Spørgsmål og svar

Her har du mulighed for at stille spørgsmål til materialet i online kurset i danmarkshistorie. Vi bestræber os på at give svar indenfor ca. en uger. Du vil modtage svaret på mail.

Vi har samlet en række af de tidligere stillede spørgsmål til de enkelte lektioner, så alle får mulighed for at se, hvad andre har spurgt om, og hvilket svar de har fået. 

Du er meget velkommen til at skrive til os via feltet nedenfor, hvis du har et spørgsmål. Ønsker du ikke at få dit navn nævnt, hvis vi anvender spørgsmålet og svaret på siden efterfølgende, skriver du det blot sammen med dit spørgsmål.  

Stil et spørgsmål:

Spørgsmål til OOC

Spørgsmålsformular
Hængte Luther sine teser op på en kirkedør i 1517?

22. april 2020

Spørgsmål:

Hej

Jeg har undret mig over, om Luther virkelig hængte sine 95 teser op i protest på kirkedøren i Wittenberg? I nævner det ikke i teksten om reformationen, hvor der står, at han blot ”publicerede” sine teser, men videoen dertil viser et klip fra filmen Luther (2003), hvor han faktisk hænger dem op.

Venlige hilsener,
Troels

Svar:

Kære Troels,

Det er et godt spørgsmål – og faktisk også et omdiskuteret et af slagsen. Det er sandt, at det ofte bliver både sagt og vist, at Luther hængte sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Men der er imidlertid ingen samtidige kilder, der siger, at han hængte dem op. Det er omvendt rigtigt, at han sendte sine teser til ærkebiskop Albrecht af Mainz og biskoppen af Brandenburg den 31. oktober 1517.

Du kan finde en diskussion af spørgsmålet i bogen Contesting the Reformation af C. Scott Dixon fra 2007, s. 205-207, hvor der står, at der ikke er samtidige belæg for at påstå, at Luther hængte dem op. Den anden reformator, Philipp Melanchthon, nævner situationen i et forord i 1546 i sin udgivelse af Luthers latinske værker, men han var ikke selv til stede i Wittenberg i 1517 og kunne derfor af gode grunde ikke vide det. Men det er højst sandsynlig dette forord, der har påbegyndt fortællingen om, at Luther hængte dem op.

Heller ingen af Luthers tilhængere, som var i byen, nævner begivenheden, Luther selv skriver intet om det, og det samme gælder for Luthers katolske modstandere. 

Dog var det praksis, at mange offentliggjorde sine teser fra en universitetsafhandling i forbindelse med et forsvar eller en kommende debat. Imidlertid var der kirketjenere ansat til at offentliggøre den slags samt andre universitetsinformationer, så det er meget lidt sandsynligt, at Luther selv hængte dem op. Ingen vidner kan i hvert fald bekræfte det.

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk

Gik Ludvig Holberg ind for censur?

23. april 2020

Spørgsmål:

Hej danmarkshistorien.dk

I lektion 4 skriver I om oplysningstiden, censur og trykkefrihed under enevælden. I den forbindelse nævner I også Ludvig Holberg (1684-1754) som en central oplysningstænker i Danmark. Holberg var på den måde fortaler for oplysningstiden og det opinionsstyrede enevælde, men gik han ikke også ind for censur? Og i så fald: Hvordan hænger det sammen med, at han også var oplysningstænker?

Venlig hilsen
T. Andersen

Svar:

Kære T. Andersen,    

Holberg var faktisk tilhænger af den censur, som sigtede efter at fjerne ”umodne” skrifter. Men han var som forfatter også meget opmærksom på, at censuren eventuelt forhindrede store tanker i at komme til udtryk. Derfor mente Holberg, at censuren skulle bestemmes ud fra alder og dannelse.

Han skriver f.eks. i sin ”Epistel 395” fra 1749, at censuren hjælper med at forhindre ”mange slette og forargelige skrifter” i at komme for lyset, men også at mange ”prægtige bøger” vil forblive skjulte. Derfor mener Holberg, at ”skrivefrihed ikke burde tillades uden dem [til andre end dem], der har nået en moden alder”.

Citatet viser faktisk også en tilgang til litteratur, som var herskende i oplysningstiden. Litteraturen skulle helst være opbyggelig og indeholde en morale (sådan som hans egne komedier i øvrigt gør) og på den måde fungere som et beredskab for læseren, som man kunne tage ved lære af. Litteraturen skulle med andre ord være gavnlig, dannende og oplysende – ikke blot underholdning, sådan som det ofte betragtes i dag, hvor vi jo også kalder litteratur for ”skøn”litteartur.

Som oplysningsmand kæmpede Holberg derfor ikke for at fjerne censuren. Men han var opmærksom på de negative konsekvenser, censuren kunne have. 

 

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk

Hvordan og hvorfor fordømte den danske regering sabotagen under 2. verdenskrig?

22. april 2020

Spørgsmål:

Hej danmarkshistorien.dk 

I afsnittet om besættelsen 1940-1945 skriver I, at modstandsbevægelsen begyndte at røre på sig fra omkring 1942 og frem, hvorefter de begyndte på deres sabotageaktioner. Dernæst skriver I, at den danske regering fordømte sabotagen. Hvordan og hvorfor gjorde regeringen det? Og var alle imod sabotagen?

Vh,
Simon D.

Svar:

Kære Simon,

Ja, modstandsbevægelsen blev mere organiseret efter 1942, og derefter begyndte der en stigende sabotage, især udført af DKP. Dette truede regeringens tilpasningspolitik, fordi tyskerne nu truede nu med at indføre krigsretter og dødstraf for sabotagevirksomhed. Dansk suverænitet var et vigtig mål for regeringen samt et gode for befolkningen. 

På baggrund af den stigende sabotagevirksomhed holdt statsminister Vilhelm Buhl en radiotale den 2. september 1942, den såkaldte antisabotagetale, som var et led i en intensivering af myndighedernes bekæmpelse af sabotagen. Buhl henvendte sig til den danske befolkning og appellerede til, at sabotagen skulle stoppe, og at den danske befolkning endda skulle hjælpe det danske politi med dels at opklare sabotagen, dels med at begrænse og forhindre sabotagen ved f.eks. ikke at holde informationer om sabotagevirksomhed tilbage. Det skulle gøres for netop at ”sikre Opretholdelsen af Ro og Orden her i Landet”.

Den danske regering stod derfor i et ubehageligt dilemma. Det handlede om at bevare den (begrænsede) danske suverænitet. Men som lektor Niels Wium Olesen har påpeget i sin bog Modstand (2020), så var der ”bred opbakning til regeringens politik”, og ”mange opfattede sabotagen som skadelig, unødvendig og farlig” (s. 39). De fleste danskere var derfor ikke tilhængere af sabotagen.

Omvendt talte den tidligere konservative politiker John Christmas Møller fire dage efter Buhls tale fra London, hvor han appellerede den danske befolkning til at fortsætte sabotagen: ”Der kræves aktiv Gerning og aktiv Handling, af hver enkelt af os! (…) Danmark ikke, men det danske Folk som saadant, er en Allieret og af en Allierets Sind”, som han sagde. ”Danmark og vi Danske maa tage vor Part af Byrden”.

Buhls og Christmas Møllers taler læses tit op mod hinanden, hvor sidstnævnte var en klar reaktion på den første. Man ser tydeligt forskellen mellem, hvad man kan sige som regeringsparti, og hvad man som opposition kunne slippe af sted med at sige fra London.

Du kan læse de to taler på vores hjemmeside danmarkshistorien.dk.

Link til Vilhelm Buhls tale

Link til John Christmas Møllers tale.

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk