1. Danmark i Verden

Den 1. januar 1973 blev Danmark medlem af De Europæiske Fællesskaber (EF). Skridtet er symbolsk for historien efter 1973. Indmeldelsen i EF var nemlig epokegørende, fordi den indvarslede, at Danmark formelt set var rede til at uddelegere national suverænitet til en ”mellemfolkelig myndighed”, som det hed og muliggjordes af 1953-grundlovens paragraf 20. Modydelsen var, at Danmark fik del i den fælles og overnationale suverænitet, EF-samarbejdet besad. EF blev således på nogle områder – og med tiden og især efter omdannelsen til EU i 1993 på flere områder – medlovgiver i Danmark, ligesom Danmark og danskerne fik indflydelse på EF/EU’s politikområder. Det betegnede et skridt i retning af, at forholdet mellem det nationale og det overnationale blev udvisket og overlappende, hvilket danskerne (og andre europæere) i stigende grad har haft svært ved at håndtere. De danske ’nej’ ved folkeafstemningerne om Maastrichttraktaten (1992), euroen (2000) og retsforbeholdet (2015) kan derfor ses som symbolske udtryk for, hvor vanskelig tilpasningen til den øgede europæisering – og globalisering – har været for nationalstaten og dens borgere.

Riget

Territorielt skete der derimod ingen forskydninger i perioden efter 1973. Det danske rige bestod i 2018 af de samme territorier som i 1973, nemlig af Danmark, Færøerne og Grønland. Men skinnet bedrager lidt, for på både Færøerne og i Grønland har der lydt stigende krav om uafhængighed. Særligt de dansk-grønlandske relationer har da også ændret sig. I 1979 opnåede Grønland hjemmestyre, i 1981 stemte Grønland ved en folkeafstemning for at træde ud af EF (Færøerne har derimod aldrig været medlem), og i 2009 indførtes selvstyre. Resultatet er blevet, at Grønland med tiden har taget hånd om en lang række politiske og administrative funktioner, som tidligere blev varetaget af Danmark. Selvstyrestatussen betyder endda, at Grønland ifølge folkeretten nu selv kan afgøre, om det vil være fuldt selvstændigt. Både Færøerne og Grønland modtager imidlertid stadigvæk økonomisk tilskud fra Danmark, men mens Færøernes i 2014 svarede til omkring 5 % af øernes BNP, var der for Grønland tale om en overførsel, der udgjorde mere end 25 % af landets BNP. Ønsket om selvstændighed ser derfor på kort sigt ud til at være lettere at realisere for Færøerne end for Grønland. Til gengæld er Grønland på grund af sin strategiske beliggenhed ombejlet af USA, hvor præsident Trump i sommeren 2019 gentog et amerikansk ønske fra den tidlige kolde krigs tid om at købe Grønland – vistnok af Danmark, selvom det på grund af selvstyrestatussen nu er et spørgsmål, der grundlæggende må afgøres af Grønland. Udviklingen sætter Rigsfællesskabet under pres.

Befolkningen

I 1973 lå det danske befolkningstal på ca. 5 mio., mens Danmarks Statistik i 2018 ansatte tallet til næsten 5,8 mio. (mod ca. 50.000 på Færøerne og 56.000 i Grønland). Befolkningen var altså øget med ca. 800.000 på 45 år, lidt mindre end den million, der blev lagt til mellem 1945 og 1973. Indtil omkring 1980 var der tilmed generelt et højere antal udvandrere fra Danmark end indvandrere til landet, men befolkningen steg alligevel i perioden før 1980 på grund af en høj fødselsrate (særligt i 1940’erne og 50’erne) og lavere dødelighed. Siden midten af 1960’erne er fertilitetsraten og dermed fødselsoverskuddet faldet, hvilket dog er blevet modvirket af fortsat længere levealder og siden 1980 altså af nettoindvandring.

Indvandringen har betydet, at indvandrere og deres efterkommere i 2016 udgjorde omkring 13 % af befolkningen. Af disse udgør indvandrere fra ikke-vestlige lande tæt på 60 %, som primært er kommet til Danmark gennem asyl eller familiesammenføring, mens vestlige indvandrere er kommet via giftermål eller arbejde. EU’s indre marked betyder eksempelvis, at borgere fra andre EU-lande frit kan søge job i Danmark og sikre sig ophold, hvis de får et arbejde. Af de ca. 200.000 fuldtidsbeskæftigede udenlandske arbejdere på det danske arbejdsmarked i 2017 kom de 130.000 fra Norden og EU med polakker og tyskere som de største enkeltgrupper.

Indvandringen har været svær at håndtere for det danske samfund, som nok har taget pizzaen, shawarmaen og sushien, der fulgte med, til sig, men aldrig for alvor har omfavnet ideen om det multikulturelle samfund. Tendensen til såkaldte ghettodannelser og medfølgende parallelsamfund med en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne og en underrepræsentation på arbejdsmarkedet for særligt de ikke-vestlige indvandrergrupper har været et helt centralt fokus i indvandrer- og integrationsdebatten. Denne debat har været så ophedet, at emnet vedvarende har domineret den politiske dagsorden i det 21. århundrede. Alligevel kunne Danmarks førende politisk-økonomiske magasin, Ugebrevet Mandag Morgen, i maj 2018 slå fast, at: ”Aldrig har så mange nydanskere været i job som i dag. Beskæftigelsen stiger. Flere får en uddannelse. Og kriminaliteten falder. Alt sammen positive historier. Men det bærer den hjemlige integrationsdebat ikke meget præg af.”

Lektionens hovedpræmisser

Indvandrings- og EF/EU-debatterne hører således til de mest betydningsfulde danske politiske debatter i perioden efter 1970. Debatterne har vist, at politisk orientering ikke længere kun følger den klassiske højre-venstre-opdeling, men i stigende grad også har været påvirket og styret af borgernes holdninger til samspillet mellem det nationale og det internationale. Denne forskydning er på ingen måde et unikt dansk fænomen, fordi den grundlæggende er knyttet til hele globaliseringsproblematikken.

I lyset af dette er Open Online kursets sidste lektion skrevet på tre hovedpræmisser. For det første, at danmarkshistorien for perioden efter 1973 i mindre grad end nogensinde kan skrives isoleret og løsrevet fra sin europæiske og globale kontekst. For det andet, at de store globale forandringer i perioden har betydet, at det danske samfund har måttet tilpasse sig disse forandringer og også er blevet grundlæggende forandret af dem. For det tredje, at gennemslaget for IT-teknologi fra 1970’erne og frem har været en afgørende dynamo for en stor del af den kulturelle og samfundsmæssige forandringsproces.

Globale tider

Det tættere samvirke med omverdenen kan bl.a. belyses med henvisning til den voldsomme vækst i verdenshandelen. For de vestlige lande organiseret i OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) blev handelen mere end fordoblet fra 1960 til 2016. Danmark oplevede ikke helt en fordobling, men det skyldes i høj grad, at det danske udgangspunkt allerede i 1960 var højere end OECD’s gennemsnit i 2016, nemlig 67 % af bruttonationalproduktet (BNP), mens relationen i 2016 blev opgjort til hele 101 %. Det vil sige, at værdien af import og eksport af varer og tjenesteydelser i Danmark var nået op over landets samlede årlige produktionsværdi.

Handel er imidlertid kun ét parameter for den økonomiske globalisering. Et andet og mere kvalitativt er væksten i de såkaldte transnationale firmaer (TNC). Et transnationalt firma defineres af FN som et firma med drifts- eller produktionsafdelinger i mindst to andre lande end moderlandet. I 1970 var der omkring 7000 af disse firmaer, mens der 45 år senere var over 100.000 på verdensplan. Det er firmaer som en række af de store bilproducenter og olieselskaber, men det er i stigende grad også firmaer som Amazon, Apple, Google og Microsoft samt store banker og investeringsfirmaer. De 200 største firmaer producerede i 2015 omkring 40 % af alle industrivarer i verden, og firmaerne havde en markedsværdi, der var lig selv større landes BNP. Af store danske firmaer kan nævnes Novo Nordisk, Mærsk, ISS og Vestas, der kun skaber en begrænset del af deres indtjening i Danmark. Disse transnationale firmaer er således ikke kun enormt bestemmende for verdens økonomiske og dermed også politiske udvikling, men i virkeligheden også via deres teknologiudvikling og -applicering for vores generelle kulturudvikling og orientering.

Danmarks europæiske og globale tilpasning

Den europæiske og globale påvirkning i form af øget integration og afhængighed har blandt andet afspejlet sig i den måde, det danske Folketing og de danske ministerier arbejder og organiserer sig på. En stor del af den danske lovgivning har som nævnt i dag udgangspunkt i EU-systemet, ligesom Folketingets udvalg og ministerier flere gange er blevet omorganiseret og udvidet for at håndtere det nationale samspil med europæiseringen og globaliseringen. I nogle tilfælde har det været for at styrke kontrollen med og over dansk politik, eksempelvis gennem Folketingets Europaudvalg, mens man i andre tilfælde har liberaliseret kontrollen for at sikre en større integration i de internationale kredsløb. Det gælder bl.a. for de lempelser af finans- og kapitalreguleringerne, der er gennemført siden 1980’erne.

Globaliseringens påvirkning af det danske samfund kan eksemplificeres ved samspillet med Kina. Kina er det 21. århundredes ’new frontier’, økonomisk og handelsmæssigt. Det danske erhvervsliv møder således talstærkt frem med kronprinsen og statsministeren i spidsen, når der skal laves handelsfremstød, mens det danske politi med eller uden politiske ordrer undertrykker den grundlovssikrede ytringsfrihed ved at obstruere pro-Tibet-demonstrationer, som det eksempelvis skete under det kinesiske statsbesøg i 2012. Samtidig sidder danske forbrugere derhjemme og lægger billige varer i kurven fra kinesiske webbutikker. Det er en kompleks og dobbeltbunden relation, der både skaber arbejdspladser og indtjening for danske firmaer i ét hjørne og arbejdsløshed og butiksdød i et andet, mens det danske demokrati udfordres i et tredje. Kina og andre kometer fra det såkaldte Globale Syd er rykket tæt på den danske hverdag.

Under et statsbesøg i Kina i 2017 undertegnede statsminister Lars Løkke Rasmussen en aftale om, at Københavns Zoo skulle modtage to panda-bjørne. Fotoet er fra påbegyndelsen af byggeriet af et nyt pandaanlæg i november samme år. Det er en ære, som kun overgår særligt udvalgte venner af Kina, og beseglede altså det gode forhold mellem de to lande. Aftalen antyder nok også, at for statsministeren betød varetagelsen af de økonomiske relationer landene imellem mere end forsøget på italesætte demokrati og menneskerettigheder i Kina. I pandadiplomatiet er det altså ikke værdipolitikken, der styrer. Foto: Finn Frandsen, Ritzau Scanpix

Højhastighedssamfund og den nye usamtidighed

Globaliseringens gennemslag skyldes ikke mindst IT-revolutionen, som for alvor tog fart i 1970’erne. Allerede i 1800-tallet udfordrede toget og telegrafen de gængse forestillinger om tid og sted, hvilket telefonen og bilen senere cementerede, men IT-revolutionen har øget tempoet på udviklingen så meget, at modernitetsteoretikere taler om, at vores tid og sted-orientering nu er blevet så komprimeret, at den ikke længere udgør et væsentligt parameter i vores identitetsdannelse. Det er måske (stadig) en anelse overdrevet, men det er oplagt, at digital teknologi er en væsentlig forudsætning for den moderne globalisering. Alt kan foregå hvor som helst, bare det foregår hurtigt og hurtigere end i går.

Udviklingen har rokket ved den grundlæggende omverdensforståelse og opleves af mange mennesker som en trussel mod deres livsgrundlag og orientering, hvilket givetvis udgør en stor del af baggrunden for den genoplivning af det nationale, vi har oplevet i det 21. århundrede, med slogans som America First, Britain First og ”Giv os Danmark tilbage”, som det hed på en DF-valgplakat i 2009. Eller for den styrkelse af nationalistisk-patriarkalske ledere, vi ligeledes har set, fra Putin i Rusland over Erdogan i Tyrkiet til Orbán i Ungarn. Historien er nemlig ikke død, som den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama ellers annoncerede i 1992, hverken som referenceramme eller som levet liv. I det 21. århundrede har der faktisk stået et stadig voldsommere værdimæssigt slag om historien. Et slag, der minder om den usamtidighedskamp, som vi har set også fandt sted i mellemkrigstiden.

Gennem behandlingen af danmarkshistorien i perioden 1973 til i dag vil vi demonstrere, hvordan Danmark har gennemlevet den globale forandring. Vi vil her have fokus på Danmarks politiske udvikling, på den sociale og økonomiske udvikling, på kulturudviklingen og landets internationale politik.

Staten og suveræniteten

Se filmen, hvor Thorsten Borring Olesen fortæller om Danmark i en international kontekst i perioden efter 1973. Filmen er godt 8 minutter lang.