Folketingets forhandlinger om Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage, 1934

Kilder

Kildeintroduktion:

I februar 1934 fremsatte den socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke (1880-1963) Forslag til Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage i Folketinget. Følgende er et uddrag af folketingsmedlemmernes efterfølgende behandling af lovforslaget. Lovforslaget havde til hensigt at skabe en samlet lov vedrørende forsorgen af personer, der blev betragtet som ’åndssvage’ (psykisk udviklingshæmmede). Loven gav bl.a. adgang til tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af åndssvage og indførte desuden mulighed for at tvangssterilisere personer, der var under forsorgen. Derfor er den også blevet kaldt Tvangssterilisationsloven. Loven byggede videre på Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration fra 1929, der gav mulighed for at blive steriliseret på frivillig basis, blandt andet ved en vurdering af risikoen for arvelige sygdomme og tilstande. Den var dermed et udtryk for danske racehygiejniske/eugeniske initiativer i mellemkrigstiden.

Det var især forslaget om indførelse af tvangssterilisation, der blev diskuteret af folketingsmedlemmerne. Af forhandlingerne fremgår det, at lovgiverne så sterilisation som et middel til at sikre, at personer under forsorg ikke fik børn. Åndssvages forplantning blev betragtet som en samfundstrussel, fordi man antog, at de åndssvage ikke selv kunne forsørge deres børn og forsørgelsesbyrden derfor ville tilfalde staten. Man mente også, at de åndssvages børn var arveligt disponerede for ’åndelige defekter’. Motivationen bag indførelsen af tvangssterilisation var dermed både økonomisk (en stor statslig forsørgelsesbyrde) og racehygiejnisk (en trussel imod befolkningskvaliteten). Sterilisationen blev derfor også koblet til muligheden for udskrivning fra forsorg. Hverken lovforslaget eller den endelige lov indeholdt en præcis definition af ’åndssvaghed’. Heller ikke i sundhedsfaglige kredse var der enighed om, hvordan begrebet skulle afgrænses. Nogle forstod det som en kronisk intelligensdefekt, der var medfødt eller opstået i den tidligste barndom og ikke kunne behandles, mens andre mente, at det var en flerhed af intelligensmæssige, sociale og moralske defekter. Der er eksempler på, at fx epilepsi, spastisk lammelse, ordblindhed eller promiskuitet dengang førte til en diagnose som ’åndssvag’.

I Folketinget mødte lovforslaget bred opbakning. Både Steinckes eget parti, Socialdemokratiet repræsenteret ved Vilhelm Rasmussen (1869-1939), og Det Radikale Venstre tilsluttede sig lovforslaget. Det samme gjorde Venstre, om end partiets ordfører J.A. Rahbek (1886-1943) noterede sig, at man med loven forlod det frivillighedsprincip, der havde gjort sig gældende i tidligere lovgivning. Det Konservative Folkeparti var mere splittet i sagen. A.D. Bindslev (1896-1954) talte for en fraktion af partiet, der modsatte sig lovforslaget ud fra et religiøst livssyn og en holdning om, at den videnskabelige indsigt på området ikke var tilstrækkelig. Andre konservative folketingsmedlemmer, herunder Victor Pürschel (1877-1963), tilsluttede sig forslaget.

Loven blev vedtaget af et bredt flertal i både Folketinget og Landstinget og offentliggjort den 16. maj 1934. Loven blev afskaffet i 1967. I den mellemliggende periode blev omkring 13.000 personer, størstedelen kvinder, steriliseret, heraf mange under tvang.

Følgende er et uddrag af lovforslaget og den efterfølgende debat. Tryk på titlerne for at se hele originalkilden.

