe arresteret og anklaget for hekseri. Selv nægtede hun sig skyldig i alle anklager, men lige lidt hjalp det. Ved landstinget i Viborg blev Dorthe dømt skyldig som troldkvinde og efterfølgende brændt på bålet i bakkerne syd for Aalborg. Christence Kruckow blev også kendt skyldig, men da hun var af adelsslægt, blev hun halshugget i stedet for bålstraffen.

Dorthes grusomme endeligt er uden tvivl forklaringen på, at hendes familie aldrig tilføjede oplysningerne om hendes død på gravmindet, men valgte at lade heksens ansigt tale for sig selv.

Om artiklen

Forfatter(e)
Jakob Ørnbjerg
Tidsafgrænsning
1560 -1620
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. marts 2016
Sprog
Dansk
Litteratur

Johansen, Jens Chr. V.: ”Hekse og troldfolk”, i Carsten Bach Nielsen med flere (red.): Danmark og renæssancen 1500-1650, (2005), s. 320-329.

Klitgaard, Carl: Den store nordjyske hekseforfølgelse, i Fra Himmerland og Kjær Herred (1915), s. 90-218.

Ørnbjerg, Jakob: Heksens epitafium, i Skalk nr. 2, (2014), s. 11-15.

Udgiver
danmarkshistorien.dk