Dom i striden mellem Jens Iversen (Lange) og to adelsmænd, 13. september 1458

Kilder

Kildeintroduktion:

I september 1458 var Christian 1. og Danmarks rigsråd forsamlet i Kalundborg for at diskutere en række vigtige politiske spørgsmål, navnlig vedrørende den førte udenrigspolitik. Samtidig benyttede man lejligheden til at dømme i stridigheder mellem danske adelige, bl.a. en fejde mellem på den ene side biskoppen af Aarhus, Jens Iversen (Lange), og på den anden side adelsmændene Otte Nielsen (Rosenkrantz) og dennes søn Erik Ottesen (Rosenkrantz). Om et forligs- og rettergangsmøde mellem disse parter, som afholdtes 13. september, udstedtes nedenstående åbne brev. Brevet, der er skrevet på et svært forståeligt senmiddelalderligt dansk, er her oversat til nutidsdansk.

Jens Iversen Lange
Jens Iversen Lange. Billedet er en kopi af et maleri i Aarhus Domkirke fra 1470. Fra: Wikimedia Commons


Vi, Christian[1], med Guds nåde Danmarks, Norges, Venders og Goters konge, greve i Oldenborg og Delmenhorst, gøre alle vitterligt med dette vort åbne brev, at vi og disse efterskrevne vore elskelige værdige fædre og råd og mænd, hr. Tue ærkebiskop i Lund[2], hr. Olaf i Roskilde[3], hr. Knud i Viborg[4], hr. Jep i Børglum[5], hr. Henrik i Ribe[6], biskopper, hr. Claus Rønnow vor marsk[7], hr. Eggert Frille[8], hr. Peder Hogenskild[9], hr. Johan Bjørnsen[10], hr. Jens Torbensen[11], hr. Torben Bille[12], hr. Oluf Lunge[13], hr. Åge Axelsen [14], hr. Iver Axelsen[15], hr. Knud Henriksen[16], hr. Strange Nielsen[17], hr. Corfitz Rønnow[18], hr. Stig Olsen[19], hr. Johan Frille[20], hr. Johan Rantzau[21], hr. Axel Lagesen[22], hr. Jens Due[23], riddere, og Anders Jensen vor landsdommer i Sjælland[24], var forsamlede i Kalundborg i gråbrødre stue[25] hellig korsaften exaltacionis[26], år efter Guds byrd mcdlviii[27], til rette at høre den tvedragt og uvilje[28], som var mellem [den] hæderlige fader med Gud biskop Jens i Århus[29] på den ene side og velbyrdige og strenge ridder hr. Otte Nielsen[30] og hr. Erik Ottesen[31] på den anden side, og grangiveligt overveje, hvilken af de tre der havde mest skyld i den tvedragt; og [vi] adspurgte grangiveligt om det forlig, som hæderlige fædre og gode mænd gjorde imellem dem i Horsens[32], og spurgte og hørte, hvorledes forliget var bristet, og hvem der havde brudt det, og hørte tiltale og svar på begge sider, som her efterfølger, med flere ord. Blandt andre ærinder beskyldte hr. Erik Ottesen biskoppen af Århus for, at han ikke havde holdt det, som var aftalt i Horsens, og [vi] spurgte og hørte af forskrevne hr. Erik Ottesen, på hvilken måde, han sagde [det var sket], [hvortil hr. Erik svarede:] først dermed, at hans svende skulle komme til Århus byting på et aftalt tidspunkt, og der skulle de frikendes for alle domme, som var overgået dem. De forskrevne svende kom, men de blev ikke frikendt. Ligeledes sagde forskrevne hr. Erik, at det var aftalt, at han skulle ledes i kirke på et bestemt tidspunkt; han mødte op til tiden, men måtte ikke komme i kirke. Derfor måtte han gøre kost og tæring[33] til ærkebiskoppen og opnåede af ham [tilladelse til], at abbeden af Øm kloster ledte ham i kirke. Derfor fik abbeden biskoppens ugunst og mistede en kirke, som han havde af biskoppen.[34] Ligeledes beskyldte hr. Erik biskoppen for, at biskoppens tjenere slog hr. Eriks tjener ihjel i Århus by, og det skete af hans brød og i hans brød[35], og siden forblev de svende, som havde gjort det, så længe i klosteret[36], at biskoppen havde vel magt at hindre dem og hjælpe ret over dem. Ligeledes sagde hr. Erik, at sandemænd[37] havde gjort uret tog[38] på Århus byting[39], fordi den svend, som blev slået ihjel, han var lovligt gjort fredløs, dog svor de tog[40] over ham som over en ufordelt mand[41]. Fremdeles beskyldte hr. Otte Nielsen forskrevne biskop Jens af Århus for, at han ville forsvare Ebeltoft[42] og havde pålagt et kapel der i byen flere afgifter, end det nogensinde havde givet før, og kommet dem i dom[43] etc.