Enevælde, 1660-1814

Religion og oplysningstid

1600-tallets religiøse univers fortsatte med at præge samfundet og befolkningen op i 1700-tallet, men blev efterhånden udfordret af oplysningstidens tanker. Samtidig åbnede kolonihandelen op for nye forbrugsvarer og -mønstre, der underbyggede de nye kulturelle og politiske fora, som både var med til at give oplysningstiden indflydelse og give baggrund for, at en spirende nationalfølelse satte sine spor.

Religionens centrale betydning

Siden reformationen havde den evangelisk-lutherske kirke været statskirke i Danmark. I den tidlige enevælde blev den katolske og den reformerte kirke samt det mosaiske trossamfund kun undtagelsesvis tilladt eller tolereret i det skjulte. Kongen havde i Kongeloven forpligtet sig til at sikre, at befolkningen levede som gode kristne. Den forpligtelse prægede lovgivningen og den religiøse opdragelse i skole og kirke. Fx var den del af Danske Lov, der omhandlede strafferetten, struktureret efter De Ti Bud og gjorde enhver overtrædelse af De Ti Bud til en kriminel handling, der blev straffet i overensstemmelse med eksempler fra Bibelen. I skole og kirke blev befolkningen introduceret til det moralske grundlag for denne lovgivning, bl.a. gennem udlægninger af De Ti Bud i de såkaldte katekismer, der var grundlæggende introduktioner til troens centrale elementer.

Fra begyndelsen af 1700-tallet begyndte nye religiøse forståelser at bevæge sig mod Danmark i form af den pietisme, der var opstået inden for den lutherske kirke i Tyskland. Pietismen vægtede den personlige fromhed og det indre sjæleliv over den tydelige statslige regulering af borgernes adfærd. Dermed var pietismen på mange måder i strid med den statsstyrede religion, som enevælden stod for. I Danmark blev Frederik 4. i sine senere regeringsår, men især Christian 6. grebet af pietismen, hvilket prægede både hofliv og reformer i hans regeringstid. Et markant resultat af statspietismen under Christian 6. var en lov om konfirmation i 1736. Konfirmationen var en formalisering af tidligere praksis, hvor præsten skulle sikre, at folk kunne deres katekismus, før de kom til alters første gang. Den var samtidig en forudsætning for, at en bonde kunne fæste en gård og indgå ægteskab. Ens borgerlige rettigheder, hvad enten man var kvinde eller mand, afhang dermed af, om man var konfirmeret.

Efter Christian 6.s død fortog den markante statspietisme sig efterhånden, og fra midt i 1700-tallet blev religionen i højere grad udfordret af oplysningstiden og dens sekulariserende tro på rationalitet og fornuft. Det førte til modsætninger mellem en statskirke, der i stigende grad var præget af oplysningstiden, og en række religiøse vækkelser, der insisterede på at holde fast i de mere pietistiske elementer af troen og ikke mindst retten til selv at vælge religiøsitet ud fra det personlige gudsforhold. De religiøse vækkelser indeholdt et element af opgør med statskirken og dermed også indirekte enevælden.

Almueskole og latinskole

Konfirmationen og de øgede krav til katekismekundskaber fik to konsekvenser. Dels en meget ambitiøs forordning fra 1739 om skolehold på landet, dels en reform af købstædernes latinskoler. Skoleloven kom midt i en krisetid og mødte så megen modstand, at en væsentlig del af forordningens ambitioner om organisering af skolerne måtte trækkes tilbage, men den obligatoriske undervisning blev fastholdt. Ud over at lære den sande, evangeliske tro og at læse kunne børnene lære at skrive og regne, hvis deres forældre betalte for det. Det var især drengene, der fik betalt ekstra skolegang. Købstædernes latinskoler havde siden reformationen udviklet sig til nærmest at være en del af den offentlige fattigforsorg, hvor fattige børn kom i skole og blev forsørget, fordi de med adgang til latinskolen fik ret til at tigge. Det satte reformen i 1739 en stopper for. To tredjedele af latinskolerne blev nedlagt, så der kun var 20 tilbage, som så i højere grad kunne fungere som forberedelse til universiteterne. De lukkede latinskoler blev omdannet til dansksprogede kristendomsskoler som en parallel til skoleordningen på landet, med adgang for både piger og drenge. Samtidig skulle man nu betale for at gå på latinskole.

Rytterskolen i Lille Heddinge på Stevns, ca. 1722. I perioden fra 1722 til 1727 blev der på Frederik 4.s initiativ opført 240 ens skoler på de kongelige ryttergodser. Selve bygningerne rummede ud over en skolestue også en lille bolig for skoleholderen. Forbindelsen mellem kirke og skole var tæt, og skolerne blev typisk opført lige ved sognekirkerne. På skolerne modtog børnene – både piger og drenge – fra 5-6-årsalderen undervisning i kristendom og læsning i forsøget på at opdrage ungdommen som gudfrygtige og lovlydige undersåtter. Foto: Skolehistorie.au.dk 

Den Store Skolekommission

Senere satte oplysningstiden skolens indhold og pædagogik til debat. Det førte til flere forsøg på at reformere skolevæsenet i slutningen af 1700-tallet. En række forsøg med almueskoler på private godser havde til formål at skabe en mere oplyst bondestand, der kunne være til gavn for hele landet. Det kulminerede politisk med nedsættelsen af Den Store Skolekommission i 1789, stærkt inspireret af og i samspil med landboreformerne. Den Store Skolekommission skulle undersøge behovet for en ny landsdækkende skolereform. Et problem var lærernes uddannelse og lønninger og dermed kvaliteten af skolerne. Et andet var indholdet og vægtningen af religion i forhold til anden børnelærdom. Den Store Skolekommission fremlagde sit første lovforslag i 1799. Det førte til et provisorisk (foreløbigt) skolereglement for almueskolevæsenet på landet, der blev indført som en forsøgsordning i 1806 og gav praktiske erfaringer frem til den endelige nye skolelov af 1814.

Oplysningstid og Ludvig Holberg

Udviklingen i anden halvdel af 1700-tallet var præget af oplysningstidens tanker, der i høj grad handlede om en kritisk stillingtagen til det dominerende religiøse tankeunivers. Oplysningstiden rummede et opgør med, at autoriteter og elite havde magt uden videre, og en tro på ligeret og på, at verden kunne forbedres, især gennem menneskets uddannelse. Selvom oplysningstiden var båret af store filosofiske tænkere, byggede den videre på det naturvidenskabelige paradigme fra 1600-tallet, empirismen, at virkeligheden erkendes gennem erfaring.

En af oplysningstidens centrale figurer i Danmark var Ludvig Holberg. Han er mest kendt for sine komedier og epistler, men havde parallelt med sit forfatterskab en karriere som historiker og jurist. Han var bl.a. ansat som professor i metafysik, retorik og til sidst historie på Københavns Universitet og udgav inden sine universitetsansættelser de første bøger i Danmark om natur- og folkeretten, der omsatte oplysningstidens dogmer til retstænkning. Naturen blev stadig betragtet som Guds skaberværk, men de moralske principper, der skulle styre forholdet mellem menneske og samfund, kunne med fornuften udledes af denne naturs ordning og ikke kun af Bibelen, som ellers udgjorde en væsentlig del af grundlaget for retstænkningen i de protestantiske lande. Herfra var der ikke langt til at tænke, at samfundet skulle indrettes bedst muligt efter menneskets fornuft og ikke nødvendigvis efter Guds love. Gennem sine epistler og komedier leverede Holberg samme kritik af vanetænkningen omkring magten og indretningen af samfundet. Han benyttede sig af humor og ironi, som var en af oplysningsfilosoffernes foretrukne måder at kritisere det bestående på i en tid med censur, hvor kritik af styret kunne opfattes som en majestætsfornærmelse belagt med dødsstraf.

Censur og trykkefrihed

Oplysningstidens forestillinger om ligeret og opgør med eliten og autoriteterne gav anledning til samfundsdebat og -kritik og et ønske fra bl.a. det fremvoksende borgerskab om at tage del i den politiske samtale. Tidsskrifter og aviser var afgørende i forhold til at øge befolkningens viden om faglige emner og om den løbende debat.

Censuren var blevet indført i Danmark med reformationen, fordi magthaverne efter bogtrykkerkunstens opfindelse i 1400-tallet og den øgede udbredelse af trykte bøger og småskrifter ønskede at kontrollere brugen af de trykte medier. I 1770 ophævede Struensee helt censuren, men det viste sig hurtigt, at der blev rettet mere kritik mod Struensee selv og hans styre end forventet. Kort tid efter blev det igen gjort klart, hvad der måtte skrives, og hvad der ikke måtte skrives. Censuren blev ikke genindført i første omgang, men det blev understreget, at man blev retsforfulgt, hvis man skrev noget forbudt, fx kritiserede styret. Efter Struensees fald i 1772 blev censuren heller ikke direkte genindført, men overvågningen af, hvad der blev trykt, blev kraftigt skærpet. Spændingerne mellem på den ene side et borgerskab, der ønskede ret til at ytre sig, og det politiske system, der ønskede at inddæmme disse ytringer, især efter Den Franske Revolution, førte i 1799 til den såkaldte Trykkefrihedsforordning.

Loven skærpede bestemmelserne om, hvad der måtte skrives om, og mulighederne for retsforfølgelse af skribenter, der overtrådte reglerne, samtidig med at den genindførte kontrol med mindre skrifter efter publicering, men inden de blev distribueret. Trykkefrihedsforordningen blev hurtigt taget i anvendelse til retsforfølgelse og landsforvisning af bl.a. P.A. Heiberg og Malthe Conrad Bruun i 1799. Begge havde siden midten af 1780'erne skabt sig et navn som satirikere og samfundskritikere, hvilket undervejs havde kostet dem bøder og domme. Efter at være idømt landsforvisning bosatte de sig begge i Paris. Både selve Trykkefrihedsforordningen og landsforvisningerne viser, at ideen om den opinionsstyrede enevælde havde sine begrænsninger, og at det eksisterende politiske styre udgjorde den ramme, man kunne udtale sig inden for.

Borgerskabets kultur

Det nye politisk bevidste og pengestærke borgerskab, der bl.a. var skabt af den øgede handel på bl.a. kolonierne i 1700-tallets anden halvdel, var med til at bære oplysningstidens tanker og kulturformer frem. Borgerskabet var grebet af tidens tanker, og det ønskede at diskutere politik og samfundets udvikling på baggrund af fornuft og fremskridt frem for religiøse hensyn. Det var præget af en fædrelandspatriotisme, der mod århundredskiftet fik inspiration fra tysk romantik, og det dyrkede den nationalisme, som kom til at præge 1800-tallets politiske og kulturelle landskab. Både borgerskabets private hjem og de klubber og foreninger, der voksede frem i slutningen af 1700-tallet som alternative politiske fora, dannede ramme om de politiske og nationale debatter. Dermed var borgerskabet bærer af de nye kulturformer, der smeltede tidens tanker og debatter sammen med de materielle indtryk og muligheder på baggrund af handelen med kolonierne.

Forbrugsvarer som te, kaffe, kakao og tobak bredte sig ud i samfundet og skabte nye omgangsformer og forbrugsmønstre. Det fremvoksende borgerskab skabte nye måder at forbruge på, som i høj grad også involverede handelsvarerne fra kolonierne, og nye måder at fremvise social status på gennem nye former for luksus, der mere var rettet mod komfort og nydelse end den storhed og forfinelse, der tidligere havde præget hoffet og adelens luksus.

■ Fra enevælde af Guds nåde til opinionsstyret enevælde

Mellem 1660 og 1814 ændrede det politiske system i Danmark karakter fra enevælde af Guds nåde til opinionsstyret enevælde. Det var en transformation, hvor den stærke stat havde været en drivende kraft. Administrationen var blevet opbygget og styrket, så den kunne tjene kongemagten og det politiske mål. Det betød en professionalisering af embedsstanden, men også en ensretning af lovgivning, administration, registrering og en konsolidering af retsstaten. Dermed blev grundlaget for en moderne forvaltning lagt. Den moderne forvaltning, suppleret med oplysningstidens ideologiske strømninger, øget handel på kolonierne og økonomisk opsving, dannede grundlag for et selvbevidst og politisk embedsborgerskab i hovedstaden og i byerne. På landet skabte landboreformerne en politisk bevidst og aktiv klasse i skikkelse af gårdmændene.

Året 1814 markerede Danmarks endeligt som en mellemstor europæisk magt med kolonier. Det var nu et svækket rige, og samtidig et land, der på mange måder var forberedt til den overgang til konstitutionelt monarki, der kom 35 år senere.


Af Nina Javette Koefoed, ph.d, lektor og Mette Frisk Jensen, ph.d., seniorrådgiver ved Aarhus Universitet 

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020