5. Kulturelle og sociale opbrud

Efterkrigstidens kulturelle og sociale forhold – forstået som befolkningens vaner, værdier, dannelse og normer – blev påvirket af især fire ting: verdenskrigserfaringerne, højkonjunkturen, velfærdsstaten og ungdomsoprøret. Det økonomiske råderum blev større, levevilkårene forbedredes markant, og der kom mere fritid. Samtidig var der skred i normer og klassetilhørsforhold, og der blev sat spørgsmålstegn ved betydningen af traditioner og sædvaner. Samlet set betød det, at der kom opbrud inden for familiemønstre, uddannelsessystemet, mediebilledet, kunsten og populærkulturen.

Det kulturelle ungdomsoprør

En særlig ungdomskultur opstod i 1950'erne, især efter amerikanske forbilleder. Den manifesterede sig i den første rockmusik, jitterbugdans og en ny mode, der med læderjakker, cowboybukser og brusende skørter virkede provokerende på mange i forældregenerationen. Teenagekulturen opstod, fordi færre skulle på arbejdsmarkedet lige efter konfirmationen og 7. klasse, og et højere uddannelsesniveau sammen med bedre økonomiske forhold gav mange flere unge selvbevidsthed, drømme, fritid og særlige ungdomsfællesskaber.

I løbet af 1960'erne opstod der en mere politisk ungdomskultur. Ungdomsoprøret blev for den enkelte ofte til en samlet livsstil med identitetsmarkører i forhold til politiske holdninger, valg af uddannelse og job, udseende (fx påklædning og hår), boformer, sex, venskaber og musik. Det lokale og det globale blev sammenflettet, så det både handlede om demonstrationer mod Vietnamkrigen, besættelse af universiteter, provokerende hashrygning på Kulturministeriets trappe, fri kærlighed og fælles tøj og biodynamisk mad i kollektivet.

Ungdomsoprøret blev desuden præget af mange modsætninger. Det var på den ene side fællesskabsorienteret og solidarisk, men banede også vejen for en større individualisering af identitetsdannelsen i forhold til køn, klasse og slægt. En vigtig del af ideologien bag var både optimisme og fremskridtstro på grund af perioder med relativ verdensfred, afkolonisering, demokratiets udbredelse og forøget velstand, samtidig med at pessimisme, kapitalismekritik og dommedagsprofetier om en altødelæggende atomar 3. verdenskrig vandt udbredelse. Vurderingen af oprørets betydning har også siden begyndelsen været farvet af forskellige vægtninger og generationer: Var der tale om frigørelse og fællesskab eller egoisme og indoktrinering? Endelig er det også vigtigt at pointere, at selvom man nogle gange kan få det indtryk, at store dele af befolkningen i årene omkring 1968 befandt sig på barrikader og gjorde op med kønsroller, hierarkier og takt og tone, så levede langt hovedparten af den danske befolkning et hverdagsliv i en traditionel familie og med et traditionelt arbejdsliv.

Bedre og større boliger

I de første par årtier efter besættelsen boede hovedparten af danskerne i mindre boliger. Det var ikke unormalt, at en familie med flere børn boede i en 2-3-værelses lejlighed. Eget toilet, varmt vand i hanerne eller adgang til et badeværelse var ikke en selvfølge, og tøjvask foregik i baljer og gruekedler i en fælles vaskekælder eller på møntvaskeri. Fra begyndelsen af 1960'erne steg boligstandarden meget hurtigt. Mens kun 62 % af boligerne i 1955 havde eget wc, var det i 1970 vokset til 88 %, og tilsvarende voksede andelen med eget bad fra 36 % til 71 %. Kakkelovne og osende petroleum, kul og koks var også på retur; mens 34 % af boligerne havde fjern- eller centralvarme i radiatoren i 1955, gjaldt det i 1970 84 %.

Ordningen med statslånshuse, der fra 1938 var små enfamilieshuse finansieret af relativt billige statslån, fortsatte i efterkrigstiden indtil 1958. Det almennyttige boligbyggeri oplevede en meget stor vækst, især efter at der fra 1961 fra politisk side blev fastsat kvoter for støttet boligbyggeri. En ny boligform, parcelhuset, blev for store dele af middelklassen den ideelle og opnåelige boligform. Kvadratmeterne pr. person voksede, og de enkelte familiemedlemmer fik mulighed for langt mere privatliv end hidtil. De moderne boliger og husholdningsmaskiner som køleskab, vaskemaskine, fryser, støvsuger m.m. frigav også tid fra huslige pligter, så der blev mere fritid.

Samlet set var der i efterkrigstiden tale om et markant kvalitetsløft af boligmassen, og langt flere fik mulighed for eget hus. Flere fik også sunde, rummelige og moderne boliger. Slum, overbefolkede lejligheder, petroleumsovne og mørke baggårde blev sjældnere i takt med store saneringsplaner, og detaljestyret byplanlægning søgte at imødekomme befolkningens ønsker og økonomiske muligheder.

Familieformer og familieroller

Ordet 'kernefamilie' kan i dansk sprogbrug dateres til 1956. Det kom formodentlig via det lidt tidligere dannede engelske 'nuclear family', der med inspiration fra den højt profilerede atomvidenskab blev betegnelsen for familien som en privat, lukket og biologisk forbundet enhed. Kernefamilien blev den idealiserede familiestruktur i perioden. Husstandsfamilien, som også indbefattede tjenestefolk og ældre familiemedlemmer på aftægt, var i forvejen under afvikling pga. erhvervsudviklingen og velfærdspolitikken. Derfor blev familierne mindre, også fordi børnetallet faldt. Far, mor og to børn blev efterhånden normen. 'Kernefamilien' var dog ikke noget nyt, men afspejlede normer, der gik langt tilbage. Den indfangede også kun en del af befolkningens virkelighed, idet børn uden for ægteskab, enlige mødre, skilsmisser og dødsfald resulterede i andre måder at være familie på.

I 1950'erne opstod idealet om den hjemmegående husmor som en lavøkonomisk spejling af overklassens kvinderoller, og mange kvinder trådte ud af arbejdsmarkedet for at hellige sig husholdning, mand og børn. Det var dog en historisk undtagelse; både før og efter var mange kvinder i lønnede job og spillede en helt central rolle i forhold til at medvirke til familiens forsørgelse. Det var dog kendetegnende, at kvinder arbejdede færre timer, havde et lavere uddannelsesniveau og tjente mindre end familiernes mandlige forsørgere, og dette prægede kønsroller, status og opgavefordeling i hjem og familie.

I løbet af 1960'erne opstod kollektiver og bofællesskaber som en alternativ boform, dels i store lejligheder og villaer i de større byer, dels på landet på gårde og forfaldne godser. Saneringsdømte områder blev besat og brugt til at realisere ungdomsoprørets tanker om friere samfunds- og livsformer. Slumstormere og hippier indtog kondemnerede bygninger, og den forladte Bådsmandsgades Kaserne på Christianshavn blev i 1971 besat og udråbt til Fristaden Christiania. Christiania og Thylejren, der opstod i 1970, gav samfundsmæssige og politiske udfordringer, fordi de eksperimenterende livsformer kom på tværs af samfundets regler, fx i forhold til euforiserende stoffer, indkomstkontrol, betaling for forbrug af vand og el samt krav til boligstandard og vedligeholdelse. At lovliggøre de alternative samfund var derfor en udfordring for retsbevidstheden i store dele af samfund og politik.

Familiedannelse og reproduktion

Et helt centralt nybrud prægede efterkrigstiden: Det blev muligt at planlægge og styre familiedannelse i hidtil uset grad. Uønsket graviditet er et menneskeligt vilkår, der historisk set har resulteret i ulykkelige ægteskaber, farlige illegale aborter og uønskede såkaldte 'uægte børn', også fordi samfundsnormer, religion og moral har foreskrevet sædelighed og ægteskab som forudsætning for 'den rigtige familie'. Siden 1930’erne havde der været gradvise liberaliseringer af abortlovgivningen, så kvinder på særlige helbredsmæssige, familiemæssige og sociale indikationer kunne bevilges en lovlig afbrydelse af et svangerskab på et hospital. Efter nogle års forberedelse og diskussioner indførte Danmark i 1973 den såkaldte 'fri abort', der gav alle kvinder ret til afbrydelse af graviditet inden for de første 12 uger af svangerskabet.

