Forfatter

Henrik Thrane

Overgangen fra bronzealder til jernalder kom langsomt omkring 500 f.v.t., og de første århundreder var præget af en markant svagere brug af smykker (og fravær af våben) i gravene. Myremalm erstattede den indførte bronze, og udvindingen blev senere sat i stordrift i Vestjylland (Snorup).

Klimaet blev vådt og koldere allerede i løbet af yngre bronzealder med klimaks omkring 500 f.v.t.

Vigtigere end gravpladserne med op til 1500 tuer (minihøje) er de mange bopladser med hustomter, der med Grøntoft i spidsen gennem udgravninger fra 1970’erne har givet de første beviser for samlede landsbyer fra omkring 200 f.v.t. i Jylland. Nogle af dem havde beskyttelse i form af vold og grav (Borremose), palisade eller "Cæsars liljer" (spidse pæle banket ned i voldgrave). Hodde jernalderlandsbys større gård med smedje viser sociale forskelle inden for landsbyen. Kun når gården var indrammet af fælles hegn kan vi være sikre på, at de viser landsbyer - som Grøntoft først viste. Landsbyerne flyttede stadig med jævne mellemrum, og det blev de ved med gennem resten af oldtiden, bortset fra Thy, hvor "byhøje" beboedes fortsat gennem 4-500 år især i romersk tid.

Langhusene var mindre end bronzealderens, staldenden bliver nu standard og båsetallet udtrykker gårdens velstand. Brandtomters (u)heldige fund viser en blandet bestand af småvoksede dyr: kvæg, hest, får og svin i samme stald (Nr. Tranders). Ved siden af landsbyerne fandtes også enkeltgårde gennem jernalderen.

Ny var den mere permanente form for marksystemer med digevoldomrammede små parceller, som ude i Europa kendes som Celtic Fields. De anlagdes over hele landet; luftfotografier viser Jylland tæt belagt med dem. Delinger vel i forbindelse med arv fortæller noget om ejerforhold og overgang til privateje. Grøntoft-bopladsen viser vekslen mellem dyrkning og bopladser. Standard længdemål brugtes.

Landsbyen Hodde hører til de sidste århundreder før Kr., hvor våbengrave igen bliver et markant islæt. Fra Langå på Østfyn kendes en gravplads med importerede bronzekar fra Italien som urner og en pragtvogn af keltisk type, samt de første guldringe efter bronzealderen. Rige grave med tilhørende bopladser kendes også fra Hedegård og Kraghede. Pottemageriet fik et ordentligt skridt fremad, og den lokale variation blev tydeligere.

Deponeringer i moser ved veje/vadesteder som Krogsbølle, i krigssskib som Hjortspring fra 4. årh. f.v.t. med våbenudstyr, bl.a. over 150 spyd og 64 skjolde, Dejbjerg-vognene eller store importkar som Brå-, Rynkeby- og Gundestrup-kedlerne giver helt nye sider af den materielle kultur og viser sammenhænge med den keltiske og andre europæiske kulturer. Lerkar med mad og kødben sattes i moserne som frugtbarhedsofre igennem ældre jernalder. Moselig som Tollund-manden og Grauballe-manden giver i bogstaveligste forstand indblik i en lille gruppe individers helbred, ernæring o.m.a. (de tidligste er dateret til sen bronzealder).