Forfatter

Henrik Thrane

Omkring Kristi fødsel begynder romersk jernalder, præget af romersk stil. Det fornemste udtryk er stadig Hobygraven på Lolland med de fine romerske bronze- og sølvkar, de to sølvbægre med græsk håndværkersignatur og romersk ejernavn, som direkte peger på en høj romersk officer.

Augustus’ flåde nåede Kattegat, men Danmark forblev uden for den romerske rigsgrænse, dog absolut ikke uden for romersk påvirkning. Smykker som fibulae (sikkerhedsnåle) fulgte romersk smag, og de fine drak af romerske glas og uroksehorn med beslag i romersk stil. Den slags luksus kendetegner de såkaldte fyrstegrave, dvs. de rigest udstyrede skeletgrave med guld, sølv, romersk import og sporer - men uden våben.

Efter brandgravens lange dominans kommer skeletgraven igen, navnlig til de rigere begravelser, så vi kan studere befolkningens tilstand, og lokale gravformer opstår, fx store stenkister næsten som stenalderens i Nørrejylland. Gravpladser med skelet- og brandgrave benyttedes ofte gennem århundreder; den største af dem, Møllegårdsmarken med 2500 grave, gennem 500 år.

Kvindedragter er bevaret i moser (Huldremose), og i en kammergrav fra Lønnehede har man fundet en flot blå bluse og kjole. De ældste bukser og skjorte, vi kender, var bevaret i Thorsbjerg Mose.

Vorbasse giver det mest komplette eksempel på en parcelleret landsby, som gennem 1000 år flyttede rundt for at slutte i den nuværende landsby i middelalderen. De store fladeudgravninger har givet flere eksempler i Jylland. I 3. århundrede e.v.t. blev de enkelte gårdes langhuse og parceller større og regulerede, op til 20 gårde, hver med hegn og flere mindre huse. På Sjælland synes enkeltgårde at have været reglen. Langhusene bliver længere, byggeskikken ændres, men princippet beholdes. Husbredden afhang af tømmeret; først sent i germanertid steg den til 7½ meter. Grubehuse - nedgravede værksteder til smedning og vævning - begynder i denne periode. Enkeltgårde og landsbyer flyttede stadig.

I yngre romertid sker der flere vigtige fornyelser. Landbruget indrettedes på kvægavl, og et mere intensivt dyrkningssystem med ind- og udmark antages indført. Havre og rug samt hør vinder frem.

Det første nordiske runealfabet brugtes på smykker og våben i form af ejernavne eller kvalitetsbeskrivelser med magisk formål (til spyd o.l.). Berettende tekster går ikke ud over guldhornindskriftens: "Jeg, Lægæst søn af Holte gjorde hornet". Ikke desto mindre må runernes brug vise en ny holdning og et nyt behov hos udvalgte personer og skriftkyndige.

Rigdomscentre er et nyt begreb udtænkt til at beskrive de påfaldende koncentrationer af romersk import, både den normale og den særlige højkvalitetsimport, som først optræder på Stevns med Himlingøje-gravhøjene som det markante midtpunkt. Her tales om et høvdinge- eller småkongerige med en vis kontrol over resten af Sjælland, hvor mindre centre kan udskilles på grundlag af de rige grave. Hvor disse ledere boede, får stå hen indtil videre.

Ved østfynske Gudme opstod et andet rigdomscenter med tilhørende landingsplads ved Lundeborg. Det er den første sæsonplads ved en kyst. Kun om sommeren var sejlads i større omfang muligt med datidens robåde. De ordnede parceller foregriber Ribes fra omkring år 700.

I Gudme er det første af de meget store langhuse på op til 50x10 meter påvist. De kaldes haller i analogi med beretningen i det oldengelske Beowulf-kvad om kongens hal "Heorot". Ved bornholmske Gudhjem er et center fra 4-7. århundrede (Sorte Muld) påvist med tusindvis af frimærkesmå guldblik med menneskebilleder, såkaldte guldgubber.

Brolagte overgangssteder i vandløb, som Broskov-vejen, viser landtrafikkens betydning. Den gamle skibstradition erstattedes af klinkbyggede skibe, indtil 7. århundrede e.v.t. uden sejl. Nydam-bådene (robåde) fra ca. 320 e.v.t. må have bragt hære frem til de østdanske mål fra Skandinavien.

Våbenofringer i østdanske moser genoptager i ældre romertid tråden fra Hjortspring med en række fund af enorme udrustninger med seletøj, heste, personligt udstyr inkl. tøj, våben, frem for alt sværd. Spyd, buer og pile i hundredvis kendes fra Vimose, Thorsbjerg, Ejsbøl og Illerup m.fl. i yngre romertid. I 2009 kom et nyt fund fra 1. århundrede e.v.t., ikke langt fra Illerup. Våben og seletøj viser tydeligt forskelle på de almindelige krigere og de beredne officerer. De samme moser blev genanvendt gang på gang. Våbenofrene slutter i 5. århundrede e.v.t.

Omkring 200 synes angrebene at komme fra nord, senere især østfra. Det er navnlig noget så prosaisk som kamme (og visse spydtyper), som kan vise, hvorfra disse hære kom. Fundene nypubliceres i disse år med base på Moesgaard og Nationalmuseet.

Årringsdateringer af pælene i spærringer i syddanske fjorde, fx Haderslev Fjord (med Ejsbøl offermosen inderst) viser, at de blev konstrueret i 4. århundrede. På land suppleres de af de såkaldte folkevolde, lange vold-grav-palisadeanlæg som Olgerdiget fra 278/79. Andre er ældre, eller udaterede som Rammediget. Det er fristende at se voldene som grænser mellem jyske stammer, som kan ses i lokalgrupper kendetegnet af keramik m.m. allerede i ældre romertid. Keramik og andre elementer, som gravskik, viser en tredeling af Jylland i Nørre- og Midtjylland ved Gudenåen og Sydslesvig ved Olgerdiget. Tilsammen tegner disse fænomener et samfund, hvor aggression i stor skala spillede en betydelig rolle.

Perioden virker som begyndelsen på yngre jernalder, fx begynder nedlæggelsen af guldskatte sidst i yngre romertid. Danerne formenes af nogle at være indvandret fra Sverige i 4. århundrede, og stednavne med endelsen -lev er set som udtryk herfor. Den massive forekomst af -inge og -levnavne i Sydskandinavien og Thüringen udtrykker genetiske fællesskaber. Yngre romertid og ældre germanertid kan med lige ret kaldes folkevandringstid, selvom begrebet mest anvendes om germansk jernalder.