Mulighederne for mere sikker, tilgængelig og anvendelig prævention blev udvidet. P-pillen blev introduceret i Danmark i 1966, det blev i 1967 lovligt at reklamere for prævention, og i 1971 blev der indført obligatorisk seksualundervisning i folkeskolen. Det var alt sammen med til at påvirke befolkningens opfattelse af seksualitet, parforhold og familiemønstre, så skam og stigmatisering fik en mindre fremtrædende plads.

Befolkningen kunne altså i højere grad end tidligere selv tage kontrol over sin reproduktion. Det afspejlede sig også i stigende skilsmissetal, flere papirløse forhold og en højere ægteskabsalder. Kvinders stigende erhvervsfrekvens på det ordinære arbejdsmarked bidrog også til udviklingen, ligesom velfærdsstaten bakkede op, bl.a. med økonomisk støtte til enlige forældre, boliganvisning og byggeri af daginstitutioner. Opfattelsen af børn født uden for ægteskab var også på vej til at ændre sig, så det ikke i samme grad var en skam hverken at have et synligt bevis på sex uden at være gift eller at blive enlig mor. Statistikken viser også, at mens 7-8 % af alle børn i de første efterkrigsår blev født uden for ægteskab, var tallet ca. 15 % i midten af 1970'erne. Vigtige ændringer var, at børn født uden for ægteskab i 1960 for første gang fik ligestillet arveret, og at de fra 1964 ikke automatisk var under offentligt tilsyn til 7-årsalderen.

Den nye kvindebevægelse

Udviklingen mod mere ligestilling mellem kønnene fortsatte i efterkrigstiden. På det juridiske og økonomiske plan fik kvinder ligestillede økonomiske rettigheder (og pligter) i forhold til fx skat, folkepension og retten til at være økonomiske værger for deres børn. På baggrund af kvinders indsats i det civile beredskab og modstandsbevægelsen under besættelsen fik de i 1948 mulighed for at deltage i det nyoprettede Hjemmeværn og i 1962 i militæret. I 1948 blev de første kvindelige præster ordineret. I begge tilfælde var Danmark blandt de første lande til at introducere ligestilling inden for så traditionelt maskuline erhverv, men det skete ikke uden voldsomme debatter og modstand, især fra henholdsvis militære og kirkelige kredse.

En ny slags kvindebevægelse – af både sig selv og omgivelserne kaldt for rødstrømper – opstod i slutningen af 1960'erne. Navnet var direkte inspireret af de amerikanske Redstockings, der aktionerede fra 1969 og i deres navn kombinerede de traditionelle kvindesagsforkæmpere ’blåstrømperne’ med revolutionens røde farve. Bevægelsen var international og inspireret af græsrodsbevægelser og ungdomsoprøret. Formålet var at opnå lige rettigheder for kvinder og mænd. Det var der i princippet ikke så meget nyt i; det havde været på fagbevægelsens og mange politikeres og kvindeorganisationers dagsorden i årtier. Det nye var en hidtil uset aktivisme, der anvendte utraditionelle organisationsformer og bevidste provokationer for at opnå taletid og pressedækning, fx gennem happenings, basisgrupper, musik og litteratur.

Kulturelt og samfundsmæssigt fik bevægelsen stor betydning. Kønsrollerne blev påvirket i en retning, der gav et større spillerum for begge køn, så traditionelle forventninger lettere kunne trodses og udfordres. Konkret og realpolitisk er det sværere at afgøre rødstrømpernes betydning. Kvinder tjente stadig markant mindre end mænd, og kvindelige ledere og politikere var der ikke mange af.