85de Møde. Onsdag den 28. Februar Kl. 13

Fremsættelse af Lovforslag

Socialministeren (Steincke): Jeg tillader mig for det høje Folketing at fremsætte Forslag til Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage. Den nugældende Ordning af den offentlige Forsorg for aandssvage Personer bygger jo dels paa Lov om offentlig Forsorg af 1933[1] og Loven af 1. Juni 1929 om Adgang til Sterilisation af visse psykisk abnorme Personer[2]. Sidstnævnte Lov skulde have været revideret i Aar, men min Kollega Justitsministeren vil, saa vidt jeg ved, i Dag i Landstinget fremsætte Forslag om Udsættelse af denne Revision et Aar. Under de Overvejelser, der i Anledning af denne Lovs Revision ogsaa har fundet Sted i Socialministeriet, har det Spørgsmaal rejst sig, om der ikke i Forbindelse med visse Ændringer i denne Lov burde søges tilvejebragt et samlet Lovforslag vedrørende aandssvage, derunder naturligvis om disse Personers Indlæggelse og Udskrivning af Anstalter. Disse Betragtninger blev støttet ved to Forhold. For det første dette, at Udgifterne og Forsorgen for de aandssvage efter Socialreformen er gaaet fra Kommunerne over til Staten. For det andet den Omstændighed, at Socialreformen bygger paa Indberetninger vedrørende Aandssvaghed netop med det Formaal at faa Haand i Hanke med disse Personers hele Forhold over for Samfundet og Samfundets Interesse i om muligt at begrænse Aandssvaghedens Udbredelse. Naar disse Problemer blev taget op, var det da naturligt i dette Lovforslag at indarbejde de særlige Regler, som maatte anses for rimelige, for ikke at sige nødvendige med Hensyn til Sterilisering af aandsvage, altsaa at trække Reglerne vedrørende Sterilisation for aandssvages Vedkommende ud af den almindelige Lov vedrørende dette Emne. Der er ogsaa den særlige Grund til at behandle aandssvage for sig selv, at de andre psykisk abnorme, f. Eks. de sindssyge, har ofte været normale indtil Sygdommens Udbrud, har udfyldt deres Plads i Samfundet og for manges Vedkommende kan komme til det igen, fordi Sindssygdommen er af forbigaaende Karakter, medens Aandssvaghed derimod er en livsvarig Defekt, der ikke kan ophæves ved kurativ[3] Behandling og fra første Færd og hele Livet igennem gør den paagældende mere eller mindre uskikket til selvstændigt Arbejde i Samfundet og som Hovedregel ganske uskikket til at opfylde Forsørger- og Opdragelsespligter. De Betragtninger, jeg har indhentet fra Aandssvagevæsenet, taler ogsaa for, at man gennemfører særskilte Lovregler vedrørende Inddragelse af aandssvage under Forsorg, om Udskrivning fra Forsorgen og i denne Forbindelse, for at disse Regler kunde virke efter deres Hensigt, tillige om Foranstaltninger, for at aandssvage ikke bliver i Stand til at forplante sig. Det er altsaa disse Spørgsmaal, der er samarbejdet i dette Lovforslag.

Idet jeg i øvrigt henviser til de udførlige Bemærkninger, der ledsager Lovforslaget, og til den i Bilagene indeholdte Oversigt vedrørende disse steriliseredes Sygehistorie samt til Bemærkningerne om den nyere udenlandske Lovgivning, der ligeledes er vedføjet som Bilag, skal jeg gøre et Par Bemærkninger om dette Lovforslags Hovedbestemmelser. Hovedreglerne om Indlæggelse og Udskrivning af aandsvage findes i §§ 1-4. De her indeholdte Regler er i alt væsentligt stemmende med, hvad Familieretskommissionen foreslog i 1927, dog at der er lagt noget mere Vægt på sociale Hensyn.

§ 2 omhandler Reglerne om, hvem der kan forlange en aandsvag inddraget under Forsorg. § 3 omhandler den særlige Fremgangsmaade, der skal anvendes, og § 4 Reglerne om Udskrivning samt om Appel. I Lovforslagets §§ 5-8 indeholdes saa de særlige Regler vedrørende Sterilisation af aandssvage. Dette Spørgsmaal er ingenlunde nyt. Det har gentagende været rejst, siden det, saa vidt jeg ved, første Gang blev rejst i 1912 paa det 6te nordiske Abnormsagsmøde i Helsingfors. Jeg har i øvrigt paa Side 5 i Bemærkningerne kort nævnt Historien, som denne Tanke, om jeg saa maa sige, har gennemgaaet herhjemme. Paa Grundlag af Kommissionsudkastet i 1926 blev Loven af 1929 vedtaget. Denne Lov har vel virket ogsaa for aandsvages Vedkommende, som man vil kunne se af de Oplysninger, som er tilføjet paa Side 5 og 6, men ikke nær i det Omfang, som det samfundsmæssigt og, jeg tør sige, under enhver Betragtning set er ønskeligt. Der har kun været Tale om Indstilling vedrørende 105 aandsvage. Paa den anden Side er der intet af de Tilfælde, hvori Sterilisation er foregaaet, i alt 88, hvor Indgrebet har haft nogen Art af skadelig Virkning.

Hovedbestemmelserne i disse §§ 5-8 gaar ud paa, at vedkommende Anstaltsledelse snarest muligt skal gøre Indstilling til det Nævn, jeg straks skal komme til, om Sterilisation af en aandsvag, naar samfundsmæssige Hensyn taler derfor, samt naar Sterilisation vil være gavnlig for den aandssvage selv, idet dette Indgreb vil gøre det forsvarligt at undlade Inddragelse under Forsorg eller vil muliggøre den aandssvages Overgang enten fra Anstaltsanbringelse til kontroleret Familiepleje eller Udskrivning, eller fra kontroleret Familiepleje til Udskrivning, eller endelig til en friere Form enten inden for Anstalterne eller under kontroleret Familiepleje.

Saadan Indstilling kan dog kun ske, hvis den aandssvage er fyldt 18 Aar. Jeg maa sige, jeg er noget i Tvivl om denne Aldersgrænses Berettigelse og anmoder derfor om, at man i Udvalget vil se nærmere paa dette Spørgsmaal.

§ 5 indeholder i øvrigt de nærmere Regler for Fremgangsmaaden, og til at behandle Indstillinger fra Anstaltsledelserne om Foretagelse af disse Sterilisationsindgreb nedsætter Socialministeren efter § 6 et Nævn, der skal bestaa af en Dommer som Formand, en Læge og en Socialpraktiker, altsaa de Personer, der har særlig Indsigt i disse Forhold.

De øvrige Bestemmelser i Lovforslaget er ikke af en saadan Betydning, at der er Grund til at fremhæve dem ved Fremsættelsen.

Jeg tror, at Forholdene i Samfundet er saaledes i denne Henseende, Frygten for, at de sociale Udgifter, ikke mindst paa Grund af de aandssvages stadige Breden sig, vil stige, saa begrundet og det Materiale, der sagligt foreligger til Oplysning om det nødvendige i at lovgive paa dette Omraade, saa omfattende, at jeg ikke nærer Tvivl om, at det høje Folketing vil undergive dette Lovforslag en hurtig og villig Behandling.

[…]

90de Møde. Torsdag den 8. Marts Kl. 13

Første Behandling af Forslag til Lov om Foranstaltninger vedrørende aandsvage.

[…]

Vilhelm Rasmussen[4]: Jeg vil gerne begynde med at komplimentere den højtærede Socialminister, fordi han har taget Spørgsmaalet vedrørende aandssvage ud af den gældende Lov af 1. Juni 1929, som vedrører Foranstaltninger mod en Række Mennesker, der har forskellige samfundsmæssigt set betydelige Skavanker. Jeg mener, at den Betragtning, Socialministeren her er gaaet ud fra, er fuldkommen rigtig, idet Aandssvagheden ikke er nogen Sygdom og naturligvis endnu mindre kan betragtes som en Forbrydelse. Det er derfor ogsaa velbegrundet, at de Foranstaltninger, Samfundet ønsker at træffe over for de aandssvage, hviler paa en Lov vedrørende dem alene.

Hvad det foreliggende Lovforslag angaar, vedrører de første Paragraffer Formen for Statens Forsorg over for de aandssvage. Det skal jeg imidlertid ikke komme nærmere ind paa af den simple Grund, at der ikke kan tænkes principielle Indvendinger imod en saadan Forsorg, og jeg mener, Detailspørgsmaalene bedst kan drøftes under Udvalgets Arbejde med Sagen. Det springende Punkt i det foreliggende Lovforslag maa jo være Spørgsmaalet om en eventuel Sterilisation af aandssvage, henholdsvis Mænd og Kvinder, og derfor vil jeg gøre nogle Bemærkninger om den Side af Sagen.

[…]

Hvad det principielle angaar, forekommer det mig, at de Erfaringer, der er indhøstet paa det paagældende Omraade i Kraft af Loven af 1. Juni 1929, er ubetinget opmuntrende. De viser, at der kan foretages saadanne Foranstaltninger, som paa een Gang er til Gavn for den, der er aandssvag, og af den største samfundsmæssige Betydning. Og det kan jo ikke nægtes, at Aandssvagheden er en meget betydelig Fare for Samfundet og en Fare af dobbelt Art, nemlig ikke alene en Fare, naar selve Aandssvagheden foreligger, men ogsaa - det er næsten det mest ubehagelige, ved det - en Fare derved, at fuldkommen normale Mennesker kan gaa omkring med Anlæg til Aandssvaghed og sprede dette Anlæg, saaledes at Aandssvagheden, dersom der ikke træffes forstandige Foranstaltninger, kan brede sig i et Samfund i stadig højere Grad, og det vilde dog være paradoksalt, om man stræbte paa mange forskellige Maader at forbedre Livsvilkaarene for Menneskene i Samfundet og samtidig tillod, at de aandssvages Mængde voksede og voksede og altsaa fik en stadig større relativ Betydning. Desuden maa her de store Udgifter, Aandssvagheden fører med sig, tages i Betragtning.

Nu kender man paa Grundlag af den moderne Arvelighedsforskning helt anderledes end tidligere, hvordan det forholder sig med denne Sag, og af Hensyn til ærede Medlemmer, der tidligere har udtalt en vis principiel Ængstelse for denne Lovgivning, vil jeg gerne ganske kort oplyse, hvordan det er.

Aandssvagheden beror, som man nu ved, i de allerfleste Tilfælde paa et arveligt Anlæg, og med Arveligheden med Hensyn til Aandssvaghed forholder det sig saadan, at Anlægget hører til de vigende. Det betyder, at hvis to aandssvage Personer faar Afkom sammen, er man sikker paa, at Afkommet ogsaa bliver aandssvagt, for Aandssvagheden kan kun vise sig, naar det Anlæg, der betinger Aandssvaghed, findes, som Arvelighedsforskerne siger, i dobbelt Dosis. Men det betyder igen, at der i et Samfund kan findes et særdeles stort Antal Mennesker, som er fuldkommen normale; endog meget begavede, men som gaar rundt med Anlægget for Aandssvaghed i enkelt Dosis. Det er dette, der betinger, at der til Skræk og Sorg saa hyppigt fødes aandssvage Børn i Familier, hvor begge Forældrene er normalt begavede, ja undertiden særdeles højt begavede. […]

Nu kan man ganske vist spørge: Men hvor mange er det, det drejer sig om? Om den Ting hersker der meget afvigende Meninger. Simpelt hen for det første, fordi der ikke foreligger en skarp Grænse mellem aandssvage og ikke aandssvage, fordi den aandssvage dog har en Begavelse, der er en Brøkdel af den normale. Men hvor skal Grænsen sættes for denne Brøk? For det andet opstaar Tvivlen, fordi man ikke tidligere med den Grundighed, hvormed det nu sker, har undersøgt, hvorledes det forholder sig med Menneskenes Begavelse. Vi ser derfor, at den officielle Statistik nævner 6.000 aandssvage i vort Samfund - det er omtrent dem, der er under offentlig Forsorg -, og den højtærede Socialminister talte om 20.000. Da jeg besøgte Ebberødgaard[5] sammen med den tidligere Minister Rubow[6] og, talte med ham derom, sagde han, at der var mindst 25 000 aandssvage i Danmark. Men det kan gerne være, at vi efter en tilstrækkelig grundig Undersøgelse kommer til det Resultat, at der er endnu flere aandssvage i Danmark. Der er nemlig mange Grader, og der lever ude i Samfundet et stort Antal aandssvage, som besørger det jævne daglige Arbejde godt, saaledes at man ikke aner, at de er aandssvage. Samfundet kommer først til Kendskab herom, hvis en saadan Person f. Eks. en Dag føler sig krænket af sin Husbond og sætter Ild paa Gaarden. Saa først undersøges det, hvorledes det forholder sig med den paagældende Person i sjælelig Henseende, og det bliver saa dokumenteret ved en objektiv Undersøgelse, at vedkommende er aandssvag. Derfor har han ikke været i Stand til at modstaa Indskydelsen til at hævne sig, og han har saa stukket Ild paa Gaarden. Det er derfor for et Samfund af den allerstørste Betydning, naar det kan ske paa human Maade, at det saa vidt muligt frigør sig for de aandssvage.

Naar jeg bruger Ordet ”human” her, vil jeg gerne understrege, at der i dette Anliggende ikke alene skal vises Humanitet over for den, der er aandssvag, men ogsaa over for de aandssvage, som, den paagældende kan blive Fader eller Moder til, og over for det Samfund, som lider under Aandssvagheden baade derved, at de aandssvage vækker Sorg hos deres nærmeste, og derved, at Samfundet har meget store Udgifter i Anledning af Aandssvagheden.

Ud fra de Betragtninger, jeg her har gjort gældende, kan jeg paa det varmeste anbefale det høje Ting at tage vel imod dette Lovforslag.

Til de Betragtninger, jeg har anstillet, vil jeg føje een endnu, og det er den: hver Gang en aandssvag paa Grund af Sterilisering kan komme ud i det almindelige Samfund og leve dér, aabnes der Plads for en anden, som ikke hidtil har kunnet komme ind paa en Anstalt. Det forekommer mig derfor, at vi maa takke den højtærede Minister, fordi han har forelagt dette Forslag, som baade humant set og økonomisk og i anden Henseende er af den allerstørste Betydning for Samfundets Velfærd.

Rahbek[7]: Jeg opfatter det Forslag, som her er til Behandling som havende en dobbelt Hensigt, dels at skabe faste Regler for Aandssvageforsorgen her i Landet baade med Hensyn til Inddragelsen under Forsorg og Udskrivningen fra denne Forsorg og dels at hindre de aandssvage i at forplante sig.