[44] Fremdeles beskyldte hr. Otte biskoppen på grund af en kirke, som er viet til Skt. Maria Magdalena[45], som han og hans hustru havde opbygget på det sted, hvor skov og træ stod, som de havde ladet bortrydde, og hvor de har gjort en skøn kirke, og alle de folk, der søger til den, hører forskrevne hr. Otte til[46]; og biskoppen vil ikke tillade ham at ansætte en kapellan der eller have mere at gøre med kirken, end hvis han og hans hustru intet havde gjort dertil [til kirkens opbygning]. Ligeledes flere beskyldninger havde hr. Otte til biskoppen, som omtales nedenfor. Den tid, vi havde hørt alle disse beskyldninger og artikler og tiltale og forsvar, breve og beviser, som de havde på begge sider, da satte de det i minde og ret for os[47]; de blev udvist[48], og vi overvejede grangiveligt hver artikel[49] for sig til rette og minde, og blev enige derom, og kaldte dem ind igen og oplyste dem om, hvad vi således fandt for minde og ret: Til den første artikel, om at de svende ikke blev frikendt på tinget i Århus, som den reces[50] udviser, som var gjort i Horsens, derfor skal biskoppen af Århus selv komme til stede på bytinget i Århus og frikende dem der og gøre hr. Erik forbedelse[51] for den forsømmelse, at den artikel ikke overholdtes, som den reces udviser, der var gjort i Horsens. Fremdeles den anden artikel, at hr. Erik ikke kom i kirke, som recessen også udviser, for tæring, skade og modgang, som hr. Erik havde derudaf, derfor skal den bandsret[52] gives igen, som hr. Erik og hans tjenere udgav, og bispen blive abbedens ven så god, som han var tilforn, før det skete. Fremdeles [om] den mand, hr. Eriks tjener, som blev slået ihjel udi Århus etc.: Vil biskoppen indenfor de næste seks uger forrette[53], at det ikke skete af hans brød og i hans brød, og at han ej havde magt at hindre de svende, efter det var gjort, da skal biskoppen derfor blive kvit. Men vil biskoppen ikke gøre dette, da skal han sørge for, at den mand bødes igen[54] for 7 lødige mark inden påske og straks holdes sjælemesser for, der hvor han ligger[55], med vigilier[56] og 30 messer. Fremdeles om sandemændene i Århus, der gjorde tog over den fredløse mand etc., de skal bøde derfor, som for uret tog bør at bødes, som om de er fældte[57], med mindre biskoppen og hr. Erik kunne forliges derom. Fremdeles, som hr. Otte tiltalte biskoppen om det kapel i Ebeltoft etc., det kapel skal give biskoppen [den samme afgift] som han[58] gav før i tiden, og biskoppen skal lade sig nøje dermed, og er kapellanen i nogen dom, skal han afløses[59]. Fremdeles om Skt. Marie Magdalene kirke etc., den skal hr. Otte Nielsen og hans arvinger efter arvinger til evig tid have jus patronatus[60] over, og skal intet regnskab gøre biskoppen af offer eller gave[61], som kommer til forskrevne kirke, så længe hr. Otte eller hr. Erik, hans søn, lever; og når hr. Otte og hr. Erik begge er døde, da skal deres efterkommende arvinger gøre biskoppen af Århus skelligt regnskab, hvis der er stor tilsøgning og drabeligt[62] offer kommer [til kirken]. Og at præsten viser biskoppen den lydighed, han bør vise sin biskop. Fremdeles er flere sager endnu uløste; dem har vi befalet hæderlig fader med Gud biskop Knud i Viborg[63], hr. Knud Henriksen[64], hr. Munk af Brusgård[65] og hr. Jens Madsen af Visborg[66], riddere, som begge sider tillod og vel nøjedes med, at have magt at forlige dem med minde eller skille dem med rette i Randers nu Skt. Mortens dag næstkommende. Fremdeles om Otte Bøjstrups[67] svend, som hr. Christoffer Lykke[68] fratog et panser[69] etc., det panser og andet, hvad han tog fra ham, skal gives den samme svend igen, og har hr. Christoffer tiltale til svenden, da skal han tiltale ham med rette. Som yderligere bevis for, at det således er gået og faret, som forskrevet står, har vi ladet hænge vort sekret[70] neden for dette brev, som er givet år, dag og sted, som forskrevet står.