Pornografi og seksualitet

På hele det seksuelle område fandt en omfattende liberalisering sted. Seksualitet kom til at fylde mere i det offentlige rum, og stigmatisering og skam var ikke så udbredt som før. Bedre prævention, adgang til abort og seksualoplysning bidrog sammen med ungdomsoprøret til mere frihed og åbenhed, og lovgivningsmæssigt fulgte Folketinget trop med i 1967 at ophæve forbuddet mod pornografiske tekster og i 1969 – som det første land i verden – forbuddet mod billedpornografi. Pornografi blev i de følgende år et særligt dansk speciale, der resulterede i et helt nyt forretningsliv på Vesterbro i København og ved den tyske grænse, hvor både danskere og turister kunne shoppe vovede magasiner og film.

Homoseksualitet blev i perioden mere accepteret. På det juridiske område foregik der en udvikling hen imod større accept, om end den homoseksuelle lavalder først blev den samme som for heteroseksuelle (15 år) i 1976. Indtil 1981 blev homoseksualitet desuden kategoriseret som en psykiatrisk diagnose. Der var også diskriminerende regler og indgreb, især 'den grimme lov', der fra 1961 til 1965 kriminaliserede homoseksuel ungdomsprostitution hårdere end den heteroseksuelle. Et danseforbud for mænd, der dansede sammen offentligt, fx på dansesteder og barer, blev også først formelt ophævet i 1973. Generelt var der dog tale om en større frigjorthed og accept, der dels skyldtes de generelle kulturelle og internationale strømninger, dels at det homoseksuelle miljø i hidtil uhørt grad blev synligt og aktivt. Det skete bl.a. i forbindelse med dannelsen af interesseorganisationerne Forbundet af 1948 og senere Bøssernes Befrielsesfront, der blev grundlagt i 1971 som en mere politisk græsrodsbevægelse med rod i ungdomsoprøret og miljøet på Christiania.

Folkeskolen får længere undervisningspligt og ændrede læreplaner

I 1940'erne og 1950'erne var det ikke usædvanligt at gå ud af folkeskolen som 13-14-årig for at gå i lære eller påbegynde et arbejdsliv. I 1970'erne var det ved at være et særsyn, og bedre uddannelse blev en norm, som både skole, forældre og stat tilskyndede. Det blev indledt i folkeskolen, hvor en ny skolelov i 1958 afskaffede de særlige forhold i landsbyskolerne. Her havde børnene ikke haft krav på samme fagvifte som på andre skoler, og de var ofte kun i skole hver anden dag i små klasser med stor aldersspredning. Desuden blev mellemskolen afskaffet, så de første syv års skolegang var fælles for alle, mens der derefter var mulighed for den boglige realskole, en praktisk 8. og 9. klasse eller at forlade skolen. Den sidste mulighed bortfaldt i 1972, hvor undervisningspligten blev udvidet fra 7 til 9 år. I løbet af 1960'erne blev der desuden på mange skoler oprettet børnehaveklasser, der skulle vænne de 6-årige til skolegang og undervisningsmiljø. Under indtryk af 1960'ernes og 1970'ernes kulturelle og politiske strømninger blev det pædagogiske arbejde og børnesynet præget af idealer om selvstændighed, problemløsning, gruppearbejde og demokrati frem for et ensidigt fokus på udenadslære, tabel-terperi, blækregning, skønskrift og autoritetstro.

Uddannelseseksplosion på alle niveauer

Man taler ofte om en uddannelseseksplosion i 1960'erne. Den foregik især på tre områder: Flere fik i det hele taget en uddannelse, flere fik en længerevarende uddannelse, og endelig blev kvinder bedre uddannet end før. I 1945 var det kun ca. 4 % af unge 20-årige, der havde en studentereksamen, mens tallet i 1975 var over 21 %. Samme mønster sås ved universitetsuddannelserne, hvor antal indskrevne steg til næsten det firdobbelte. Sideløbende blev der åbnet tre nye universiteter i Odense (1966), Roskilde (1972) og Aalborg (1974). Mens kvinderne hurtigt indhentede mændene på gymnasieniveau, var der færre, som herefter valgte universitetet – i stedet tog de især mellemlange uddannelser inden for kvindefag til job som sygeplejerske, pædagog eller lærer. Hertil kom, at antallet af ufaglærte faldt, fordi langt flere fik mulighed for at tage boglige mellemuddannelser inden for fx kontorfagene og faglige uddannelser inden for håndværk og industri.

Udviklingen formåede til en vis grad at bryde med den sociale, økonomiske og kulturelle arv i forhold til uddannelsesniveau. En meget vigtig faktor var her, at man som studerende i stigende grad blev uafhængig af forsørgelse af sine forældre, eller – hvis man kom fra mere jævne kår – selvfinansiering af studiet gennem sideløbende erhvervsarbejde og held med at søge fri kollegiebolig og private legater. I 1952 oprettedes Ungdommens Uddannelsesfond, der med Tipstjenestens overskud fordelte stipendier på baggrund af studerendes ansøgninger og fondsledelsens skøn. Fonden blev i 1970 afløst af Statens Uddannelsesstøtte (SU), der blev en del af den universelle velfærdsstats udbredelse af ens rettigheder til alle. Man skulle dog dengang være fyldt 28 år – fra 1975 23 år – før der i beregningen af beløbet ikke skulle tages hensyn til forældres indtægt og formue.

Forbrugersamfundet og velfærdsstaten

Ligesom det offentliges forbrug steg markant, steg også det private forbrug i hidtil uset grad. Man kan med en vis ret hævde, at danskerne i meget høj grad blev netop forbrugere, og at Danmark i lighed med resten af den vestlige verden blev til et forbrugersamfund. Forholdet mellem priser og lønninger resulterede i en stor reallønsstigning frem til 1970'erne, så købekraften steg. Langt de fleste fik flere penge til rådighed, og en mindre del af indtægten gik til fødevarer. Højere krav og forventninger til bolig- og levestandarden gjorde dog, at en væsentlig del af de ledige penge gik til boligkøb eller højere husleje. Forbrugsgoder som tv, rejser og hvidevarer blev også en del af familiebudgetterne. Privatbilismen voksede hurtigt – i 1945 var der i Danmark i alt 40.000 privatejede biler, det vil sige en bil for hver 100 personer, mens hver fjerde i 1973 havde egen bil.

Vareudbuddet voksede voldsomt, og elektriske maskiner som støvsugere, elpiskere, brødristere og kaffemaskiner blev efterhånden hvermandseje i de fleste hjem. Der opstod også en ny form for kolonial- og detailhandel. Esbjerg og Omegns Brugsforening åbnede i 1949 landets første butik med selvbetjening, og det første egentlige supermarked blev åbnet af den socialdemokratiske handelsminister Lis Groes i Islev i 1953. Det var helt nyt, at man selv kunne gå rundt i forretningen med kurv eller indkøbsvogn og vælge færdigpakkede og prismærkede varer som kød, grøntsager og brød i den samme butik i stedet for at skulle handle i mange mindre specialbutikker. Inspirationen kom fra studieture til USA, som embedsmænd og repræsentanter for detailhandel deltog i.

Kulturpolitik og kultursyn

Velfærdspolitikken var baggrunden for, at der for første gang blev oprettet et egentligt kulturministerium i 1961. Det stod efterfølgende bag oprettelsen af Statens Kunstfond i 1964, der gennem legater og arbejdsstipendier skulle støtte udøvende kunstnere. Statslig kulturstøtte var ikke noget nyt; det havde fundet sted siden enevælden, men det nye var, at støtten i højere grad blev stipendier til yngre eksperimenterende kunstnere frem for hæderspriser til etablerede kunstnere, og at et armslængdeprincip mellem politikere og bedømmelsesudvalg blev knæsat.

Statens Kunstfond blev mødt med heftig debat, dels pga. selve princippet om, at skattepenge skulle gå til kunstnere, dels i forhold til valget af kunstnere, der af nogle blev opfattet som venstreorienterede, provokerende og inkompetente. Konflikter og debatter på kulturområdet blev i det hele taget et kendetegn for perioden. Lidt forenklet kan man tale om fire positioner: en elitær konservativ/klassisk, en elitær kulturradikal/modernistisk, en populær konservativ/europæisk og en populær ungdomsforankret/amerikansk. Mens de to første positioner gerne ville ’opdrage’ og retlede befolkningen, var de to sidste kommercielt orienterede.

