4. Modernisering, internationalisering og urbanisering

I løbet af 1800-tallet blev Danmark et moderne klassedelt samfund. Den materielle vækst blev ikke fordelt ligeligt med markant forskellige livsvilkår og livsformer for samfundets forskellige klasser på land og i by til følge. Overgangen mellem klasserne var glidende, og social mobilitet både op og ned på den sociale rangstige var en mulighed, rammesat af de vilkår, den enkeltes sociale udgangspunkt satte.

Et markant træk for perioden var befolkningstilvæksten, relativt en af de største i Europa. I Danmark voksende befolkningen fra godt 900.000 i 1800 til 2,7 mio. i 1910. Årsagen var blandt andet faldende spædbørnsdødelighed, som hang sammen med bedre hygiejne og leve- og ernæringsforhold; spædbørnsdødeligheden var størst blandt de socialt dårligst stillede. Udvandringen var samtidig markant, idet ca. 390.000 mennesker forlod Danmark. De erstattedes til dels af 81.000 svenske indvandrere mellem 1850 og 1910, der især tog arbejde i landbruget, og af polske roearbejdere. I 1914 arbejdede 14.000 polske kvinder i roemarkerne på Lolland og Falster.

Urbanisering betød afvandring fra landet, og at en stadig større del af den voksende befolkning bosatte sig i byer. I 1814 boede 20 % af Danmarks befolkning i byer, i 1911 var andelen 49 %. Små 500.000 mennesker, svarende til 19 % af befolkningen, boede i hovedstaden i 1911 mod 120.000 i 1840. Samtidig var Aarhus i 1911 blevet landets næststørste by med 52.000 indbyggere mod 4000 i 1840, mens en stribe provinsbyer havde rundet de 10.000 indbyggere.

Urbaniseringen hang sammen med et befolkningsoverskud på landet, der ikke kunne finde arbejde der, og med byernes udvikling. Håndværk og industri voksede frem i byerne, der i det hele taget havde en mere varieret erhvervsstruktur og et flersidigt arbejdsmarked, der også omfattede handel og service, hvortil kom generelt højere lønninger. Endelig betød byernes egen vækst øgede muligheder for arbejde inden for byggefag, handel og service.    

Det økonomiske grundlag

Fra omkring 1840 og frem til 1914 var samfundet præget af en generel økonomisk vækst afbrudt af kortvarige tilbageslag. Der skete en industrialisering både af landbruget og i nye industrielle produktionsforetagender i byerne efter ca. 1880, hvor også de første danske multinationale selskaber så dagens lys.

Alle sektorer i økonomien måtte indstille sig på den nye tids vilkår; både byerhvervene og landbruget var nu integreret i penge- og markedsøkonomien og mærkede derfor de frie markedskræfters virkning – og den var ikke altid positiv. Set over hele perioden skete der en løbende forskydning fra landbruget som primærerhverv til de sekundære produktionserhverv og de tertiære serviceerhverv samtidig med en løbende teknologisk udvikling, som særligt kom til at præge industrien.

Landbrugets store betydning som grundlag for eksport og valutaindtjening gjorde det perioden igennem til et meget vigtigt erhverv, men allerede i 1914 blev størstedelen af landets produktionsværdi skabt uden for landbruget. Industriens andel voksede på landbrugets bekostning og var sammen med de tertiære erhverv vigtigst for den økonomiske vækst. Dette viser, at den danske økonomi ikke længere havde en traditionel form, hvor hovedparten af befolkningen var beskæftiget med fødevareproduktion og i vidt omfang var selvforsynende. I periodens slutning var der tale om en avanceret økonomi med specialiseret og arbejdsdelt produktion med salg for øje. Dette var grundlaget for handelens og servicesektorens voksende betydning, som sammen med arbejdsdeling er kendetegnene ved en moderne kapitalistisk økonomi.    

Staten og økonomien

Staten satte de politiske rammer for udviklingen. Efter 1814 havde enevælden ikke længere intentioner om direkte statsstyring af erhvervslivet. Grundlaget var den private ejendomsret, som også blev gjort gældende på landet, hvor jord blev en handelsvare, der kunne erhverves frit. Fra 1830’erne førtes en liberal politik, der lagde vægt på arbejdsdeling, fri konkurrence og markedsøkonomi.

Enevælden førte samtidig en tilbageholdende politik i forhold til købstædernes hævdvundne rettigheder og fastholdt købstædernes eneret på handelen. Men man tillod i praksis håndværkere at slå sig ned uden for købstæderne, selvom det var forbudt, fordi man mente, det gavnede landbruget. Det liberale styre efter enevældens fald i 1848-49 følte sig derimod ikke bundet af hævdvundne rettigheder og ophævede med Næringsfrihedsloven fra 1857 købstadsprivilegier og lavsordninger, hvormed den økonomiske liberalisme slog fuldt igennem.

Bortset herfra spillede staten en tilbagetrukket rolle i reguleringen af erhvervslivet. Statens rolle var mere indirekte, dels ved på uddannelsesområdet at sikre forudsætninger for økonomisk vækst, dels ved at udbygge infrastrukturen, hvor statens rolle var afgørende.    

Landet bindes sammen

Udbygningen af infrastrukturen i form af veje, havne, jernbaner og kommunikationsvæsen som post og telegraf var en forudsætning for en arbejdsdelt og markedsorienteret økonomi. Mens der i periodens begyndelse kun havde været 8 mil vej med fast underlag i Jylland, var der i slutningen af perioden et udbygget vejnet over hele landet. Perioden igennem havde dampkraften sin helt store betydning. Dampskibe forbandt Danmark med internationale markeder og bandt samtidig landet sammen, godt hjulpet af jernbanenettets udbygning og damplokomotiver.

I 1847 åbnede kongerigets første 37 km jernbane mellem København og Roskilde. De landsdækkende hovedlinjer forbandt landets større byer og var etableret med 868 km jernbane i 1870, som udbygget og suppleret med private lokalbaner var blevet til 4044 km i 1910. Jernbanefærger blev indsat over Lillebælt i 1872 og over Storebælt i 1883.

I 1868 etableredes en ny statshavn i Esbjerg, som viser statens interesse for infrastrukturel erhvervsfremme. Ved nederlaget i 1864 havde man tabt Tønning havn i Slesvig, som indtil da havde været afskibningshavn for eksporten til England. Med det ekspanderende marked i Storbritannien var det nødvendigt med en erstatning, hvorfor staten finansierede anlægget af en ny havn, som i 1874 blev forbundet med jernbanenettet.    

Jernbanenettet, som det var vokset frem 1844-1875. Krigen i 1864 med afståelsen af Slesvig og Holsten skar det sydlige jernbanenet væk, men i Kongeriget blev nettet i årene efter 1875 udbygget med mange privatbaner. © danmarkshistorien.dk

Landbruget 1814-1840

Perioden efter Napoleonskrigene var præget af økonomisk krise. Den skyldtes faldende kornpriser, hvilket ramte det overvejende kornproducerende landbrug hårdt. Resultatet blev en del konkurser, men landbruget klarede sig igennem krisen ved at øge produktionen og afsætningen på hjemmemarkedet, hvor befolkningstilvæksten øgede efterspørgslen efter fødevarer. Produktionsstigningen svarede til befolkningstilvæksten. Samtidig åbnedes nye markeder i Holland og England, hvor storkøbmænd fra provinsbyerne afsatte danske produkter.

Den stigende kornproduktion kan forklares med forbedring af den eksisterende jord, inddragelse af ny jord, og at der kom nye markedsafgrøder til – kartofler, kløver og bælgplanter – mens teknologien forblev den traditionelle. Hertil kom dog også en øget animalsk produktion, hovedsageligt for hjemmemarkedet. De fluktuationer, der ramte landbruget, kom fra eksporten, hvor ca. 20 % af den samlede produktion blev afsat i 1830.

Landbruget 1840-1870

Tiden indtil omkring 1870 kaldes kornsalgsperioden. Animalske produkter til hjemmemarkedet udgjorde godt nok hovedparten af landbrugsproduktionen, men væksten lå i kornproduktion til det internationale marked. De efterhånden stigende kornpriser blev stimuleret af Storbritanniens ophævelse af korntolden i 1847.

I modsætning til perioden forud var produktionsstigningen nu knyttet til nye teknologier i form af nye redskaber og maskiner, især plove og harver, produceret på de snesevis af jernstøberier, der blev anlagt i de danske provinsbyer. Dertil kom nye metoder til jordbehandling, fx spredning af kalk, nye afgrøder, forædling af kornsorter og en begyndende videnskabeliggørelse af landbrugsproduktionen efter Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles indvielse i 1858.    

Landbruget 1870-1914

Billigt korn fra USA og Rusland fik fra begyndelsen af 1870’erne priserne på korn til at falde drastisk og satte en stopper for den indbringende danske kornhandel på det internationale marked. Dermed stod man over for en udfordring, som man løste ved en omlægning fra kornproduktion til animalsk produktion. I stedet for at eksportere kornet blev det brugt til foder, samtidig med at man nu blev importør af foderstoffer, som blev brugt til voksende kvæghold.

Indtægterne fra den animalske produktion blev for en dels vedkommende brugt til opbygning af industrielle anlæg til at forarbejde mælken. Opbygningen af de nye landbrugsindustrier skete i nært samspil med en organisatorisk innovation: andelsformen. Det første andelsmejeri blev grundlagt i 1882 og blev model for de hundredvis af andelsforetagender, der fulgte efter. I 1909 var der 1157 andelsmejerier i Danmark.

Andelsmejeriet var et interessentskab, der blev oprettet, ledet og ejet af råvareleverandørerne, som forpligtede sig til at levere al deres mælk i en årrække. Interessenterne, andelshaverne, bar sammen det økonomiske ansvar efter antal køer, dvs. at overskud såvel som underskud blev fordelt på andelshaverne efter det antal køer, de ejede og leverede mælk fra. Alligevel havde hver interessent én stemme på generalforsamlingen, hvor strategiske beslutninger blev truffet.

Restprodukterne fra smørproduktionen blev brugt til svinefoder, som gav basis for en øget svineproduktion, der som bacon blev en stor eksportvare og en enorm succes på det engelske marked. Mellem 1887 og 1914 blev der bygget 44 svineslagterier spredt ud over hele landet, etableret efter mejeriernes andelsmodel.    

Andelsbevægelsen

Bøndernes selvorganisering manifesterede sig i et omfattende foreningsnetværk, som andelsselskaberne indgik i. Interessentskabsformen var den eneste mulighed for, at gårdmændene i den truende økonomiske situation hurtigt kunne få etableret en økonomisk bæredygtig mejeridrift. Dertil kom, at man ikke var indstillet på at overlade forarbejdningen af landbrugets produkter til byernes kapitalister. På slagteriområdet søgte kapitalstærke handelsmænd fra byerne at få foden indenfor, men de mødte massiv modstand fra ledende bønder, der ikke kunne se rationalet i at lade disse udefrakommende løbe med fortjenesten.

Andelsbevægelsens virksomhedsmodel fik dermed et mere demokratisk tilsnit end byernes. Men uanset stemmeligheden i vedtægterne dominerede gårdmændene stort set alle bestyrelser, og skulle beslutningerne gå dem imod, kunne de som storleverandører hurtigt true mejeriets eksistens. At stadig flere husmænd kom med i andelsmejerierne, gav stordriftsfordele for alle parter.

Sparekasser og kreditforeninger, som bønderne også selv organiserede, var en del af andelsbevægelsens økonomiske grundlag etableret med inspiration fra Tyskland. De havde som mål at muliggøre opsparing og at finansiere jordejendom og mindre investeringer med lav risiko.

Et nyt landbrug

Omlægningen af landbruget indebar ikke alene nye samarbejdsinstitutioner, men også ny teknologi både i den primære produktion og i forarbejdningen. Omlægningen blev således bakket op af landboforeninger, der formidlede forskningsresultater og nye driftsmetoder, og af landbrugsskoler, der uddannede landbrugere til en mere effektiv, teknologisk og langtidsorienteret produktionshorisont. Man fik etableret et system for vidensopsamling og kvalitetskontrol, som blev kanaliseret tilbage til producenterne, hvilket sikrede, at produkterne havde en høj standard. Man bestræbte sig på at øge produktiviteten gennem forædlingsarbejde, bedre fodring og øget anvendelse af kunstgødning og landbrugsmaskiner. Processer, der tidligere havde været udført ved håndkraft, blev overtaget af landbrugsmaskiner som så-, meje- og tærskemaskiner foruden radrensere til at fjerne ukrudt og nye stålplove, som øgede produktiviteten for de foderprodukter, der blev brugt til at fodre husdyrene med.

I 1914 udgjorde landbrugets andel af Danmarks eksport 60 % og stod for hovedparten af landets valutaindtjening med stor betydning for landets samlede økonomi. Husdyrproduktionen var firedoblet fra 1870 til 1914. Svinekødsproduktionen steg fra 50 mio. kg i 1870 til 229 mio. kg i 1914. Produktionen havde fået en ensidig specialiseret form baseret på især to hovedprodukter, smør og baconflæsk. I det sidste tiår før 1. verdenskrig udgjorde disse to produkter 2/3 af landbrugserhvervets produktionsværdi og eksport, som især fandt markeder i England og Tyskland.

Markerne udnyttedes efterhånden mere intensivt og med en samlet stigning i arealudbyttet mellem 1860 og 1914 på 40 %. Ved inddæmning, dræning og hedeopdyrkning blev landbrugsarealet i samme periode forøget med 25 %. Produktionsmæssigt var væksten massiv og gav indtægter, der kunne bruges til yderligere investeringer i moderne redskaber og produktionsanlæg. Menneskets påvirkning af naturen var således gennemgribende, men der ses ikke nogen diskussion af, hvad det ville betyde for naturen eller husdyrene.    

Industrialisering i provinsbyerne

Til udviklingen i landbruget knyttede der sig en række mindre industriforetagender i provinsbyerne, som producerede industrimaskiner til forædling og landbrugsmaskiner, som understøttede landbrugets fortsatte mekanisering. Maskinerne havde ofte deres oprindelse i England og USA, hvorfra de blev formidlet til det danske landbrugssamfund af forretningsfolk på udstillinger rundtom i landet. Dette gav mulighed for at kopiere og lave lokale versioner på de maskinfabrikker, der skød op over hele landet.

Dertil kom mindre foretagender, der levede af at servicere og reparere maskinerne. Nok så vigtigt, som tegn på et kapitalistisk samfund med arbejdsdeling og specialisering, var det også, at transport- og serviceerhvervene fik en markant øget betydning for værdiskabelsen i samfundet.    

Den københavnske forretningsverden

I hovedstadens forretningsverden tog man en topstyret virksomhedsmodel i anvendelse. Private investeringsbanker satte penge i projekter, der kunne give store afkast og havde høj risiko. Efter engelsk forbillede blev selskabsformen aktieselskabet, hvor hver aktieejer kun hæftede for den indskudte kapital, så han ikke mistede alt, hvis projektet slog fejl. C.F. Tietgen spillede en central rolle i udviklingen af denne sektor. Han blev direktør for Privatbanken i 1857 og havde gennem sin uddannelse tætte forbindelser til den engelske forretnings- og bankverden, samtidig med at han havde et internationalt blik for forretningsmulighederne i de nye teknologier, som gjorde sig gældende inden for kommunikation og transport.

Tietgen var med Privatbanken i ryggen drivkraften i dannelsen af Det Forenede Dampskibs-Selskab (DFDS) i 1866, som kontrollerede dampskibsfarten i Danmark og dansk sejlads på udlandet. DFDS var på flere måder illustrativ for udviklingen efter 1870. For det første ved bestræbelsen på at erstatte sejlskibe med dampskibe, som var den dominerende teknologiske landvinding i perioden mellem 1870 og 1914. Omstillingen fra sejl til damp havde sin baggrund i tekniske nyskabelser, økonomiske konjunkturer og rederierhvervets tilpasningsevne til nye vilkår. Først i periodens slutning kom dieseldrevne motorskibe til, og på det tidspunkt var dampskibsflåden fem gange så stor som sejlskibsflåden, der var næsten enerådende før 1850.

For det andet var DFDS illustrativ ved selskabsformen og forretningsstrategien. Dampskibe var langt dyrere at anskaffe end sejlskibe. Aktieselskabsformen blev derfor løsningen. Strategien sigtede på at samle flest mulige dampskibe i et enkelt rederiselskab. Dette ville give stordriftsfordele, men havde også videre perspektiver. På basis af den relativt sikre og indtægtsgivende indenrigsfart kunne man skabe et fast grundlag for at udvikle udenlandsfart under langt mere svingende vilkår. Den første skulle altså understøtte den anden. Gennem opkøb lagde man nye ruter ind i det kapitalstærke selskab, og i løbet af 1870’erne og 1880’erne blev de fleste af de små skibsselskaber opslugt af DFDS.

Samtidig satte DFDS sig tungt på Englandstrafikken, der trettendobledes frem til 1890, hvilket skyldtes landbrugseksporten gennem den nye havn i Esbjerg. I 1870’erne fragtede man levende kvæg, mens smør blev af central betydning i 1880’erne og fra 1890’erne baconflæsk og ikke som tidligere levende svin.

Dette illustrerer væksten og betydningen af den tertiære sektor, der ikke var involveret i råvareproduktionen eller forarbejdningen heraf; DFDS servicerede landbruget, hvilket gav basis for en massiv vækst, fordi transportservice var af afgørende betydning i en udviklet, internationalt arbejdsdelt og specialiseret kapitalistisk økonomi. Sammen med jernbanen og telegrafen skabte dampskibene helt nye betingelser for handel og kommunikation.

Søndre Toldbod i Københavns Havn omkring 1870. Tiden var kendetegnet ved mange nye og gamle skibstyper, og havnene var fortsat de vigtigste danske knudepunkter for transport og import/eksport af varer. Ved kajen ligger bagest dampskibet S/S Transit. Den ældre hjuldamper forrest er formentlig H/S Najaden. I baggrunden ses mange sejlskibe. Foto: Museet for Søfart    

Industri og internationalisering

Modellen med at skabe en hjemlig basis for ekspansion ud i verden blev også brugt af Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, som blev grundlagt 1869. Som en virksomhed baseret i en ufarlig småstat lykkedes det i ly af den vestlige imperialisme for Tietgen med hjælp fra det danske kongehus og diplomati at få store anlægskontrakter i Rusland og Asien for næsen af engelske firmaer. Tietgen havde desuden den fordel, at han opererede på et nyt og ureguleret felt. Det gav ham og Privatbanken mulighed for at flytte rundt på pengemidler på måder, der senere blev gjort ulovlige, og for at give informationer til investorerne, som det passede ham. I dette industriimperium indgik også De Danske Sukkerfabrikker, som dominerede produktionen af sukker totalt, og skibsværftet Burmeister & Wain, som udviklede sig til tidens største industriarbejdsplads i København.

En række industrier uden for Tietgens imperium fulgte den samme model og den samme strategi inden for produktion af margarine, cement, kabler og telefonindustri. Flere udviklede sig til multinationale selskaber på basis af en teknologiudvikling, hvor ingeniøren blev en afgørende, statsligt uddannet ressourceperson. Det var denne sektor, der bar den industrielle revolution fremad efter 1870 og ind i det 20. århundrede, og tiden frem til 1920 var en storhedstid for danske multinationale virksomheder, også efter international målestok. 

Håndværkerindustri

Det hører med til billedet, at de store industriforetagender var undtagelsen i denne periode. Byernes produktionsvirksomhed var kendetegnet ved mange små håndværksprægede virksomheder. I den første officielle industritælling i 1897 opgjordes antallet af virksomheder til 77.000 med i alt 274.000 beskæftigede (inkl. ejere og funktionærer). 170 virksomheder havde mere end 100 arbejdere, hvilket var en fordobling i forhold til 1870, men langt de fleste var små mesterdrevne værksteder med et par ansatte.

Samlet set fastholdt håndværket sin store andel inden for den sekundære sektor. Bygningshåndværkerne fyldte meget i en periode, hvor en femdoblet bybefolkning skulle have boliger, og hvor mængder af anlægsprojekter blev iværksat i by og på land. Traditionelle fremstillingserhverv var til gengæld i tilbagegang. De blev ofre for konkurrencen fra industrivarer og fra billig ufaglært – ofte kvindelig – arbejdskraft. Vævere og kurvemagere forsvandt, de talrige skræddere blev meget færre, og skomagerne måtte omstille sig til reparationer af fabriksfremstillet fodtøj. Produktionen på disse områder blev industriel og præget af nye produktionsmetoder, der typisk var arbejdskraftbesparende, og af mange innovationer, der også gav basis for tilgang af nye faggrupper og erhverv, fx elektrikere og cykelsmede. Billige fabriksfremstillede cykler blev mere almindelige for byernes befolkning omkring århundredskiftet, og cykelsmeden er et blandt mange eksempler på nye serviceerhverv.

Arbejdsmarkedets organisering og Septemberforliget 1899

1899 var et centralt år for det danske arbejdsmarked. Septemberforliget 1899 var kulminationen på den arbejdskamps- og organiseringsstrategi, som arbejdere og arbejdsgivere havde benyttet sig af i bestræbelserne på at fastsætte prisen på arbejde.

Arbejdernes organisering skete i fagspecifikke fagforeninger fra begyndelsen af 1880’erne med et gennembrud i 1890’erne; frem mod 1899 nåede fagforeningerne et medlemstal på 96.000. Afgørende var det også, at der skabtes en landsdækkende overbygning på de lokalt baserede foreninger: De samvirkende Fagforbund (DsF). Dette fagforbund omfattede år 1900 1086 fagforeninger fordelt på 41 faglige forbund.

På arbejdsgiverside fandt en tilsvarende organisering sted, hvilket kom til udtryk i Septemberforliget, som var en aftale mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og DsF, og som kom til at lægge grunden for et kollektivt overenskomstsystem. Forliget blev indgået som afslutning på en omfattende arbejdskamp fra 1897 til 1899. 200 arbejdsstandsninger kostede arbejderne godt 13 mio. kr. i tabt løn og arbejdsgiverne godt 3,1 mio. tabte arbejdsdage. Højdepunktet var en storlockout, hvor arbejdsgiverne som modtræk mod arbejdernes strejker forhindrede over halvdelen af alle danske organiserede arbejdere i at gå på arbejde og tjene penge.

Den danske arbejdsmarkedsmodel

Septemberforligets resultat var, at arbejdsgiverforeningen accepterede arbejdernes ret til at organisere sig, mens fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Forliget var en afgørende begivenhed, der ofte ses som startskuddet til udviklingen af den særlige danske arbejdsmarkedsmodel. I 1910 skabtes et statsligt understøttet fagretligt system og Forligsinstitutionen, som skulle mægle mellem parterne, hvis de ikke kunne blive enige. Denne model resulterede i et reguleret arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere indgik frivillige aftaler, oftest uden statslig indblanding.

Efter Septemberforliget i 1899 fortsatte de faglige konflikter i det store og hele på et organisationsmæssigt grundlag. De danske arbejdere var forenet i ansvarlige organisationer, der fulgte spillets regler. Indgåede overenskomster blev respekteret. Arbejdskonflikter foregik i organiserede og disciplinerede former. Det betød ikke, at arbejdskampe ophørte. I 1911 var der igen storlockout, som dog blev bragt til standsning inden for de rammer, Septemberforliget havde fastlagt. Det er også sigende, at arbejdskampen gik fra at foregå i en lokal situation til at være national og organiseret. Den lange linje i arbejdskonflikternes historie var således en stadig udvidelse: fra arbejdspladskonflikten på en enkelt arbejdsplads til den lokale, regionale og den nationale konflikt og fra enkeltfagskonflikter til konflikter, der omfattede en række fag.

Landbosamfundet: godsejere og gårdmænd

De 650 godsejere og deres familier udgjorde landbosamfundets overklasse. Grundloven fra 1849 havde fjernet alle formelle privilegier fra gruppen, så godsejeren blot var en stor jordejer og producent på samme kommercielle vilkår som andre gårdmænd. Men økonomisk og prestigemæssigt var afstanden stor.

De fleste godsejere forstod at manøvrere på markedet, og gennem modernisering af driften udnyttede de de gode konjunkturer efter 1840. Indtægterne fra salg af fæstegårde bragte yderligere indtægter i godsejernes kasser. Alt efter godsernes størrelse var de arbejdsplads for en ret omfattende arbejdsstyrke, der svarede til en mellemstor virksomhed, og som målt på det samlede antal ansatte var lige så stor som hele industriens.

Gårdmændene, der sammen med deres familier var beboerne på de ca. 70.000 mellemstore gårde på landet, oplevede også en markant velstandsstigning. Gårdejerklassen var selvrekrutterende, idet ældste søn overtog gården.

En kønsbaseret arbejdsdeling var ikke noget nyt, men blev efterhånden mere markant i en kvindelig indendørssfære, som havde med familie og forbrug at gøre, mens manden færdedes ude og stod for produktionen. Industrialiseringen af mejeridriften flyttede kvindearbejde væk fra gårdene og overflødiggjorde eksempelvis det arbejde, kvinderne tidligere havde udført med smørproduktion.

Gårdmændene holdt tjenestefolk og havde husmænd og landarbejdere til at arbejde for sig. Relationen mellem de to grupper blev mere kontraktlig og formel, efterhånden som det blev mere og mere vigtigt for gårdejerne at markere afstand til landbosamfundets underklasse og at definere sig selv i forhold til godsejere, embedsmænd og borgerskab. Længe holdt forestillingen om en fælles landbokultur sig dog i kraft af arbejdsfællesskabet og en gensidig afhængighed mellem gårdmand og husmand; først efter 1900 udskilte husmændene sig som nævnt politisk fra det af gårdmandsinteresser dominerede Venstre.    

Landbosamfundet: husmænd og landarbejdere

Gårdmændene udgjorde et mindretal på landet. Uden for denne gruppe stod ca. 750.000 landboer, der i meget begrænset omfang fik andel i den økonomiske vækst, og hvis liv var præget af fattigdom og begrænsede muligheder.

Nærmest bønderne befandt de godt 160.000 husmandsfamilier sig med en levefod, der lå på sultegrænsen og i perioder under. En fjerdedel af dem havde jord nok til at klare sig på egen produktion. Men de mindste husmænd havde slet ingen eller kun små jordlodder og var derfor henvist til at søge arbejde. Alle var de afhængige af børnenes arbejdskraft, børn, der både var lavere, vejede mindre og fik mindre skolegang end gårdmandsbørn. Denne klasses hastige vækst ses i antallet af huse, som i slutningen af perioden var steget til 212.000, hvoraf en fjerdedel ikke havde tilhørende jord. 90 % af de 150.000 emigranter fra landet var husmandssønner, der i USA fik en mulighed for social opstigen, som ikke var mulig i Danmark.

For husmændene og deres koner fik funktionsopdelingen en anden form. For at deres familier kunne overleve, var det nødvendigt, at alle – mand, kone og børn – tjente til livets opretholdelse. Børnene blev sendt ud at tjene, så snart de var store nok, og fravær fra skolegang var omfattende. Husmandskonerne stod i modsætning til gårdmandskonerne for en stor del af produktionen på husmandsstedet ved siden af husholdet, mens manden også tjente penge ved at arbejde for andre.    


Husmandssted i Karup i Midtjylland mellem Herning og Viborg, 1895. Ejendommen var opført omkring 1884 med stuehus og stald bygget sammen. På billedet ses ejeren Mads Chr. Nielsen med hest og kreaturer, til venstre for ham hans hustru Ane og deres tre døtre og en svigersøn. Mads supplerede de sparsomme indtægter ved at være landpost til fods mellem Viborg og Karup. Det lyngklædte udhus til højre blev brugt til får og høns og som lade. Foto: Lokalhistorisk Arkiv, Karup

Det urbane samfund: middelklasserne

Den mest velstillede del af middelklassen bestod af forretningsfolk, embedsmænd og de hastigt voksende liberale erhverv som læger, sagførere, tandlæger, dyrlæger og lignende. Grupper som bankfolk, teknikere og handelsuddannede voksede hastigt som følge af de store industriers vækst. En samfundselite, der på landsplan bestod af et par tusind mennesker.

Embedsmændene tjente syv gange så meget som en faglært arbejder omkring 1870, forretningsfolkene mere. De boede standsmæssigt i 6-10-værelses lejligheder eller i en villa i byens udkant med tæpper på gulvene og egetræsmøbler i stuerne. I ingen andre samfundslag var kønnenes adskilte arbejdssfærer tydeligere end her. Manden gik på arbejde, mens den gifte middelstandskvinde var husmoren. Hun indrettede hjemmet, gjorde det hyggeligt og tog sammen med tjenestepigen vare på børnene og sørgede for familielivet. Til denne livsform hørte borgerlige dyder, først og fremmest at man skulle klare sig selv. Respektabilitet, renlighed og selvdisciplin var normen, som man søgte at udbrede til grupper af socialt udsatte via filantropisk hjælpearbejde.

Den lavere middelklasse bestod traditionelt af handelsdrivende og selvstændige eller ansatte i servicefag. Dertil kom en helt ny socialgruppe af statsansatte, som voksede frem i århundredets sidste tredjedel sammen med udviklingen af jernbaner, postvæsen, politi og andre offentlige hverv. Små 140.000 personer udgjorde denne gruppe, der levede i trygge materielle rammer og på mange områder efterlevede de borgerlige dyder. Hvad de handelsdrivende angik, var deres antal også i støt vækst, hvilket ikke modsvaredes af deres sociale forhold eller deres indtægter. Handel blev ofte et nøderhverv for mennesker, der ikke havde haft heldet med sig på landet eller i andre erhverv i byen. Den lavere middelklasse var således en meget heterogen social kategori, der strakte sig fra sikre materielle vilkår til højst usikre.

Interiør fra Aarhus Oliefabriks ejer Chr. Bangs hjem i Mejlgade 60, Aarhus, ca. 1895. Et urbant borgerligt klunkehjem, velhavende og fyldt med arvegods – og datidens moderne møbler. Socialt og økonomisk stod borgerskabet langt over de øvrige klasser, men det var denne øvre del af borgerskabet, hvis livsstil og livsform var idealet for både den lavere middelklasse og arbejderneFoto: Den Gamle By, Aarhus    

Det urbane samfund: arbejderklassen

Arbejderklassen var den del af bybefolkningen, hvis indkomst stammede fra lønarbejde i produktionen af varer og tjenesteydelser. Det var en klasse i vækst præget af interne skel mellem faglærte som murere og tømrere og ufaglærte arbejdsmænd og mellem kønnene. Kun en del af de faglærte ægtemænd havde mulighed for at opfylde idealet om den hjemmegående husmor. Kvinderne arbejdede oftest uden for hjemmet for at sikre, at der kom mad på bordet, selvom det ufaglærte kvindearbejde var meget dårligt betalt. Selv når begge voksne arbejdede, måtte man spare, hvor man kunne, og rakte det ikke, måtte man sulte. Det gjaldt i endnu højere grad de ufaglærte arbejdsmænd og -kvinder og deres familier, idet de fik en langt mindre løn end de faglærte. Arbejderklassens kvinder havde som oftest det dårligst lønnede arbejde og lavt kvalificerede stillinger.

Et arbejderhjem i Ægirsgade 73 på Nørrebro i København, 1914. For den bedrestillede del af arbejderklassen var de materielle forhold gode. Tøj og indretning var borgerligt inspireret. Ofte arbejdede koner og børn også. Kvinderne havde dobbeltarbejde, idet de også stod for husarbejde og børnepasning, der heller ikke i arbejderhjem opfattedes som mandens arbejdsfelt. Foto: Arbejdermuseet

Fattigdom i byen

I den industrialiserede by fandtes der arbejderkvarterer, hvor familierne på tre til seks personer boede i et- eller toværelses lejligheder med lokum i gården. Fænomenet var mest udbredt i København, men fandtes i alle byer i mindre målestok. For de dårligst stillede var forholdene endnu værre i kælder- og loftsværelser, og i København udviklede der sig egentlige slumkvarterer. Der var desuden flere ’fattigkaserner’ i København, hvor der boede 45 mennesker pr. 100 kvadratmeter.

En stor koleraepidemi i København i 1853 med 5000 døde satte fokus på de dårlige hygiejniske forhold, som byens fattige levede under. Renovationen foregik ved hjælp af rendestenen, hvis fald normalt ikke var stort nok, så spildevandet blev stående i renden. Alt spildevand og affald blev hældt ud i rendestenen, lige fra slagteri- og garveriaffald til natpotternes indhold, og blev en smittekilde uden lige. Tidens smitteopfattelse, som var, at al smitte var båret af kim i luften, blev lagt til grund for arbejdet på at forbedre kloakeringen. Epidemien satte også gang i byggeforeninger, hvis formål var at skaffe bedre boliger til byens arbejderbefolkning, hvilket dog kun lykkedes i begrænset omfang.

Fattigdommen var iøjnefaldende i 1800-tallets anden halvdel, og den massefattigdom, som fulgte med urbaniseringen, var massiv i København som i andre byer i Europa. Fra tjenestefolk og lærlinge var der en glidende overgang til gadens folk, de kriminelle, tiggerne, de prostituerede og dem, der blev forsørget af fattigvæsenet, alle dem, der levede på kanten af den normale samfundsorden.    

Københavns arealmæssige udvikling, 1840, 1880 og 1920. Befolkningstilvæksten var generelt stor i perioden, og samtidig medførte urbaniseringen, at mange søgte arbejde og bopæl i byerne. I 1840 boede der ca. 120.000 i København; i 1911 knap 500.000. Byen bredte sig dermed uden for voldene med nye fortættede brokvarterer og begyndende forstæder© danmarkshistorien.dk

Prostitution var ikke noget nyt og havde været strafbart siden reformationen. For at begrænse udbredelsen af syfilis forsøgte man i 1800-tallet at regulere prostitutionen. Inspirationen kom fra Frankrig og virkede uformelt i København, indtil der blev lovgivet i 1874. Kvinder, der levede af prostitution, blev nu tvunget til at lade sig registrere som offentlige fruentimmere og lade sig underkaste regelmæssige lægetjek og politikontrol, der lagde begrænsninger på deres grundlovssikrede personlige frihed. Også tjenestepiger og piger, der supplerede en lav fabriksløn med lejlighedsvis prostitution, skulle registreres. Loven omfattede alene de kvinder, der solgte deres krop, mens de købende mænd ingen regulering blev pålagt, selvom de i lige så høj grad var mulige smittebærere. Det afspejlede en tydelig kønsdefineret, dobbeltmoralsk seksualmoral.