Vikingetiden, 790-1050

Af Søren M. Sindbæk, ph.d., professor ved Aarhus Universitet


Vikingetiden er den tidligste periode, hvor vi kan følge Danmark som en politisk enhed. Perioden 790-1050 var præget af befolkningstilvækst, efter at ustabilt klima og pest i 500- og 600-tallet havde holdt befolkningstallet nede. Omkring Nordsøen og Østersøen førte voksende samhandel til brug af sejlskibe og til grundlæggelsen af de tidligste handelsbyer i Skandinavien. Brugen af skibe gav sammen med jernalderens krigeridealer grobund for en bølge af maritime krigstogter og sørøveri.

I de fra naturens side opsplittede lande og øer omkring Østersøens udløb fremstod en fælles kongemagt som svar på de muligheder og udfordringer, søfarten skabte. Gentagne konfrontationer førte til hæropbud omkring grænsen ved Hedeby og Dannevirke og lagde grunden for et modsætningsforhold til de kristne stormagter mod syd. Danmark blev tættere knyttet til naborigerne. Under Harald Blåtand blev kristendommen omkring 963 knæsat som kongens og rigets tro. I begyndelsen af 1000-tallet vandt kongerne Svend Tveskæg og Knud den Store magten i både Danmark og England og kunne i nogle årtier regere i store dele af den nordeuropæiske maritime verden, som vikingetidens togter havde knyttet sammen.

Oversigtskort over Nordeuropa i vikingetiden

Oversigtskort over Nordeuropa i vikingetiden med angivelse af byer, klostre, gravpladser samt ringborge i Danmark. © danmarkshistorien.dk