Enevælde, 1660-1814

Den økonomiske udvikling, kolonier og landboreformer

I 1660 stod staten over for store økonomiske vanskeligheder, der måtte håndteres for at skabe det finansielle grundlag for at sikre enevældens overlevelse og skabe en stærk stat. Skattepolitikken fik højeste prioritet, og den tidligere domænestat, som i høj grad levede af indtægterne fra krongodset, veg for skattestaten. Den enevældige skattestat blev inden for nogle årtier i stand til at forøge statsindtægterne drastisk, og ca. 2/3 af statens midler blev anvendt til betaling for hæren og flåden. Styret vidste, at etableringen af et solidt beskatningsgrundlag var afgørende for at kunne varetage magtinteresserne, og det krævede igen velstående undersåtter. Til det formål blev der sat ind med en merkantilistisk erhvervspolitik, der som mål havde at skabe en positiv handelsbalance. Handelen med tropekolonierne blev et led i denne politik, og det samme blev fra midten af 1700-tallet tilfældet med landboreformerne.

Lavkonjunktur, landbrugskrise og pest

I perioden fra midten af 1600-tallet og frem til 1700-tallets midte var økonomien præget af stagnation, og landet oplevede en langvarig nedgang for det altdominerende hovederhverv, landbruget. De internationale konjunkturer havde været påvirket efter Trediveårskrigen (1618-1648), der havde ødelagt de traditionelle markeder og kreditmekanismerne og ført til faldende efterspørgsel og priser. Afsætningen af de danske hovedeksportvarer korn og kvæg faldt drastisk, og særligt korneksporten til Vesteuropa var svundet ind på grund af importtold i en del af modtagerlandene. Det førte til en omlægning af handelen, så kornavlen i Kongeriget Danmark i stedet blev afsat i Norge, hvor regeringen gradvist fik etableret et monopol på kornimport ved at lægge told på indførslen af udenlandsk korn. For Norge lykkedes det at fastholde en ganske betydelig eksport af skibstømmer til de engelske og nederlandske handels- og orlogsflåder. Det til trods faldt eksporten samlet set, så den i slutningen af 1600-tallet var halveret i forhold til situationen i begyndelsen af århundredet, og varerne blev solgt til lavere priser.

Produktionen i landbruget var vanskeliggjort af hårde klimatiske forhold i perioden med isvintre og øget nedbør. I 1600-tallet havde man, som i perioden før, lave gennemsnitstemperaturer, og man nåede et lavpunkt ved midten af 1600-tallet. I 1700-tallet oplevede man stigende temperaturer. Den lave gennemsnitstemperatur fra midten af 1600-tallet og godt 100 år frem påvirkede høstudbyttet negativt og bidrog til den langvarige krise i landbruget. Krisen blev forværret i 1730'erne med drastiske prisfald, og i 1740'erne blev landet også ramt af kvægpest, der førte til, at omkring 300.000 stykker kvæg døde. Befolkningen var blevet ramt hårdt under svenskekrigene på grund af soldaternes plyndringer, ødelæggelser og tvungne skattebetalinger. Derudover havde tropperne medbragt sygdommen pest, der brød ud i 1659 og på landsplan slog et sted mellem 25 og 30 % af befolkningen ihjel. I de værst ramte sogne i Sønderjylland døde over halvdelen af befolkningen. Sygdomsepidemier kombineret med de ugunstige konjunkturer, faldende priser og svigtende eksport skabte mange steder vanskelige livsbetingelser tæt på et eksistensminimum for en del af befolkningen. Den sidste store epidemi af byldepest ramte Sjælland i 1711 og dræbte mere end 23.000 mennesker svarende til ca. 1/3 af befolkningen i hovedstaden.

Højkonjunktur 1750-1800

I begyndelsen af 1750'erne vendte den tidligere økonomiske stagnationsperiode til fordel for en højkonjunktur frem til begyndelsen af 1800-tallet, hvor Napoleonskrigene satte ind og på ny ændrede den gunstige økonomiske situation for landet drastisk. Omkring midten af 1700-tallet udviklede de internationale konjunkturer sig i positiv retning og skabte grobund for en stigende handel – internationalt så vel som i Danmark. En af tidens hovedruter for søhandel gik gennem Øresund, og antallet af skibe, der lagde til ved Helsingør for at betale transittold, blev mere end fordoblet i årene fra 1750 til omkring år 1800. Øresundstolden udgjorde ved århundredskiftet omkring 10 % af indtægterne i statskassen. Både høstudbyttet og kornpriserne steg samtidig markant i perioden og bidrog til en generel opgangstid i samfundet med stigende levestandard.

Kolonihandelen og merkantilismen

Kolonierne var en væsentlig faktor i det økonomiske opsving. Særligt i 1700-tallet blomstrede handelen på de tropekolonier, man havde erhvervet gennem 1600-tallet. Motiverne bag erhvervelsen af kolonierne var økonomiske. Merkantilismens krav om størst mulig selvforsyning betød, at man forsøgte at få andel i den lukrative oversøiske handel, som i 1600-tallet var domineret af Holland og England og senere også Frankrig. I Nordatlanten blev de økonomiske motiver dog suppleret af en geopolitisk interesse i at opretholde hævdvundne territorielle rettigheder. Det er i den sammenhæng, at Hans Egedes kolonisering af Grønland fra 1721 skal ses.

Kolonihandelen blev organiseret i kompagnier, der fungerede som en form for aktieselskaber. De var tilstrækkeligt robuste til at modstå kortvarig modgang, som fx skibsforlis, og store nok til, at de kunne drive koloniale anlæg. De var tæt knyttet til kongemagten, som gav dem privilegier og monopoler, indtil handelen var stabil nok til at kunne blive givet fri fra midt i 1700-tallet. De danske koloniers placering i Indien, Afrika og Caribien, samt en begyndende handel med Kina fra 1730'erne, betød, at især københavnske købmænd kunne tjene på import og reeksport af krydderier, bomuld, silke og te fra det asiatiske marked og på sukker og rom fra Caribien, hvor slavegjorte afrikanere arbejdede i sukkerproduktionen. Under den såkaldt florissante periode i de sidste årtier af 1700-tallet var kolonihandelen særligt indbringende. Her var de større kolonimagter involveret i en række krige, og Danmark, så længe det kunne holde sig neutralt, kunne handle i deres sted. Den danske hovedstad blev kortvarigt et nordeuropæisk centrum for varer fra kolonierne, der bidrog til en kraftig økonomisk vækst.

Slavehandel og sukkerproduktion

Danmark etablerede sig i det atlantiske handelssystem, der også betegnes som trekantshandelen. Slavegjorte afrikanere blev transporteret fra Vestafrikas kyst til koloniserede øer i Caribien, hvor de blev anvendt i den fysisk krævende sukkerproduktion. Herfra blev råsukker sejlet hjem til raffinering i Europa.

Danmark etablerede det første handelsfort på Afrikas vestkyst i 1659, hvor tilstedeværelsen var størst i 1780'erne. Da havde man seks anlæg, med Christiansborg ved det nuværende Accra som det vigtigste. Man kan dog dårligt betegne Danmark som en egentlig kolonimagt i Vestafrika, da man ikke kontrollerede landområder af betydning og i udstrakt grad måtte tilpasse sig magtforholdene blandt de afrikanske stater.

Forterne i Afrika var udgangspunkt for den danske slavehandel. Mellem 1660 og 1803 transporterede skibe under dansk flag godt 100.000 slaver på 430 skibe til Caribien. Det svarede til 2,3 % af den samlede slavehandel i perioden. Forholdene på slaveskibene var forfærdelige, og der kendes til otte tilfælde af oprør på danske slaveskibe, som blev skånselsløst bekæmpet.

I Caribien grundlagde Danmark kolonierne Skt. Thomas i 1672, Skt. Jan i 1718 og den noget større Skt. Croix i 1733. Her fortsatte den systematiske og brutale undertrykkelse af de slavegjorte på sukkerrørsmarkerne og i sukkerkogerierne. Økonomisk var produktionen af sukker og rom en succes, plantageejerne tjente gode penge, og i København blev der opbygget en betydelig og profitabel sukkerindustri.

Lasteplan for det britiske slaveskib Brooks fra ca. 1808.

Lasteplan for det britiske slaveskib Brooks fra ca. 1808. Skibet kunne transportere 452 slaver i én last ved at udnytte pladsen til det yderste. Danske skibe transporterede på lignende vis ca. 100.000 slavegjorte afrikanere over Atlanten. Ved ankomsten til kolonierne i Caribien var mange af slaverne så afkræftede, at de døde inden for kort tid. I gennemsnit omkom mellem 16 og 20 % af slaverne under sejladsen på grund af dehydrering, dårlig ernæring eller sygdomme som malaria, gul feber og dysenteri. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Slavehandelsforbuddet i 1803

Helstaten var en slavehandelsnation på linje med andre, og det kan derfor undre, at man i 1792 som det første land forbød den transatlantiske slavehandel. Forbuddet skulle dog først træde i kraft i 1803, fordi man ønskede at give plantageejerne mulighed for at intensivere importen af slaver, inden loven trådte i kraft. Målet var, at slavebefolkningen på De Vestindiske Øer skulle kunne reproducere sig selv. Det umiddelbare resultat af slavehandelsforbuddet var derfor, at den danske slavehandel kulminerede i perioden 1793-1802. I denne periode transporterede danske skibe knap 25.000 slaver over Atlanten. Hovedmanden bag forbuddet var finansminister og greve Ernst Schimmelmann, hvis familie havde fire plantager på De Vestindiske Øer og var Danmarks ubetinget største slaveejer. Eftertiden har derfor ivrigt diskuteret Schimmelmanns motiver, og der er i dag enighed om, at økonomiske og realpolitiske overvejelser spillede en afgørende rolle. Isoleret set gav slavehandelen underskud, og i kredsen omkring Schimmelmann var der en forventning om, at et britisk forbud var umiddelbart forestående, og at det derfor ville være opportunt at rette ind efter tidens vigtigste sømagt.

Banker og statsbankerotten i 1813

I løbet af 1700-tallet vandt pengesedler indpas, og Danmarks første bank, Kurantbanken, blev etableret i 1736 og efterfulgt af en række andre banker, der kunne imødekomme erhvervslivets lånebehov. Efter krigsudbruddet i 1807 vendte den økonomiske situation, statsindtægterne blev kraftigt reduceret, og mulighederne for lån i udlandet blev begrænset. Styret så sig nødsaget til at lade seddelpressen rulle for at finansiere udgifterne, og det satte gang i en voldsom inflation og kraftige kursfald. I 1812 havde inflationen nået et sådant omfang, at et radikalt pengepolitisk indgreb var tvingende nødvendigt. Staten var bankerot, og med 'Forordning om Forandring i Pengevæsenet' blev der den 5. januar 1813 gennemført en pengereform, der skulle genskabe tilliden til pengevæsenet. Virkningen af pengereformen var dog begrænset, og først i 1838 nåede valutaen igen i pari.

En rigsbankdalerseddel udstedt af den nyetablerede Rigsbank i 1813.

En rigsbankdalerseddel udstedt af den nyetablerede Rigsbank i 1813. Den 5. januar 1813 blev der gennemført en pengeombytning som fjernede kuranvalutaen. Hele pengevæsenet blev reorganiseret med en ny møntenhed, rigsbankdaleren, som svarede til ½ rigsdaler. Der blev samtidig oprettet en ny statsbank, Rigsbanken, der skulle administrere seddelombygningen og udstede de nye sedler. Foto: Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet

Landboreformer og enevælde i praksis

I årene fra 1750'erne til ca. 1810 blev det danske landbosamfund ændret gennemgribende i økonomisk og social henseende via en række omfattende reformer, der på længere sigt resulterede i de danske bønders frisættelse. I løbet af blot én generation gik de fleste bønder fra at være fæstebønder under en godsejer til at være selvejere eller arvefæstere, selvom overgangen til selveje først blev endeligt afsluttet godt 100 år senere. Ved arvefæste fik bønderne en form for udvidet råderet over gården og ret til at lade fæstet gå i arv til familiemedlemmer.

Det tidligere bondelandbrug var præget af ressourceknaphed, og både landsbyfællesskabet og godstilhørsforholdet udgjorde en hæmsko for den økonomiske vækst. Landboreformerne kom overordnet set i tre spor bestående af jordreformer, overgang til selveje samt etableringen af et nyt og mere reguleret fæstevæsen. Den danske agrare revolution var en både vidtrækkende og langvarig reformproces, der var inspireret af lignende reformer i dele af hertugdømmerne, men også andre lande som England. Reformerne kom i forlængelse af tidens tanker om oplysning, frihed og lighed og blev kun i et begrænset omfang gennemført med anvendelse af tvang. Styret skabte via ny lovgivning rammerne for reformerne, men tog samtidig store hensyn, gav omstillingen tid og var lydhør over for reaktionerne i samfundet, hvor parterne – både godsejere, embedsmænd og bønder – i et vist omfang blev hørt undervejs i reformprocessen af den opinionsstyrede enevælde.

Landbruget blev fra begyndelsen af 1750'erne påvirket af gunstige konjunkturer med økonomisk opsving og befolkningstilvækst. Det skabte et behov for at kunne udvide produktionen ved hjælp af effektivisering og omlægning af jorden. Det hidtidige driftssystem hvilede på fæstevæsenet samt dyrkningsfællesskaber i landsbyerne, hvor hovedparten af bønderne havde deres fæstegårde. Her var bøndernes jorder opdelt i mange små stykker fordelt rundt på landsbyens marker ud fra et princip om, at alle skulle have andel i både den gode jord og den mindre udbytterige. Før reformerne tilhørte jorden fortrinsvis godsejerne og i nogen grad kongen, og fæstebønderne havde blot brugsretten til dyrkningen af jorden. Fæsterne betalte godsejeren 'landgilde' i form af penge og naturalier som leje for jorden, og desuden skulle de yde 'hoveri', hvilket vil sige, at de skulle levere arbejdskraft, trækdyr og redskaber til dyrkningen af godsejerens hovedgårdsmarker.

Omkring 10 % af jorden var hovedgårdsmarker, der var godsernes egen jord og blev drevet direkte under hovedgården. De resterende 90 % af landbrugsjorden blev drevet som bondebrug af fæstebønder, og en omlægning og rationalisering på det område var derfor afgørende for at kunne forbedre afkastet. Selvom hver enkelt bonde dyrkede sin egen jord, stod landsbyfællesskabet samlet for beslutningen om sædskifte og tilrettelæggelsen af driften. Her kunne den kollektive beslutningsform være træg og uden plads til de mere virkelystne bønder, der ønskede at afprøve nye driftsmetoder. I det gamle bondelandbrug havde der været mangel på husdyrgødning og dermed kvælstof til jorden. Det betød, at markerne med mellemrum måtte ligge brak efter at have været dyrket. I løbet af 1700-tallet blev kulturkløver og andre bælgplanter introduceret, og det lykkedes derved at tilføre jorden mere kvælstof, så braklægningen af markerne kunne undgås. Det muliggjorde en langt større produktion i landbruget og reducerede behovet for landsbyfællesskabet og opdelingen af jorden i agerstrimler.

Offentlig debat og tidlige landboreformer

For at indsamle nye ideer til den helt nødvendige rationalisering af landbrugets produktion opfordrede styret i 1755 rigets borgere til at indsende skrifter om "alle de sager, der kan være tjenlige til at opretholde landets flor". I det enevældige samfund med restriktive censurbestemmelser var det et ganske frisindet initiativ, der skulle skabe debat om både erhvervsøkonomi og landbrugsfaglige emner. De mange skrifter blev udgivet i det nyetablerede tidsskrift Danmarks og Norges økonomiske Magazin i årene fra 1757 til 1764. Den samfundsfaglige debat og idéudvikling om vækstfremmende dyrkningsmetoder, som blev udgivet i tidsskriftet, kom til at få betydning for det videre arbejde med landbrugets økonomiske og tekniske udvikling og dermed overordnet set landets velfærd. På landsplan tog flere godsejere fra regeringskredsen efter midten af 1700-tallet på eget initiativ fat på omlægninger af driften i forsøget på at forbedre forholdene i landbruget. Det var tilfældet på A.G. Moltkes sydsjællandske gods Bregentved og udenrigsminister J.H.E. Bernstorffs gods i Gentofte, hvor udskiftning og udflytning blev påbegyndt og afprøvet, samtidig med at bønderne kunne fritages fra hoveri mod betaling. I hertugdømmerne var en udskiftning af landsbyerne allerede i fuld gang i midten af 1700-tallet, så der var erfaringer derfra at trække på.

De første reformer blev igangsat i perioden 1758-1760 med lovgivning for Kongeriget Danmark, der tillod ophævelse af landsbyfællesskabet samt en udskiftning, hvorved man samlede den jord, der tilhørte de enkelte gårde. Den blev i praksis gennemført efter en opmåling og en ny fordeling af jorden med inddragelse af ny agerjord i landsbyerne. Ved at tildele den enkelte bonde jord i større sammenhængende stykker omkring sin egen til tider udflyttede gård samt inddrage jorden fra de mange tidligere markskel og uopdyrkede arealer blev der opnået en betydelig driftsgevinst. I mange landsbyer blev udskiftningen foretaget som en såkaldt stjerneudskiftning, hvor gårdene lå i midten af stjerneformen og jorden lå placeret som lagkagestykker ud fra gårdene. Andre steder blev gårdene udflyttet fra landsbyerne og opført på den tildelte jordlod. Udskiftningen blev langtfra altid fulgt af en udflytning, men selve udskiftningen i de danske landsbyer tog fart fra 1781 og var stort set afsluttet 30 år senere.

Spørgsmålet om hoveriets fastsættelse

Blandt de tiltag og forbedringer, som en række fæstebønder selv pegede på i den offentlige debat om reformerne, var en ophævelse af hoveriet, der påhvilede fæstegårdene. Det blev dog en af de vanskelige nødder at knække. For godsejerne var en afgørende del af indtægterne baseret på driften af hovedgårdsmarkerne, hvor arbejdskraften blev leveret af bøndernes hoveri. Dertil kom fæstevæsenet, hvor bønderne betalte afgifter i form af den årlige ydelse til godsejeren, landgilde, samt 'indfæstning', der var en engangsafgift til godset, som blev betalt ved overtagelse af fæstegården. Omkring midten af 1700-tallet havde mange godsejere intensiveret driften af hovedgårdsjorden i forsøget på at få andel i periodens stigende kornpriser. Selve mængden af arbejde, som bønderne skulle udføre som en del af modydelsen for den fæstede gård, var ikke fastsat, og i takt med at en del godsejere ønskede at styrke udbyttet, blev hoveriet, der påhvilede de enkelte fæstegårde, øget. Det betød, at en del af hovbønderne fik mindre tid til at passe deres egen fæstegård. For godsejerne var hoveriet det eneste håndtag, som de havde mulighed for at skrue på, hvis de ville have del i de stigende konjunkturer.

I årene fra 1769 til 1773 forsøgte styret sig med reformer af hoveriet. I første omgang ønskede de at få et overblik over omfanget ved at indsamle godsernes hoverireglementer med oplysninger om arbejdsmængden. Under Struensees styre i 1771 blev hoveriet fastsat i en forordning, der regulerede antallet af arbejdsdage og arbejdets karakter. For en almindelig gård skulle der ydes arbejde svarende til ca. tre dage om ugen. Til godsejernes store lettelse blev loven fjernet igen efter Struensees fald året efter.

Hoverireformernes løsning

I slutningen af 1780'erne blev der på ny taget fat på den uløste udfordring med hensyn til hoveriet. Den Store Landbokommission blev i 1786 nedsat med den opgave at forbedre og afklare retsstillingen i forholdet mellem godsejer og fæstebonde, og medlemmerne blev bl.a. pålagt at arbejde med hoverispørgsmålet. I kommissionen sad blandt andre en af landboreformernes ildsjæle, den reformvenlige leder af Rentekammeret og godsejer Christian D.F. Reventlow, men arbejdet med afklaringen blev vanskeliggjort af, at begge parter begyndte at engagere sig aktivt i situationen, og styret måtte derfor gå frem med lempe. Bønderne gennemførte hoveristrejker som protestaktioner med arbejdsnedlæggelser flere steder i landet i forventning om hoveriets snarlige afskaffelse. Og i 1790 afleverede 103 jyske godsejere i fællesskab en protestadresse til kronprinsen som reaktion på et rygte om en kommende hoverireform. Parterne på begge sider blev efterfølgende retligt stillet til ansvar.

Selvom styret i ord afviste godsejerprotesten og støttede reformkursen, førte protestadressen til, at regeringen opgav en planlagt lovgivning om regulering af hoveriet. I første omgang blev løsningen en bestemmelse fra 1791, der lagde hoveriet ud til frivillige aftaler mellem godsejeren og fæstebønderne. I de tilfælde, hvor de ikke kunne opnå enighed, skulle der foretages mægling, og afslutningsvis kunne den endelige afgørelse træffes af en særlig hoverikommission. I 1799 kom den sidste hoveriforordning, der fastslog, at Rentekammeret for fremtiden skulle godkende alle udvidelser af hoveriet. Hoveriet blev derved ikke nødvendigvis mindre end før, men godsejernes tidligere frie dispositionsret over fæstebøndernes arbejdskraft ophørte.

Stavnsbåndets ophævelse

Blandt de mest kendte landboreformer var ophævelsen af stavnsbåndet i 1788, der i årene frem til år 1800 gav den mandlige del af landbobefolkningen mulighed for frit at flytte fra godserne. Stavnsbåndet var blevet indført i 1733 som en del af genindførelsen af de nationale udskrivninger til militærtjeneste. Det påhvilede godsejerne at sørge for, at der blev stillet et vist antal bondekarle til session fastsat efter godsets størrelse. Pligten til militærtjeneste lå alene på landalmuens drenge og mænd og var langtfra populær. Med indførelsen af stavnsbåndet blev bønderne bundet til deres hjemstavn og det gods, hvor de var født, så de ikke kunne stikke af og derved undgå soldatertjenesten. Vedtagelsen af loven faldt sammen med krisen i landbruget, hvor det var vanskeligt for godsejerne at få tilstrækkeligt med fæstebønder til gårdene. Stavnsbåndet tvang bondekarlene til at blive på godserne – i første omgang fra de var 14 til de var 36 år gamle, og senere fra de var 4 til de var 40 år – og sikrede derved, at godsejerne kunne besætte fæstegårdene samt stille det nødvendige antal karle til landmilitsen.

Et af resultaterne af arbejdet i Den Store Landbokommission var en anbefaling af at ophæve stavnsbåndet. Til trods for at anbefalingen mødte modstand fra mere konservative godsejere, blev en forordning om stavnsbåndets ophævelse vedtaget 20. juni 1788, og i 1800 var det endeligt afviklet. Dermed forsvandt godsejernes mere formelle magt over bønderne, og de kunne nu rejse frit fra godset og måske opnå bedre levevilkår et andet sted. Den udvikling var et vigtigt skridt i retning mod, at bønderne på længere sigt blev borgere med egne rettigheder og selvstændigt kommunikerede med staten. Med ophævelsen af stavnsbåndet overtog staten selv ansvaret for soldaterudskrivningen gennem et statsligt sessionsvæsen, hvor det tidligere var godsejerne, der stod for udpegningen af soldater til hæren blandt bondestandens unge mænd. En del af statsmagten havde derved været bortforpagtet til de private godsejere, og det var en væsentlig udvikling, at udskrivningsvæsenet overgik fra godsejerne til en offentlig myndighed i årene fra 1788 til 1800.

Frihedsstøtten, der i årene fra 1792 til 1797 blev rejst uden for Københavns Vesterport til minde om ophævelsen af stavnsbåndet i 1788.

Frihedsstøtten, der i årene fra 1792 til 1797 blev rejst uden for Københavns Vesterport til minde om ophævelsen af stavnsbåndet i 1788. Støtten blev opført som et symbol for bøndernes frigørelse og en hyldest til Christian 7. På en af obeliskens sider står: "KONGEN BØD STAVNSBAANDET SKAL OPHØRE". Reelt betød statens overtagelse af udskrivningsvæsenet ved stavnsbåndets ophør, at et langt større antal unge mænd fra bondestanden end hidtil skulle springe soldat. De unge mænd i købstæderne gik fri af militærtjenesten frem til 1849. Kobberstik af Frederik Ludvig Bradt (1747-1829), ca. 1800. Fra: Statens Museum for Kunst 

Det nye landbosamfund

Landboreformernes væsentligste elementer bestod i udskiftningen, udflytningen og overgangen til selveje, og arbejdet med implementeringen fortsatte i løbet af 1790'erne og ind i 1800-tallet. Godt hjulpet på vej af tidens gunstige økonomiske konjunkturer kom der gang i afviklingen af fæstevæsenet og en langsom overgang til selveje eller arvefæste for en god del af bønderne. De første køb af fæstegårde på private godser fandt sted i 1750'erne, og i 1807 var godt halvdelen af landets fæstegods overgået til selveje. Implementeringen af reformerne blev en langvarig proces, og i 1830'erne var ca. 1/3 af bønderne endnu fæstere, og halvdelen af disse gjorde hoveri.

I det nye fæstesystem var der på landsplan store forskelle: Selveje blev mest udbredt i Jylland, hvor det på Sjælland og Bornholm var arvefæste, der dominerede. På en del jyske herregårde førte udstykningen af jorden og salget af fæstegårdene til ejendomsspekulationer og endte med nedlæggelse af godser. Særligt i Vestjylland blev der tale om 'godsslagtninger', så hovedgårdsdriften i den landsdel stort set var væk omkring 1810, men udviklingen fandt også sted på en række private godser i både Nord- og Midtjylland.

Hovedparten af de mange reformlove sigtede primært på forbedringer for landets bønder, men ikke for den voksende gruppe af husmænd. Ved år 1800 havde ca. halvdelen af alle husmænd fået tildelt mindre jordlodder, men de var fortsat afhængige af lønarbejde på godserne for at kunne opretholde tilværelsen på de for små jordlodder. Her kom de som løsarbejdere til at udgøre en væsentlig del af arbejdskraftreserven, i takt med at fæstebønderne blev selvejere og ikke længere skulle yde hoveri til godsejeren.

En gennemgribende reformproces

Landboreformerne i sidste halvdel af 1700-tallet bidrog overordnet set til en modernisering af samfundet med en forbedring af gårdmændenes retssikkerhed og frigørelse fra godsejerne. Initiativet til den samlet set vellykkede reformproces kom både fra oven og fra neden i samfundet, og den foregik i en kombination af styret og befolkningen som de drivende kræfter. Udviklingen var influeret af oplysningstidens principielle humanistiske tanker om bøndernes rettigheder, og styret var indstillet på reformerne og så nødvendigheden af grundlæggende økonomiske og sociale ændringer i landbosamfundet. At styret formåede at iværksætte reformerne og balancere parternes interesser på en knivsæg, kan meget vel have bidraget til, at man undgik at skabe grobund for utilfredshed og uro af en kaliber, der kunne have ført til en revolution, som man så det i Frankrig i 1789. I Danmark var frygten for reel modstand mod det enevældige styre til stede og kan have påvirket beslutningerne om reformprocessen. Samtidig viste den efterhånden stærkere og stærkere danske statsmagt i reformernes kølvand, at den selv formåede at overtage de væsentlige opgaver med soldaterudskrivningen, som havde været bortforpagtet til godsejerne.


Af Nina Javette Koefoed, ph.d, lektor og Mette Frisk Jensen, ph.d., seniorrådgiver ved Aarhus Universitet 

Udgivet af: Aarhus Universitet, 2020