Civilforsvarsstyrelsen: ”Forholdsregler til forebyggelse af ulykkestilfælde foranlediget af langt hår og skæg”, 14. august 1970

Kilder

Kildeintroduktion:

Ved Civilforsvarets oprettelse i 1949 bestod organisationen primært af et statsligt civilforsvarskorps med tre brigader, hvor værnepligtige blev uddannet, samt lokale civilforsvarsorganisationer. Assistance ved brand og redning til varsling, evakuering og sociale opgaver i tilfælde af krisesituationer var en del af Civilforsvarets repertoire.

Med revisionen om Lov om Civilforsvar i 1962 blev der åbnet for at man kunne aflægge sin værnepligt i Civilforsvaret. Dette blev en populær mulighed, særligt blandt dem, der i takt med tidens politiske ungdomsoprør ikke ønskede at komme i militæret, men som omvendt heller ikke ville nægte at udføre sin værnepligt. I Civilforsvaret var tjenestetiden kortere, man lærte en række praktiske færdigheder som brandslukning og førstehjælp, og man kunne tage stort kørekort til lastbiler. Men den nye type af værnepligtige i 1960’erne og 1970’erne præsenterede Civilforsvaret for en række hidtil usete problematikker. Ikke mindst var der en uoverensstemmelse mellem datidens mode og Civilforsvarets udstyr. Det var nemlig ikke nemt at få plads til langt hår og fuldskæg i gasmasken. Det medførte skrivelsen vist nedenfor til samtlige civilforsvarskommissioner i Danmark om sikkerhedsrisici ved ”outreret behåring”. 

Første side i cikulæret fra Civilforsvaret angående sikkerhed ved langt hår og skæg
Første afsnit i skrivelsen om forholdsregler til forebyggelse af ulykkestilfælde foranlediget af langt hår og skæg. Se hele den originale skrivelse som PDF her. Oprindelse: Rigsarkivet


CIVILFORSVARSSTYRELSEN

Stockholmsgade 27,

2100 København Ø.

Tlf. (01) 76/TRia 65 45

 

Den 14. august 1970

Til: Samtlige civilforsvarskommissioner.

Emne: Forholdsregler til forebyggelse af ulykkestilfælde foranlediget af langt hår og skæg.

Langt hår og skæg (hvorved i denne skrivelse forstås hår, der nærmer sig skulderlængde, og skægvækst af helt outreret karakter) kan i visse tilfælde indebære en arbejdsmæssig risiko for den enkelte under udøvelse af hans civilforsvarstjeneste.

Uanset denne risiko har Civilforsvarsstyrelsen ikke ønsket at fastholde særlige forskrifter for hårlængden og for omfanget af skægvæksten, men har bestemt, at det overlades til hver enkelt selv at bestemme længden af håret og skægvækstens omfang, idet der gives personellet en grundig orientering om den ovennævnte arbejdsmæssige risiko.

De værnepligtige, der indkaldes til civilforsvarets kaserner, vil derfor i fremtiden under kasernetjenesten blive grundigt orienteret om risikoen for ulykkestilfælde foranlediget af langt hår og skæg. For den øvrige del af civilforsvarspersonellet, der ikke gennemgår eller ikke for nylig har gennemgået en kasernetjeneste, pålægger man herved de lokale CF-myndigheder at give personellet denne grundige orientering om den arbejdsmæssige risiko.

Da Civilforsvarsstyrelsen principielt ikke kan tage ansvaret for, at personellet udsættes for ovennævnte risiko, må risikoen - i de tilfælde, hvor personellet på trods af grundig vejledning ikke har ønsket at foretage indskrænkninger i hårlængde og skægvækst - afhjælpes ved særlige foranstaltninger, således som det også sker pa de civile arbejdspladser.

Disse foranstaltninger er omtalt i det følgende.

Specielt vedrørende langt hår.

Hvor håret har en sådan længde, at det kan medføre en arbejdsmæssig risiko for den pågældende, udleveres der til ham et af Civilforsvarsstyrelsen godkendte hårnet, som benævnes "Ratiofix" nr. 5. Det pålægges ham samtidig selv at anlægge dette hårnet under sådan tjeneste, hvor en arbejdsmæssig risiko efter hans skøn kan forekomme.

Efter Civilforsvarsstyrelsens opfattelse vil nedennævnte tjenesteområder være typiske for de tilfælde, hvor der - afhængig af hårets længde og form - kan opstå arbejdsmæssig risiko:

Udrykninger til fredsmæssige katastrofer o.lign.

Øvelser med indsats i ruinanlæg.

Indøvelse af slukningsteknik og øvelser i brandhuse.

Betjening af aggregater og værktøjer med roterende dele.

Arbejde med taljer og blokke.

Ovennævnte opremsning må anses for vejledende, og Civilforsvarsstyrelsen vil ikke udelukke at der kan opstå andre situationer, hvor bæring af hårnet må anses for tilrådeligt. Uddannelseslederen må i såfald vejlede den pågældende herom.

Det tilføjes, at den nye øvelsesuniform vil blive forsynet med hætte, og det forventes, at denne hætte - når øvelsesuniformen er anlagt - til sin tid vil kunne erstatte anlæggelse af hårnet.

Det nævnte hårnet kan indkøbes hos fa. Jac. Jacobsen A/S, Østergade 38, 7430 Ikast. Nettene ligger i æsker á 50 m. (nettoindhold 30 m.). Prisen er 61.50 kr. + moms pr. æske. Udgiften bedes opført på specifikationen af statslige civilforsvarsudgifter under konto 3.42.110.

Specielt vedrørerende skæg.

I de sjældent forekommende tilfælde, hvor skægvæksten er af en så outreret karakter, at det ved øvelser i gasøvelsesrum eller røgfyldte rum viser sig, at den normalt af civilforsvaret anvendte gasmaske eller trykluftapparat ikke kan gøres tætsluttende, skal det i første omgang henstilles til den pågældende at reducere skægvæksten til et sådant omfang, at tæthed kan opnås.

Hvis den pågældende ikke ønsker at efterkomme henstillingen, kan man forsøge, om der kan opnås tæthed ved brug af en anden type gasmaske end den normalt anvendte, d.v.s. ved anlæggelse af enten tysk gasmaske, der findes i tre størrelser, eller ved anlæggelse af engelsk gasmaske i en afvigende størrelse. Disse gasmasker kan rekvireres fra CF-depoterne i Kolding og Næstved.

Såfremt det ej heller på denne måde er muligt at tilvejebringe den fornødne åndedrætsbeskyttelse, afgives der indberetning til Civilforsvarsstyrelsen, der herefter vil træffe bestemmelse om, hvad der videre skal foretages.

 

Schultz / F. Trosbjerg

Om kilden

Dateret
14. august 1970
Oprindelse
Rigsarkivet: Beredskabsstyrelsen, E. Schultz' embedsarkiv: Civilforsvarsstyrelsens Cirkulærskrivelser, pakke 105
Kildetype
Cirkulære
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
11. februar 2022
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk