Højmiddelalderen, 1050-1340

En kristen og dansk kultur

I hele perioden 1050-1340 var der trods alt overordnet set kontinuitet og vækst inden for det politiske og økonomiske område. Kongemagten blev udbygget, og riget var stærkt nok til at overleve perioder med flere konger og tiden 1332-40 uden konge. Den vigtigste begivenhed var imidlertid skabelsen af en kristen kultur baseret på tro og skrift. Måden, man tænkte, troede og følte på, ændrede sig.

Kirke og præst

Troen kom til udtryk i noget så basalt som begravelsesskikken. Gravene på kirkegården blev orienteret med hovedet mod vest, så man kunne rejse sig og se lyset fra øst, når Herren stiger ned på dommedag, og man skal møde ham. Midt på kirkegården var kirken rejst. Den lå også øst-vest, med skibet til menigheden i vest og koret i øst, nærmest Paradis. De tidligste kirker var af træ, men dem er der ingen bevaret af. Det er der derimod af de mange kirker, der blev bygget fra 1000-tallet og især i 11-1200-tallet af forskellige stenarter, mest granit. Fra omkring 1160 begyndte man at brænde teglsten og bygge kirker i tegl, der nu blev det almindeligste materiale. På kirkernes vægge malede man billeder, kalkmalerier, og på kirkegulvet stod de døbefonte af sten, som gennem dåben gav børn adgang til kirken og til ejendom i det hele taget. Man kunne kun arve, hvis man var døbt.

Kirkens centrale figur var sognepræsten. Han sørgede for frelse. I Tjæreby Kirkes mur i Nordsjælland har en sogneboer meget sigende sidst i 1100-tallet i det stadig våde puds på dansk ridset en runeindskrift: ”Thomas præst bed for mig”. Præsten holdt messe, giftede folk og gav dem den sidste olie før døden. Mindst en gang om året skulle alle sogneboere gå til skrifte og nadver hos deres sognepræst. Kom der forseelser frem under skriftemålet, idømte præsten en bod, der kunne være bøn, faste eller at give almisser til de fattige. Bodsgerningen efter døden ventede også, nemlig skærsilden, som man måtte igennem, inden Himlen – forhåbentlig – lå åben.

Helgener og magi

Kun helgener havde været så fromme, at de kom direkte i Himlen. De var også symbolsk og fysisk til stede i kirken, for i alle kirkers altre lå der rester, relikvier, af helgener. Man havde et nært forhold til helgener og henvendte sig til dem, så de kunne gå i forbøn hos Gud. Øverst blandt dem var Jomfru Maria, Jesu moder, men andre var hjemlige som de myrdede Knud den Hellige og Knud Lavard. De danske helgeners grave blev opsøgt af pilgrimme, og her bad man og oplevede mirakler, healing, hvor syge blev raske.

Troen hjalp i det daglige liv. I kristendommens tidlige fase i 1000-tallet tog man præsternes evner i dagliglivet meget bogstaveligt. I et brev fra år 1080 til den danske konge klagede paven over, at danerne gav præsteskabet skylden for fejlslagen høst, stormvejr og sygdom. Det holdt man efterhånden op med, men stadig var præsten aktiv med at velsigne husdyrene og markernes afgrøder. I den rene kristne tro blandede sig magiske forestillinger, som vi ser af jordfund af blyamuletter med indskrifter, der påkalder dæmoner eller skal beskytte mod elverfolk og trolde. Fra Ribes jordlag har man en tryllestav af træ fra omkring 1300, der besværger Himlen, Solen, Maria og Gud om at borttage en sygdom og anbringe den på stenen Sort ude i havet. Alt var ikke lige efter Bibelens ord, men troen beherskede middelalderens danskere. 

Skrivningens kunst og teknologi bredte sig i middelalderen. Her ses en skriver med blækhorn i hånden. Doktorhatten viser, at han er en lærd mand. Kalkmaleri i Keldby Kirke på Møn, ca. 1325. Foto: J. Kornerup, Nationalmuseet. kalkmalerier.dk   

Sprog og bog

Sprogligt afspejledes nye tider i nye ord. Fra andre europæiske sprog lånte danskerne ord som 'sjæl', 'nåde' og 'dåb', og dåben blev nu uomgængelig for alle. Uden den var man fortabt som hedning. De nye tillærte ord blev brugt. Ved Klemensker Kirke på Bornholm står en runesten fra omkring 1100 med indskriften: ”Gunhild lod rejse denne sten efter Ødbjørn, sin mand. Kristus hjælpe Ødbjørns sjæl i lys og paradis. Kristus og Sankt Mikael hjælpe Ødbjørn og Gunhilds sjæl i lys og paradis”. Sten med runeindskrift havde man haft længe, så selvom et af de ord, der kom med kristendommen, var 'skrift', så var det jo ikke nyt at kunne skrive. Det skrevne latinske ord vandt imidlertid frem, og bogkulturen opstod.

Den ældst bevarede bog skrevet i Danmark rummer de fire evangelier på latin og er blevet til kort efter 1066 i Dalby Kloster i Skåne. En travl produktion af kirkelige tekster, krøniker og godsfortegnelser gik i middelalderens første århundreder i gang i klostre og ved bispesæder. I slutningen af 1100-tallet lod biskop Svend af Aarhus ifølge Øm Klosters krønike ”berede pergament, han betalte skrivere og bogillustratorer”. Et højdepunkt i de gejstlige tekster blev nået med ærkebiskop Anders Sunesens digt Hexaemeron fra omkring 1200, som på et prægtigt latin gav historien om skabelsens seks dage og udgør et læredigt på højde med tidens mest avancerede teologi.

Pergamentbreve

Udstedelse af formelagtigt opbyggede og beseglede pergamentbreve på latin var en færdighed, der også kom fra de gejstlige. Et eksempel på et sådant brev er det tidligere nævnte gavebrev fra 1085, hvor kong Knud den Hellige overgiver jord til Lundekirken, som var under opbygning som bispekirke. I begyndelsen af middelalderen måtte kongerne nøjes med bistand fra gejstligt uddannede kapellaner, når der skulle skrives breve, men fra Valdemarstiden 1157-1241 opstod en regulær rigsadministration med kanslere i spidsen. Nu blev der rutinemæssigt sendt skrivelser fra kongen til udlandet og til lokaladministrationen. Saxo giver os en beretning om kong Valdemar 1. den Store, der var på jagt på Samsø. Herfra skrev han et brev til Sjælland til sin rådgiver bisp Absalon og bad ham komme for at drøfte nogle regeringssager. Takket være breve blev behovet for personlig kongelig tilstedeværelse reduceret.

Et andet vidnesbyrd om skriftens betydning er Kong Valdemars Jordebog fra ca. 1231, både fordi den centralt registrerer kongelige indtægter, og fordi den hviler på lokale skriftlige indberetninger. Naturligt nok bredte formen med de skrevne og beseglede breve sig i 1200-tallet til det verdslige aristokrati og borgerne.

Historieskrivningens skabelse

Den første danske historieskrivning opstod i kirkeligt regi og var på latin. Ved 1100-tallets bispesæder og i klostrene blev der skabt helgenberetninger og årbøger, og omkring 1138 blev den første sammenhængende danmarkshistorie affattet i form af Roskildekrøniken. Denne krønike og andre kilder blev brugt af efterfølgerne Svend Aggesen og Saxo Grammaticus i deres fortællende værker. Svend Aggesen kom først med Kortfattet historie om Danmarks konger, der begynder med sagnkonger og slutter som samtidshistorie i 1185. Hans hovedinteresse er at fremhæve kongedømmets alder og arvelighed samt danskernes selvstændighed i forhold til tysk hovmod.

Saxo Grammaticus er her på linje med Svend Aggesen. Saxo, der før ca. 1208 skrev Danernes Bedrifter efter ærkebiskop Absalons tilskyndelse, har dog endnu flere ærinder. Han indleder med at forklare, hvorfor han skriver: ”Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om, at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle”.

I sit store værk giver Saxo, inspireret af romerske latinske skrifter, danernes historie fra de ældste tider til omkring 1185. Målet er at vise, hvordan det danske rige udgjorde en nordisk parallel til antikkens Romerrige og var ganske uafhængigt af samtidens Tyske Kejserrige, samt hvordan den danske kirke opnåede at blive selvstændig. Yderligere var det hensigten at skildre Valdemar 1. den Stores, Absalons og dennes slægt, Hvidernes, retfærdige vej til magten, og hvordan de forvaltede riget på bedste vis. Et højdepunkt er derfor skildringen af erobringen af det slaviske Rügen i 1168. Man kan diskutere kildeforhold og tendens hos Saxo, men hans værk er uomgængeligt og stadig genstand for intens udforskning. 

■ Højmiddelalderen som forudsætning

Højmiddelalderen 1050-1340 er tiden, hvor det danske rige fik en fastere form og oplevede økonomisk og kulturel vækst. Det er et billede, som traditionen har lagt fast ud fra bl.a. Saxo Grammaticus’ værk, men det er også et faktum, der understøttes af alle skriftlige og arkæologiske kilder. På den baggrund kan det forekomme paradoksalt, at man ved periodens slutning i 1330’erne stod med et kongestyre, der lå i ruiner, at landet var opløst i små bidder, og at der allerede fremkom tegn på den senmiddelalderlige økonomiske og demografiske krise, som behandles i næste lektion.

Det er imidlertid historiens væsen, at den ikke er lineær, men bevæger sig i bølger. Ud af katastrofen kom ny vækst og en dansk stat, der stod som Nordens centrum og en markant spiller i europæisk politik og tog form i anden halvdel af 1300-tallet. Forudsætningen for det var højmiddelalderens historie. Her fandt kongemagten sin form og påbegyndte opbygningen af en fastere administration. I denne tid blev Danmark en del af den kristne kultur og indgik i den katolske kirke, som det var tilfældet frem til reformationen i 1536. De sogne og kirkebygninger, som stadig præger landet, blev bygget i middelalderens første århundreder, og da begyndte de sociale grupper også at ligne de næste mange århundreders. Først og fremmest oplevede man skabelsen af et rigt jordejende aristokrati, som skulle præge det danske samfund frem til moderne tid. Hertil kom, at landbruget dyrkningsmæssigt og teknologisk fandt en form, som i mangt og meget varede helt frem til 1800-tallet, samtidig med at et dansk bysystem, som i hovedsagen fungerede lige så længe, blomstrede frem.


Forfatter Bjørn Poulsen, dr. phil., professor ved Aarhus Universitet

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020