Hvad det første angaar, kan vi give vor Tilslutning til den Tanke, at det er ønskeligt at faa disse Regler fastlagt, og saa vidt jeg kan se, er der vist ikke stort at indvende imod den Formulering, den højtærede Minister har givet disse Regler. Enkeltheder bliver der jo antagelig Lejlighed til at drøfte i Udvalget. […]

Hvad det andet Forhold angaar, Ophævelsen af de aandssvages Forplantningsevne, da bygger Forslaget jo for en meget stor Del paa de Erfaringer, der er gjort efter Gennemførelsen af Loven af 1929, men medens denne Lov kun angik de psykisk abnorme Personer og endvidere en anden Kategori, der nærmest kan betegnes som forbryderiske Personer, saa angaar dette Lovforslag kun de egentlig aandssvage; endvidere sker der det - det maa vi ogsaa være klar over -, at medens Loven af 1929 byggede paa Frivillighedsprincippet, saa er dette Princip forladt i Lovforslaget her. Jeg skal for mit Vedkommende gerne indrømme, at den højtærede Socialminister har fremført meget vægtige Grunde for dette Skridt baade i Bemærkningerne til Lovforslaget og i Forelæggelsestalen og ikke mindst i den Radiotale, han holdt for en Uges Tid siden. Det er tillige en kendt Sag, at Tanken har vundet stor Tilslutning baade blandt Læger og Jurister; der kunde i den Henseende nævnes mange Navne, men jeg skal indskrænke mig til at nævne Overlæge Wildenskov[8] paa de Kellerske Aandssvageanstalter og en fremragende Jurist som Rigsadvokat Goll[9]. De Erfaringer, der er gjort, siden Loven af 1929 blev vedtaget, og hvorom man kan læse i Bemærkningerne til det foreliggende Lovforslag, tyder ogsaa paa, at denne Lov i det store og hele har virket efter sin Hensigt, og det kan derfor nu være forsvarligt at gaa et Skridt videre, om end vi maa mene, at der stadig maa udvises en vis Varsomhed; det er i hvert FaId vor Opfattelse, at det nye Skridt, der skal tages, lettere kan blive for langt end for kort, eftersom den Erfaring, man har, jo ikke er særlig stor, dels fordi Iagttagelsestiden for det enkelte Individ har været relativ kort, saa at man ikke med fuld Sikkerhed kan udtale sig om Resultatet, og dels fordi Antallet af Personer, der er blevet underkastet Behandling, er forholdsvis ringe. Dette sidste skal ikke paa nogen Maade være sagt som en Bebrejdelse, det skal tværtimod være en Anerkendelse af, at man har udvist den Forsigtighed, der fra alle Sider blev tilraadet, da Lovforslaget af 1929 var til Behandling.

Og nu da der er Tale om en udvidet Lovgivning, vil jeg udtale Haabet om, at man ogsaa, naar denne maatte blive gennemført, vil udvise den samme Varsomhed.

Naar vi dog allerede paa nærværende Tidspunkt kan tænke os at gaa ind i en Forhandling om Udvidelse af den bestaaende Lovgivning, er det, fordi ogsaa vi anerkender Samfundets Berettigelse til at hindre, at der sættes Afkom i Verden, som kun kan blive til Byrde for sig selv og for Samfundet. Den højtærede Socialminister har ubetinget Ret i, at denne Byrde er meget stor, og at den økonomiske Byrde vilde blive ganske uoverkommelig, hvis alle aandssvage her i Landet, hvad enten deres Antal nu er 15.000, 20.000 eller 25.000, skulde anbringes paa Anstalter; saa maatte der jo opføres Aandssvageanstalter i enhver større By.

Spørgsmaalet er imidlertid ikke blot af økonomisk Art, der er ogsaa et Hensyn at tage til de stakkels Mennesker selv. Navnlig for de i mindre Grad aandssvage maa det være en Lidelse at blive indespærret paa en Anstalt, saa hvis det gennem en mindre og ret ufarlig Operation kan opnaas, at disse Mennesker kan leve deres Liv under friere Forhold, fortjener dette Spørgsmaal alvorlig Overvejelse.

Jeg savner noget, som er ret almindeligt i den Slags Lovgivning - der maa vel her stadig være Tale om en Forsøgslovgivning -, en Tidsbegrænsning for Lovens Gyldighed, men jeg indrømmer, at Rigsdagen altid har Ret til at gribe ind og forandre en Lov, saa der er naturligvis ikke saa stor Grund til at sætte en Tidsbegrænsning ind; det er ogsaa en af de Ting, vi kan tale om i Udvalget.

Jeg kan altsaa paa mit Partis Vegne tilsige vor Medvirkning til gennem en Udvalgsbehandling at naa til et Resultat. Lovforslagets Enkeltheder skaI jeg slet ikke komme ind paa, da jeg mener, de er af en saadan Art, at de bedst egner sig til Drøftelse i Udvalget.

Pürschel[10]: Jeg vil gerne begynde med at anerkende det Initiativ, Ministeren har taget ved at fremsætte dette Lovforslag. Jeg tror, det er rigtigt, man er gaaet den Vej, man er, idet man har udskilt de aandssvage til særlig Behandling paa det Omraade, der omhandles i første Del af Lovforslaget. […]

Hvad Sterilisationen angaar, maa jeg erkende, at jeg er af den Opfattelse, at det er en rigtig Foranstaltning at gaa til. Der er jo nævnt saa mange Eksempler paa, hvor forfærdende Tilstandene i Virkeligheden er paa dette Omraade. Jeg nævner saadanne Eksempler som de, der findes i Socialreformforslagets Side 490-91, hvor Overlæge Wildenskov ved den Kellerske Aandssvageanstalt[11] har givet nogle typiske Eksempler; der er nævnt saa forfærdende Eksempler paa Misbrug navnlig af aandssvage Kvinder paa dette Omraade og alt, hvad det kan føre til, at det forekommer mig at være rigtigt, at man giver en Sterilisationsbeføjelse af udvidet Karakter over for disse Mennesker.

Jeg vil gerne gøre opmærksom paa, at Sterilisationsloven og det foreliggende Lovforslag er Udtryk for en ikke uinteressant Udvikling. Den moderne humane Lovgivning har jo medført, at der holdes Liv i en Mængde Individer, som tidligere udskiltes, om jeg saa maa sige, ad Naturens Vej. Naar aandssvage Kvinder i gamle Dage – vi skal altsaa et Stykke tilbage i Tiden – fik Børn, saa ved vi jo, at uhyre ofte endte det med et Barnemord; i ældste Tider blev der saa sat en naturlig Grænse for videre Forplantning derigennem, at man kappede Hovedet af Moderen, saa var den ikke længere; og i noget nærmere liggende Tider var disse Kvinders Evne til at sørge for deres Børn baade økonomisk og paa anden Maade saa ringe, at utvivlsomt en Masse af disse Børn meget hurtigt gik til Grunde. Nu holdes der Liv i praktisk talt alt, hvad der fødes af Kvinder; bortset fra den saa ivrigt fremtrædende Bevægelse, der gaar ud paa, at det skal være straffrit at ombringe Børnene ganske kort efter Fødselen[12], holdes der jo Liv i næsten alt, hvad der fødes af Kvinder, og dette gør, at Samfundet maa til at sætte en anden Udskillelse i Stedet for den Naturens Udskillelse, som man har sat en Bom for. Det er det, der sker ved dette Forslag - det, man skal til her, er altsaa at erstatte det, man i gamle Dage kaldte for Naturens Visdom, med Menneskevisdom. Og det kan jo have sine Vanskeligheder; det medfører i hvert Fald et stort Ansvar for de Folk, der har Afgørelsen i deres Haand, og jeg forstaar godt, at man i visse Kredse er meget betænkelig ved en Lovgivning af den Karakter, der er Tale om her. Jeg for mit Vedkommende er, som jeg allerede har sagt det, Tilhænger af, at man skal betræde den Vej, som man er inde paa. Man maa blot være paa det rene med, at man gaar langt her; man gaar til at foretage et Iivsvigtigt Indgreb paa Personer, af hvilke nogle dog har Evne til at forstaa, hvad det drejer sig om, og foretage dette Indgreb mod deres Vilje, og uden at det er en Betingelse, at de har gjort sig skyldig i nogen Overtrædelse af Samfundets Love. Det er et langt Skridt, man tager her; men jeg er altsaa af den Mening, at dette Skridt bør tages, naar man omgærder det med de fornødne Garantier for, at Misbrug og Letsindighed ikke finder Sted paa dette Omraade.

[…]

Jeg vil ogsaa gerne give min Tilslutning til den Udvidelse, der gives i § 5, den Nedsættelse, der sker af Aldersgrænsen til 18 Aar. Man kunde maaske snarere spørge, om denne Grænse ikke for Kvinders Vedkommende er for høj. Det er i hvert Fald min Erfaring fra den Tid, jeg særlig havde at gøre med Sager paa dette Omraade, at netop de meget unge er dem, der slaar allerstærkest ud, naar Hemningsforestillingeme mangler. Ja, hermed skal jeg slutte, idet jeg anbefaler Lovforslaget til en velvillig Behandling i et Udvalg.

