Senmiddelalderen, 1340-1523

Kongemagten

Kongen skulle opretholde freden og retten indadtil og værne riget mod ydre fjender. Til gengæld skulle befolkningen betale afgifter og være lydige mod kongen. I løbet af senmiddelalderen fik kongen generelt mere magt over samfundet, blev i stand til at udtrække flere ressourcer af det, og regeringsudøvelsen blev mere institutionaliseret. Denne udvikling pegede frem mod den moderne stat.

Kongemagtens vækst

Definerer man 'stat' som en organisation, der inden for et afgrænset territorium effektivt udøver et magtmonopol, kan man ikke tale om en stat i middelalderen. Danmarks grænser var nogenlunde faste, men kongen og hans embedsmænd havde hverken formelt eller reelt monopol på at udøve magt. I senmiddelalderen udviklede kongemagten sig imidlertid i retning af den tidligt moderne stat, som opstod efter afslutningen af den store borgerkrig Grevens Fejde 1534-36. Selvom der endnu ikke var nogen egentlig stat, kan man derfor tale om statsudvikling i senmiddelalderen. Udviklingen forløb ikke glat og ubesværet, der var ikke tale om en gradvis, evolutionær proces. Kongemagtens centraliseringsbestræbelser mødte til tider hård modstand fra skiftende samfundsgrupper, ikke mindst adelen.

Mellem 1340 og 1523 blev den danske kongemagt styrket både udadtil og indadtil. I forholdet til omverdenen gik Danmark fra at være et pantsat rige i udenlandske herrers vold til at være en regional stormagt. Herom handler næste afsnit. Dette afsnit skal i stedet koncentrere sig om kongemagtens vækst indadtil i det danske samfund. Den ydre og indre udvikling hang naturligvis sammen, men kun delvist. Territorial ekspansion førte ikke nødvendigvis til en stærkere kongemagt indadtil, ligesom afståelse af landområder eller krigsnederlag ikke nødvendigvis svækkede kongens herredømme over befolkningen i Danmark. Men set over hele perioden modsvaredes Danmarks styrkede position over for omverdenen af kongemagtens indre vækst.

Årsager til kongemagtens vækst

De bagvedliggende årsager til, at kongemagten i løbet af senmiddelalderen kunne udvide sin magt over det danske samfund, skal søges i de økonomiske og sociale forandringer, som er blevet beskrevet ovenfor, samt militære nyskabelser. Befolkningskrisen efter pestepidemierne svækkede generelt adelen og kirken, hvilket gjorde det muligt for kongemagten at styrke sin stilling på deres bekostning. Krongodset blev ramt af landgildenedgang og ødegårdsproblemer på samme måde som adels- og kirkegodset. Men krisen ramte de mindre godsejere hårdest, mens de største godsejere klarede sig bedre igennem, og kongen var rigets største godsejer, idet krongodset (som var vokset siden højmiddelalderen) androg ca. 10-12 % af bondebrugene, hvortil kom selvejerne. Told og afgifter af den stigende handel gjorde det muligt for kongen at kompensere for tab af indtægter af krongodset og betød en relativ økonomisk forbedring i forhold til de adelige og kirkelige godsejere, som ikke havde tilsvarende muligheder. Endelig medførte den sociale udvikling og den deraf følgende styrkelse af borgere og bønder, at kongemagten i stigende grad kunne alliere sig med dem mod adelen.

Af stor betydning var også den militærteknologiske og -taktiske udvikling, som fandt sted i store dele af Europa i senmiddelalderen. Krudtvåben og øget brug af fodfolk gjorde det tunge, lansebevæbnede rytteri mindre dominerende på slagmarken og underminerede efterhånden adelens militære betydning. Der var tale om en langstrakt udvikling, som først kulminerede i 15- og 1600-tallet, men den var allerede godt i gang i senmiddelalderen. Periodens mange krige stillede krav om større infanterihære (især udenlandske lejetropper), nye fæstninger til at modstå kanonkugler, bedre krigsskibe m.m. De militære investeringer var så store, at de kun kunne finansieres af en central organisation, og her var kongemagten eneste mulighed. Eftersom kongens domæneindtægter (krongods, told o.l.) ikke var tilstrækkelige, måtte finansieringen af militæret ske ved pålæg af skatter på almuen (borgere og bønder). Dette sprængte privilegiesamfundets rammer, da adelens og kirkens bønder som udgangspunkt var skattefri. Derfor måtte skatterne hver gang bevilges af rigsrådet som ekstraordinære skatter, såkaldt 'landehjælp'. Sådanne ekstraskatter blev opkrævet hyppigere fra midten af 1400-tallet. Samtidig skete der under nogle af krigene betydelige udskrivninger af almuen, hvilket også var en ny udvikling. Samlet set medførte den militære udvikling således en tendens til koncentration af krigsmagt og ressourcer hos kongemagten.

Kongemagt og aristokrati

Forholdet mellem kongemagt og aristokrati vekslede mellem samarbejde og konflikt. Begge parter havde en fælles interesse i, at bønder og byboer betalte deres afgifter, og at almuen ikke blev oprørsk. Konge og adel holdt også sammen om at beskytte den kristne tro og dermed kirken, der fungerede som ideologisk grundlag for stændersamfundet. Normalt arbejdede de også sammen om at beskytte riget mod ydre fjender. Men samtidig havde konge og aristokrati modsatrettede interesser på mange områder. Modsætningerne drejede sig dels om kongemagtens muligheder for at udtrække ressourcer af adelens og kirkens fæstebønder og dels om adelens indflydelse på regeringsudøvelsen. Kongemagten stræbte efter at blive i stand til at kræve skatter, afgifter samt arbejds- og militærydelser af adelens og kirkens bønder, mens godsejerne ønskede at maksimere deres egen udbytning af bønderne. Selv i perioder præget af fred og samdrægtighed foregik der under overfladen et evigt tovtrækkeri om fordelingen af ressourcer og magt.

Adelens holdning til kongemagtens vækst var ambivalent. På den ene side måtte adelen opfatte centraliseringen som en trussel mod nedarvede privilegier, magt og rigdom. På den anden side medførte den begyndende statsudvikling en række fordele for den adelsmand, som nød kongens gunst. Når vi her taler om 'kongemagten', dækker dette begreb ikke kun kongen personligt, men også den indercirkel af loyale folk, som kongen omgav sig med, herunder en række adelige. Mænd af denne type blev tildelt hofembeder, sæde i rigsrådet, len og særprivilegier til gengæld for deres støtte til kongen. Men selv for adelige, som ikke tilhørte inderkredsen, kunne kongemagtens vækst medføre fordele i form af len og embeder. Kongen måtte hele tiden navigere mellem de forskellige adelsgrupperinger og tilgodese adelsmænd af den mere autonome type for at undgå utilfredshed og oprør.

Aristokratiet havde siden 1200-tallet manifesteret sin politiske magt over for kongen gennem de såkaldte danehoffer. I anden halvdel af 1300-tallet blev danehofferne efterhånden afløst af rigsrådet, som var et mere snævert, men til gengæld fastere organ. Kongen udpegede rigsrådets medlemmer, som især blev taget fra højadelen. Alle biskopperne samt abbederne fra nogle af de store herreklostre havde fast sæde i rigsrådet, som formelt blev ledet af ærkebiskoppen. Ved særlige lejligheder kunne kongen indkalde hele adelen til herredag. I adelen udvikledes den idé, at kongen skulle regere sammen med rigsrådet på baggrund af en række konstitutionelle garantier til adelen og kirken. Denne aristokratisk-konstitutionelle ideologi har man med et lån fra samtidens udenlandske politiske filosofi betegnet 'regimen politicum'. Dens modsætning var 'regimen regale', som forfægtedes af kongen og hans mest loyale folk. Denne mere monarkiske styreform gav kongen friere tøjler i regeringsudøvelsen og færre garantier til adelen.