Modstanden mod Statens Kunstfond – og i bredere forstand 1960’ernes kulturpolitik – kom især til udtryk i en bevægelse, der blev kaldt ’rindalisme’ efter en af Kunstfondens argeste modstandere, Peter Rindal, der var lagerforvalter fra Kolding og her ses med eksempler på et traditionelt og et moderne abstrakt maleri. 1960'ernes kulturdebat italesatte en kløft mellem 'folket' og 'eliten', der fik politiske overtoner. Rindal selv blev senere medlem af Fremskridtspartiet, der i 1981 udpegede ham som partiets repræsentant i Statens Kunstfonds bestyrelse. Foto: Viggo Landau, Ritzau/Scanpix.

Fronterne kom bl.a. også til udtryk i litteraturen og på bogmarkedet, der blev større end nogensinde før af især tre grunde: befolkningen blev bedre uddannet, den fik flere penge til rådighed, og endelig var en vigtig del af efterkrigstidens kultur- og velfærdspolitik at give alle egne af landet adgang til folke- og skolebiblioteker.

Fra 1950 blev det gratis at låne bøger, og ønsket om at demokratisere kulturen medførte i 1964 en ny lov, der stillede krav om, at alle kommuner skulle have et folkebibliotek. Det førte til mange nybyggede og moderne biblioteker. En mobil nyskabelse, bogbussen, blev indført i tyndt befolkede områder. Udlånsmaterialerne udvidedes – dog under ledsagende modstand og debat – til også at omfatte flere børne- og ungdomsbøger samt musik, tegneserier og ugeblade. Bibliotekernes kulturelle funktion kunne ses i lånertallene: Mens hver dansker i 1945 i gennemsnit lånte 3,5 bøger om året, var det i 1973 steget til over 15 bøger.

De trykte medier

De første årtier af 1900-tallet var præget af firebladssystemet, hvor de fire store partier Venstre, Socialdemokratiet, Konservative og Radikale Venstre havde hver deres partipresse. Den bestod dels af store landsdækkende aviser og dels af lokale aviser. I mange byer og områder blev der udgivet aviser med partistøtte – og de blev købt og læst. Firebladssystemet fortsatte i efterkrigstiden, men kom under pres. Man taler om 'bladdøden' som betegnelse for udviklingen: Antallet af selvstændige aviser blev halveret fra 1945 til 1970, og på grund af konkurrence om både læsere og annoncekroner endte det ofte med, at kun én lokal avis overlevede. Mediebilledet afspejlede den politiske udvikling, hvor firepartisystemet også var under afvikling, og dermed ændrede medielandskabet sig fra den snævert partibaserede presse til en omnibuspresse, hvor aviserne som regel forsvarede særlige politiske grundholdninger, men også fik et meget stort fokus på oplag og salgstal. Sensations-/tabloidpressen, der lokkede med spektakulære overskrifter i store skrifttyper, skæbnehistorier og sex i tekst og billede, vandt terræn og smittede af på store dele af den øvrige presse.

Radio og fjernsyn

Radiomediets fremvækst i mellemkrigstiden blev befæstet og udbygget af Statsradiofonien – fra 1959 under navnet Danmarks Radio – i efterkrigstiden. Fra den 2. oktober 1951 blev der også sendt tv-udsendelser, i begyndelsen en time hver anden dag til 200 seere tæt på sendemasten i København. Det nye medie var fra USA. I 1953 havde 303 husstande licens; tv-apparaterne var eksorbitant dyre og modtageforholdene meget svingende. Fjernsynet blev dog i løbet af få år hvermandseje.

Eric Danielsen var vært, da TV-Avisen blev sendt første gang den 15. oktober 1965 klokken 20.00 fra Radiohuset i København. Mens 1 % af alle husstande havde fjernsyn i 1956, var tallet vokset til 38 % i 1961, og i 1973 havde stort set hele befolkningen adgang til at se tv - efterhånden ikke kun i sort-hvid, men også i farver, der blev introduceret fra 1967. Fremgangen skete især på bekostning af biograferne, der siden århundredeskiftet stort set havde haft eneret på kultur og nyhedsformidling i levende billeder. Foto: Hakon Nielsen, Ritzau/Scanpix

DR havde i hele perioden monopol på radio- og tv-området, og der fandtes kun én tv-kanal, trods udfordringer fra ulovlige piratsendere og indirekte konkurrence fra nabolandenes mange kanaler. Udviklingen var også kendetegnet af en bevægelse væk fra et forholdsvis elitært kultursyn. Der kom i både radio og tv mere folkeligt indhold med underholdning, sport, quizzer og tidens toneklang (rock, beat og pop), ligesom børne- og ungeområdet fik en helt ny og markant position i sin egen ret. Udviklingen blev også her ledsaget af konfrontationer mellem det elitære/klassiske og det populære/kommercielle kultursyn.

Tv-mediet indvarslede også nye former for nyhedsformidling, ikke mindst da muligheden for at sende direkte tv via satellit opstod i løbet af 1960'erne. Begivenheder fra verdens brændpunkter kom tættere på og prægede kultur, samfund og politik, bl.a. i forbindelse med ungdomsoprøret og Vietnamkrigen. Fjernsynets billedverden blev en del af en fælles forestillingshorisont, både nationalt og internationalt. Mest spektakulært var det i forbindelse med den kolde krigs rumkapløb mellem USA og USSR i 1960'erne. Det kulminerede, da USA den 20. juli 1969 tog føringen med Apollo 11's bemandede landing på Månen. Den blev transmitteret til ca. 600 millioner seere, omkring en femtedel af jordens befolkning. Det skabte hos 'jordboerne', der blev øjenvidner i realtid, nye fælles ikoniske billeder og en ny fælles bevidsthed om Jorden – den blå planet – og dens plads i universet.

♦ Modernitet, velstand og opbrud

Det Danmark, der fandtes i 1973, var blevet et rigt og moderne land. Teknologisk var der sket store fremskridt, hvilket især havde effektiviseret landbrug og industri – i en sådan grad, at landet nu først og fremmest var en industrination på et højtudviklet niveau. Velfærdsstaten havde haft sit foreløbige zenit og var blevet universel, så den nu vedkom og kom i kontakt med alle borgere fra vugge til grav. Samfundet var også blevet mere lige, dels på grund af omfordelingspolitik og økonomisk udligning, dels på grund af øgede uddannelses- og erhvervsmuligheder til flere. Forskellen på rig og fattig var derfor mindre, og levestandarden var hævet for langt den største del af befolkningen.

Alt var dog ikke rosenrødt. Nok var der fred, og Danmark var ikke involveret i militære konflikter i efterkrigstiden, men den kolde krig påvirkede politik, kultur og samfund. Dens konjunkturbevægelser mellem optrapning, afspænding og status quo dannede en konstant baggrund for periodens diskussioner og visioner, samtidig med at den var anledning til, at Danmark politisk, økonomisk og militært blev integreret i den vestlige blok med en hidtil uset grad af internationale forpligtelser. Konflikter og krige i tredjeverdenslande, supermagternes våbenkapløb og truslen om en atomar tredje verdenskrig medførte desuden en generel tilstand af frygt, uforudsigelighed og usikkerhed hos befolkning og beslutningstagere.

De mange kulturelle og sociale opbrud skabte nok social og økonomisk mobilitet i landet, men også nye modsætninger i befolkning og politik. Polariseringer kom til udtryk mellem by og land, mellem unge og gamle, mellem individ og fællesskab, mellem højre- og venstrefløj og mellem højtuddannede og arbejdere. Der var altså opstået nye brudflader og kontraster i befolkning og politik, der gjorde det vanskeligt at opnå konsensus om de store linjer og de samfundsmæssige prioriteringer. Og nye skyer truede i horisonten: Velfærdsstaten og den ekspanderende offentlige sektor gav planlægnings- og styringsproblemer og medførte et forøget skattetryk, ligesom en voksende miljøbevægelse satte spørgsmålstegn ved konsekvenserne af vækst- og forbrugersamfundet. Samtidig så man ansatser til begyndende økonomiske ubalancer, som blev voldsomt forstærket, da oliekrisen meldte sin ankomst i slutningen af 1973. Den økonomiske guldalder var ved at rinde ud, og det førte, som vi skal se i den næste periode, også til ganske store politiske og kulturelle opbrud.