Danmarks Retsforbund, 1919

Artikler

Danmarks Retsforbund eller Retsforbundet, politisk parti, stiftet 1919. Partiet skelner mellem samfundets og det enkelte menneskes ret.

Retsforbundets ønske om indførelse af fuld grundskyld bygger på amerikaneren Henry Georges idé om, at de samfundsskabte værdistigninger på jord skal tilfalde samfundet og ikke individet. Danmarks Retsforbund mener, at det enkelte individ dels er den retmæssige ejer af udbyttet af sit arbejde og dels har ret til den størst mulige personlige frihed. Partiet er derfor principielt imod statslig indblanding, stærk tilhænger af frihandel, og EU ses som en hindring for den frie verdenshandel.

Danmarks Retsforbund var uden afbrydelse repræsenteret i Folketinget 1926-60 med en vælgertilslutning, der svingede mellem 1,3 og 8,2%. I 1957 indgik partiet under Viggo Starckes ledelse i en såkaldt trekantregering med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Ved valget i 1960 tabtes alle mandater. Partiet var igen i Folketinget 1973-75 og 1977-81, men har (2006) ikke siden opnået repræsentation.

Viggo Starcke og Ib Christensen

Til venstre ses Viggo Starcke (1895-1974), der sad i Folketinget for Danmarks Retsforbund fra 1945 til 1960. Ib Christensen (th.) (1930-2023) var medstifter af Retsforbundets studenterfraktion i 1954, og fik efterfølgende en række hverv i partiet. Han var medlem af Folketinget 1973-1975 og 1977-1981. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv


Læs mere om Danmarks Retsforbund på denstoredanske.dk