Indførelse af censur og straffelovstillæg i 1940

Allerede dagen efter besættelsen af Danmark den 9. april 1940 indførte den tyske besættelsesmagt censur i landet. Den tyske presseattaché Gustav Meissner (1910-1995), som kontrollerede pressen og bogmarkedet frem til april 1943, krævede, at den danske regering skulle sørge for, at der træffedes ”egnede Forholdsregler for effektivt at forhindre en anti-tysk Propaganda paa ethvert tænkeligt propagandistisk Omraade (Flyveblade, Brochurer, Foredrag ved Foredragsholdere etc.)”.

Nogle få måneder senere blev der den 22. juli 1940 udformet et straffelovstillæg: "Den, der ved trykt Skrift eller på anden Maade offentligt giver Meddelelser, der er egnede til at skade Landets Interesser i forhold til Udlandet, straffes med Fængsel indtil 1 Aar, eller under formildende Omstændigheder med Hæfte eller Bøde.”

Fra dansk side blev det bestemt, at selve censurarbejdet af avis- og bogmarkedet skulle varetages af et allerede eksisterende dansk organ, det såkaldte Udenrigsministeriets Pressebureau. Det blev under ledelse af kontorchefen, den jurauddannede diplomat Karl I. Eskelund (1890-1966), som også havde en baggrund som journalist, sat til at fortolke lovgrundlaget samt skabe de bedst mulige betingelser for de danske forfattere og det danske kulturliv i almindelighed. Pressebureauet fik hermed mandat til at diktere, hvad der kunne offentliggøres i den danske offentlighed.

Udenrigsministeriets Pressebureau under besættelsen

Udenrigsministeriets Pressebureau og Eskelund formulerede aldrig udførlige retningslinjer, hvorfor flere forfattere mente, at censuren var uforudsigelig og inkonsekvent. På den anden side etablerede de manglende retningslinjer en høj grad af fleksibilitet i Pressebureauets forhandlinger med tyskerne om en bogs skæbne. Eskelund argumenterede over for den danske bogbranche gennem hele besættelsen for, at det var i dansk interesse at beholde censuren af det danske bogmarked på danske hænder, hvilket også blev tilfældet i alle fem år. Det var det også efter den 29. august 1943, hvor den danske regering trådte tilbage, og hvor pressen efter tysk krav blev underlagt direkte tysk forcensur. Det vil sige, at alle artikler nu skulle forhåndsgodkendes af besættelsesmagten inden udgivelse. Forcensur af bøger og alle såkaldte ikke-periodiske skrifter blev ganske vist indført i september 1943, men kontrollen forblev på danske hænder.

Det var ikke udsædvanligt, at Eskelund blev hængt ud i den illegale presse for at have censureret mere, end hvad lovgivningen gav ham ret til. Den illegale presse beskyldte f.eks. Eskelund for at have "løbet Tyskerne i Møde", som det her fremgår af det illegale blad De frie Danske i artiklen "Naar Befrielsens Time er inde for dansk Presse" fra oktober 1944. Beskyldningerne mod kontorchefen fortsatte lang tid efter befrielsen. Oprindelse: De frie Danske, nr. 12, 1944, fra illegalpresse.dk

Pressebureauet og Eskelund blev under besættelsen hårdt kritiseret i den illegale presse for at gå tyskernes ærinde. Nogle forfattere mente derudover, at Eskelund censurerede mere, end hvad lovgrundlaget nødvendiggjorde. Kildematerialet i Pressebureauet bekræfter imidlertid ikke disse påstande. Eskelund tog omvendt flere steder hensyn til det danske bogmarked og forsøgte at hjælpe danske forfattere for at opretholde et dansk bogmarkeds fortsatte eksistens. Man måtte begrænse det danske bogmarked for at bevare det, for slap man grebet om bogmarkedet, var alternativet, at tyskerne selv ville overtage censuren og dermed i højere grad indskrænke det danske bogmarked og forhindre de danske forfattere i at udføre deres erhverv. Det lykkedes endda enkelte gange Eskelund at modsætte sig tyske krav.

Censur- og beslaglæggelsessager

En del forfattere fik i løbet af besættelsen beskåret enkelte ord eller fjernet hele passager i deres værker, før de kunne udkomme – ofte efter forhandlinger mellem Pressebureauet, forlæggeren og nogle gange også forfatteren. Der var imidlertid også værker, der ikke måtte publiceres eller blev konfiskeret. Den absolut mest kendte skønlitterære censursag under besættelsen var mod forfatteren og dramatikeren Carl E. Soyas (1896-1983) bog En Gæst (1941).

Censor Willie Bodenhoffs læsning af Soyas allegoriske fabel En Gæst, som den 28. oktober 1941 blev afvist af både den tyske presseattaché Meissner og Pressebureauet. Fortællingen er en allegori over den tyske besættelse af Danmark, let skjult i en fabel om en ørentvist, der spiser en dansk familie ud af huset. Meissner havde fået en mistanke om fortællingens indhold på grund af en kort notits i dagbladet B.T. Sagen endte med, at bogen efter gennemlæsning af både Meissner, Eskelund og censor Willie Bodenhoff (1893-?) fra Pressebureauet blev beslaglagt, og Soya og hans forlægger blev idømt henholdsvis 60 og 30 dages fængsel. Ingen andre skønlitterære forfattere eller forlæggere blev dømt under besættelsen for at udgive bøger. Efter krigen har især Soya skrevet kritisk om Pressebureauets censurarbejde. Oprindelse: Udenrigsministeriets Pressebureaus arkiv, Rigsarkivet (privat foto)

Ligeledes fik digterpræsten Kaj Munk (1898-1944) beslaglagt et værk på toårsdagen for besættelsen, da han sendte sit tyskkritiske skuespil Niels Ebbesen (1942) på gaden i et enormt oplag på ca. 15.000 eksemplarer. Skuespillets paralleller mellem middelalderens nationalhelt og den danske modstandsbevægelse under besættelsen var tydelige. Forbuddet var dog forudset af både forfatter og forlag og de fleste eksemplarer distribueret, sådan at politiet ikke kunne nå at konfiskere oplaget.

På samme vis blev digteren Poul "Poeten" Sørensens (1906-1973) digtsamling April i Danmark (1942) i juli 1942 beslaglagt på grund af sit tyskkritiske indhold, ligesom den kommunistiske forfatter Hans Scherfig (1905-1979) fik standset udgivelsen af romanen Idealister (1944/45) i september samme år, selvom manuskriptet i første omgang var blevet godkendt i Pressebureauet. Men Meissner sagde nej, da Scherfig havde været medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der efter tysk krav var blevet forbudt i 1941.

Censor Peter Schous læsning af Hans Scherfigs Idealister i september 1942. Som man kan se mod slutningen af dokumentet, godkendte den danske censur bogen, mens man i marginen ser, at Meissner afviste en udgivelse. Scherfigs kommunistiske baggrund stod i vejen, og ikke engang Eskelunds forslag om en anonym udgivelse kunne komme på tale. Censuren af Hans Scherfigs roman kan betragtes som et noget usædvanligt eksempel på en tysk håndhævelse af den danske kommunistlov, som var blevet vedtaget 22. august 1941. Bogen blev i stedet smuglet til Sverige og udgivet på svensk i 1944 og første gang på dansk efter befrielsen i 1945. Oprindelse: Udenrigsministeriets Pressebureaus arkiv, Rigsarkivet (privat foto)

Andre værker, som i udgangspunktet var historiske romaner, men blev vurderet som anti-tysk propaganda og kom i konflikt med censuren, var forfatteren og modstandsmanden Kelvin Lindemanns (1911-2004) historisk forklædte roman Den kan vel Frihed bære (1943) om bornholmernes frihedskamp mod den svenske besættelse i 1658. Analogien til samtidens besættelse var for tydelig. Bogen blev beslaglagt kort efter udgivelsen, men udkom i store illegale oplag. Johanne Buchardts (1903-1948) ligeledes tyskkritiske og historiske roman Vejen mod Nord (1945) om kong Valdemar Sejrs imperialistiske bedrifter i 1200-tallets Danmark blev omvendt standset før udgivelsen.

Bogcensuren i eftertidens lys

Censuren blev ophævet med tyskernes kapitulation 5. maj 1945. Herefter kunne fortolkningen og den offentlige kritik af Pressebureauets arbejde begynde – og det gjorde den også, med Soya i spidsen i den umiddelbare efterkrigstid og senere også Scherfig. Begge forfattere forsøgte efter befrielsen at tegne et ganske negativt billede af Pressebureauets arbejde. De beslaglagte bøger blev formelt frigivet i november 1945, hvorefter nogle bøger, som f.eks. Buchardts Vejen mod Nord, kunne se dagens lys for første gang.

Censuren fik konsekvenser for danske forfattere og forlag. Nogle afholdt sig fra at udgive bøger under besættelsen, mens andre skrev illegalt i undergrunden. Det var dyrt for både forlag og forfattere, hvis en bog blev beslaglagt, og det betød, at udgivelser af eventuelle tyskkritiske bøger var forbundet med en betydelig økonomisk risiko. Økonomiske hensyn kan måske være en af forklaringerne på, at danske forfattere kun i beskedent omfang bidrog til det, man i eftertiden har betegnet som modstandslitteratur.

Det samlede antal af beslaglagte bøger var relativt få i Danmark. Man skrev simpelthen om noget andet end krig og nazisme, eller også lod man pennen hvile, til krigen var forbi. Det lykkedes dog for nogle forfattere og forlag at få bøger gennem censuren under krigen, selvom indholdet kunne tolkes som tysk- eller nazikritisk. Det gælder både Mogens Klitgaards (1906-1945) De røde Fjer (1940/1943) og Martin A. Hansens (1909-1955) historiske roman om tiden under Grevens Fejde i 1500-tallet Lykkelige Kristoffer (1945). I eftertiden har der været bred konsensus om at tolke begge romaner som antinazistiske med en klar opfordring til modstandskamp.