Jensen[13] (Gørding[14]): Det foreliggende Lovforslag har mit og mit Partis fulde Tilslutning. Efter vor Formening burde vi for længe siden have ført de Foranstaltninger, som Lovforslaget omfatter, ud i Livet. Jeg skal ikke her komme nærmere ind paa en Drøftelse af Lovforslagets enkelte Paragraffer; det maa blive det kommende Udvalgs Sag. Jeg kunde dog allerede paa nuværende Tidspunkt ønske at henlede den højtærerede Socialministers Opmærksomhed paa, om det dog alligevel ikke var rigtigt, at der ogsaa i Loven skelnedes mellem den arveligt belastede aandssvage og de af andre Aarsager aandssvage, navnlig hvor det drejer sig om de lettere Tilfælde. Sagen har racehygiejnisk Betydning, og i vor Tid, hvor Børnebegrænsning og Fosterfjernelse er Dagens Emner, har et Forslag som det foreliggende jo i høj Grad aktuel og samfundsmæssig Interesse, da mange for vort Folk mere eller mindre livsvigtige Forhold staar i Forbindelse hermed.

Jeg medgiver, som sagt, Forslaget mit og mit Partis Tilsagn om en hurtig og velvillig Behandling.

[…]  

Bindslev[15]: Samtidig med at dette Lovforslag behandles i dette høje Ting, foreligger der et paralleltløbende Forslag i det andet høje Ting - jeg tænker her paa Lovforslaget om Sterilisation. Jeg vilde have fundet det særdeles rimeligt, ja, selvfølgeligt, om disse to Lovforslag var blevet fremsat i samme Ting, da de dog i deres Principper hører saa nøje sammen, at det vilde have været rimeligt, at man havde kunnet diskutere dem paa een Gang. Det er vi imidlertid afskaaret fra, men jeg vil dog gerne indledningsvis have Lov til at gøre opmærksom paa den Stilling, som jeg i sin Tid paa en Gruppe af Partifællers Vegne tog i Spørgsmaalet om Adgang til Sterilisation. Dette Synspunkt har for mit Vedkommende og for flere af mine Partifællers Vedkommende ikke ændret sig siden.

Her drejer det sig naturligvis ikke om den alvorlige Form for Sterilisation, Kastration[16], det drejer sig om den mildere Form, Vasektomien[17], og den tilsvarende Operation for Kvindernes Vedkommende, ligesom det kun drejer sig om den ulykkelige Del af Menneskeheden, som vi henregner til de aandssvage. Uden at ville underkende de Motiver, der ligger til Grund for Fremsættelsen af et Lovforslag som dette, og uden at ville underkende det bestikkende i de Motiver og Grunde, der kan fremføres til Fordel for Gennemførelsen af Lovforanstaltninger af denne Art, vil jeg gøre opmærksom paa, at man efter mit Skøn endnu staar paa saa usikker Grund, at det vil være urigtigt for det første at skride til Foranstaltninger som disse og for det andet at gaa videre ad denne Vej.

I det Indlæg, som jeg, dengang vi havde Sterilisationsloven til Behandling her i Folketinget, fremførte, forudsagde jeg, at man utvivlsomt vilde gaa videre, man vilde ikke blive staaende ved Foranstaltninger som dem, man dengang havde udtrykt i Sterilisationsloven, og allerede nu, kun 4 eller 5 Aar efter, foreslaas det, at vi skal gaa et Skridt videre. Dette viser mig, at man utvivlsomt om andre 5 Aar eller maaske om 10 Aar - jeg ved ikke hvor mange - vil gaa endnu et Skridt videre frem ad denne Bane, som jeg vil have Lov til at karakterisere som et Forsøg paa ved Indgreb af denne Art at forbedre Menneskeracen, altsaa det, man kalder Racehygiejne.

Jeg mener - og jeg tror, at de fleste Videnskabsmænd, i alt Fald mange Videnskabsmænd, der beskæftiger sig med de herhenhørende Omraader, vil være enige med mig i det Synspunkt -, at vi endnu staar paa meget vaklende Grund her. Naar vi foretager Indgreb paa disse Omraader, saa ved vi i dybeste Forstand ikke, hvad vi gør. Vi har endnu i alt for ringe Grad udforsket de Love, der ligger til Grund for Arveligheden, og saa længe man ikke betragter Menneskeavl paa samme Maade, som man betragter Dyreavl, maa man give Naturen, hvis Visdom jeg dog i det store og hele sætter over den menneskelige Visdom - ogsaa over den højtærede Socialministers særlige Visdom -, Adgang til ad sine særlige Veje at naa til de Resultater for Menneskeheden, som nu engang er gemt i Naturens Skød.

Altsaa, af denne principielle Grund, at vi her staar i Begreb med at gøre Indgreb paa Omraader, hvor vi dybest set ikke ved, hvad vi gør, og af den Grund, at dette Skridt, selv om det ikke er saa omfattende, som man kunde tænke sig det, dog er et Skridt frem ad en Bane, som utvivlsomt vil blive fortsat, naar man engang har paabegyndt den, af disse Grunde vil jeg gerne anbefale det høje Ting og det Udvalg, som kommer til at beskæftige sig med Lovforslaget, at tænke sig om to Gange, før end man fremmer det. Jeg og de Partifæller, der er enige med mig i dette Synspunkt, vil gerne fremhæve disse Tanker. Vi ser det som vor Opgave, saa vidt det er muligt for os, at standse denne Udvikling; har Menneskeheden kunnet leve saa længe uden at foretage Indgreb af denne Art, kunde det jo ogsaa tænkes, den kunde leve videre paa den Maade en Aarrække endnu. Saa var det dog muligt, at man i Mellemtiden ad Videnskabens Vej kunde naa frem til sikrere Resultater end dem, vi er naaet til.

Jeg skaI ikke[…] gaa ind paa en længere Debat, men kun fremhæve de Hovedsynspunkter, som gør sig gældende for vor Gruppes Vedkommende, og som bevirker, at vi paa nærværende Tidspunkt ikke kan anbefale, at Forslaget fremmes og ophøjes til Lov.

[…]  


Ordforklaringer, m.m.

[1] Lov om offentlig Forsorg af 20. maj 1933 var en af fire love, der udgjorde en stor dansk socialreform, som blev vedtaget som en del af Kanslergadeforliget.

[2] Med Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration af 1. juni 1929 havde Danmark som det første land i Europa indført lovsikret adgang til sterilisation. Loven var en tidsbegrænset forsøgslov, der åbnede mulighed for frivillig sterilisation af personer, der blev opfattet som ’psykisk abnorme’, hvis sterilisationen blev set som magtpåliggende for samfundet og til gavn for personen selv.

[3] Kurativ: helbredende. 

[4] Vilhelm Rasmussen (1869-1939): forstander for Statens Lærerhøjskole og politiker; medlem af Folketinget for Socialdemokratiet 1915-1939.

[5] Forsorgsanstalten Ebberødgård lå ved Birkerød. Den var fra 1892 og de næste cirka 100 år en stor arbejds- og plejeanstalt for op til 1200 psykisk udviklingshæmmede.

[6] Viktor Rubow (1871-1929): læge og politiker, sundhedsminister i Venstres regering 1926-1929.

[7] Jens Anton Rahbek (1886-1943): gårdejer og politiker; medlem af Folketinget for Venstre 1922-29 og 1932-35, medlem af Landstinget for Venstre 1936-43.

[8] Hans Otto Wildenskov (1892-1959): overlæge ved Den Kellerske Aandssvageanstalt i Brejning ved Vejle 1929-1957 og en af de mest fremtrædende danske fortalere for racehygiejnisk/eugenisk lovgivning.

[9] August Goll (1866-1936): jurist; rigsadvokat 1925-1936.

[10] Victor Pürschel (1877-1963): politiker; medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1920-38 og for partiet Nationalt Samvirke 1939.

[11] De Kellerske Anstalter: forsorgsanstalter for psykisk udviklingshæmmede. Hovedafdelingen lå i Brejning nær Vejle, mens der var afdelinger for ’moralsk åndsvage’ kvinder og mænd på hhv. Sprogø og Livø. Anstalten var i en periode af 1900-tallet en af Nordeuropas største.

[12] Der var i samtiden diskussioner af, om medlidenhedsdrab (eutanasi) kunne forsvares i forhold til alvorligt syge og handicappede personer. I det nazistiske Tyskland blev ”Aktion T4” iværksat i 1939. Det indebar, at omkring 250.000 psykisk og fysisk handicappede blev ofre for en systematisk og racehygiejnisk motiveret udryddelse i gaskamre og ved underernæring og fejlmedicinering.

[13] Jens Kristian Jensen (1870-1955): læge og politiker, medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre 1932-45.

[14] Gørding: mindre stationsby i Sydvestjylland.

[15] Alfred Dahm Bindslev (1896-1954): præst, forfatter og politiker; medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1926-45.

[16] Ved kastration fjernes kønskirtlerne (æggestokke eller testikler).

[17] Vasektomi: sterilisation af mænd; ved indgrebet overskæres sædledere. Ved det tilsvarende indgreb for kvinder (salpingektomi) fjernes æggelederne.

Om kilden

Dateret
Februar-marts 1934
Oprindelse
Rigsdagstidende 1933/34, Folketingets Forhandlinger, spalte 2998ff.
Kildetype
Lovforslag, Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. oktober 2021
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk