Verdenskrigsepoken, 1914-1945

Nationalstatens konsolidering i verdenskrigens skygge

Efter tabene af Norge og hertugdømmerne stod Danmark i 1900-tallets begyndelse tilbage som en amputeret nationalstat. Både politikere og borgere var lige så stille ved at vænne sig til tanken om deres land som en småstat. Men ét sår var stadig åbent: Sønderjylland. 

Genforeningen 1920

Endnu under 1. verdenskrig var hele Slesvig fra Kongeåen (ved Kolding) og sydpå til Ejderen underlagt Det Tyske Kejserrige. Tysklands krigsnederlag, opløsningen af kejserriget i 1918 og sejrherrernes ønsker om et mindre Tyskland skabte imidlertid nye muligheder for at slutte de dansksindede områder af Slesvig til Danmark. Danskhedens talsmænd syd for grænsen førte an i kampagnen, og den radikale regering i København under statsminister C.Th. Zahle bakkede op, men støttede dog en mere forsigtig kurs. De ledende politikere ville sætte punktum for grænsestridighederne, ikke lægge grunden til nye ved en grænsedragning så langt mod syd, at den efterlod et stort tysk mindretal på dansk territorium.

I februar og marts 1920 var der folkeafstemninger i henholdsvis den nordlige, såkaldte første zone fra Kruså til Tønder, Højer og Rømø mod nord, og den anden zone på tværs af det midterste Slesvig hen over Flensborg. Den tredje zone, det tyskdominerede Sydslesvig omkring Slesvig by, havde man fra dansk side ingen interesse i.

I den nordlige zone viste afstemningen et solidt flertal på 75 % for Genforeningen. I anden zone som helhed var der derimod et endnu større flertal for at bevare tilknytningen til Tyskland. Selv i Flensborg by kunne fortalerne for genforening med Danmark kun mønstre knap en tredjedel af stemmerne. Det danske nederlag i Flensborg fik højrefløjskræfter både der og i den danske stat til at beskylde Zahle-regeringen for at have svigtet sagen. Dermed var grunden lagt til en af de største politiske kriser i det 20. århundredes danmarkshistorie: Påskekrisen, som skal omtales nærmere nedenfor.

Der viste sig endda også tysksindede flertal i adskillige byer inden for den første zone, herunder Sønderborg, Aabenraa, Tinglev, Tønder og Højer. Fra tysk side gjorde man derfor gældende, at det nye grænseskel ikke burde følge zonegrænserne, men trækkes ad den såkaldte Tiedje-linje, dvs. nord om Højer, Tønder, Kongsbjerg og Tinglev. Men havde den danske regering accepteret det, ville den have forværret sit allerede spændte forhold til frustrerede dansknationale kræfter både nord og syd for grænsen. Så det endte med, at nationalstaten Danmark alligevel måtte huse et ikke ubetydeligt tysk mindretal, ligesom der fortsat fandtes et dansk mindretal syd for grænsen.

Kort over folkeafstemningen i 1920.

Kort over den danske stemmeandel i hvert sogn ved folkeafstemningerne i 1920. Da første zones resultat i henhold til Versaillestraktaten skulle opgøres samlet, kom de blå sogne med tysk flertal til at høre under Danmark. Resultatet af afstemningerne lagde grunden til den nuværende dansk-tyske grænse. Kortet er udgivet af Det Midlertidige Ministerium for Sønderjyske Anliggender i 1920. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Det tyske mindretal arbejdede i hele mellemkrigstiden for, at Nordslesvig atter måtte blive tysk. Den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 gjorde det forventeligt, at den tyske stat ville sætte magt bag forhåbningerne om en ny grænserevision til tysk fordel. Det skete ikke, men først i 1955 blev grænsen fra 1920 endelig anerkendt af et nyt tysk styre. Med grænserevisionen af 1920 fandt nationalstaten Danmark sin udstrækning for i hvert fald de næste 100 år, og i den nye nationalstat vænnede man sig gradvis til at identificere Sønderjylland med de indlemmede nordslesvigske territorier, selv om ordet Sønderjylland oprindelig havde betegnet hele Slesvig. Men relationerne til andre dele af riget blev fortsat revideret.

Salget af De Vestindiske Øer 1917

Kolonier og bilande stod ved 1. verdenskrigs udbrud tilbage som et levn fra det større rige, Danmark engang havde været. Men den danske kolonialisme var under trinvis afvikling. Først og fremmest solgte den danske stat sine vestindiske kolonibesiddelser – øerne Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan – til USA i 1917. I 1848 havde man set sig nødsaget til at afskaffe slaveriet, og siden var øerne begyndt at give økonomisk underskud. Ved begyndelsen af 1900-tallet var de også blevet politisk penible. Konservative kræfter i Danmark hægede stolt om ”juvelen i den danske krone”, som de vestindiske besiddelser blev kaldt. Men også efter slaveriets afskaffelse var arbejdsbetingelser og leveforhold for det sorte indbyggerflertal på øerne miserable, og der opstod social uro og selvstændighedsbestræbelser, anført af øernes spirende arbejderbevægelse. Det vakte sympati hos både frisindede kræfter og socialister i Danmark.

Det udslagsgivende blev dog, at øerne lå i en krigsstrategisk vigtig position ved mundingen af Panamakanalen. USA stod over for at træde ind i verdenskrigen og tilbød derfor nu at købe øerne for 25 mio. dollars. For den danske stat var det et yderst favorabelt tilbud, svarende til cirka halvdelen af det årlige danske statsbudget.

Alligevel vakte afhændelsen af De Vestindiske Øer stor debat, ikke mindst fordi den danske nationalstolthed stadig var arret efter nederlaget i 1864. Så salget blev sendt til folkeafstemning – i Danmark vel at mærke, ikke blandt øernes egen befolkning. 64 % af de afgivne stemmer støttede salget, men afstemningen viste også, at et betydeligt mindretal foretrak at fastholde Danmark som kolonimagt, selv under de lukrative betingelser for afhændelse.    

Arbejdere på Skt. Croix.

De glemte arbejdere. Kvinder og mænd under den bagende sol på øen Skt. Croix, ca. 1900. Sammen med den danske stats øvrige besiddelser i Vestindien blev Skt. Croix solgt til USA efter en folkeafstemning i Danmark i 1917. I modsætning til sønderjyderne fik De Vestindiske Øers befolkning intet at sige i den sag. Foto: Nationalmuseet

Opbrud blandt de nordatlantiske kolonier

Oven i salget af de vestindiske kolonier kom nyheden om de cirka 90.000 islændinges løsrivelse fra Danmark. Island havde længe haft status af dansk biland med et vist selvstyre, men havde i årtier kæmpet for større selvstændighed. Efter lange forhandlinger blev det islandske Alting og den danske Rigsdag i 1918 enige om at betragte Island som en selvstændig stat, dog de første 25 år derefter i personalunion med Danmark, dvs. underlagt samme monark. Den aftale blev dog suspenderet under 2. verdenskrig, hvor forbindelsen mellem Danmark og Nordatlanten blev brudt, og først briterne og siden amerikanerne satte sig på øen for at holde Tyskland ude. I 1944 proklamerede islændingene deres land som republik.

Færøerne forblev derimod et dansk amt, men isolation fra Danmark og samvirket med Storbritannien under de to verdenskrige vakte også her selvstændighedstrangen. En selvbestaltet folkeafstemning i 1946 udtrykte flertal for løsrivelse. De danske myndigheder afviste ganske vist det ønske med henvisning til, at afstemningsdeltagelsen var for lav og flertallet for løsrivelse ikke massivt nok, men det var alligevel med til at sætte løsrivelsesprocessen i skred. I 1948 tilkendte den danske Rigsdag øerne hjemmestyre, dog fortsat underlagt dansk monark, valuta og forsvars- og udenrigspolitik.

Grønland blev til gengæld knyttet stærkere til Danmark. Det danske krav på grønlandsk handelsmonopol havde længe været udfordret af andre internationale magter, men som led i aftalen med USA om overdragelsen af De Vestindiske Øer anerkendte USA nu – på linje med andre lande – Danmarks krav på suverænitet over hele Grønland. Norske interesser i østgrønlandsk sælfangst gjorde det danske overherredømme omstridt ind i mellemkrigstiden, men Den Internationale Domstol i Haag bekræftede i 1933, at Danmark besad suverænitet over hele området. Under 2. verdenskrig kom øen under amerikansk militær kontrol, formaliseret i 1941 ved en traktat mellem USA’s regering og den danske gesandt i Washington, Henrik von Kauffmann. Regeringen i det tysk besatte Danmark protesterede, men efter befrielsen i 1945 blev aftalen bekræftet.

Grønland var ikke endnu et Vestindien. Da den amerikanske regering under den kolde krig, kort efter 2. verdenskrigs ophør, tilbød at købe det strategisk vigtige Grønland for 100 mio. dollars, takkede de danske myndigheder nej, også selvom det svimlende beløb ville have gjort godt i det mangelramte efterkrigsdanmark. I stedet retablerede Danmark sit politiske overherredømme over Grønland – uden dog at kunne gøre en ende på den amerikanske tilstedeværelse – og fandt sin egen balance mellem indrømmelser til efterkrigstidens afkolonisering og sit ønske om at fastholde det gamle herredømme ved i 1953 at omdefinere Grønland til et amtslignende område i det danske rige.    

Befolkningstilvækst og urbanisering

Nationalstaten Danmark rummede omtrent 2,8 mio. indbyggere i 1914 (hertil stødte i 1920 cirka 160.000 sønderjyder) og voksede til godt 4 mio. i 1945. Befolkningstilvæksten skyldtes først og fremmest, at folk blev ældre på grund af bedre kost, boliger og leveforhold. Middellevetiden ved 1. verdenskrigs udbrud var 56 år for mænd og 59 år for kvinder. Under 2. verdenskrig var begge tal steget med cirka ti år.

Befolkningstilvæksten gjaldt alle dele af landet, men især byerne. Københavns indbyggertal steg fra under 600.000 til godt 900.000, og regner man de hastigt voksende forstæder og omegnskommuner med, bliver det sidste tal forhøjet med cirka 200.000. De øvrige større byer viste en lignende udvikling. Aarhus fordoblede sit indbyggertal fra små 70.000 i 1914 til små 140.000 i 1945, Odense gik fra cirka 50.000 indbyggere til det dobbelte, og Aalborg fra omkring 40.000 til 80.000.

Ved periodens begyndelse boede omtrent en femtedel af den danske befolkning i København, et tilsvarende antal boede i provinsbyerne, og de sidste tre femtedele i de små sognekommuner. Ved 2. verdenskrigs afslutning rummede hovedstadsområdet og provinsbyerne hver godt en fjerdedel af befolkningen, mens sognekommunerne tog lidt under halvdelen af befolkningen.

Denne tilnærmelsesvise ligevægt mellem land- og bybefolkning var dog præget af modsætninger. Eksportlandbruget var den vigtigste økonomiske sektor, men den voksende industri øgede byernes betydning, og byboerne hævdede sig kulturelt, så landboerne – både i mellemkrigstiden og ind i efterkrigsårene – kunne føle sig tilsidesat af såvel byernes erhvervsliv som arbejderbevægelsen.

Befolkningsfordelingen mellem land- og byområder i perioden 1901-2018. Byerne var allerede vokset betydeligt i 1800-tallet, men først i 1900-tallet blev byboerne de fleste. Tiden mellem 1. og 2. verdenskrig var tidspunktet, hvor balancen endegyldigt tippede i byernes favør – i perioden ofte ledsaget af indbyrdes strid mellem land og by. Kilde: Danmarks Statistik    

Industrialisering og boformer

Stadig flere fik arbejde på større industrielle virksomheder. Befolkningstilvæksten var således størst blandt byernes arbejdere og funktionærer. På tærsklen til 1. verdenskrig beskæftigede landbruget 40 % af den erhvervsaktive befolkning. Ved udbruddet af den næste store krig var antallet af landmænd nogenlunde det samme, men procenttallet var faldet til 29, fordi arbejdsstyrken som helhed voksede med over 50 % i de samme år. Arbejdere i industri og håndværk udgjorde da en tredjedel af den samlede arbejdsstyrke, hvor de ved 1. verdenskrigs udbrud kun havde udgjort en fjerdedel.

Byernes hastige vækst skabte bolignød. I arbejderkvartererne boede man i forvejen så tæt og ofte i så forfaldne bygninger, at forholdene var uacceptable. Så byerne blev udvidet med nye boligkvarterer, altovervejende lejeboliger, og oplandsbyer blev gradvist omdannet til forstæder, bebygget med villaer, bungalower og boligblokke, der både signalerede modernitet og gav værdigere levevilkår for den jævne bybefolkning.

Landsognene var derimod fortsat formet af idealet om selveje og individuel selvstændighed, som kom til udtryk på mange niveauer, fra herregården over gårdmandsejendommen til de små husmandsbrug. De sidstnævnte blev der flere af med husmandsloven af 1919, som sikrede billige statslån til nyoprettede husmandsbrug udstykket af gamle lensgods- og præstegårdsjorder. Samtidig var landsbyen rammen om et stærkt lokalt sammenhold, økonomisk opretholdt gennem andelsbevægelsen og dens institutioner, religiøst sammenkittet af landsbykirke og præst, kulturelt forenet af skoler, småbiblioteker og forsamlingshuse.

Mobilitet og infrastruktur

Danskerne blev mere mobile, og Danmark blev mere sammenhængende, for både det moderne menneske og industriens produkter skulle flyttes effektivt og hurtigt over store afstande. Her havde jernbanen siden midten af 1800-tallet forbundet de større danske byer, men den eksisterende jernbanedrift dækkede ikke behovet, så man erstattede de gamle damplokomotiver med arbejdskraftbesparende dieselmaskiner og udbyggede banestrækningerne. På sit højdepunkt i 1930’erne var den totale banelængde over 5000 kilometer – halvdelen rent statslige baner, den anden halvdel små privatbaner. De mange stationsbyer, der var vokset frem med jernbanens udbredelse siden midten af 1800-tallet, oplevede for en stor dels vedkommende også fortsat fremgang. Siden 1930’erne er den samlede banelængde omtrent halveret, og stationsbyerne har længe lidt under tilbagegang.

Kort over det danske jernbanenet i 1930.

Det danske jernbanenet i 1930. I 1930’erne kunne man tage toget til næsten hvor som helst i Danmark. Dermed kulminerede et århundredes jernbaneudvikling. Siden 2. verdenskrig er det gået stærkt tilbage for togtrafikken, bl.a. fordi bilismen og lastbilstransport har erstattet megen togtransport. Danmark har heller aldrig fået etableret højhastighedstog, der kunne gøre toget konkurrencedygtigt på trafik mellem de større byer. © danmarkshistorien.dk

Andre effektive transportmåder begyndte nemlig at konkurrere med jernbanen. Bilen blev ikke hvermandseje i perioden, men der blev mange flere af både dem og andre motorkøretøjer på gummihjul som busser og lastvogne. I 1914 var der små 3000 motorkøretøjer i landet. 15 år senere var der 100.000. Med dem fulgte flere veje, nye bilfærger og broer, der bandt fastland og øer sammen. Den første Lillebæltsbro fra 1935, som man stadig kører over i toget mellem Jylland og Fyn, fortæller lidt af sin tidsalders historie: opført som massive stålgitre på piller af jernbeton og med både skinner og et enkelt vejspor i hver retning. Og så var det endda et brud på de oprindelige planer, at der overhovedet skulle køre andet end tog på broen.

Det nyeste nye var dog luftfarten. Den virkede omtrent lige så eventyrlig og magisk på 1920’ernes og 1930’ernes mennesker, som togtransporten havde virket på deres oldeforældre i midten af 1800-tallet. Ikke alene kunne man nu se verden fra oven, ligesom fuglene og Herren selv. Farten var også sindsoprivende. Så snart det lykkedes svensk-amerikaneren Charles Lindbergh at krydse Atlanten i 1927 med livet i behold – og danskeren Holger Højriis gjorde det samme fire år senere – begyndte man at gruble over de svimlende perspektiver. Verden syntes at ligge åben. Og gik turen mod vest, ville man måske snart kunne lande i New York kl. 10, selvom man var taget fra København kl. 11 samme dag. Mennesket kunne nu synes at udøve en nærmest guddommelig magt over rum og tid. ”Inkarnationen af århundredets erobrerånd, / en dristig drøm, mirakuløst realiseret”, digtede den storbybesyngende og fremtidsdrømmende Emil Bønnelycke i 1919 om luftfarten.

Men endnu var denne fremtidsvirkelighed forbeholdt de få velhavere. Var man bare en almindelig Larsen, transporterede man sig med tog, bus eller sporvogn. Eller man cyklede. Cyklerne blev bedre og billigere, og de var løsningen, når byerne voksede, og der var langt til arbejde, eller når man skulle ud i det blå uden at bruge for mange penge. Jernhesten blev menigmands demokratiske transportmiddel i verdenskrigsepoken.

Den øgede mobilitet knyttede landsdelene tættere sammen, både materielt og kulturelt. Den rejsende kunne opleve Danmark og den større verden med egne sanser. Ja, selv den, der blev hjemme, kunne få den store verden ind i dagligstuen. Aviserne havde længe bragt nyt med sig, og det blev de ved med gennem de to verdenskriges epoke. Den partitilknyttede dagspresse blomstrede som aldrig før, og enhver større by havde både et Venstreblad, en konservativ avis, en lokal aflægger af Social-Demokraten og et radikalt dagblad.

Men nu kunne verden også høres på radioen, som fra sin start i 1922 frem til slutningen af 1930’erne blev hvermandseje. Telefoner blev ikke udbredt med helt samme hast, men der var dog 400.000 abonnenter i 1940, dvs. et telefonabonnement for hver tiende indbygger. Og man kunne se verden med egne øjne. De stadig flere biografer viste nemlig ikke kun spillefilm, men også ugerevyer, dvs. nyhedsformidling i levende billeder, tv-nyhedernes biografforgænger, hvis første danske udgave kom i 1917. Allerede inden da havde biografgængere kunnet opleve 1. verdenskrigs grufuldheder på nært hold i den britiske krigsdokumentarfilm Slaget ved Somme, der i efteråret 1916 forfærdede tusindvis af danske biografgængere.

Mens fjerne lands- og verdensdele kom inden for rækkevidde, kunne de nære omgivelser paradoksalt nok virke fjernere. Når landbrugerne solgte en større del af deres produkter på verdensmarkedet, blev der mindre af de gamle lokale udvekslinger. Det indebar, at også landbrugerne selv i stigende grad måtte købe levnedsmidler i købstæderne for penge tjent ved vareproduktion til fjerne markeder. I det hele taget befandt både mennesker og deres produkter sig i stigende grad i transit mellem steder snarere end på stederne – på vej til arbejde, til fritidsaktiviteter eller hjem igen. Den udvikling fortsatte med endnu større kraft ind i efterkrigstiden.


Af Bertel Nygaard, ph.d., lektor ved Aarhus Universitet 

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020