2. Danmark i Norden, i Europa og i Vestblokken

Efter den tyske og japanske kapitulation i 1945 var verdenssamfundet sat på en stor opgave. Den handlede dels om at genetablere diplomatiske og internationale samarbejder, dels – og især – om at undgå eskalation af konflikter og aggressiv nationalisme. Mellemkrigstidens løsninger, flankeret af to verdenskrige med store civile og økonomiske tab til følge, blev set som fiaskoer i forhold til diplomati og til styring af det internationale økonomiske samarbejde. Efterkrigstiden blev dog hurtigt præget af nye konflikter, og med den kolde krigs opståen 1946-47 blev de internationale sammenhænge, som Danmark skulle navigere i, præget af blokdannelser og opståen af nye internationale organisationer. Danmarks udenrigspolitiske og økonomiske valg blev vestvendingen i form af medlemskab af NATO og EF samt etablering af flere nordiske/skandinaviske samarbejder. Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik blev derfor efter 1945 i høj grad defineret af forholdet til mellemstatslige og overstatslige organisationer.

Den kolde krig og de nye alliancer

Perioden fra 1914 til 1945 bliver nogle gange anskuet som et sammenhængende forløb af krige og internationale konflikter, der kulminerede i to verdenskrige. 'Aldrig mere krig' blev derfor et løsen for både politikere og hårdtprøvede befolkninger i de umiddelbare efterkrigsår. Forhåbningerne strandede dog på ideologiske modsætninger og overlap af interessesfærer, især hos de to lande, der blev efterkrigstidens stormagter: USA og USSR. Man opfandt endda et nyt ord til at betegne de nye globale sværvægtere: de var supermagter og dermed endnu større og mere magtfulde end de traditionelle politiske og økonomiske stormagter som Storbritannien, Frankrig og Tyskland, der i løbet af 1800-tallet havde opbygget stærke stater, imperier og alliancer.

Allerede under 2. verdenskrig mødtes de fire allierede stormagter for at cleare interessesfærer og mulige løsninger – ved Bretton Woods-mødet i juli 1944 aftalte Storbritannien, Frankrig og USA nye internationale økonomiske regelsæt for at søge at undgå mellemkrigstidens ustabile økonomiske forhold, og ved Jalta-konferencen i februar 1945 aftalte de sammen med det kommunistiske USSR stormagternes geopolitiske interessesfærer. I de umiddelbare efterkrigsår var der fortsat bestræbelser på brobygning mellem de allierede fra 2. verdenskrig. Forhåbningerne gjaldt især oprettelse af en organisation, der i modsætning til mellemkrigstidens kuldsejlede Folkeforbund var i stand til at etablere et fungerende mellemstatsligt samarbejde, der kunne virke konfliktnedtrappende og forhindre en ny verdenskrig. Forenede Nationer (FN) blev den 24. oktober 1945 oprettet med en målsætning om at være et kollektivt sikkerhedsorgan, men i takt med voksende modsætninger, aggressive militære aktioner og mistillid mellem de allierede vestmagter og det kommunistiske USSR blev dialogen og samarbejdet afbrudt. Man taler derfor fra 1946-47 om den kolde krig.

I 1949 oprettedes Atlantpagten (fra 1950 organiseret i NATO) som en forsvarsalliance for USA, Canada og ti vesteuropæiske lande, herunder Danmark. NATO blev ved Vesttysklands indtrædelse i 1955 modsvaret af Warszawa-pagten, der samlede USSR og de østeuropæiske kommunistiske lande i en fælles militæralliance. Endelig blev vesteuropæisk politisk og økonomisk samarbejde realiseret ved, at flere og flere lande, herunder Danmark, blev samlet i EF.

Dansk udenrigspolitiks fire hjørnesten

Den socialdemokratiske politiker Per Hækkerup var på flere politikområder en af hovedkræfterne bag Socialdemokratiets politik i efterkrigstiden. Som udenrigsminister udgav han i 1965 bogen Danmarks Udenrigspolitik, hvor han analyserede dansk udenrigspolitik ud fra historiske, geostrategiske, militære og politiske parametre. Ifølge hans analyse burde efterkrigstidens udenrigspolitik hvile på de fire hjørnesten: NATO, FN, Europa og Norden. Sikkerhedspolitikken skulle varetages i NATO og til dels FN, udenrigsøkonomi og markedspolitik i europæiske og nordiske samarbejder, og værdipolitikken i FN og det nordiske samarbejde. Perioden 1945-1973 var da også præget af Hækkerups analyse og vision med Danmarks indtræden i flere forpligtende samarbejder og strategiske alliancer: FN (1945), NATO (1949), EF (1973) og et udstrakt nordisk samarbejde på økonomiske og kulturelle områder og i forhold til internationale fredsbevarende indsatser. Aftalerne etablerede et nyt dansk sikkerhedspolitisk og udenrigspolitisk ståsted i stedet for den hidtidige neutralitet, der havde været pejlemærke under 1. verdenskrig, i mellemkrigstiden og under besættelsen.

"Danmarks forsvarsproblem" er her fremstillet i Per Hækkerups bog Danmarks Udenrigspolitik fra 1965. Analysen lagde vægt på Danmarks lille størrelse og vigtige geostrategiske placering for stormagter gennem historien. Samtidig talte den for nødvendigheden af at forlade neutraliteten, skaffe forbundsfæller og indgå i alliancer, så 1864-nederlaget og besættelsen 1940-1945 ikke gentog sig.

Neutral eller allieret?

Historisk havde Danmark siden 1864 opfattet sig som et neutralt land, på linje med de andre nordiske lande. Traditionelt havde den største trussel også været Tyskland, der efter nazismens kollaps i 1945 ikke længere udgjorde samme påtrængende trussel. Derimod blev USSR ret hurtigt opfattet som en supermagt, der potentielt kunne have interesser i at annektere Danmark og dermed få adgang til vigtige strategiske positioner. Det blev allerede under 2. verdenskrig tydeligt, at USSR havde klare ekspansive ambitioner i forhold til at underlægge sig landområder og stater i Øst- og Mellemeuropa, og interessesfæren viste sig at gå tæt på Danmark, som den sovjetiske besættelse af Bornholm i 1945-46 viste.

Neutralitetspolitikkens vanskeligheder, besættelseserfaringerne og det nye trusselsbillede fik dermed afgørende betydning for dansk udenrigspolitik efter 1945. Det blev tydeligt, at Danmark i en moderne krigssituation ville være en sårbar og dårligt bevæbnet småstat, der var vanskelig at forsvare over for moderne atomare krigsvåben – og som samtidig havde stor geopolitisk og strategisk betydning tæt på de nye konfliktarenaer. Allerede i de første officielle taler og proklamationer omkring den 4. og 5. maj 1945 blev det af danske politikere og andre fremført, at Danmark var med blandt de allierede lande, der havde kæmpet mod Tyskland, selvom landet reelt set havde været besat af og forhandlet og samarbejdet med besættelsesmagten. Argumenterne for tilhørsforholdet på 'den rigtige side' var, at der var blevet ydet 'passiv modstand', og at modstandsbevægelsen, sabotage, den amerikanske tilstedeværelse i Grønland, den illegale presse og redningen af jøderne i oktober 1943 alle var beviser for langvarig dansk støtte til de endelige sejrherrer. Danmark blev også af de realpolitiske vestallierede hurtigt anerkendt som allieret, hvilket var en forudsætning for at kunne medvirke i mange af efterkrigstidens planer, aftaler og organisationer.

Danmark bliver medlem af FN 1945

Planerne om en ny international sikkerhedsorganisation blev realiseret umiddelbart efter Tysklands kapitulation. Oprettelsen af Forenede Nationer (FN; United Nations) blev forhandlet på plads fra april til juni 1945. Den 26. juni 1945 var Danmark et af de 51 lande, der underskrev aftalen (FN-pagten) i San Fransisco i USA. Det danske ønske om indtræden i FN var styret af sikkerhedspolitiske, realpolitiske og idealistiske argumenter. De danske politikeres udgangspunkt var, at Danmark som småstat med et begrænset militært forsvar kunne støtte sig til FN som en garant for landets fred og suverænitet, og at krigshandlinger og invasioner på dansk territorium dermed kunne forhindres. FN blev altså opfattet som en beskytter af danske nationale og sikkerhedspolitiske interesser.

De internationale forventninger til FN var store og idealistiske. Snart opstod der dog konflikter og magtkampe blandt stormagterne, og den kolde krigs opståen medførte, at FN blev en politisk arena for både vest- og østblokken. Afkoloniseringsprocesserne i Afrika og Asien resulterede i en række nye nationer og FN-medlemmer, der blev en del af spillet. FN-politikken blev derfor både internationalt og nationalt et felt med sammenstød mellem idealer og realiteter. I begyndelsen var den danske holdning til FN afventende, og den danske støtte til de internationale brændpunkter blev begrænset til humanitær og medicinsk støtte, fx under Koreakrigen 1950-1953. Med Suez-krisen i 1956 opstod der et nyt dansk ståsted i samarbejde med de andre nordiske lande, som gik ud på at sende FN-soldater ud som fredsbevarende styrker. Det var en dansk sikkerhedspolitisk, udenrigspolitisk og ideologisk nyorientering mod større internationalisme end tidligere, og det idealistiske aspekt af FN fik en mere fremtrædende rolle. Det var samtidig udtryk for et nyt nordisk samarbejde i international sammenhæng. Nordiske fællesstyrker indgik i FN's første fredsbevarende missioner i Gaza (1956-1967), Congo (1960-1964) og Cypern (1964-1994).

Atlantpagten, NATO og vestvendingen 1949

Dansk FN-politik kan ses som et parallelt spor til NATO-politikken, der i højere grad blev præget af militære tematikker som oprustning og konflikterne mellem øst og vest. Umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig blev tidligere ideer om et forstærket skandinavisk militært samarbejde reaktualiseret ud fra opfattelsen af, at den gamle neutralitetspolitik i den nye verdensorden var passé, og at ikke-væbnet neutralitet dermed var urealistisk. Der var forhandlinger om et skandinavisk forsvarsforbund, men de strandede. De svenske politikere ønskede et neutralt forsvarsforbund med en fælles nordisk oprustning, mens de norske ønskede en indlejring i en vestlig forsvarsalliance. Den danske socialdemokratiske Hedtoft-regering stod midtimellem med en vis hældning til neutralitetspolitikken og dermed en stærk nordisk løsning.

De skandinaviske planer blev endegyldigt skrinlagt ved Norges og Danmarks indtræden i Atlantpagten, fordi de dermed forlod neutraliteten for at indgå i en militær alliance. Den 24. marts 1949 vedtog Folketinget efter en meget hurtig beslutningsproces at tage imod den formelle invitation til at indtræde i det militære samarbejde med USA, Canada og ni andre vesteuropæiske lande. Atlantpagten blev oprettet få dage efter, den 4. april 1949. Den fik hurtigt militær betydning gennem oprettelsen af selve kommandosystemet, NATO, i forbindelse med Koreakrigen 1950-1953. En vigtig del af Atlantpagten var artikel 5, den såkaldte musketér-ed, hvor medlemslandene forpligtede hinanden på gensidig militær hjælp, hvis ét land blev angrebet. Den var essentiel i forhold til beslutningen om dansk indtræden, idet den blev set som en garanti for, at en eventuel sovjetisk invasion på dansk område eller angreb på militære installationer ville blive mødt af et samlet modsvar fra Atlantpagtens medlemmer.

Allieret med forbehold

Med tiden blev der i Danmark under NATO's paraply etableret militære anlæg, flyvepladser, bunkere og beredskabsplaner, og store NATO-øvelser fandt sted på dansk jord og i dansk farvand. Det danske NATO-medlemskab var dog ikke uforbeholdent og medførte mange indenrigspolitiske diskussioner og forhandlinger. Der var traditionelle og stærke antimilitaristiske positioner i dansk politik, særligt forankret i Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, der blev det mest regeringsbærende parti i perioden. Neutralitetspolitik blev på trods af indtræden i en militær alliance af mange stadig opfattet som mere ønskværdig, hvis ikke pragmatiske hensyn og den storpolitiske udvikling havde nødvendiggjort en stillingtagen. USA insisterede på, at suverænitetsafgivelse var en væsentlig del af NATO, eksempelvis i forbindelse med anlæg af amerikanske baser på medlemslandenes territorium, og den danske modvilje skal også ses i lyset af, at dette var en stor og uvant udfordring i dansk udenrigspolitik. Det var også en helt ny stormagtstænkning fra det traditionelt ret isolationistiske USA's side, så der var på verdensplan tale om et skisma i magtbalancesystemet. Fra 1950'erne opstod der herudover internationale og danske udenomsparlamentariske bevægelser, der mobiliserede på modstand mod atomvåben og de voksende militære udgifter, og de kom til at præge den offentlige debat om dansk udenrigs- og forsvarspolitik.

I 1952 blev Tyrkiet og Grækenland NATO-medlemmer, hvilket gav alliancen nye og vigtige geostrategiske og militære muligheder i Middelhavsområdet, men der var modstand – særligt fra dansk og norsk side – mod at optage stater, der ikke var demokratisk funderede. Optagelsen af Vesttyskland i 1955 gav anledning til betydelig folkelig modstand, hvor generel tyskfjendtlighed, besættelseserfaringerne og modstand mod en tysk genbevæbning spillede hovedrollen. Den danske regering og det danske militær var dog positive over for den vesttyske indtræden og så det som en styrkelse af danske forsvarsmuligheder, samtidig med at risikoen for, at (Vest)tyskland igen ville udvikle sig i militaristisk og aggressiv retning, blev elimineret gennem forpligtende aftaler.

Det danske medlemskab af NATO blev altså præget af en kombination af en aktiv politik for at tilpasse sig den nye verdensorden og af en småstatstænkning. Danmark blev som NATO-land derfor det, der er blevet kaldt "allieret med forbehold". NATO blev især set som en forsikring mod truslen fra østblokken, mens mellemkrigstidens stærke ønsker om neutralitet fortsat gav sig udslag i en vægring over for militære udgifter og anlæg. De danske forsvarsudgifter steg i begyndelsen af 1950'erne, da den kolde krig trappede op, men faldt derefter igen til en sådan grad, at den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag under et officielt besøg i USA i 1964 måtte modtage skarp amerikansk kritik af den danske tilbageholdenhed.

Den udenrigspolitiske trumf: Grønlandskortet og Thulebasen

De danske regeringers noget tøvende villighed til at deltage fuldt ud i den militære alliance blev opvejet af det, der er blevet kaldt Grønlandskortet. Under 2. verdenskrig havde USA etableret militære baser i Grønland, som de fik lov til at bibeholde og udbygge efter krigens afslutning. Grønland blev meget vigtig for USA’s territorialforsvar, og umiddelbart før Grønland i 1953 blev et amt, gennemførte den danske stat en tvangsflytning af 27 grønlandske fangerfamilier, der med meget kort varsel fik besked om at flytte fra Thule til den lille fangstplads Qaanaaq, der lå ca. 150 km nordligere. Det skete, fordi USA ønskede at etablere Thulebasen. Under kodenavnet ’Operation Blue Jay’ blev den med en beliggenhed langt mod nord og tæt på USSR en central del af det amerikanske atomare koldkrigsforsvar i forbindelse med den kolde krigs optrapning i begyndelsen af 1950'erne. Det blev efter et flystyrt i 1968 kendt, at en del af det amerikanske arktiske forsvar på basen var overflyvninger med atombevæbnede B52-bombefly. De var del af en amerikansk luftflåde, der permanent var i det globale luftrum og som led i det atomare beredskab kunne varsle om og gengælde et eventuelt sovjetisk atomangreb. Flyulykken førte til en officiel dansk præcisering af, at man ikke ville have atomvåben på dansk jord. Efter den kolde krigs afslutning i 1989-90 er det gennem arkivstudier blevet klart, at danske regeringer siden 1950'erne var klar over og gennem hemmelige aftaler accepterede, at USA havde atomvåben på Thulebasen, hvilket de danske regeringer i danske-amerikanske forhandlinger kunne vende til en fordel i forhold til de lave danske forsvarsudgifter. Der var dermed to parallelle danske atomvåbenpolitikker: en over for USA og en over for den hjemlige offentlighed.

Dette lidt uvante perspektiv på den nordlige halvkugle viser Grønlands – og dermed Thulebasens - store betydning for USA’s sikkerhedspolitik. De røde linjer viser mulige missilruter for de to stormagter under den kolde krig. Grønland er placeret midt imellem de strategisk og politisk vigtige områder i det østlige USA (Washington og New York) og i det vestlige USSR (Moskva og Leningrad (i dag Skt. Petersborg)). Illustration: Hans Møller

Europæisk politisk og økonomisk samarbejde: visioner og realiteter

Mellemkrigstidens og verdenskrigens erfaringer dannede altså baggrund for oprettelse af nye militære samarbejder. De blev ledsaget af bestræbelser på at etablere et tættere politisk og økonomisk samarbejde i Europa. Efter årtier med krige, konflikter og store økonomiske kriser var visionen, at et tættere samarbejde kunne forebygge aggressive og militaristiske regimer, fremme demokrati, booste økonomien og skabe øget europæisk velfærd. De fælleseuropæiske bestræbelser strandede i første omgang på grund af den kolde krig, der delte Europa i øst og vest på hver sin side af Jerntæppet, men intentionerne blev snart videreudviklet i vesteuropæisk regi.

I første omgang opgav man ideerne om en politisk føderation, da især Frankrig var imod. I 1949 dannede ti vesteuropæiske stater – herunder Danmark – Europarådet (Council of Europe) som en mellemstatslig samarbejdsorganisation med fokus på politiske områder som demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. I 1952 dannede Belgien, Frankrig, Italien, Luxemburg, Nederlandene og Vesttyskland Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF, engelsk: ECSC (European Coal and Steel Community)). Unionen etablerede et overnationalt samarbejde og et fælles marked på vigtige økonomiske og industrielle områder og var en hidtil uset konstruktion i europæisk sammenhæng, fordi den involverede overførsel af national suverænitet og beslutningskompetence til fælles institutioner. Nationalstater og deres suverænitet havde i mange år været en vigtig bestanddel af europæiske landes inden- og udenrigspolitik. Selvom suverænitetsafgivelsen i Kul- og Stålfællesskabet var på et afgrænset område, var der altså tale om helt nye former for samarbejde, der med tiden kom til hedde 'europæisk integration'.

EØF og EF: europæisk integration med Danmark på sidelinjen

Kul- og Stålfællesskabets overnationale karakter og organer dannede i 1957 grundlaget for indgåelsen af Romtraktaten mellem de samme seks lande og oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF/EEC) fra 1958. EØF’s formål var at fremme økonomisk integration, skabe et fælles marked og etablere en toldunion mellem medlemmerne. Det blev dog en langsom udvikling, præget af mange forhindringer og sammenstød mellem nationale særinteresser, især om graden af de nationale forpligtelser og samarbejdets overstatslige beføjelser. En fusion samlede i 1967 Kul- og Stålfællesskabet med EØF og Det Europæiske Atomenergiselskab under betegnelsen Det Europæiske Fællesskab (EF).

Den voksende europæiske integration blev en vigtig del af dansk inden- og udenrigspolitik i 1950’erne og 1960’erne, selvom Danmark først blev medlem af EF i 1973. Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning var der ligesom på forsvarsområdet en klar nordisk orientering, hvor forhåbningerne gik på oprettelsen af et fællesnordisk økonomisk samarbejdsorgan, der dog aldrig blev realiseret fuldt ud, om end oprettelsen af Nordisk Råd (1952), Helsingforsaftalen (1962) og Nordisk Ministerråd (1971) etablerede nordiske samarbejder om økonomiske forhold, arbejdsmarkedet og kulturelle anliggender.

Sideløbende med den nordiske udvikling begyndte Danmark efter dannelsen af EØF i 1958 sammen med Storbritannien, Irland og Norge at arbejde på at blive medlem. Danmark havde traditionelt en stor og vigtig samhandel med Storbritannien, og et dansk medlemskab uden et samtidigt britisk gav derfor ikke mening. Samtidig gik nabolandet Vesttysklands buldrende økonomiske udvikling (Wirtschaftswunder) ikke upåagtet hen, og reservationer over for at indgå i et økonomisk samarbejde med den tidligere besættelsesmagt, der nu blev et stærkt voksende eksportmarked, svandt gradvist. Særligt EØF’s fælles landbrugspolitik fra 1962 var attraktiv for Danmark, idet den med prisgarantier og subsidier ville kunne skabe nye muligheder for et af de vigtigste danske erhverv, der samtidig havde stor betydning for eksporten og på valutaområdet.

Frankrigs præsident Charles de Gaulle var indædt modstander af britisk medlemskab og nedlagde veto ved forhandlingerne i 1963 og 1967, hvorfor Danmark trak sine ansøgninger, men bibeholdt sin stol i det, der er blevet kaldt 'det europæiske venteværelse'. Ved de Gaulles afgang i 1969 blev britisk medlemskab en realistisk mulighed – og Danmark kom med som ansøger i det britiske kølvand.

Danmarks indtræden i EF 1972-73

Hvis Danmark havde kunnet indtræde i EF i begyndelsen af 1960’erne, ville det ifølge den nye grundlov fra 1953 have kunnet lade sig gøre uden en folkeafstemning, fordi 5/6 af Folketinget på det tidspunkt bakkede op om beslutningen. Den parlamentariske situation var anderledes i 1972, da der efter forhandlinger forelå et tilbud om dansk EF-medlemskab, og derfor skulle forslaget om "Danmarks tiltrædelse til de Europæiske Fællesskaber" ud til en folkeafstemning, der fandt sted den 2. oktober 1972.

Debatten op til afstemningen var intens, og fronterne blev trukket hårdt op. Modstanderne af EF-medlemskabet fordelte sig fra den yderste venstre- til den yderste højrefløj. Hovedmodstanden kom dog fra venstrefløjen, og det var her særligt fremtrædende, at Socialdemokratiet var splittet på spørgsmålet. I debatten var argumenterne mod EF ofte præget af en følelsesbetonet dansk nationalisme med vægt på skepsis over for Tyskland, ny nazisme, katolicisme, fremmed arbejdskraft og den internationale storkapital samt på frygten for, om Danmark som nation var i fare for ikke at kunne blive ved med at være det lille selvstændige, harmoniske og velstående land mod nord.

Nej-siden anvendte især politiske argumenter (unionsfrygten og tab af suverænitet), mens ja-siden primært anvendte økonomiske argumenter (højere ’flæskepriser’ og bedre finansiering af velfærdsstaten). Resultatet af folkeafstemningen blev, at 63,3 % stemte ja, mens nejstemmerne udgjorde 36,7 %. Og fra den 1. januar 1973 var Danmark medlem af EF. Den franske avis Le Monde beskrev et par dage efter afstemningen Danmarks indtræden som "et fornuftsægteskab", hvor ja’et blev tolket som et udtryk for økonomisk realisme og hensynet til dansk eksport, men ikke som tegn på særlig dansk entusiasme for det europæiske politiske projekt. Den analyse har vist sig at kunne dække store dele af dansk EF/EU-politik siden.

Både ja- og nejsiden mobiliserede op til afstemningen om dansk medlemskab af EF i oktober 1972. Billedet indleder en pjece udgivet af Rødstrømpernes EEC-gruppe, der argumenterer for at stemme nej med en følelsesbetonet påstand om, at danske familier vil blive splittet op, fordi fædre bliver nødt til at tage jobs som fremmedarbejdere i den tyske industri. I den øvrige del af pjecen er hovedbudskaberne, at EF-medlemskabet for den danske befolkning vil føre til lavere indtægter, højere priser og stigende arbejdsløshed, samtidig med at der vil ske forringelser af den danske velfærdsstat på områder som pension, arbejdsforhold, ligeløn og børnepasning. Oprindelse: Kvindehistorisk Samling/Jette Szymanski: 1971-1984 Diverse, A3/3-4, Rigsarkivet 

Dansk ulandsbistand som udenrigspolitisk virkefelt

Et af efterkrigstidens store internationale temaer blev at etablere økonomisk hjælp til udviklingslandene. Deres antal voksede stærkt i Afrika, Asien og Sydamerika, da afkolonisering og selvbestemmelsesret resulterede i, at mange tidligere koloniområder blev omdannet til selvstændige – men ofte meget fattige – nationalstater. De blev først kaldt for 'underudviklede lande', senere 'udviklingslande'/'ulande', og der blev iværksat udviklingshjælpeprogrammer, der blev set som de rige landes kompensation for kolonitiden og et forsøg på at skabe mere global lighed og sikkerhed. Programmerne var dog samtidig motiveret af ilandenes egne økonomiske interesser i forhold til erhvervelse af råstoffer, behov for arbejdskraft og udbygning af eksportmuligheder.

Den danske stat gik i 1950'erne med i multilaterale bistandsprojekter, der var igangsat af FN, den vesteuropæiske økonomiske samarbejdsorganisation OEEC (dannet 1948, fra 1961 OECD) og Verdensbanken (grundlagt i 1945). FN udråbte 1960'erne til at være et udviklingsårti, og Folketinget vedtog i 1962 at etablere bilaterale udviklingsprogrammer med udvalgte lande under Danida, der blev en afdeling i Udenrigsministeriet. I 1971 blev den organisatoriske ramme fastlagt ved en lov om Danmarks internationale udviklingssamarbejde. Den danske ulandsbistands opståen og udvikling kan med sit fokus på idealisme, humanisme og fattigdomsbekæmpelse ses som forlængelse og udvidelse af FN-sporet i udenrigspolitikken. I perioder er Danmark sammen med Sverige og Norge blevet set som foregangslande på området, der blev et af pejlemærkerne for det skandinaviske/nordiske internationale engagement, om end der også har været kritik af kuldsejlede projekter og anklager om manglende forståelse for modtagerlandenes kulturelle forhold.