4. Kulturelle transformationer og kulturkampe

De kulturelle forhold i perioden efter 1973 vil blive behandlet ud fra tre hovedtemaer. Det første er køn og familiepolitik, det andet er globalisering, herunder også spørgsmålet om, hvordan dansk kultur kan defineres, og endelig mediernes stilling i samfundet. For alle tre temaer gælder, at de var præget af det opbrud, som skete omkring selve definitionen af kulturbegrebet, men også af de store teknologiske forandringer i perioden.

Kulturgrænser og 'det levede liv'

Inden det kulturelle opbrud i 1960’erne blev 'kultur' fortrinsvis forstået som de faktiske kulturelle og kunstneriske produkter, samfundets indbyggere producerede og konsumerede, ligesom kulturprodukterne som oftest var opdelt i såkaldt fin- og populærkultur. I perioden efter 1973 blev disse skel diskuteret, udfordret og i nogen grad udvisket. Fjernsynets dramaserier gik fra at være opfattet som lavkultur til at være kunst, og det samme gælder børnebøger og tegneserier. Kulturbegrebet blev også udvidet til i højere grad at betegne ’det levede liv’, hvilket betød, at fænomener som børnekultur, madkultur og mange andre kulturformer fik øget bevågenhed.

1970’erne: Fjernsynets kulturelle magt

I 1973 kunne ni ud af ti danske husholdninger se tv. Danmarks Radio havde monopol på al broadcasting i Danmark, hvilket gjorde fjernsynets og radioens kulturelle indflydelse enorm og samtidig omstridt. Da fjernsynet ophørte med at reproducere eksisterende politiske og kulturelle institutioners udtryksformer som avisen og teatret og i stedet opfandt sine egne, fik tv en stor demokratiserende effekt. Mediet viste sig at have et særligt potentiale for at vise det personlige og intime liv, og det bragte politikere, almindelige mennesker fra fjerne egne og store skuespillere lige ind i dagligstuen. Samtidig betød broadcasting-monopolet, at seerne fik mange af de samme informationer og kulturelle referencer. Dramaserien Matador (1978-1981), der skildrer politiske og samfundsmæssige forandringer mellem 1929 og 1947 gennem personlige forhold i en lille provinsby, blev set af mere end 3,5 millioner danskere. Matador var som så mange andre danske udsendelser inspireret af britiske BBC, i dette tilfælde serien Upstairs, Downstairs (1971-1975).

Fjernsynets magt var ikke kun kulturel. Politikere og andre meningsdannere var nervøse for, at fjernsynet ville få uretmæssig indflydelse på seernes politiske holdninger gennem unfair fremstillinger af visse emner eller grupper. Alsidighedsbegrebet blev i 1973 fastlagt som rettesnor på programfladeniveau, hvor forskellige holdninger skulle repræsenteres ligeligt over tid, ikke i de enkelte udsendelser. Men den stigende journalistiske selvstændighed, som Danmarks Radios fjernsynsudsendelser udviklede, blev til stadighed kritiseret.

Indoktrinering

Centrum-højres nye højrøstede kulturkæmper, Centrum-Demokraternes formand Erhard Jakobsen, kritiserede således med stor vedholdenhed det, som han mente var et avantgardistisk og udfordrende indhold i Danmarks Radio. Jakobsen var særligt ude efter, hvad han så som venstreorienteret indoktrinering i Børne- og Ungdomsafdelingens (B&U) programmer. Kritikken resulterede i en stor sag, som blev bygget op som et anklageskrift fra Erhard Jakobsens nyoprettede Aktiv Lytterkomité (fra 1976 Aktive Lyttere og Seere), hvortil B&U udarbejdede et forsvarsskrift. Det hele kulminerede i et møde i Danmarks Radios styrende organ, Programrådet, i efteråret 1972. Her endte det opsigtsvækkende nok med at være den senere konservative statsminister Poul Schlüter, som på dette tidspunkt var leder af Programrådets udvalg for børn og unge, der forsvarede B&U's retningslinjer. Han så dem som et fornuftigt udgangspunkt for god programvirksomhed.

Kaj og Andrea, der fra 1971 var en del af DR’s børnesendeflade. Det var særligt borgerlige politikere, der gennem 1970’erne følte sig udfordret af den kritiske og undersøgende journalistik, som Danmarks Radio producerede. Men også andre var bange for fjernsynets indflydelse, herunder pædagogernes venstreorienterede fagforening BUPL, der mente, at Danmarks Radios børneudsendelser skabte falsk bevidsthed med de populære dukker, som ingen kønsdele havde, og at programmerne understøttede den private ejendomsret. Foto: DR/Ritzau Scanpix

De mange stemmer

B&U’s ønske om at repræsentere børnelivets mange former, herunder interesseforskelle mellem børn og voksne, er et godt eksempel på, hvordan det kulturelle opbrud tog form i 1970’erne. Fra slutningen af 1960’erne blev børn på skoler, museer, i de nye fritidshjem og de mange nye børnehaver introduceret til teater, litteratur og film, som tog udgangspunkt i deres virkelighed snarere end i den voksenverden, de senere skulle tilhøre.

Ønsket om at repræsentere børnenes interesser igennem børnekulturen fik en parallel i 1970’ernes arbejder- og kvindelitteratur. Ved at vise de livsvilkår, som fandtes for kvinder, arbejdere og provinsdanskere, ønskede tidens forfattere at synliggøre den strukturelle ulighed mellem kønnene, klasserne og mellem by og land. Disse temaer sås blandt andet i fiktionslitteraturen med værker som Vita Andersens Tryghedsnarkomaner (1977) og Grethe Stenbæk Jensens Konen og æggene (1973), men også i selvhjælpsbogen Kvinde Kend din Krop (1975), der blev solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Bogens sigte var at hjælpe kvinder med at forstå deres egen krop og gøre oprør mod det mandsdominerede medicinske behandlingssystem.

1980’erne: Inderlighed og populærkultur

1980’ernes dominerende kulturelle strømninger kan ses som modtræk til 1970’ernes. På fjernsynet, i filmkunsten og i litteraturen blev inderligheden, følelserne og fantasien nu prioriteret højere, end det havde været tilfældet i det foregående årti. I børne-tv skulle programmer som Bamses Billedbog (1981) være med til at give børn tryghed og stimulere deres kreativitet i en tid, hvor tidens pædagogiske autoriteter var bekymrede for, at mødres højere grad af arbejde uden for hjemmet førte til mindre voksenkontakt, og at livet i forstædernes parcelhuse begrænsede børns adgang til leg i naturen som følge af urbaniseringen.

Inderligheden blev dyrket i litteraturen, hvor lyrikken fik fornyet gennemslagskraft med digtere som Michael Strunge (1958-1986), Pia Tafdrup (født 1952) og Søren Ulrik Thomsen (født 1956). De unge lyrikere fandt ofte inspiration i rockmusikken. Blandingen af det, som tidligere blev anset for at være enten fin- eller populærkultur, er et godt eksempel på, hvordan populærkulturen fik en stadig mere anerkendt position. Bibliotekerne indkøbte nu helt uden at blinke den nyeste populærkultur og havde ugeblade og tegneserier på læsesalene, ligesom man også som noget nyt kunne låne og lytte til musik og lydbøger.

Kulturchok og massekommunikation

I 1980 udkom en stor rapport udarbejdet for Kulturministeriet af en række forskere, der skulle se på forholdet mellem børn og kultur. I forordet står der, at danske børn ”har været udsat for et kulturchok som aldrig før i historien. […] Samfundet er underlagt en så hurtig udvikling i teknologi og kommunikation, at forældrenes generation sidder med erfaringer, vaner og mønstre, som så at sige er ubrugelige for den opvoksende generation.” Analysen af den kulturelle situation i 1980 indfangede samtidens følelse af at stå ved afslutningen af en kulturepoke, som havde fundet sted i de forgangne årtier. I det konkrete tilfælde var det massekommunikation, der blev anset som den væsentligste drivkraft i forandringen af de kulturelle mønstre, men senere skulle også andre faktorer som ungdomsoprøret, kvindebevægelsen, internettet og indvandringen få skyld for at have omkalfatret Danmark til uigenkendelighed.

Ekspansionen i massekommunikationen førte også til oprettelsen af en ny national tv-station, TV 2, som gik i luften første gang i 1988 og hermed brød DR’s monopol på broadcasting. På TV 2 var populærunderholdning med programmer som Lykkehjulet (efter amerikansk forbillede), regionale nyhedsprogrammer, sport samt udenlandske dramaserier kanalens største succeser. Med øget mulighed for global udveksling af kulturindhold via satellit og hybrid-tv frygtede kulturkritikere den amerikanske underholdningsindustris forfladigende indflydelse på danskerne med film som Indiana Jones og jagten på den forsvundne skat (1981), Crocodile Dundee (1986) og Pretty Woman (1990). De blev alle set af mellem 500.000 og 800.000 biografgængere. 

De unge rebeller og resten

Fra den engelsktalende del af verden kom også et andet kulturfænomen – yuppie-fænomenet (young urban professional). Fænomenet henviste til en lille gruppe kapitalisme- og forbrugsdyrkende og samtidig kulturkonservative unge, yuppier, der sammen med deres venstreorienterede modpol i BZ [besæt]-bevægelsen udgjorde 1980’ernes toneangivende ungdomsbevægelser. De kan begge ses som værende identitetskulturelle svar på samme udfordring: at ungdommen ikke følte, at velfærdsstaten var svaret på deres problemer eller aspirationer. Yuppierne adopterede den neoliberale logik, hvor enhver skulle være sin egen lykkes smed, fordi staten ikke kunne varetage individernes ambitioner med sin udjævning af ulighed gennem omfordeling. BZ-bevægelsen, der hentede navn fra deres fokus på at besætte tomme boliger og bygninger, tog altså også sagen i egen hånd, men modsatte sig kapitalismen og den private ejendomsret og ville af med staten, fordi den undertrykte borgerne og værnede om de besiddendes magt. I modsætning til de kollektive bevægelser som hippierne og kvindebevægelsen, var det således friheden til ikke at følge et kollektivt mål i opgøret med det bestående, som kendetegnede de to bevægelser.

Punkmusikken spillede en stor rolle for BZ-bevægelsen, men det var ikke punkbands, som tiltrak det store publikum i 1980’erne. Det var derimod familie-rock’n’roll, som fx Shubidua leverede. Rocken var som helhed blevet mainstream og særligt Aarhusbands og musikere som TV-2, Gnags og Anne Linnet Band satte salgsrekorder op gennem firserne med deres bredtfavnende pop-rock. Samtidig fik Kim Larsen, den musikalske leder af 1970'er-rockbandet Gasolin, i samarbejde med filmproducer Erik Balling stor succes med musikken til filmen Midt om natten (1984). Filmen, der blev set af mere end 800.000, forholdt sig kritisk til både BZ’ernes romantiske forestillinger om et alternativt samfund og til kapitalismen som det ideelle grundlag for velfærdsstaten.

1990’erne: Spørgsmålet om grænserne for kulturel mangfoldighed

Spørgsmål om kulturel identitet og mangfoldighed fik en ny drejning gennem 1980’erne og særligt i 1990’erne. Hvor udfordringen af den etablerede kultur i 1960’erne og 1970’erne kom fra mindre anerkendte kunst- og kulturformer som performancekunsten, pornoen og populærkulturen og i høj grad handlede om et opgør mellem elite- og massekultur, skiftede udfordringerne i 1980’erne delvis fokus til et spørgsmål om fremmed kultur(er) versus dansk kultur.

Religiøse, kulturelle og sproglige mindretal var ikke noget nyt fænomen, men deres stilling i forhold til den dominerende kultur havde ikke tidligere i det 20. århundrede været til diskussion så konsekvent og længerevarende, som det blev tilfældet i 1980’erne og 1990’erne. De stærke demokratiske strømninger i kulturen havde ganske vist udfordret eksisterende forestillinger om en relativt entydig dansk kulturel tradition, men primært ud fra et køns- og klasseperspektiv og ikke ud fra et nationalt-religiøst. Derfor blev de kulturelle præferencer, som fandtes blandt de indvandrergrupper, som kom til Danmark fra især 1980’erne, en større udfordring. Der opstod således stor uenighed om, hvorvidt nye kulturelle former og værdier, særligt dem med baggrund i islam, kunne rummes i og af dansk kultur. De efterfølgende årtier kom derfor til at byde på stadig mere højrøstede bekymringer og kultursammenstød i dette krydsfelt.

På den borgerlige fløj blev integration oprindeligt set som et personligt ansvar, hvorimod Socialdemokratiet og De Radikale lovgav om integrationen i 1998. Senere i 2000’erne blev lovgivningsiveren dog stor blandt borgerlige politikere, som ønskede at tvangsintegrere gennem regulering af kulturelle og religiøse udtryk og vaner.

Udfordring og udvidelse af kvindekampen

Indvandrerkvinders stilling blev en særlig akilleshæl for kvindebevægelsen i 1990’erne. Kvindesagsaktivisterne havde, på samme måde som dele af venstrefløjen, svært ved at finde fodfæste i spørgsmålet om respekt for den enkelte kvindes religiøse valg og kritik af de kulturelle og religiøse mønstre, som fastholdt kvinder i en ekskluderende kvinderolle. Feministerne og venstrefløjen blev derfor kritiseret for at svigte udsatte indvandrere og flygtninge, som havde brug for deres hjælp.

Kvindekampen blev langsomt udvidet til at være en kønskamp, hvor de strukturelle udfordringer uanset køn blev bekæmpet. Udfordringerne forblev dog på mange områder større for kvinder end for mænd. På de videregående uddannelser var det eksempelvis sådan, at kvinderne i 1999 overhalede mændene i antal studerende, mens mændene 20 år efter, i 2018, stadig sad tungt på næsten 80 % af professorstillingerne – et billede, der også gjorde sig gældende i firmabestyrelser og -direktioner. I forhold til de øvrige nordiske lande betød det, at Danmark også på disse punkter var langt bagud på ligestillingsområdet.

Bryllup i Åbyhøj Kirke, 2012. I 1989 blev den danske lov om registreret partnerskab (mellem to af samme køn) vedtaget som den første i verden af sin art, dog blev ægteskab mellem samme køn i folkekirken først tilladt i 2012. I 1996 vedtog Folketinget lov mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering, race, religion, politisk overbevisning, alder og handicap. Kønnet og normative forestillinger om familielivet forblev dog et stridspunkt i den offentlige debat. Det betød blandt andet, at lesbiske og enlige kvinder måtte vente indtil 2006 med at få ret til kunstig befrugtning. I 2017 fjernede Danmark som det første land i verden transdiagnoser fra sygdomslisten. Foto: Gorm Branderup, Ritzau Scanpix

2000’erne: Værdi- og identitetspolitikken som politiseret kampplads

Det værdisammenstød om indvandring, som prægede 1990’erne, fortsatte ind i både 2000’erne og 2010’erne. Værdikampen var ikke kun en kamp om antallet af indvandrere, deres mulige integration og sociale stilling. Eftersom integrationsspørgsmål blev drejet til at være en kamp om danskheden, der stort set altid blev forstået i ental, var det også en kamp om definitionen af dansk tradition og historie. Det ses tydeligt i fx debatten om kulturkanonen fra 2005.

Den borgerlige værdikamp blev cementeret med Fogh Rasmussens nytårstale i 2002, hvor han gjorde op med den kulturelle og videnskabelige elite af såkaldte 'smagsdommere'. Dog blev det netop den elitære kulturkonservative linje, som man fulgte, da den borgerlige regerings konservative kulturminister Brian Mikkelsen lancerede sin kulturkanon i 2004. Kanonen skulle laves af syv udvalg, der dog senere blev til otte, fordi udvalgenes medlemmer ville have børnekulturen med.

Set på afstand blev kanonprojektet nok mest en selskabsleg for meningsdannere og et element i en konservativ værdipolitik, der i kølvandet på den såkaldte Muhammedkrise i 2005-06 prøvede at overbyde Dansk Folkepartis nationalpolitiske linje. Det tydeligste resultat af kanonprojektet var, at det understregede, hvordan den brede og tværpolitiske omfavnelse af velfærdsstaten i stedet gjorde de politiske hovedmodsætninger mellem blå og rød blok til et spørgsmål om værdier og kultur.

Filminstruktør Lars von Trier udgav som en ironisk tak for sin inkludering på kanonens filmliste en video, hvor han klippede korset ud af Dannebrog og syede de røde stumper sammen til et nyt flag. Trier havde allerede slået sit navn fast i 1980’erne med blandt andet filmene i Europa-trilogien, og i 1990’erne skabte han sammen med Thomas Vinterberg filmmanifestet 'Dogme 95', der var med til at skabe international interesse omkring ny dansk filmkunst. Trier stod også bag en af Danmarks Radios største seersucceser i 1990’erne, dramaserien Riget (1994, 1997), der var inspireret af de amerikanske serier Twin Peaks (1990-1991) og Homicide (1992).

2000’erne og 2010’erne: Nye kulturelle og sociale rum på internettet

World Wide Web (herefter nettet) blev udviklet i begyndelsen af 1990’erne på det europæiske atomagentur CERN. I første omgang bestod det danske internetdomæne (.dk) mest af hjemmesider fra store nyhedsmedier, universiteter, offentlige myndigheder og større virksomheder. Senere udviklede nettet sig til et nyt socialt rum. Omkring år 2000 begyndte privatpersoner for alvor at oprette deres egne blogs, og med udviklingen af sociale platforme som fx Facebook (2004) blev det endnu lettere selv at producere indhold til nettet. Borger.dk (2007) og e-boks (2001) har været de offentlige myndigheders svar på kontakt og kontrol med borgere bosiddende i Danmark, og fra og med 2014 har al kommunikation mellem borgerne og det offentlige i udgangspunktet været digital.

Massekulturen og medieudviklingen

Samtidig med at nettet blev en integreret del af danskernes hverdagsliv, blev de nye muligheder også en udfordring for den danske offentlighed. I takt med at flere annoncekroner gik til virksomheder som Google og Facebook, blev de danske kommercielt drevne medier presset på indtjeningsgrundlaget. Så selvom dagbladene i 2008 stod for 71 % af de originale nyheder, faldt indtægterne. For at imødegå presset slog de private medier sig sammen i foreningen Danske Medier. Foreningen skabte sammen med lydhøre borgerlige politikere fælles front mod det licensbetalte DR. DR blev af Danske Medier anklaget for at være så populær hos danskerne, at det frarøvede dem reklameindtægter, et argument der gik stik imod borgerlige partiers kritik af DR for ikke at repræsentere den brede befolknings holdninger og kultur. Resultatet blev, at DR i 2018 blev beskåret med 20 % i et medieforlig, som også betonede vigtigheden af kristendommen i mediehusets virke.

I 2010’erne eksporteredes danske film og dansk tv med stigende succes til udlandet. Efter at BBC valgte at købe Forbrydelsen (2007-2012), fulgte mange andre lande efter, og senere fik også serier som Borgen (2010-2013) og Dicte (2013-2016) stor udbredelse i udlandet. Danske skuespillere kunne efterhånden ses i store internationale spillefilm og tv-serier. De internationale tv-serier blev ligesom de danske en stadig mere eksperimenterende udtryksform, og begrebet ’Nordic Noir’ fandt international cirkulation til beskrivelse af ikke kun dansk, men bred nordisk kulturproduktion med film, krimier og musik.

Teknologisk udvikling, udfordringer og muligheder

Den teknologiske hardware udvikledes i hastigt tempo efter 2000, og særligt smartphones fik stor kulturel betydning på grund af deres store fleksibilitet og kapacitet. Med først BlackBerry (1999-) og senere iPhone (2007) blev nettet noget, alle kunne have med i lommen. Touch-teknologien og brugervenlige apps betød, at alle fra babyer til seniorer nu have adgang til den fælles digitale verden. Med stadig udvikling af ny, bedre og hurtigere infrastruktur, hardware og software blev smartphonen den primære indgang til nettet og et omdrejningspunkt for globaliseringen. De høje krav til netværksdækning, der blev stillet til private udbydere med liberaliseringen af telemarkedet i 1990’erne, betød sammen med det flade danske landskab (som gjorde det let at dække landet med de radiobårne signaler), at danske mobiltelefonbrugere fik lave priser og god dækning, næsten lige meget hvor i landet de var.

Den nye teknologis indmarch greb langt ind i de fleste danskeres privatsfære, fordi mange aspekter af hverdagslivet i stigende grad udspillede sig gennem den. Men den store indsamling af data, overvågning og adfærdspåvirkning, som nettet muliggjorde, bekymrede ikke mange før midten af 2010’erne. Det ændrede sig efter Edward Snowdens afsløringer af hemmelige amerikanske overvågningsprogrammer i 2013 og senere af opmærksomheden omkring Facebooks rolle i både folkedrab og vælgermanipulation. Nu steg bekymringen for brugen af data til at forudsige og påvirke menneskers opførsel og muligheder. I 2018 vedtog EU verdens hidtil mest omfattende persondataforordning (GDPR) for at dæmme op for uønsket brug af personlige data.

De store udfordringer med uigennemskuelighed i forhold til data- og privatlivsbeskyttelse var en af nettets bagsider. Men den lette tilgængelighed betød også nye demokratiske og grænseoverskridende potentialer. Gennem brugen af hashtagget #MeToo i 2017 kunne folk, særligt kvinder, som var blevet udsat for seksuel chikane og overgreb, finde globalt fællesskab og opbakning på nettet og skabe øget bevågenhed omkring problemet. Børn og unge verden over har på samme måde brugt de sociale medier til at skabe opmærksomhed omkring deres interesse i at stoppe klimakrisen. Det førte til strejke i mere end 70 lande i foråret 2019.