Altertavlen i Odense Domkirke, der er udført af den tyske billedhugger Claus Berg (ca. 1475-1532), ca. 1514-1523. På altertavlens fod ses kong Hans, dronning Christine, Christian 2. samt flere medlemmer af kongefamilien. Altertavlen stod oprindeligt i det kongelige gravkor i franciskanernes klosterkirke, Gråbrødrekirken, i Odense og er et godt eksempel på kongemagtens brug af kirkerummet til magtiscenesættelse. Foto: Sankt Knuds Kirke, Odense.

Håndfæstninger og adelsoprør

Den politiske udvikling i senmiddelalderen kan ses som en stadig kamp mellem 'regimen regale' og 'regimen politicum'. Fortalerne for det konstitutionelle standpunkt, ’regimen politicum’, havde deres vigtigste våben i retten til at vælge konge. Danmark var fra gammel tid et valgkongedømme, hvor kongetitlen ikke automatisk gik i arv til den afdøde konges nærmeste efterkommer, men hvor kongen skulle vælges. Principielt af alle stænderne, i praksis af adelen. Ofte sørgede kongen for at få hyldet sin ældste søn som tronfølger, så kongedømmet i realiteten gik i arv, hvilket adelen accepterede ud fra et ønske om stabilitet og kontinuitet. Men tronfølgeren skulle stadig vælges endeligt til konge, når den gamle konge var død, og adelen kunne udnytte valgsituationen til at aftvinge den tiltrædende konge en række indrømmelser og garantier. Dette manifesterede sig i udformningen af en håndfæstning, hvor den vordende konge lovede at følge rigsrådets råd og henstillinger, beskytte den hellige kirke, respektere stændernes privilegier osv. Håndfæstningerne havde til formål at begrænse kongemagten og sikre adelen og bisperne indflydelse på regeringsudøvelsen via rigsrådet, men i praksis overtrådte samtlige konger håndfæstningsløfterne i større eller mindre grad. Man har på baggrund af de stadig mere omfattende og skrappe håndfæstninger ment, at kongen blev svækket og adelen styrket efter midten af 1400-tallet. I virkeligheden var nærmest det modsatte tilfældet. De strammere håndfæstninger betegner en modreaktion mod kongemagtens vækst.

Nok var forholdet mellem konge og aristokrati i lange perioder præget af samarbejde om fælles målsætninger, men der var grænser for, hvad selv de mest loyale herremænd kunne acceptere. Utilfredshed med den monarkiske politik førte til en række væbnede adelsoprør. Hele tre gange gjorde de jyske stormænd oprør mod Valdemar Atterdag, men det lykkedes kongen at slå dem alle ned. Dette formåede Erik af Pommern ikke, da adelen opsagde ham og indkaldte en ny konge, Christoffer af Bayern, i 1439-40. Christian 1. havde held til at nedkæmpe et adelsoprør 1466-69, men Christian 2. måtte i 1523 gå i eksil, efter at adelen havde opsagt ham 'troskab og huldskab', erklæret ham fejde og indkaldt hans farbror, hertug Frederik (1.), til tronen. Adelens ret til at gøre oprør mod kongen, hvis han ikke ville følge rigsrådets anvisninger, var indskrevet i håndfæstningerne fra 1483. Statsudviklingen fortsatte trods adelsoprørene, fordi også fortalerne for 'regimen politicum' ønskede en forholdsvis stærk centralmagt, når blot den var underlagt aristokratiets dominans. Men truslen om oprør markerede grænserne for kongemagtens vækstmuligheder i senmiddelalderen.    

Kongemagt og kirke

Et stykke ind i 1300-tallet havde den danske kirke under magtfulde ærkebiskoppers lederskab budt kongemagten trods, men fra midten af 1300-tallet var de store 'kirkekampes' tid slut. Det nye styrkeforhold mellem konge og kirke kom til udtryk, da ærkebiskop Jacob Kyrning døde i 1361. Retten til frit at vælge ny ærkebiskop tilkom domkapitlet i Lund, men Valdemar Atterdag mødte personligt op i stiftsstaden og lagde pres på kannikerne, så de valgte hans kandidat, den kongetro Roskildekannik Niels Jonsen, der havde en fortid som Valdemar Atterdags private præst. Denne begivenhed blev karakteristisk for forholdet mellem kongemagt og kirke i senmiddelalderen. Kongemagten kunne i stigende grad øve indflydelse på kirken netop gennem besættelse af kirkelige embeder. Kongens ønske om at dominere kirken var ikke underligt, og det var heller ikke nyt. At det nu blev muligt at realisere dette ønske, havde flere årsager. Først og fremmest den danske kongemagts vækst som følge af økonomiske og militære forandringer, dvs. de samme faktorer, som styrkede kongen over for aristokratiet. Dertil kom romerkirkens kriser, som overalt i Europa svækkede kirken over for de verdslige fyrster.

I størstedelen af 1300-tallet var pavedømmet forlagt til Avignon i Frankrig (1309-1377), og derefter fulgte en periode med flere rivaliserende paver (1378-1417). De kaotiske forhold svækkede pavemagten og undergravede tilliden til kirken helt ned på lokalt niveau. For at bøde på misforholdene indkaldtes i første halvdel af 1400-tallet en række reformkoncilier, som dels skulle løse det pavelige skisma, dels reformere kirken 'i hoved og lemmer'. Danmark støttede koncilierne, for så vidt de var politisk gavnlige for den danske kongemagt, men mod midten af 1400-tallet brød reformkoncilierne sammen. Pavedømmet blev genetableret i Rom og allierede sig nu med de verdslige fyrstemagter på bekostning af lokale kirkelige institutioner. Til gengæld for fyrsternes anerkendelse af paven og hans ret til at opkræve kolossale afgifter af gejstligheden tillod paven fyrsterne at dominere gejstligheden og de kirkelige institutioner inden for hver sit territorium. Betegnende for udviklingen var, at Christian 1. i 1474 fik paveligt privilegium på at besætte de to øverste embeder i de danske domkapitler.

Mod nationalkirken

Kongemagtens indflydelse på kirken kom også til udtryk på andre måder. Kongen knyttede en del gejstlige til sig ved at ansætte dem i den kongelige forvaltning og aflønne dem med indtægter af kirkelige embeder, fx kannikeembeder i domkapitlerne. Endvidere øvede kongemagten stigende indflydelse på klostrene ved at sætte sig i spidsen for de fortsatte reformer af munkevæsenet. Den danske kirke udviklede sig således stærkt i retning af en nationalkirke. At udviklingen ikke blev fuldbyrdet i senmiddelalderen, skyldtes flere forhold. Først og fremmest pavedømmets fortsatte indflydelse. Så længe den danske kirke var underlagt romerkirken og hele dens internationale hierarki af gejstlige institutioner, embeder og domstole, var den lokale gejstlighed garanteret en vis beskyttelse. En anden vigtig faktor var, at ikke kun kongen, men også adelen gjorde sin indflydelse gældende i kirken. Mange biskopper og højgejstlige var adelige af fødsel og udnyttede deres kirkelige embeder til at styrke egne slægtninge og allierede, og nogle gange til at sætte sig op imod kongen. Først med reformationen i 1536 kunne kongen endegyldigt bryde forbindelsen til Rom og knække adelens magt over kirken.

Den kongelige administration

Rygraden i den kongelige administration var gennem hele senmiddelalderen slotte med tilhørende forvaltningsområder, såkaldte len. På hvert slot sad en kongelig lensmand, som både var militær kommandant og administrativ chef i området. Ud over at stille ryttere til kongens krige var lensmandens opgaver at forvalte krongodset inden for lenet, yde retlig beskyttelse til kronens fæste- og selvejerbønder, opkræve afgifter pålagt hele lenets befolkning og føre tilsyn med retsplejen. Lenet bestod af et eller flere herreder, som hver var både rets- og forvaltningsdistrikt. Funktionerne blev her varetaget af herredsfogeden, som var udpeget af lensmanden blandt herredets bønder. Lensmanden selv var næsten altid adelig. Han var kongens embedsmand og kunne i princippet afsættes efter kongens behag.

De i alt omkring 40 danske slotslen kunne gives til lensmændene på forskellige vilkår. I de såkaldte regnskabslen skulle lensmanden årligt aflægge regnskab for indtægter og udgifter. Eventuelt overskud skulle indbetales til kongens kammer, 'fadeburet', mens lensmanden modtog en fast løn eller en andel af overskuddet. De såkaldte afgiftslen var pålagt en fast årlig afgift til kongen. Lensmanden modtog ingen løn, men indkasserede det overskud, der måtte være tilbage, efter at afgiften var betalt. Til gengæld bar lensmanden selv tabet ved underskud. Len kunne også gives 'på tjeneste'. Her oppebar lensmanden hele overskuddet, og hans eneste modydelse var militær- og hoftjeneste. Tjenestelen eller frie len, som de også kaldtes, blev givet som særlige gunstbevisninger eller for at købe politisk støtte til kongen. Endelig kunne len sættes i pant for adeliges lån til kongen. Pantelensmanden modtog alle indtægter af lenet, indtil kongen betalte lånet tilbage. Her kunne lensmanden kun afsættes, hvis kongen indfriede gælden eller lensmanden gjorde sig skyldig i grove forbrydelser mod kongen eller lenets indbyggere.

Kongelige len var eftertragtede, fordi de gav lensmanden store indtægter og militær samt juridisk magt. Højadelige kunne kombinere besiddelsen af kongelige len med private godsbesiddelser og opbygge betydelige magtbaser. Dette indebar en risiko for kongemagten, som foretrak at ansætte lensmænd af lavere social status på vilkår, der var favorable for kongen (regnskabs- eller afgiftslen). Imidlertid var kongen politisk og finansielt afhængig af højadelen og derfor ofte tvunget til at give len til magtfulde herremænd. De største godsejere samt medlemmer af rigsrådet havde nærmest krav på et kongeligt len, og kongen havde ofte brug for at låne penge mod pant i len for at finansiere krige, hofceremonier m.m.

Kampen om lenene

Mellem konge og aristokrati, og mellem forskellige grupper i adelen, foregik der hele tiden en kamp om fordelingen af len. Styrkeforholdet mellem konge og aristokrati kan derfor i nogen grad aflæses ved at følge lensfordelingen gennem senmiddelalderen. Under Valdemar Atterdag og den første lange fase af Margrete 1.s regering, dvs. i 1300-tallets sidste halvdel, blev en stor del af lenene givet til danske og indvandrede tyske højadelige til gengæld for støtte til genrejsningen af det danske rige efter holstenervældet. Fra ca. 1395 strammede Margrete grebet om lensvæsenet ved at indløse pantsatte len, forlange korrekt regnskabsaflæggelse og indsætte mere loyale lensmænd. Denne politik fortsatte under Erik af Pommern, som i stigende grad ansatte lavadelige lensmænd, der var nemmere at kontrollere. Utilfredshed hermed var blandt årsagerne til afsættelsen af Erik af Pommern, og under dennes efterfølger, Christoffer af Bayern, dominerede nogle få højadelige slægter slotslenene. Dette fortsatte under Christian 1., som finansierede sine krige og territoriale udvidelser ved at pantsætte flere og flere len til den danske højadel. Efter et opgør med en højadelig gruppering 1466-69, og i takt med en forbedring af de kongelige finanser, begyndte Christian 1. at indløse pantsatte len og udpege lavadelige lensmænd. Denne politik blev videreført af kong Hans, som endda ansatte lensmænd, der ikke var af adelig byrd, hvilket affødte protester fra adelen. Christian 2. fortsatte ufortrødent brugen af ikke-adelige lensmænd og styrkede i det hele taget kontrollen med lensvæsenet, og dette bidrog i sidste ende til adelsoprøret mod ham i 1523.

Kampen om lenene var ikke et nulsumsspil, hvor kongens magt steg og faldt uden i sidste ende at komme nogen vegne. Bag alle uenigheder om lensfordelingen fortsatte statsudviklingen, selv i perioder med højadelig dominans i lensvæsenet. Adelens store interesse i at monopolisere lensbesiddelsen skyldtes netop, at kongemagten blev i stand til at trække stadig større ressourcer ud af befolkningen via lenene. Derfor optrådte selv den mest uregerlige højadelsmand internt i sit len fuldt så 'monarkisk' som kongens mest loyale embedsmænd gjorde. Pantelen fremstilles ofte som noget, der udelukkende var negativt for kongemagten, men pantsættelser var nødvendige for at finansiere kongemagtens vækst, og set fra adelens synspunkt var lån til kongen mod pant i slotslen at betragte som investeringer i statsudviklingen.

Kancelliets forvaltning

Kongemagtens stadige vækst kom også til udtryk på centralt niveau. Gennem senmiddelalderen blev centralforvaltningen udbygget for at håndtere de voksende kongelige indtægter og imødekomme ønsket om at holde nøjere regnskab med kronens finanser. Kancelliet blev det vigtigste organ i centralforvaltningen. Staben bestod overvejende af gejstlige (heraf en del ikke-adelige), og kansleren var altid gejstlig. Mod slutningen af 1400-tallet skærpede kancelliet revisionen af lensmændenes regnskaber. Bevarede lensregnskaber fra 1480’erne og frem markerer denne udvikling, og fra 1520’erne er oversigter over kronens samlede indtægter i hele Danmark bevaret. Kancelliet tog sig også af udfærdigelsen af den stigende mængde af kongebreve, som udgjorde en stor del af forvaltningspraksissen. Betegnende for udviklingen i centraladministrationen mod middelalderens slutning var således vækst i forvaltningsopgaverne og -staben, større anvendelse af administratorer af lav social status og bedre kontrol med lensvæsenet.

Lovgivning og retsvæsen

Kongens pligter indebar blandt andet at opretholde landefreden, beskytte de svage og ”holde enhver ved lov og ret”. Forestillingen om kongen som fredens vogter gik langt tilbage og udgjorde i senmiddelalderen fortsat en stor del af kongedømmets legitimitet. Kongen skulle som kristen fyrste hjælpe de gode og straffe de onde, og hans vigtigste redskaber hertil var lovgivning og retsvæsen. Kongeriget Danmark var delt op i tre landskaber, Jylland (med Fyn), Sjælland og Skåne, som hver havde sin egen lov. Landskabslovene var blevet nedskrevet i 1100- og 1200-tallet og var i kraft hele vejen gennem senmiddelalderen og efter.

For købstæderne gjaldt særlige love, de såkaldte stadsretter. Dertil kom, at kongemagten i stigende grad lovgav for hele riget. Hvert landskab havde sit eget landsting, der behandlede bestemte typer retssager og fungerede som appeldomstol for underretterne. Under landstingsniveau var der flere forskellige slags underretter. På landet havde hvert herred sin egen tingsforsamling, herredstinget, under forsæde af herredsfogeden, som blev udpeget af den kongelige lensmand. I købstaden var bytinget længe eneste domstol, men i løbet af 1400-tallet opstod derudover den såkaldte rådstueret, hvor byrådet fungerede som dommere. Den øverste domstol i riget var Kongens Retterting, hvor kongen var dommer sammen med rigsrådet og andre adelige. Fra underretterne kunne sager appelleres til højere domstole, men der var ingen fast instansfølge.

Kongens ret

Kongemagtens bestræbelser for at få kontrol over retsvæsenet var en lang og sej kamp, der ikke var fuldbyrdet ved middelalderens slutning. Hovedproblemet var, at kongen ikke havde de nødvendige midler til at sætte magt bag ret. Der fandtes ikke noget politikorps og ingen fængsler. Det var i vidt omfang overladt til folk selv at tage sig til rette, og selvtægt var derfor i nogen grad anerkendt i lovgivningen. Af samme grund bevarede tingene et vist præg af deres oprindelige funktion af folkeforsamling, som befolkningen frivilligt opsøgte for at bilægge konflikter. Kun gradvist udviklede herredsting og landsting sig til at være domstole, som vi kender dem i dag. Mange retsbrud blev løst ved privat forlig, ofte uden at tinget overhovedet blev inddraget. Den fremherskende sanktion var kompensation (erstatning til skadelidte) frem for straf. Ved særligt grove forbrydelser kunne den skyldige blive dømt fredløs, hvorefter enhver måtte dræbe ham straffrit.

Sådanne tilstande favoriserede den stærkes ret. Det var nødvendigt for samfundets svage at søge beskyttelse hos stærke patroner, og senest fra ca. 1300 var enhver fæstebonde derfor undergivet sin godsejers værn, mens selvejerbønderne kom under kronens værn. Da kirke og adel desuden var privilegeret med retten til at opkræve bøder af deres bønder, spillede godsejerne alt i alt en stor rolle for retsudøvelse og konfliktløsning i senmiddelalderen. Dette sikrede en vis retsorden, men gav også rige muligheder for adeligt magtmisbrug. Kongemagtens forsøg på at få mere indflydelse på retstilstanden tog især form af øget kontrol med domstolene. Kongens Retterting blev et af de vigtigste led i bestræbelserne, dels som appelmulighed for den brede befolkning, dels som redskab for kongens egne godsinteresser. Det strengere tilsyn med lensvæsenet, herunder herredsfogederne, må desuden have gjort herredstingene mere uafhængige af lokale magthavere, men misbrug og overgreb forekom gennem hele perioden.

Kirkens ret

Ved siden af det verdslige retssystem havde kirken sit eget retssystem. Her dømte man efter den internationalt gældende kirkeret (kanonisk ret), og fra de gejstlige domstole i Danmark kunne der appelleres til pavens domstol. Det gejstlige retssystem tog sig af sager, hvor den ene eller begge sagsparter var gejstlige. Desuden betragtede man en række retsbrud som henhørende under den gejstlige jurisdiktion, uanset om parterne var gejstlige eller verdslige. Disse såkaldte åndelige sager omfattede sager om blasfemi og helligbrøde, men også ægteskab, ikke-ægteskabelig sex (som var ulovlig), ågerrenter, testamenter m.m. Derudover udløste forbrydelser, som hørte under verdslig ret, tillige en kirkelig sanktion, fordi forbrydelsen ikke kun var en krænkelse af ofret og landefreden, men også en synd for Vorherre. For eksempel var fredløshed eller mandebod og bøder til kongen den verdslige straf for manddrab, men dertil kom en kirkebod såsom faste, pilgrimsfærd, almisser til de fattige eller en pengebøde til kirken. For offentligt kendte forbrydelser skulle den skyldige desuden skrifte sine synder over for hele menigheden. De strengeste kirkelige straffe var bandlysning og ekskommunikation, dvs. udstødelse af det kirkelige fællesskab. Den gejstlige jurisdiktion blev varetaget af biskopperne og domkapitlerne, som delegerede pådømmelsen af en række mindre forseelser videre til deres fogeder og embedsmænd.

Grænserne mellem verdslig og gejstlig jurisdiktion var uklare, og i realiteten 'konkurrerede' de forskellige domstole med hinanden. Efterhånden opstod der utilfredshed med kirkens indblanding, fx erklærede indbyggerne på Langeland i 1477, at de ikke længere ville stævne hinanden for kirkens domstole. Kongemagten arbejdede også for at begrænse pavestolens jurisdiktion og opnåede i 1449, at danske retssager ikke måtte indstævnes for pavens domstol i Rom, medmindre sagen var blevet prøvet ved en dansk domstol i første instans. Men såvel den pavelige højesteret som lokale kirkelige domstole mistede først deres betydning på reformationstiden.


Af Jeppe Büchert Netterstrøm, ph.d., lektor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020