Ordforklaringer m.m.

[1] Christian 1, konge af Danmark 1448-1481.
[2] Tue Nielsen, Danmarks ærkebiskop. Havde sæde i Lund, Skåne.
[3] Oluf Henriksen (Då), biskop af Roskilde.
[4] Knud Mikkelsen, biskop af Viborg.
[5] Jep (Jakob) Nielsen (Friis), biskop af Børglum.
[6] Henrik Stangeberg, biskop af Ribe.
[7] Claus Markvardsen Rønnow, ridder, rigsråd og Danmarks marsk.
[8] Eggert Christiansen Frille, ridder og rigsråd.
[9] Peder Pedersen Hogenskild, ridder og rigsråd.
[10] Johan Bjørnsen (Bjørn), ridder og rigsråd.
[11] Jens Torbensen (Sparre), ridder og rigsråd.
[12] Torben Bentsen Bille, ridder og rigsråd.
[13] Oluf Andersen Lunge, ridder og rigsråd.
[14] Åge Axelsen (Thott), ridder og rigsråd.
[15] Iver Axelsen (Thott), ridder og rigsråd.
[16] Knud Henriksen (Gyldenstjerne), ridder og rigsråd.
[17] Strange Nielsen (Strangesen), ridder og rigsråd.
[18] Corfitz Tønnesen Rønnow, ridder og rigsråd.
[19] Stig Olufsen (Krognos), ridder og rigsråd.
[20] Johan Christiansen Frille, ridder og rigsråd.
[21] Johan Rantzau, ridder og rigsråd.
[22] Axel Lagesen (Brok), ridder og sandsynligvis rigsråd.
[23] Jens Due, ridder og sandsynligvis rigsråd.
[24] Anders Jensen (Passov), væbner, rigsråd og landsdommer i Sjælland.
[25] Dvs. i byens gråbrødrekloster (franciskanerkloster).
[26] Hellig korsaften exaltacionis = 13. september.
[27] År 1458.
[28] ”tvedragt og uvilje” var et almindeligt brugt udtryk om en fejde.
[29] Jens Iversen (Lange), ca. 1400-1482, biskop af Århus 1449-1482.
[30] Otte Nielsen (Rosenkrantz), ca. 1395-1477, ridder og rigsråd.
[31] Erik Ottesen (Rosenkrantz), ca. 1427-1503, ridder, rigsråd og rigshofmester.
[32] Det omtalte forligsmøde i Horsens fandt sandsynligvis sted i foråret 1458.
[33] ”Derfor måtte han gøre kost og tæring”: Derfor havde han store udgifter i forbindelse med en rejse til ærkebispen i Lund.
[34] Baggrunden for denne sag var, at Jens Iversen havde bandlyst Erik Ottesen og derved sat ham uden for den hellige kirke og nadver. Efter at en bandlyst var taget til nåde, skulle han genindføres i kirken af biskoppen. Årsagen til Jens Iversens bandlysning var muligvis, at Erik Ottesen havde nægtet at efterkomme en pavelige stævning, som Jens Iversen havde udtaget over Erik Ottesen i 1454.
[35] ”af hans brød og i hans brød”: Svendene var (ifølge Erik Ottesen) Jens Iversens daglige tjenere, de var i hans brød, og derfor kunne Jens Iversen gøres retligt ansvarlig for deres gerninger.
[36] Dominikanerklosteret i Århus, nuværende Vor Frue Kirke.
[37] Nævninge.
[38] ”uret tog”: Uretfærdig kendelse.
[39] Grunden til, at Jens Iversen kunne gøres ansvarlig for Århus bytings domme, var, at bispestolen havde de kongelige indtægter, rettigheder og myndighedsbeføjelser over staden i pant for et stort lån til kongen.
[40] Sandemændenes tog, kendelse, blev afsagt under ed, hvorfor der her tales om at sværge tog.
[41] Meningen med denne uklare passage er formentlig, at bytinget havde dømt en af Erik Ottesens tjenere for drab på en svend (”den svend, som blev slået ihjel”), som i forvejen var fredløs, hvorfor drabet på ham var straffrit og dommen over Erik Ottesens tjener dermed ulovlig.
[42] Otte Nielsen var af kongen forlenet med Ebeltoft og var derfor byens forsvarer. Otte Nielsen påstod nu, at Jens Iversens forhøjelse af afgiften af et kapel i byen var ensbetydende med, at Jens Iversen forsøgte at blive byens herre og forsvarer, derfor formuleringen ”han ville forsvare Ebeltoft”.
[43] ”kommet dem i dom”: Dømt dem til kirkelig bod eller straf.
[44] ”etc.” markerer her, at beretningen om begivenhederne i Ebeltoft ikke er skrevet helt ud. Fortsættelsen ville formentlig have omtalt de personer, som biskoppen havde dømt til kirkelig bod eller straf. Af rigsrådernes kendelse nedenfor synes det at fremgå, at i hvert fald en kapellan ved kapellet var blevet dømt af bispen. Når der i nærværende sætning tales om et flertal af personer, var det muligvis fordi ikke blot kapellanen, men også andre personer, var blevet dømt på samme måde.
[45] Marie Magdalene kirke ved Ryomgård på Djursland.
[46] Dvs. alle de bønder, der søger kirken, er Otte Nielsens egne fæstebønder og evt. kronens selvejere og fæstebønder, som hører under Otte Nielsen i dennes egenskab af lensmand på Kalø.
[47] Dvs. parterne overlod det frivilligt til rigsrådet at dømme i sagen. ”Minde” betegnede det mindelige, frivillige forlig, mens ”ret” i sammenligning hermed betegnede den mere tvangsprægede dom, som parterne altså her undergiver sig, hvis mindeligt forlig ikke kan opnås.
[48] Dvs. parterne forlod den stue i klosteret, hvor de havde fremført deres sager overfor rigsråderne, således at parterne ikke var til stede under rigsrådernes votering.
[49] Dvs. hver enkelt sag eller beskyldning.
[50] Reces: Skriftligt forlig.
[51] ”forbedelse”: Jens Iversen skal bede Erik Ottesen om tilgivelse, vist ved at lade andre personer gå i forbøn for sig.
[52] Afgift eller bøde givet til biskoppen for at få denne til at hæve bandlysningen.
[53] ”forrette”: Bevise eller sværge på.
[54] ”den mand bødes igen”: Der betales mandebod for den dræbte.
[55] Dvs. i den dræbtes begravelseskirke.
[56] Gudstjeneste (særligt om gudstjeneste afholdt aftenen inden en helligdag).
[57] ”som om de er fældte”: Som om sandemændene er dømt.
[58] Uklart, om ”han” her betegner kapellet eller Otte Nielsen, der formentlig i praksis var den, der betalte afgiften for kapellet til biskoppen.
[59] Dvs. løses af den kirkelige bod eller straf, han er idømt.
[60] Patronatsret, ret til at vælge præsten/kapellanen.
[61] ”offer eller gave”: Donationer til kirken.
[62] ”drabeligt”: Stort.
[63] Se note 4.
[64] Se note 16.
[65] Niels Stigsen Munk, ridder. Brusgård lå vest for Århus.
[66] Jens Madsen (Munk), ridder. Hans hovedgård, Visborggård, lå nær ved Mariager Fjord.
[67] Otte Bøjstrup, væbner.
[68] Christoffer Pedersen Lykke, ridder.
[69] Rustning.
[70] Segl.

Om kilden

Dateret
13.09.1458
Oprindelse
Konrad Barner: Familien Rosenkrantz’s Historie I (1874), Diplomatarium nr. 98. J.R. Hübertz: Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus I, nr. 83
Kildetype
Dom
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. august 2012
Sprog
Dansk - oversat til nudansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk